21 ting, vi husker fra 2021
Vi ser tilbage på det bedste og værste fra året, der er gået.
Med 17 kilometer til målstregen af den 105. udgave af Belgiens største cykelløb, Flandern Rundt, dannede de to stjerner Mathieu van der Poel fra Holland og Wout van Aert fra Belgien trio med danske Kasper Asgreen. På Oude Kwaremont var det svært at holde spændingen ud. Cykelløbets logik fortæller os, at vi skal have en afgørelse at se, og at den stærkeste må give sig til kende, og denne klassiske brostensmur, som mere end noget andet definerer dette løb, er et oplagt sted at vriste sig fri fra sine konkurrenter. Men samtidig med at afgørelsen nærmer sig, oplever vi ofte et ønske om, at dette udmattende øjeblik, afgørelsens time, skal vare evigt. Her, hvor intet er afgjort, kan alt stadig lade sig gøre, og tanken om, at Asgreen kunne vinde denne næsten umulige finale mod van Aert og van der Poel, gav liv til håbet om, at alt er muligt. Den engelske poet Oscar Wilde har sat ord på denne følelse med sætningen ’The suspense is terrible - I hope it will last.’ I sagens natur kan dette ønske ikke indfries, en vinder må findes.
Da fronttrioen nåede det stejleste punkt på Oude Kwaremont, angreb van der Poel. Med en kraftfuld forcering satte han med det samme først van Aert og derefter Asgreen af. Van Aert resignerede, men Asgreen virkede rolig på trods af, at han var sat agterud, og langsomt halede han ind på van der Poel for til sidst at få kontakt. Dermed var en dansk-hollandsk spydspids dannet. Med det samme accepterede de deres fælles skæbne og indgik i et samarbejde uden at dolke hinanden i ryggen og forsøge sig med snigangreb. Som i en tavs aftale stod det klart, at de to havde besluttet sig for at afgøre sejren imellem sig.
Van der Poel var klar favorit. Når han sidste år var i stand til at slå selveste van Aert i en spurt, van Aert som ellers regnes blandt de hurtigste sprintere i verden, burde det jo være en formssag at besejre Asgreen. Udenlandske kommentatorer nævnte endda, at danskeren fremstod næsten naiv i sin samarbejdsvillighed.
Hvad ingen dog endnu vidste, var, at Kasper Asgreen til sit hold Deceuninck-Quick Steps forberedende møde få dage før løbet havde sagt til sine sportsdirektører, at han kunne slå van der Poel og van Aert i en spurt. De kiggede mistroisk på ham. Men han mente det. Han gentog: ’Jeg er hurtigere, end I tror.’
