I dette kvarter i New York finder du sjældne sneakers, den skarpeste bogbutik og det sikreste frokostkort
Mange besøger sitrende Soho i New York for at shoppe, men vi opfordrer dig til at tage en afstikker fra de store flagship-stores på Broadway til de øvrige gader omkring, hvor tempoet er en smule lavere og butikkerne en del skarpere kurateret.
Foto: Unsplash / Heather Shevlin
Man mærker det i asfalten og mellem husmurene: Det sitrer i Soho i New York, og der er en grund til, at det, på trods af tidens trends og modeluner, stadig er et af de mest eftertragtede shopping-områder i verden.
Vil du i de store flagship-stores, skal du bare blive på Broadway. Vi opfordrer dog til en afstikker til de øvrige gader omkring, hvor tempoet er en smule lavere og butikkerne en del skarpere kurateret.
Japanske Snow Peak er kongerne af det lette udendørsliv, hvor børnene aldrig brokker sig, og hvor vildmarken er din ven. Deres udstyr og beklædning er tilvejebragt med japansk finesse og sans for detaljer, og butikken på Crosby Street er klart et besøg værd.
En anden must-do er NikeLab 21M, der, som navnet antyder, ligger på 21 Mercer Street. Butikken er garant for det fremmeste, mastodonten fra Portland har at byde på, og de kan altid finde sneakers eller avanceret sportstøj, der kan være svært tilgængeligt andre steder.
For avantgardens skyld skal du tjekke Rick Owens, der nærmest har skabt en religion om sin figur. Hans katedral i New York ligger på 30 Howard Street.
I den modsatte ende af Soho ligger danske Rains på 292 Lafayette Street, og selvom man ikke skal over Atlanten for at hente vandtæt tøj, så varmer det altid vores hjerter at se en dansk virksomhed bide skeer med det store udland.
Der skal også være vitaminer til hjernen, og amerikanerne kan stadig det der med boghandlere. Undgå de store kæder og besøg McNally Jackson, en af de bedste uafhængige og skarpest kuraterede bogbutikker på kontinentet.
Når frokosten skal indtages, kan du gøre en af to ting: spis på Balthazar, en evergreen med et klientel bestående af stamgæster, der æder sig igennem The New York Times, excentriske damer med indfødt dialekt og turistfamilier i skøn blanding. Eller bestil en håndfuld tacos på La Esquina på Kenmare Street, tag dem med og spis dem i baggården hos city-surferne fra Saturday’s Surf NYC.
Velbekomme.