Sådan tilbringer du 24 timer i Milano

Italien er et de rareste lande at rejse til i Europa. Legendarisk gastronomi, en passioneret tilgang til livet og et godt øje for æstetik. Det er et skønt land med mange fantastiske byer at besøge, og hvis du er på rundrejse og overvejer en dagsudflugt til Milano, så skal den klare anbefaling herfra lyde: Gør det!

Sådan tilbringer du 24 timer i Milano
Offentliggjort

24 timer er ikke meget, når man skal dykke ned i Milano for første gang, men det kan fint lade sig gøre, hvis man har det friske bentøj på, og nysgerrigheden tændt. Rigtig mange gode oplevelser kan findes i centrum af byen, og det første man bør dykke ned i, er moden.

Shopping

Alene byens navn giver associationer til velourdækkede catwalks med gudesmukke modeller i silkebløde klæder, mens blitzen blinker derud af. Og der er så afgjort en følelse af at gå rundt i et udstillingsvindue, når man vandrer rundt inde i centrum af byen med dens verdenskendte kirke Duomo di Milano, det tilstødende shoppingcenter Galleria Vittorio Emanuele II og den dyre shoppinggade Via Montenapoleone.

Man får lyst til at sætte dankortet i pendulsving og ruinere sin privatøkonomi i håbet om at ramme sit tøjmæssige A-game, så man kan slentre ned ad gaden og være genstand for beundrende blikke. Men det er en udsigtsløs mission, for uagtet hvor skarpt tøjet sidder, så har italienerne en uforlignelig og medfødt evne til altid at se lidt sejere ud, end man selv kan præstere, og det er især gældende her i en af verdens modemetropoler.

Spis

Til gengæld er det alle forundt at nyde et af de utallige gode brasserier og små kaffebarer, der ligger på nærmest hvert eneste gadehjørne. Særligt vil jeg anbefale Cova Montenapoleone 1817, hvor det er en hellig praksis at tilberede kaffe. Medarbejderne er iført hvide jakkesæt med butterfly, og de kæler og kredser omkring kager og kaffe, og får en til at føle sig værdsat og vanvittigt godt behandlet.

Som i enhver anden italiensk by skorter det ikke på gode madoplevelser. I København finder man gerne de gode spisesteder i sidegaderne. Og det gør man på sin vis også i Milano, men det generelle gastronomiske niveau er så højt, at selv de restauranter, der ligger på de store gader, er ganske fornuftige.

Jeg spiste på Granaio Cordusio, som ligger i centrum af Milano, og på trods af min umiddelbare skepsis på grund af den centrale placering, må jeg bare konstatere, at deres mad var himmelsk.

Cremet fusilipasta med smørstegt laks, spinat med de mest underspillede hvidløgsnuancer og et koldt glas Sauvignon Calice at slutte af på. Helt enkelt og helt genialt.

Oplev

Og når maven er mættet og sindet er lettet, er det tid til lidt underholdning, og hvorfor ikke udfordre sig selv ved at tage i verdens fineste opera; Teatro alla Scala. Jeg er selv ikke den store operafan, men man skal være kulturelt tonedøv for ikke at lade sig imponere af den overvældende indgangshal med antikke søjler og store spejle, hvor de smoking- og kjoleklædte gæster tjekker udseendet en sidste gang, inden de bevæger sig ind i den overdådige teatersal. Her hænger de bordeauxrøde balkoner i lag ovenpå hinanden, og foran troner den enorme scene, hvor det hele udspiller sig. Dekadencen vil ingen ende tage.

La Scala er kendt for sine loggionistis, publikums mest hardcore operaafficionadoer, der har for vane højlydt at vise deres utilfredshed ved dårlige optrædener gennem piften og råben. Dem blev jeg bekendte med, da Macbeth-forestillingen, jeg var inde og se, pludseligt blev sat på pause på grund af tekniske problemer.

Et let mumlen indfandt sig i salen og min sidemand, der er en italiensktalende franskmand og så utroligt glad for opera, at han hele vejen gennem forestillingen skyggedirigerede i takt med musikken, fortalte mig, at loggionisterne skældte og smældte ud på den fejlslagne teknik. Jeg blev grebet af stemingen og fik næsten lyst til at rejse mig og råbe ’Scandaluso!’, men min gode opdragelse holdt mig heldigvis i sidste ende i sædet.

Milano er god by at besøge for en kort stund. Den er relativt lille af en metropol og være, og man kan gå rundt til de fleste steder. Der er den nyeste mode, lækre restauranter og unikke kulturelle indslag. Og om ikke andet kan man altid blive grebet af den italienske passion.

Euroman var inviteret til Milano af Milano & Partners. Holdningerne i artiklen er skribentens egne.

Her kan du bo

Mandarin Oriental, Via Andegari 9, 20121 Milano

Beliggende midt i byen byder Mandarin Oriental på overdreven luksus. Concierges, tjenere, bartendere og receptionister er alle velbevandrede i det engelske sprog, og de står på spring for at imødekomme gæsten med tips og tricks til en god oplevelse i Milano. Værelserne er store og rummelige, og badeværelserne er overdådige med deres vandfaldsbrusebade og kæmpe karbade, hvor selv en mand på 196 centimeter kan folde sig ud og synke ned i det varme sæbevand. Der er på alle måder garanti for en god nat på Mandarin Oriental.

Besøg hotellets hjemmeside her.

Se, hvad vi ellers skriver om: Italien, Gastronomi og Shopping