Vil du prøve heli-skiing? I dette område kan du få en skioplevelse, du nok aldrig glemmer

Euroman var inviteret til Livigno af Livigno Tourism Board.

LYDEN FRA ROTORERNE er øredøvende, da helikopteren letter. Sammen med tre andre free-ride-skiløbere sidder jeg på hug på toppen af en bjergside. Minuttet forinden er vi hoppet ud gennem en sidedør, direkte ud i sneen i vores skistøvler, efter helikopteren var landet på et plateau så småt, at der knap var plads til den. Vi har fået utvetydige direktioner: Sæt jer sammen i formation, og duk hovederne.

Helikopteren letter og forsvinder i horisonten, på vej ned for at hente den anden halvdel af vores gruppe, de resterende fire skiløbere og snowboardere. De skal også transporteres herop til området ved Monte Garone i Livigno, hvor vi skal køre dagens første ridt.

Jeg og de tre andre skiløbere, som er en lille vennegruppe af unge italienske mænd, rykker lidt på os og kryber hen mod et klippefremspring, som vi søger ly bag. Jeg tør ikke kigge ud over kanten af klippen og klamrer mig til mine skistave, som står mellem mine ben som en form for støtte. Og så, nybegynder i heli-skiing som jeg er, tager jeg min ene skihandske af. Jeg skal blot lige have den ene hånd fri og tjekke, at jeg stadig har alle mine ting på mig, og at alt i rygsækken ligger, som det skal. 

I næste sekund tager et skarpt vindstød min skihandske med sig ud over kanten. Jeg læner mig forsigtigt lidt fremad og spejder ud over bjerget. Handsken er ikke væk. Men den har klinet sig ind mellem to stykker klippevæg omkring 10 meter længere nede. Hvad gør jeg, hvis endnu et vindstød sender handsken længere ud i intetheden? 

Heli-skiing i Livigno

Euroman var på denne tur afsted med Elitellina, der stod for selve helikopterturen, mens Outventure Livigno stod for Mountain Guide-delen. 

Alle kan som sådan booke en heli-skiing-tur, men det er klart en fordel, hvis du har prøvet off-piste-skiløb før og er vant til at navigere i terrænnet væk fra de vante lifter og pister.

 På turen får du udleveret rygsæk med airbag, skovl og lavinebipper. En heli-skiing-tur i Livigno koster omkring 2.000 kroner pr. person (baseret på fire personer i en gruppe). 

Se mere på outventurelivigno.it.

DAGEN FØR VANDREDE JEG rastløst frem og tilbage for mig selv på det værelse på Hotel Lac Salin, som jeg var blevet indlogeret på. Skulle jeg tage med på helikopter-turen, eller skulle jeg ikke tage med? En heli-skiing-tur er trods alt, selvom alle sikkerhedsbestemmelser er i orden, og at guiderne garanteret ved, hvad de laver, en ikke helt ufarlig ting at kaste sig ud i. 

Jeg har stået på ski, siden jeg var helt lille. Først i Norge og Sverige med min familie på de mindre bakker. Siden i Alperne på de ret meget stejlere nedfarter som teenager. 

Mine start-20’ere tilbragte jeg som skibums i Val Thorens, hvor mit skiløb konstant blev forbedret og forfinet, og hvor jeg og en gruppe andre danske bumser begyndte at tage på længere off-piste-eventyr. 

På de ture har jeg aldrig været i decideret fare. Men vi vidste godt dengang, at det kunne være farligt at bevæge sig væk fra de præparerede pister. I off-pisten kan ingen høre dig skrige, og ingen holder øje med dig. En enkelt gang var det ved at gå alvorligt galt for nogle af de andre skibumser, da de var ude sammen med en gruppe svenskere, alle fænomenale skiløbere, som løb med lange, farvede bånd på bagenderne af deres ski. 

Den dag blev de pludselig fanget i en lavine, og en af de ældre svenskere blev fra det ene sekund til det næste begravet et par meter under sneen. De andre i gruppen fandt ham kun, fordi de fik øje på et af de farvede bånd fra hans ski. Heldigvis fik de hurtigt gravet ham ud med deres medbragte skovle og bragt i sikkerhed.

I årene, der siden er fulgt, har jeg været på adskillige off-piste-ture. Jeg har været langt, langt ude i terrænet i Frankrig, Italien og Østrig sammen med dygtige guider. Jeg har engang set en af dem selv udløse en mindre lavine, da han trådte på et stykke is ved en klippespalte, mens han samtidig viste, at det var farligt at køre ned netop der – og at vi skulle en anden vej. 

Jeg har også gennem årene lært, at du kun kører ud, hvis du har en rygsæk med lavine-airbag på. At denne rygsæk skal indeholde skovl og lavinebipper. At du, hvis du bliver fanget i en lavine, så har omkring et minut til at komme fri af snedyngerne, ellers er du færdig. Og at du skal tisse i bukserne for at finde ud af, hvad der er op og ned, så du kan grave dig ud. Hvis du altså kan bevæge armene.

SAMME AFTEN ER JEG fortsat i tvivl. Jeg kan godt lide fart, jeg kan godt lide at køre pudder, jeg er ikke som sådan bange for at falde og slå mig. Til gengæld er jeg, og her kan jeg lige så godt være ærlig, i tvivl om jeg er god nok til at følge med på en heli-ski-tur. Hvad nu, hvis de andre i gruppen er for gode. Hvad nu, hvis det er for svært at komme ned igen? Hvad nu, hvis jeg kommer til at køre forkert og så pludselig kommer væk fra gruppen og vil være fanget alene ude i ingenting. Jeg beslutter mig for at sove på det.

Morgenen efter gør jeg op med mig selv, at jeg vil fortryde det, hvis jeg ikke prøver det. Hvornår får man igen lige muligheden for at flyve med helikopter op i den slags terræn, som de færreste får lov til at opleve?

Jeg melder mig klar, og sammen med en anden dansk journalist i gruppen står jeg en time senere til briefing i en restaurant i bunden af Livigno-dalen, hvor de to lokale bjergguider, Matteo og Paolo, går det hele igennem. 

Vi er otte i alt, der skal afsted. To danskere, de tre førnævnte italienere, og så tre unge polakker, to mænd og en kvinde. Jeg tjekker dem ud og forsøger at afgøre, om de kunne være seriøst dygtige skiløbere eller ej. 

Men det, der fylder mest, er, at den unge polske kvinde virkelig ser nervøs ud. Jeg prøver at opmuntre hende lidt, nok mest af alt for at slå min egen usikkerhed ned.

Matteo og Paolo udstikker klare regler for turen, fortæller om sneforhold og lavinerisici og viser os udstyret. Matteo er den ældste og mest pædagogiske af dem. Paolo er yngre og mere direkte, men helt klart også en erfaren guide. Vi får udleveret hver vores rygsæk med airbag og skovl, lavinebippere fastgøres under vores jakker og slås til, og guiderne dobbelttjekker, at deres sendere virker, så vi vil kunne finde hinanden, hvis uheldet er ude.

Kort efter tager vi i den første gruppe plads i helikopteren. På omkring 20 minutter tager den os fra byen og op til tinderne i Monte Garone. Vi befinder os 3.030 meter over havoverfladen. Udsigten og udsynet ud over grænsen mellem Italien og Schweiz er majestætisk.

Og kort efter det er det så, at jeg sidder på toppen og følger min ene handske, mens den stryger ud over bjergkanten, taget med af vindstødet. Og der er det, at jeg begynder at tvivle på, om det her er en god idé, eller om det nok snarere er en virkelig, virkelig dårlig idé.

Livigno - kort fortalt

Livigno i Italien ligger 1.816 meter over havets overflade med nedfarter i højder op til 2.796 meter. 

Skiområdet består af to bjergsider - Carosello og Mottolino. Sammen udgør de 115 kilometer pister. Der er 30 lifter i alt. 

Oprindelig var Livigno en lille landsby, som lå isoleret ved grænsen til Schweiz. Det var først i 1964, da Munt La Schera-tunnelen blev åbnet, at skidestinationen begyndte at tiltrække flere turister. 

Livigno er toldfrit område, og i centrum af byen finder du derfor et væld af butikker med blandt andet tøj, smykker, ost, vin og spiritus til billige priser. 

Der er i dag lidt over 6.000 faste indbyggere i Livigno.

DET NÆSTE, DER SKER, er, at Matteo står ved siden af mig og beroliger mig. Med nogle mærkelige fagter prøver jeg at vise ham, at min handske ligger 10 meter længere nede ad klippesiden. Uden nogen betænkningstid klatrer han nedad, får fat i handsken, tramper tilbage op gennem sneen, og siger: ’Værsgo. Lad være med at tage den af igen.’

Jeg nikker pænt tak og forsøger at få styr på min vejrtrækning. Der er helt, helt stille omkring mig. Stilheden på toppen er faktisk uhyggelig. Jeg er et udpræget bymenneske, jeg er ikke vant til at være ude i naturen på den måde. 

Men vi skal nedad. Paolo og Matteo samler vores ski, som har været bundet sammen i en klynge i bunden af helikopteren, og smider dem hen til os. Paolo samler gruppen og instruerer os uden så mange dikkedarer i, at vi skal køre direkte i hans spor. Vi må ikke komme på afveje. 

Vi spænder skiene og står klar. Jeg ser over på den unge polske kvinde. Hun ligner en, der er ved at besvime. Helikopteren letter igen og forsvinder ud af syne. Paolo kører først ud på det indledende stejle stykke og dikterer højlydte ordrer ind i sin walkie-talkie. De første par stykker i gruppen følger ubesværet efter ham, og så bliver det min tur.

Jeg forsøger det bedste, jeg kan, men sneen er tung og hård, præget af snefygningen på klippekanterne. Det er nærmest umuligt at lave ordentlige, bløde sving, og det gør det heller ikke lettere, at jeg samtidig skal forsøge at styre uden om utallige stenblokke, som popper op rundt omkring på bjerget. 

Det gør, at jeg mister kontrollen over mine ski, dog uden at falde, men pludselig kommer jeg alt, alt for langt ned og væk fra Paolos spor, og da jeg endelig får kontrollen tilbage og formår at stoppe, befinder jeg mig omkring 50 meter nedenfor resten af gruppen. 

Derfra kan jeg se, at den anden dansker højere oppe kører ud i Paolos spor. Hun stryger afsted, tager to sving, men pludselig forsvinder hendes ene ski under hende. Hun styrter, laver et par kolbøtter, og glider i høj fart flere meter nedad. Det ser dramatisk ud, men heldigvis rejser hun sig kort efter og giver tegn til, at hun er okay.

I ET PAR HURTIGE, AGGRESSIVE sving kører Paolo ned til der, hvor jeg står. Han er vred. Jeg må ikke køre ud af hans spor, gentager han. Det kan udløse laviner. Jeg siger undskyld. Det skal ikke gentage sig. Det var ikke med vilje. Jeg lover mig selv, at jeg kører langsommere fra nu af.

Paolo er en fantastisk freerider. Elegant og ubesværet hopper han ned ad bjerget, det ser ud, som om han aldrig har lavet andet. Vi andre forsøger med vekslende held at følge med i hans tempo.

Et par hundrede højdemeter længere nede skifter sneen og bliver til rent pudder. Det er helt genialt at køre i, og med ét føles det, som om man snildt kan være med, selvom det stadig er et svært terræn. Svingene i den dybe sne forplanter sig med det samme i lårene, og det kræver konstant koncentration og opmærksomhed ikke at blive overrasket af lommerne og fordybningerne i landskabet.

Da vi endelig når ned til det første, aftalte mødested, er forløsningen i gruppen enorm. Jeg puster ud. Det virker næsten ubegribeligt, at vi alle er kommet igennem uden alvorlige styrt. Her skal vi holde et kort pitstop, før helikopteren igen kommer op og henter os og flyver os mod udgangspunktet for dagens anden nedfart. 

PÅ MONTE DELLE MINE, der også ligger højt, højt oppe i Livignos terræn, gentager det hele sig. Skiene af, ind i helikopteren, flyve ind gennem bjergene, lande på en anden klippekant, hoppe ud af helikopteren, sætte sig i formation, dukke hovederne, få udleveret skiene igen, på med dem, og så klar til endnu en tur nedad. 

Da vi står på toppen, 2.881 meter over havoverfladen, får vi at vide af Matteo, at den unge polske kvinde har valgt at droppe nedfart nummer to, som hun ellers havde betalt for. I stedet er hun blevet siddende i helikopteren, som har fløjet hende tilbage til Livigno.

Selvom jeg er glad og stolt over, at jeg har klaret (og overlevet) første tur, bebrejder jeg hende ikke. Til gengæld vil hun måske fortryde sit valg, tænker jeg senere, for ridtet ned fra Monte delle Mine er markant lettere og sjovere. Hele vejen ned er sneen nyfalden, blød og cremet som smør, og det er ikke nær så stejlt som fra den vindblæste top på Monte Garone. 

Vi passerer trægrænsen, pludselig skifter temperaturen, det bliver varmere, nu kan man mærke solens stråler. Og da vi til slut drejer til venstre og drøner ned mod Vallacia-dalen, er det noget af det bedste og mest tilfredsstillende skiløb, jeg nogensinde har prøvet. 

Til sidst kører vi forbi små klynger af stenhuse, der ligger som på en snor gennem bunden af dalen, før vi stopper ved en tiliset flod. Jeg træder ud af skiene. Sveden hagler af mig. Jeg lægger mig på ryggen i sneen, læner mig tilbage med nakken mod en træstamme, kigger op mod himlen og griner.

Det var godt, jeg ikke takkede nej i morges.

Euroman var inviteret til Livigno af Livigno Tourism Board.

Det skal du (også) opleve i Livigno

 

Sunrise Emotion

Hver tirsdag i skisæsonen kan du se solen stå op over skiområdet Sitas og køre mutters alene fra klokken 7 til 9.30 på de blå og røde pister. Billetten koster 340 kroner og inkluderer morgenmad på restauranten Costaccia.

Fat bike

Kør en tur på omkring 30 kilometer gennem dalen med guide på en toptunet, terrængående elcykel. 

Aquagranda

Det uhyrligt store badeland frister med utallige aktiviteter. Wellness, spaområde, boblebad, saunagus, nedkølingsområde med iskoldt vand og godt opvarmede vildmarksbade udendørs med kig til snelandskabet.