Fish & chips, lokal whisky og saunagus: Det skal du spise, se og opleve ved Vesterhavet
Den danske vestkyst er et sted af næsten mytisk karakter. Her er samfund og mennesker igennem mange århundreder blevet formet og fascineret af det uterlige, uendelige hav, der hver dag og uden pause kaster sig frådende ind over kystens strande og klitter. Og trækker sig tilbage igen.
Denne artikel blev oprindeligt bragt i Euromans Vintermagasin, som er udkommet med støtte fra en række destinationsselskaber, herunder Visit Vesterhavet, der har fingeren på pulsen i deres lokalområder. Alt indhold er redaktionelt frit og forankret hos Euroman.
Som det har forholdt sig i nu en række årtier, er turismen også i år 2024 en stærkt forankret del i de samfund, der fordeler sig op ad den lange kyststrækning. Og intet taler for, at efterspørgslen på salt havvand, klitlandskab og hedestykker er ved at gå af mode. Tværtimod.
I stor stil ser man, hvordan det moderne menneske vender sig tilbage mod den mægtige natur, og overalt, hvor vi kan komme til det, springer vi i vandet, selv om det for længst er dykket ned under 10 grader.
Annonse
Den bevægelse er de helt med på i vest, hvor der skyder mobile saunaer og vinterbadeklubber (og vinterbadefestivaler) op langs hele kysten.
Samtidig – og særligt i området syd for Ringkøbing Fjord – ser man moderne, arkitektonisk udfordrende og drønambitiøse museer stable sig på benene.
Måske er man ikke meget for at tage for store ord i egen mund på de kanter, men så lad os gøre det for dem: Vestkysten er virkelig noget særligt.
Til bords
Køkkenet på Sandgaard er erklæret til den franske side, der er dybde i saucerne og smør på drengen, og så er der stort fokus på fisk og i en sådan grad, at man virkelig kan mærke beliggenheden ved vandet.
Især den regulære fiskemenu anbefales, og køkkenet er knivskarpt, hvad præcis fiskehåndtering angår. Servicen er i top, og menukortet tænker også på de mindste.
Annonse
Badevej 12, 6950 Ringkøbing
Fjordgården
Kurhotel og håndværkerhotel, og restaurantens evner gør det klart til områdets fineste køkken. Køkkenet kender begrænsningens kunst, anretter enkelt, men æstetisk tilfredsstillende, hvor råvaren får lov at skinne.
Menuen med fire-fem punkter skifter dagligt gennem ugen, og man mærker heldigvis nærheden til Vestjyllands vindblæste natur på tallerkenen.
Vester Kær 28, 6950 Ringkøbing
Høfde4
Det bliver næppe meget smukkere end hos Høfde4, der vel nærmest kan siges at være placeret i strandkanten ved Blåvand.
Annonse
Køkkenet er baseret på idéen om at forene lokale, nordiske råvarer med franske madlavningstraditioner, og er der ét sted, man har lyst til at indtage et farseret fasanbryst, mens vinteren gør sin entré, så må det næsten være her.
Det er muligt at vælge mellem a la carte og menuer, og desuden er der åbent til både morgenmad, frokost og aftensmad.
Og, og, og: Får du lidt for meget god champagne til maden – eller har du bare lyst til en forlænget weekend ved det brusende Vesterhav – kan du tjekke ind på Hvidbjerg Strandhotel, som ligger side om side med Høfde4.
Hvidbjerg Strandvej 27, 6857 Blåvand
Restaurant Nordic
Idyllisk beliggende i et af Ringkøbings gamle bindingsværkshuse, tæt på torvet. Til frokost står den på a la carte eller menuer, mens det til aften er menuer på delebasis, seks, otte eller 10 serveringer.
Som navnet mere end antyder, er der tale om et moderne dansk-nordisk køkken med fuld fokus på lokale råvarer og lokale leverandører. Menuerne fås også vegetarisk.
Vester Strandgade 1, 6950 Ringkøbing
Nymindegab Kro
Stik vest, lige før Vesterhavets vindblæste klitter, ligger Nymindegab Kro. Kortet er klassisk funderet (fx hummer, glaskål og brunet smør) og tager sit afsæt i sæsonens råvarer. Det er velsmag i sirlige, flotte anretninger.
Og så har vi slet ikke nået at tale om vinkortet og -kælderen på over 400 forskellige flasker, som der virkelig bliver kræset om. Den indeholder klassikere – Pingus, Gaja og Grand Cru-vine fra Bordeaux og Bourgogne – men der bliver også eksperimenteret med indkøb fra små producenter fra fx Tasmanien og Ungarn.
Og hvad koster det så? Jo, blot udsalgsprisen i deres leverandørers butik plus 250 kroner, der ses som en slags proppenge. Det er da rørende.
Vesterhavsvej 327, 6830 Nørre Nebel
Ruth & Co.
Indrømmet: Det første, vi tænker på, når vi hører om en restaurant, der hedder Ruth & Co., er smørrebrød, agurkespringere og ternede duge. Men vi har efterhånden også lært, at man ikke skal skue hunden på hårene – eller vurdere en restaurant på navnet.
Hos Ruth & Co. kan de nemlig ikke komme længere væk fra dansk mad. Restauranten er én stor kærlighedserklæring til det sydøstasiatiske køkken og byder fx på wontons, forårsruller, karryretter, teriyakimarinerede ribs, der er baseret på familieopskrifter. Det kan de også på vestkysten.
Toldbodgade 8, 6960 Hvide Sande
Henne Kirkeby Kro
Paul Cunningham er kunstner. Og det er ikke, fordi vi skal ud i debat om mad som kunst, men ganske enkelt, fordi manden maler akvarel af sine retter for at visualisere dem, og i Instagram-universet er han en mester med skæve fotovinkler og utrolig meget humor.
Sådan er maden også. Fuld af humor, men dybest set basalt velsmagende, koncentreret og med udgangspunkt i det enorme råvarekammer, som natur, strand, klitter og kæmpehaven udenfor byder på. Lam spiller en naturlig central rolle på kortet, ligesom frisk fisk er en sikker bestanddel.
Det er sigende for stedet, at Cunningham har fish & chips til frokosten om fredagen, men fish & chips i en kvalitet, du aldrig har fået før.
Vinkortet er enormt, og selve vinmenuen, der er to muligheder, tæller ofte tysk riesling fra eliteproducenterne og gerne ultraklassisk bordeaux. Cunningham er den skjulte kompleksitets mester – det ser enkelt ud på tallerken, men myriaderne myldrer.
Strandvejen 234, 6854 Henne
Dine & Wine
I et sort træhus i Vejers Strand, hvor restauranten Dine & Wine holder til, arbejdes der med et skarpt kurateret menukort, der mest af alt baserer sig på dansk mad.
Kortet tæller klassikere som stjerneskud og pariserbøf til bakskuld på rugbrød, skaldyrssuppe og noget så anderledes som clubsandwich i en croissant (?!).
Nå, men det smager skønt, og Dine & Wine er et glimrende eksempel på, at de fleste afkroge i Danmark efterhånden har et godt spisested.
Vejers Havvej 19C, 6853, Vejers Strand
Det skal du lave
Hvad skulle du have for pinligt ædru at hoppe en tur i et skummende, brusende Vesterhav midt på nytårsdag, når havets temperatur er tættere på nul end 10?
Langt hovedparten ville sandsynligvis ryste på hovedet ved tanken og i stedet finde et glas temperereret Pouily-Fumé frem, mens de lægger sidste hånd på caviaranretningen.
Men ved Vesterhavet er man ikke, som folk er flest. Her tropper et par tusind storsmilende koldtvandsentusiaster op på stranden i Søndervig klokken 11 den 31. december og kaster sig ud i den blågrå masse i samlet flok.
Efterfølgende trakteres de med kransekage og champagne. Hvad kalder man sådan et påhit? I Søndervig kalder de det en vinterbadefestival.
Badevej, Søndervig
Frisk fra fad
Den danske whiskyscene er med årene blevet en, vi bør være stolte af. En vægtig årsag hertil er Stauning Whisky, det vestjyske destilleri ved Ringkøbing Fjord, der har rejst sig som lidt af et fyrtårn inden for sit felt.
Det begyndte i 2005 med ni venner (fire ingeniører, en lærer, en kok, en slagter, en pilot og en læge) og en passion for whisky, der på en eller anden måde måtte forløses. Resultatet blev deres helt eget destilleri, der i årene siden dengang har hjemtaget internationale priser og masser af lovprisninger.
I 2018 åbnede de dørene til deres nye og udvidede destilleri. Her er der både mulighed for helt traditionel rundvisning (med og uden smagsprøver) og fadsmagning direkte fra lageret.
Stauningvej 38, 6900 Skjern
Foreviget
I begyndelsen af 1945, da Sovjetunionens Røde Hær rykkede ind i Tyskland fra øst, skabte det bølger af flygtningestrømme, og mange millioner mennesker, særligt børn, kvinder og ældre, blev drevet på flugt. Nogle af dem ankom til Danmark.
I den lille stationsby Oksbøl, et par og 20 kilometer nordøst fra Esbjerg, etablerede man på byens daværende militærlejr Danmarks største flygtningelejr, der i 1946 husede i omegnen af 35.000 tyske flygtninge.
Det er i disse bygninger, at flygtningemuseet Flugt i 2022 åbnede – nu med en forrygende flot udvidelse i træ, tegnet af Bjarke Ingels Group, der også står bag bunkermuseet Tirpitz i Blåvand lidt mod syd.
Præstegaardsvej 21, 6840 Oksbøl
Olier i klitterne
I al almindelighed er en tur i sauna langt fra det værste, man kan hitte på. Men hvad så, hvis saunaen står placeret i sand og mellem klitter og med sigte ud over Vesterhavet?
Og hvad så, hvis der i denne sauna også står en enormt passioneret gusmester klar med olier og ekspertise? Ja, så er det jo lige pludselig virkelig ikke det værste, man kan forestille sig.
Gusmesteren hedder Eda Frost, og i en mobilsauna, der står placeret i første klitrække på Blåvand Strand, tilbyder hun med jævne mellemrum en gedigen udrensning.
Blåvand Strand ved Vaffelhuset Fyrvej 63A, 6857 Blåvand
Allez!
I området mellem Henne Strand og Nymindegab ligger Blåbjerg Klitplantage, opkaldt efter Danmarks højeste klit på 64 meter, der ligger i plantagens sydlige del. De godt og vel 4.600 hektar byder – foruden på kronvildt, hugorme, alkens fugle, skov, heder, klitter, tilsandede egetræer – på noget af landets fedeste mountainbike- og gravelterræn. Og der er noget for alle niveauer.
Tre ruter byder området på, en grøn og en sort – og så en hvid. Den grønne er kort og begyndervenlig, den sorte mere krævende og lidt længere, mens den hvide er lidt længere endnu, men hurtigere og knap så teknisk.
Men skal du prøve kræfter med den berygtede Rævebakken, så er det på den sorte, det foregår.
Blåbjerg Plantage, 6830 Nørre Nebel
3 gode steder at overnatte
I en gammel, rødstenet klitgård på landtangen mellem Ringkøbing Fjord og Vesterhavet har Drivethru Surfcamp Hvide Sande hjemme. Under stråtaget finder man plads til 20 gæster, en opholdsstue med pejs, en stor, lys spisestue og underholdning som billard, dart og bordfodbold.
Udenfor en stor terrasse, en tøndesauna, boblebad og bålsted. Her er både mulighed for at melde sig på surf- og kitesurfing-camp og yoga-retreat.
Det nærmeste surfspot er kun 900 meter fra gården, hvis grund strækker sig over 35.000 kvadratmeter i den bjergtagende natur, hvor elementerne virkelig råder.
Holmsland Klitvej 10, 6960 Hvide Sande
Henne Strand Camping
Henne Strand er et klassisk vestjysk badeområde med smukke strande og smukke klitter. Og i Henne Strand ligger Henne Strand Camping & Resort, og det har så godt som alt den sjov og løjer, man i sin fantasi kan mønstre for sådan et sted: vandland (og vandland for voksne), massage, fitness, spinning, minigolf, legeplads og multibane.
Men nu skal du høre, hvad der er virkeligt særligt ved det her. Lærkerederne! Det kræver en uddybning: Lærkerederne er arkitekttegnede, runde træhytter med dobbeltseng, brændeovn og badeværelse og – vi er ikke færdige – spa, sauna og udendørsbruser. Amen, altså!
Strandvejen 418, 6854 Henne
Hvidbjerg Strand
Du kan ikke sætte en finger på Hvidbjerg Strand Ferieparks placering. Beliggende ved Blåvand, lige ud til den sydvestvendte Esperance Bugt, er det et formidabelt udgangspunkt for ikke bare Vesterhavet, men også for andre af områdets kulturelle attraktioner: bunkermuseum Tirpitz ligger kun et par kilometer væk, længere mod nord finder man flygtningemuseet Flugt, og mod syd er der selvfølgelig Nationalpark Vadehavet.
Og ikke nok med det, så byder Hvidbjerg Strand Feriepark også på lige den boligform, du ønsker: fra strandvilla til hytte til fiskerhus.