Hvide strande og vild natur: Denne feriedestination burde stå på din rejseliste
Korsika er noget helt særligt. Tag med til øen i Middelhavet, som på nærmest alle parametre er uberørt af masseturismen, og hvor historiens vingesus – og oprøret – fortsat fylder en del.
Dagen er blot lige begyndt at gry, da vi indleder vores vandring. Hurtigt lægger vi de terrakottafarvede huse i byen Calenzana langt bag os.
”Det er den smukkeste landsby på Korsika,” siger vores guide, Fabien Benoit.
Calenzana har knap 3.000 indbyggere og er startpunktet for GR20-vandreruten, der løber gennem hele Korsika og tager mindst 10 dage at gennemføre til fods. GR20 er kendt som en af de hårdeste vandreruter i Europa på grund af de store højdeforskelle. Ruten er inddelt i 15 etaper, som hver især ikke er synderligt lange, men alligevel til at tage og føle på, da højden undervejs i vandringen kan variere med helt op til tusind meter på en dag.
Annonse
Vi skal dog kun bevæge os ud på en af de 15 etaper, fra Calenzana til Bonifatu, hvor vi skal overnatte i et lokalt refuge, et gæstehus i bjergene.
”Tidligere var de fleste, der kom hertil, folk, der var vant til at vandre i højderne. Men efterhånden som GR20 er blevet stadigt mere populær, er der kommet flere ’almindelige’ turister. Mange af dem bliver tvunget til at aflyse deres vandring, fordi de ikke kan gennemføre eller ikke har varmt nok tøj med. Det bliver ofte køligt om aftenen i bjergene her, selv i sommersæsonen,” siger Fabien Benoit.
Man skal altså med andre ord være i relativt god form og være relativt velforberedt, hvis man vil begive sig ud på GR20-ruten.
Vi er ankommet til Korsika et par dage tidligere og tilbringer vores første aften i Bastia, Napoleon Bonapartes fødeby, som byder på moderne korsikansk hverdagsliv.
Den følgende morgen kører vi ad snoede bjergveje gennem øens indre, fra øst til vest. Korsika er den fjerdestørste ø i Middelhavet, og selvom de fleste af øens mere end 300.000 indbyggere bor ved kysten, er det øens golde natur, der især er dens varemærke. Det er her, i bjerglandsbyerne, at man finder Korsikas sjæl.
Over 20 af øens højeste punkter rækker over 2.000 meter, og det vilde og utilgængelige landskab har været stærkt medvirkende til myten om de uregerlige korsikanere, som ikke lader sig diktere af noget – og slet ikke af nogle udenforstående.
Annonse
Korsikanerne er vant til at passe deres egne sager, og fremmede mødes af og til med mistro. Langs motorvejene ser vi et par steder, at der er skrevet opråb med ordlyden ’Ud med franskmændene’ og ’Korsika er en fransk koloni’.
Alligevel er det kun et fåtal af korsikanerne, der i bund og grund ønsker, at øen skal være en uafhængig nation. De fleste har indset, at de ikke kan klare sig uden Frankrig, men omvendt ønsker en stor del af befolkningen her, at Korsika får mere magt og en højere grad af selvstændighed.
Vores guide Fabien Benoit har hverken megen sympati for de højrøstede og voldelige separatister eller for den franske regering med præsident Macron i spidsen.
”Da franskmændene overtog øen, begyndte Korsikas nedtur,” siger han tørt.
Korsikas historie daterer sig helt tilbage til antikken, og adskillige imperier har regeret på øen. I 700 år – fra 1076 og frem – var Korsika under italiensk indflydelse forvaltet af først Pisa og siden Genova.
De omskiftelige forhold medførte, at mange af indbyggerne søgte ind mod de mere afsidesliggende egne på øen, og at de fleste bysamfund blev opført langt fra kysterne.
I midten af det 18. århundrede gjorde korsikanerne oprør mod genoveserne, der havde magten, og i et årti havde korsikanerne selvstyre. Men i 1796 invaderede den franske hær øen og slog oprøret ned. Siden da har Korsika tilhørt Frankrig, og i løbet af det 20. århundrede oplevede øen en så stor indvandring af franskmænd, at korsikanerne kom i mindretal.
Annonse
Utilfredsheden med det franske styre lå derfor konstant og ulmede under overfladen, og i 1976 opstod den korsikanske nationalistbevægelse FLNC, som troede på væbnet opstand.
Bevægelsen eksekverede utallige bombeattentater og angreb blandt andet politistationer, regeringskontorer og banker, og alene i 1980 udførte den 375 terroraktioner på øen. I 2016 annoncerede FLNC, at de havde nedlagt våbnene, men mindre fraktioner af den oprindelige bevægelse opererer stadig på øen.
Da vi efter et par timer har klatret over tusind meter, holder vi pause på toppen af et bjerg og kigger ud over havet. Fabien Benoit bryder stilheden ved pludselig at begynde at synge en gammel hyrdesang på korsikansk om en mand, der sidder fængslet i Bastia og længes efter sin kone og sin landsby.
Vandringen er ikke så hård, som man kunne have frygtet, men flere steder er vi nødt til at forcere stejle punkter.
Ved frokosttid ankommer vi til Refuge d’Orto di u Piobbu, det første gæstehus på GR20-ruten fra Calenzana, hvor vi overnatter.
Næste morgen tager vi bilen og sætter kursen mod kysten og den lille badeby L’Île Rousse. Stranden ligger midt i byen og ud til det krystalklare, turkise vand. Her er der også udsigt til den røde klippe, som har givet byen sit navn.
Lidt væk fra stranden finder vi et par hyggelige udendørs caféer og et morgenmarked, hvor man kan købe pølser, oste og andre delikatesser fra landsbyerne i området. På en plads nedenfor kirken i L’Île Rousse er der godt gang i et boule-spil i skyggen af de høje palmer.
”Min far spillede boule, så jeg begyndte også at spille. Det er almindeligt, at det går i arv, som det gør for mange her,” siger Jacques Fach, som sidder på kirketrappen og følger spillet med stor interesse. Han er født i Marseille, men bor nu en del af tiden på øen.
”Jeg kan godt lide Korsika. Det er et specielt sted, som ikke føles særlig fransk. Alle er meget stolte her,” siger han.
Rejsen dertil
Norwegian flyver direkte til Bastia på det nordlige Korsika fra København. Flyveturen tager cirka tre timer. Du kan også komme til Korsika med færge. Der sejler færger til Bastia fra Toulon i Frankrig og fra Livorno i Italien. Fra Marseille og Nice kan du tage færgen til L’Île Rousse.
Da vi skal videre, lader vi bilen stå, og hopper i stedet på et tog på den lille station i L’Île Rousse. Lokaltoget Trinichellu kører sydpå mod Calvi og stopper ved alle strandene undervejs.
Det korte tog er dækket af farverig graffiti og stønner og pruster på de smalsporede skinner med udsigt til både bjerge og hav. Det første stop, Bodri, er en lidt hippieagtig naturstrand med en campingplads ovenfor og en tilhørende spartansk restaurant. Bodri er populær blandt både nudister og dykkere med snorkeludstyr, som holder til ved klipperne i den fjerneste ende af stranden.
Turisme er den vigtigste industri på Korsika. Men selvom det er en fattig region, som er afhængig af besøgende, slår det én, hvor uberørt naturen og landskabet er sammenlignet med andre dele af Middelhavsområdet.
Vi går ombord på toget igen og står af i nærheden af Punta di Spanu, en halvø mellem L’Île Rousse og Calvi, som også er et naturreservat. Efter endnu en god vandretur ankommer vi til Plage du Rocher, en lille strand, der ligger mellem gigantiske blokke af granit. Et par teenagere springer ud fra de høje klipper. På den anden side af bugten skimtes Calvi og silhuetten af det genovesiske citadel i byen.
Til sidst forlader vi L’Île Rousse, finder bilen igen og kører østpå mod halvøen Cap Corse, der stikker ud som en lang finger fra det nordlige Korsika. Vi stopper for at bade ved Plage de l’Ostriconi, en lidt utilgængelig strand, som man når ved at gå gennem et langt område med højt græs.
Efter svømmeturen fortsætter vi over frodige grønne bakker ad serpentinveje mod Saint-Florent, en smuk ferieby, der vækker mindelser om den franske riviera med et borgområde, en stor marina og velhavende sommergæster, der slentrer langs promenaden.
Vi er tilbage i havnebyen Bastia, hvor vi begyndte vores rejse. Den italienske ø Elba dukker op i disen fra havet, da vi kører ud på den østlige side af Cap Corse.
Om eftermiddagen tager vi på kajaktur fra den lille havn i Erbalunga, der føles som en italiensk fiskerlandsby. Små caféborde og vejrbidte stenhuse med skodder.
Mange af de mennesker, der oprindelig boede på Cap Corse, udvandrede til Mellem- og Sydamerika i 1800-tallet, og de, der formåede at tjene til livets ophold, vendte tilbage og byggede luksuriøse villaer på halvøen, populært kaldet Les Maisons d’Americains, amerikanernes huse. Fra vandet passerer vi flere store paladser med tykke mure og havudsigt.
Efter et par kilometer stopper vi ved Plage de Lavasina og trækker kajakkerne op.
Laurent Bertolotto og hans kone Gilberta er netop på vej ud på en aftentur på deres to SUP-boards.
Det skal du spise
Korsikansk mad er normalt rustik og ikke så sofistikeret som det franske køkken, men ofte veltilberedt og godt. Vildsvinekød er populært, og det samme er ost (brocciu), der spises som dessert med figensyltetøj. Charcuteri er udbredt her. Mange landsbyer, fx L’Île Rousse, har markeder, hvor man kan købe souvenirs med hjem, såsom vildsvinesalami, coppa og honning.
”Cap Corse er anderledes end resten af Korsika, mere utilgængeligt og mere påvirket af Italien. Toscana og Ligurien ligger kun et lille stykke væk på den anden side af havet,” siger Laurent.
Han stammer fra Marseille, men har boet på Korsika i 40 år og føler sig mere korsikansk end fransk. Men det tager tid at blive accepteret her, siger han:
”Kulturen på Korsika er meget anderledes, end den er i Frankrig. Den er mere som i Italien. Familielivet spiller en vigtig rolle. Man tager sig tid til at være social, folk arbejder ikke hele tiden.”
Næste dag begiver vi os ud på en længere cykeltur langs cornichen, som motorvejen, der løber rundt om hele Cap Corse, hedder. Den er ekstremt kuperet, men takket være vores elcykler går det fint.
På venstre side vokser vinmarkerne i lige rækker langs bjergskråningen; halvøen er især berømt for sine søde Muscat-vine. På den anden side styrter de stejle klipper ned i havet.
Ved hvert sving dukker en ny landsby eller en ny strand op, før motorvejen til sidst drejer væk fra kysten og fortsætter ind i landet. For at komme videre langs kysten cykler vi ind på en grusvej, der fører til en afsidesliggende strand med navnet Plage de Tamarone nær den nordlige spids af Cap Corse.
Vejen dertil er stenet og fuld af huller, og det sidste stykke langs den nordligste spids af Cap Corse, en vandresti kaldet toldbetjentenes sti (Chemin des douaniers), skal tages til fods.
Inden vi cykler tilbage, stopper vi for at spise frokost i den nærliggende landsby. Vi får en bakke serveret med charcuteri; coppa, fåreost, vildsvinesalami og paté. Og et glas vin fra Cap Corse. En særegen blanding af fransk og italiensk – præcis som den ø, vi har tilbragt de seneste mange dage på.
Her bor du godt
Hotel Continental
I centrum af Bastia ligger dette enkle, men hyggelige hotel.
Vælg mellem hytte, hotel eller camping. Stedet har sin egen restaurant og ligger smukt nær et vandfald, hvorfra man også kan tage på dagsture i bjergene.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.
