Mange skisportssteder kæmper med manglende sne, og de skal tænke kreativt for at overleve

Euroman var inviteret af Sunweb.

DA JEG ANKOM forventningsfuldt til Les Deux Alpes og regnede med, at jeg skulle stå på ski uafbrudt i fire dage, blev jeg forbløffet. Det var januar, og altså et tidspunkt på sæsonen, hvor sneen normalt er rigelig.

Men hvad jeg så, var et skisportssted, hvor der mange steder ikke var sne. Brune pletter på bakkerne. Et kig fra byen op mod bjergene og pludselig forstod jeg, der normalt kun kender de snedækkede alper fra vintermånederne, at landskabet under sneen jo mest af alt ligner noget, der minder om landbrug.

Ikke desto mindre er det den nye virkelighed, mange skisportssteder i Alperne står over for. For det, jeg oplevede, da jeg ankom, er desværre ikke et særsyn.

Og det er ikke kun Les Deux Alpes’, der lider nød. Det kan ske – og kommer formentlig til at ske – for ethvert alpint resort sydpå. Om det så er i Frankrig, Italien, Schweiz eller Østrig.

Det altafgørende element, de mangler mest af alt i småbyerne – skiudlejerne, restauratørerne, skiguiderne, lavinespringerne oppe i bjergene, som tager ud, når der ikke er lys på pisterne – for at de kan overleve, det er … ja, sne.

Nogle taler allerede nu om, at de fleste skisportssteder i Alperne, som ligger under 1.800 meters højde, om 10 eller 20 år ikke længere vil kunne fungere som netop det, de er, skibyer, der ellers i hver sæson har været vant til at tiltrække tusinder af turister.

Man søger højere opad, mod den sne, der trods alt falder, og mod de gletsjere, der endnu findes. En. En skræmmende tanke. Men hvordan kommer fremtiden så til at se ud for de destinationer, der ikke har snegaranti hele sæsonen?

NÅR MAN HAR stået på ski i mange år, som jeg har, og tager afsted på skiferie, er man vant til at ankomme til destinationen og så ellers komme hurtigst muligt ud i terrænet.

Hvorfor ellers pakke alt det tunge udstyr, alt det varme tøj, alle de skisokker? Derfor er det en kættersk tanke overhovedet at begive sig op i bjergene uden at have ski under fødderne.

Men det er netop det, jeg gør et par dage inde i mit ophold i Les Deux Alpes. Her befinder jeg mig nemlig på en el-mountainbike på vej op ad en af bjergsiderne. At tage på guidede ture på el-mountanbikes er blot et af utallige nye tiltag, som skisportsstederne tilbyder, når sneen ikke er tilstrækkelig til ordentligt skiløb.

Vi kører i en gruppe på omkring 15 mand. En del af os sejler rundt, andre går i stå. Jeg kæmper, på trods af ihærdig hjælp fra en af guiderne fra selskabet Mountain Biking Trails, med overhovedet at få cyklen til at gøre, som jeg gerne vil.

Det virker også naturstridigt, at det skal være så nemt at køre opad. Tyngdepunkt og tråd er helt anderledes, når man har strøm på cyklen.

Jeg er lige ved at give op. Men pludselig er den der. Jeg forstår, hvad der skal til. Først i helt lavt gear, så i sportsmode, så mere fart på.

I fælles flok bevæger vi os lidt længere op i terrænet. Gør et kort stop, og så bliver der givet tegn til, at vi skal vende cyklerne og køre nedad.

Jeg følger straks i hjulet på instruktøren foran mig. Det går vanvittigt hurtigt, og det er næsten – men også kun næsten – som at stå på ski.

Selvom hjulene ofte er ved at skride ud under én, er det en vild frihedsfølelse at køre på mountainbike i den sne, der trods alt er, hvis man først mestrer teknikken.

Derfor begynder nogle af os selvfølgelig at køre lige lidt hurtigere, og så, bom, ryger en af de andre i gruppen direkte ud over styret på sin cykel. Det ser voldsomt ud, fra der hvor jeg står. Men han er hurtigt oppe igen.

DEN FØRSTE AFTEN, da jeg ankom til byen, sad jeg sammen med hele den flok. jeg var afsted med, på restauranten Le Sherpa ved hovedgaden i Les Deux Alpes. Den er ejet af en hollænder fra Rotterdam, som er emigreret hertil og omtaler resortet som ’sin nye by’.

Ikke overraskende var det overordnede samtaleemne rundt om bordene den manglende sne i Alperne generelt. Nogle er fortrøstningsfulde omkring, at sneen nok skal komme. Andre, at det mest af alt handler om at nyde sneen, mens den er her, fordi de godt ved, at det er en stakket frist.

Vi talte også om alle de tiltag, mange af de forskellige resorts i de forskellige lande har igangsat. Såsom at hyre alskens eksperter ind og gøre alt for at bibeholde bare en del af de gletsjere, der trods alt stadig er tilbage. Et fint initiativ, selvom det i mine øjne kan være naivt at tro, at man kan stille noget op mod naturens gang, når først det er for sent.

Senere på aftenen kom diskussionen ind på, hvad man så ellers skal tage sig til, hvis man drager til Alperne, og sneen ikke daler bare i nærheden af, hvad vi ellers har været vant til.

For måske virkeligheden bliver, at ingen af os fremover på nogen måde som skiturister vil kunne regne med, hvordan vejrsituationen vil være på et givent tidspunkt på skisportsstederne i den sydlige del af Europa.

Igen, jeg gæstede Les Deux Alpes i begyndelsen af januar. På dag et var der varme, næsten forårsagtige temperaturer. Så skiftede vejret, skyerne kom, og senere samme aften stod jeg på den halvt indendørs, halvt udendørs Umbrella Bar, omgivet af i omegnen af tusinde, vildt festende hollandske gymnasielever, mens regnen styrtede ned uden for teltet.

På dag to var der overskyet til at begynde med. Senere tittede solen frem, og så, ud på de tidlige aftentimer, begyndte sneen at falde fra himlen i utrolige mængder.

På dag tre vågnede vi til en skyfri himmel. Blændende solskin. Masser af sne ude i terrænet. Perfekt sigtbarhed.

Den omskiftelighed er også en del af fremtidens skiløb. Resten af den dag bød på suverænt skiløb. Og var en utvetydig reminder om, hvor fantastisk en ferieform, det trods alt stadig er at være på ski. Man skal blot berede sig på, at der ikke bliver stillet nogen garantier.

Se, hvad vi ellers skriver om: Ski, Ferie og Guide