Med 17 kilometer til målstregen af den 105. udgave af Belgiens største cykelløb, Flandern Rundt, dannede de to stjerner Mathieu van der Poel fra Holland og Wout van Aert fra Belgien trio med danske Kasper Asgreen. På Oude Kwaremont var det svært at holde spændingen ud. Cykelløbets logik fortæller os, at vi skal have en afgørelse at se, og at den stærkeste må give sig til kende, og denne klassiske brostensmur, som mere end noget andet definerer dette løb, er et oplagt sted at vriste sig fri fra sine konkurrenter. Men samtidig med at afgørelsen nærmer sig, oplever vi ofte et ønske om, at dette udmattende øjeblik, afgørelsens time, skal vare evigt. Her, hvor intet er afgjort, kan alt stadig lade sig gøre, og tanken om, at Asgreen kunne vinde denne næsten umulige finale mod van Aert og van der Poel, gav liv til håbet om, at alt er muligt. Den engelske poet Oscar Wilde har sat ord på denne følelse med sætningen ’The suspense is terrible - I hope it will last.’ I sagens natur kan dette ønske ikke indfries, en vinder må findes.
Da fronttrioen nåede det stejleste punkt på Oude Kwaremont, angreb van der Poel. Med en kraftfuld forcering satte han med det samme først van Aert og derefter Asgreen af. Van Aert resignerede, men Asgreen virkede rolig på trods af, at han var sat agterud, og langsomt halede han ind på van der Poel for til sidst at få kontakt. Dermed var en dansk-hollandsk spydspids dannet. Med det samme accepterede de deres fælles skæbne og indgik i et samarbejde uden at dolke hinanden i ryggen og forsøge sig med snigangreb. Som i en tavs aftale stod det klart, at de to havde besluttet sig for at afgøre sejren imellem sig.
Van der Poel var klar favorit. Når han sidste år var i stand til at slå selveste van Aert i en spurt, van Aert som ellers regnes blandt de hurtigste sprintere i verden, burde det jo være en formssag at besejre Asgreen. Udenlandske kommentatorer nævnte endda, at danskeren fremstod næsten naiv i sin samarbejdsvillighed.
Annonse
Hvad ingen dog endnu vidste, var, at Kasper Asgreen til sit hold Deceuninck-Quick Steps forberedende møde få dage før løbet havde sagt til sine sportsdirektører, at han kunne slå van der Poel og van Aert i en spurt. De kiggede mistroisk på ham. Men han mente det. Han gentog: ’Jeg er hurtigere, end I tror.’
Som for at træde ind i sin egen profeti åbnede Asgreen selv spurten med 250 meter til målstregen. Side om side med en halv hjulbreddes fordel til van der Poel udkæmpedes et sandt gys af en sprint, og det så i første omgang ud til, at hollænderen ville afvise Asgreen. Men han var ikke færdig. I et udtryk af styrke og dominans valgte han midt i afgørelsens stund den dristige beslutning at skifte til et tungere gear i håbet om at kunne lægge yderligere til sin acceleration, men i lige så høj grad ønskede han at intimidere van der Poel med lyden af gearskiftets klik, som skulle tage modet fra konkurrenten. En rytter, som giver alt for derefter at give lidt mere, er ikke til at slå – det ved enhver. Gearskiftet blev for meget for van der Poel. Med en opgivende gestus rystede han på hovedet, tabte det næsten ned mellem sine skuldre, og gav fortabt til danskerens kraftudladning.
Asgreen krydsede målstregen først i dette gamle cykelløb. Han bankede sig i brystet med begge knytnæver og strakte armene ud til siden. I et direkte opgør slog han både van Aert og van der Poel og manifesterede dermed, at han er blandt verdens bedste cykelryttere. Sammen med Mads Pedersen, Søren Kragh Andersen, Jonas Vingegaard, Mikkel Honoré – og vi kunne fortsætte med at nævne mange flere – er Kasper Asgreen fra Kolding en af frontfigurerne i den guldalder, som en hel generation i dansk cykelsport i øjeblikket oplever. I år nåede den guldalder nye højder.
I tidligere tider har man set hidsige folkemængder trænge ind i parlamenterne i lande som Georgien eller Libyen. Men 6. januar var det Kongressen i Washington D.C., der stod for skud. Anført af den barbrystede QAnon-shaman Jacob Chansley (også kendt som Jake Angeli) fra Arizona blev dørene til Kongressen slået ind, og så marcherede flokken, der mest af alt lignede et afdanket country-band fra Tønder-festival anno slut-70’erne, rundt på gangene i et af USA’s helligste steder. En tog nogle papirer fra Nancy Pelosis kontor, en anden tog en af Kongressens talerstole under armen. Og mens flokken så op i sikkerhedskameraerne og råbte slagråb mod magthaverne, blev det hele mere og mere aparte. Ja, skræmmende faktisk.
For hvor var Nationalgarden, der ellers skulle beskytte både bygningen og kongresmedlemmerne? Hvor var Donald Trump? Og hvordan kunne det overhovedet ske? Ikke desto mindre var det spektakulære angreb blandt de sidste hændelser i Trumps regeringsperiode.
Kort efter overtog Joe Biden præsidentembedet, og for en tid kunne man begynde at drømme om, at USA igen ville få et bare nogenlunde fornuftigt menneske ved roret. Bidens hidtidige regentperiode har dog været særdeles vaklende, og i november opnåede den 78-årige demokrat den tvivlsomme ære at være den amerikanske præsident med den laveste tilslutning nogensinde i befolkningen. Allerede nu spøger Donald Trumps navn i korridorerne frem mod valget i 2024 – og hvis han bliver valgt igen, tør man næsten ikke tænke på, hvad country-bandet og deres høvding iført pelshue med bisonhorn i siderne så kan finde på.
Annonse
2021 blev året, hvor alkoholfri øl efter mange, mange forgæves forsøg fra bryggerier endelig fik fodfæste. Timingen er oplagt: I takt med, at restaurations- og nattelivet har været lukket, har der ikke været de samme oplagte muligheder for at gå ud. Fornuften har taget over, og pludselig er det gået op for os, at det faktisk er fint at drikke en fyraftensøl uden efterfølgende at falde om af træthed opbygget over en hel arbejdsuge. Små bryggerier er også kommet med, så udbuddet efterhånden er så stort, at selv den mest kræsne craft beer-evangelist kan være nogenlunde tilfredsstillet. Og for god ordens skyld: Der er stadig ikke noget, der slår en friskskænket fadøl med en håndfuld procenter i. Men vi nærmer os. Her ser du to af vores favorittter: To Øl ’Implosion’ 0,0 % og Anarkist ’Hazy IPA’ 0,5 %.
Det var garanteret de færreste i Oscar-akademiet i Hollywood, der havde hørt om Scarlet Pleasure, endsige om deres hit ’What a Life’, før de så de sidste minutter af Thomas Vinterbergs fremragende film ’Druk’ (på engelsk ’Another Round’). Men efter at have set scenen, hvor Mads Mikkelsen (der jo er gammel danser) joiner et studentergilde ved havnen og spontant begynder at danse jazzballet med en bænk som rekvisit, kan man let forestille sig, at akademimedlemmerne har forladt biografen med Scarlett Pleasure på hjernen – og med Mikkelsens spjættende koreografi kørende på nethinden.
Vinterberg og resten af holdet vandt for ’Bedste udenlandske film’, og det var, siger vi helt upartisk, totalt fortjent. For selve fortællingen om de fire gymnasielærere, der beslutter sig for at opbygge en daglig promille på 0,5 efter at have læst den norske professor Finn Skårderuds teori om samme, er noget af det mest rørende og originale, vi har set på det store lærred i rigtig, rigtig lang tid. Og den afslutningsscene, jamen altså. Den må kandidere til at være blandt de bedste, der nogensinde er lavet herhjemme.
Tvunget hjemmearbejde var for mange lig med en doven tilgang til den personlige garderobe. Væk var kontorets uskrevne forventning om nystrøget skjorte og vandkæmmet hår, og i stedet fandt du dig selv foran Teams-møder i tøj fra i går, for ingen kunne alligevel se forskel. Hvorfor trække i andet end joggingbukser, når persiennerne alligevel er rullet ned fra morgen til aften? Men det skal du gøre, fordi din personlige opretholdelsesdrift skal skride ind, når verden er ved at vælte. Når alle andre vælger den nemme løsning, binder du slipset og retter ryggen. Der er stadig ufatteligt få uden for de klassiske erhverv som bank, revision og jura, der har slipset som en del af deres arbejdsuniform, og det giver ingen mening. At gå med slips har den helt åbenlyse fordel, at du indtager rummet med autoritet. Man vil gerne være på hold med den beslutningsdygtige, handlekraftige mand for bordenden.
Mange troede, at Covid-19 ville aflive slipset endeligt og i stedet lade comfort wear gå sin sejrsgang. Vi vil hellere anskue det fra en anden vinkel: I de blindes rige er den enøjede konge, og i en verden af T-shirts vil du fremstå som en yderst moderne foregangsmand, når du fremover ifører dig et slips.
De fleste danskere husker, hvor de befandt sig lørdag 12. juni først på aftenen. De husker, hvem de var sammen med, de husker, hvor de så kampen, og de husker tomheden og frygten, der ramte dem som en lastbil, da der manglede tre minutter af første halvleg af Danmarks EM-kamp mod Finland, og landets største sportsmand faldt livløs om på græsset. Det var ikke kun Christian Eriksens hjerte, der holdt op med at slå: Det var, som om hele Danmark gik i stå. Bilister, som fulgte kampen i radioen, måtte holde ind til siden for at følge med, mens læger forsøgte at genoplive Eriksen bag en mur af chokerede medspillere. Med ét var kampen mod Finland sekundær. Og her kunne det hele være endt, hvis ikke det havde været for lægernes lynsnare indsats.
Christian Eriksen overlevede, og landsholdet rejste sig på lige så mirakuløs vis og tog hul på en fodboldsommer af de sjældne. En 24-årig wingback fra Østervrå i Nordjylland blev en af slutrundens helt store oplevelser. Til hverdag har Joakim Mæhle haft svært ved at bide sig fast i startopstillingen hos italienske Atalanta. Men på landsholdet er han for alvor trådt i karakter i år. Vi husker især hans langskudsmål til 4-1 mod Rusland, som endegyldigt sendte Danmark videre til ottendedelsfinalen. Og så stod Mæhle for en af EM’s smukkeste detaljer, da han i kvartfinalen i Baku mod Tjekkiet afsluttede et soloridt i banens venstre side med en ydersideaflevering, som sendte bolden i en blød bue ind til Kasper Dolberg, der scorede så let som ingenting.
Annonse
På det personlige plan er der ikke for to kroner blærerøv over Joakim Mæhle. Han er jordbunden, ydmyg og hårdtarbejdende. De danske fans elsker ham for det. De synger stadig hans navn.
Elon Musk er både gal og genial. Hans skøre indfald og rablende udfald på Twitter kan sende Teslas aktie både op og ned, men summa summarum ved årets afslutning er, at det primært er gået én vej: op. Således krydsede aktien i slutningen af oktober den magiske milepæl på 1.000 dollars pr. aktie, så virksomheden som den blot femte i verdenshistorien passerede en værdi på en billion dollars.
Ingen anden virksomhed har gjort så meget for udbredelsen af elektrificerede køretøjer, og havde det ikke været for Tesla, havde vi formentlig ikke været lige så langt i indførslen af alternative drivliner til benzin og diesel, som tilfældet er. Således ligner det, at vi de næste mange måneder kommer til at slå alle eksisterende rekorder for salg af hybrid- og elbiler. De Danske Bilimportører beretter løbende om stigende salg af opladelige biler, og selvom biler med konventionelt brændstof stadig er i overtal, er udviklingen for benzin og diesel sat i bakgear. Snart bliver alt elektrisk.
Volkswagen sidder stadig tungt på flæsket over de mest populære biler, mens Ford Kuga var den mest solgte model ved redaktionens afslutning ultimo november.
Og Tesla? De sælger blot under én procent af alle biler i verden og ligger langt nede på listen over mest solgte biler i Danmark. Alligevel er virksomhedens markedsværdi højere end de efterfølgende ni bilfirmaer – tilsammen.
Okay, lad os tage en hurtig quiz. Hvad hedder den spanske serie ’Papirhuset’/’The Money Heist’ på originalsproget? Hvad hedder den italienske serie ’Blood on Rome’ på italiensk? Hvad med det sydkoreanske monsterhit ’Squid Game’? Og hvad er den engelske titel på den danske krimiserie ’Kastanjemanden’? (Alle svar kan ses nedenfor). 2021 blev om noget året, hvor lokalt producerede Netflix-serier på originalsproget slog alle rekorder. Især ’Squid Game’ var på de flestes læber, selvom det måske ikke lige lå i kortene, at en asiatisk ultravolds-serie, hvor 456 fattige sydkoreanere dyster om at overleve i en børneleg med aparte twists, ville blive en så ufattelig stor succes, som tilfældet er.
Hwang Dong-Hyuks ’Squid Game’ er nemlig Netflix’ mest sete serie gennem tiden. Ikke mindre end 142 millioner husholdninger så med i de fire første uger efter premieren i september, og det samfundsrevsende, sydkoreanske drama taler dermed direkte ind i en tid, hvor vi som seere er bedøvende ligeglade med, om de serier, vi binger, er på koreansk, dansk, serbokroatisk – eller fransk for that matter.
Der var markant uenighed at spore i det hjemlige anmelderkorps. Ja, det udviklede sig faktisk nærmest til uvenskab, da Årets Ret i august skulle uddeles. Her vandt Noma i kategorien ’Årets havret’ for deres peberbøf af aborre med en tilhørende peberrodsvæde, som ifølge Gastros Jesper Uhrup Jensen smagte af batterisyre. Bølgerne gik i det hele taget højt hos madanmelderne under voteringen, kunne Martin Kongstad berette i Weekendavisen i en artikel, hvor han lagde det meste frem på bordet. Om René Redzepi og hans ansatte læste med, er ikke til at vide, men til gengæld stod Noma-holdet helt klar, da Michelin-guiden i september igen, igen uddelte deres stjerner.
Efter flere års forundring over, at den verdensberømte, danske toprestaurant ’kun’ havde to Michelin-stjerner hængende på døren, gik det hele endelig op i en højere enhed. Noma blev tildelt den tredje stjerne og gjorde dermed Geranium følgeskab med den højeste anerkendelse. En måned senere kunne Redzepi og co. igen poppe den naturlige champagne, da de også løb med prisen som verdens bedste restaurant. Og hvem blev så nummer to på den liste? Det gjorde såmænd Rasmus Kofoed og Geranium. Det kan nogle gange godt være svært at forstå, at der er madanmeldere i Danmark, som går rundt og mukker i hjørnerne.
11 år er gået, siden en ung Kian Rosenberg troppede op i en grynet video fra Israels Plads på det legendariske grime-track med det lidet flatterende navn ’Fissehul’. Siden har den introverte og loyalitetshævdende Gilli lagt landet ned med en lind strøm af baskere, der er blevet spillet på snart sagt samtlige dansegulve i andedammen. ’Orale’, ’Tidligt op’, ’Vai Amor’, og vi kunne vitterligt blive ved og ved. Som den første danske soloartist nogensinde nåede han i år op over en milliard streams inden for de danske grænser. En imponerende bedrift.
Gillis succes er på mange måder symptomatisk for, hvordan musikbranchen har udviklet sig i de seneste år. Hans udgivelsesstrategi bygger på en kontinuerlig strøm af singler, der er designet til at sætte ild til klubben og ikke så forfærdeligt meget andet. At han nærmest aldrig giver koncert, rager formentlig hans fans en høstblomst, så længe hans sange kan spilles gennem et AUX-stik. Gillis helt store force er selvfølgelig hans evne til at inddrage andre kulturer og sprog i sin musik, og netop den legesyge og kreativitet ses mange andre steder i hiphoppen og er en af de primære grunde til, at genren er blevet verdens største. Og at Gilli altså nåede milliarden.
”Et flop.” Så kort og kontant lød dommen fra Greta Thunberg, da hun skulle forholde sig til COP26, FN’s klimatopmøde, som løb af stablen i Glasgow i november. Den svenske klimaaktivist fortsatte: ”Det her er ikke længere en klimakonference. Det er en global festival for greenwashing. Det er en to uger lang fejring af status quo og blah, blah, blah.” Denne dystre indstilling står Thunberg mildt sagt ikke alene med. Verden over kræver unge klimaaktivister handling fra boomer-generationens statsledere, men desværre er der ikke meget, der tyder på, at årets klimatopmøde reelt bragte afgørende ting med sig.
Først efter lange forhandlinger kunne FN-landene – et døgn for sent – skrive under på en fælles aftale i Glasgow, og et af de få lyspunkter i aftalen var, at man blev enige om, at brugen af kul skal nedbringes. Helt til det sidste kæmpede Indien dog imod – og det betød blandt andet, at ordet ’udfases’ blev ændret til det mindre skelsættende ’nedbringes’. Med aftalen holdt deltagerne på COP26 med nød og næppe håbet om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader i 2100 i live. Til næste år mødes landene igen til COP27 i Sharm El-Sheikh i Egypten. Spørgsmålet er, hvor mange fatale oversvømmelser og naturbrande, verden igen vil have set til den tid.
Selv den mest opfindsomme manuskriptforfatter (Adam Price, Søren Sveistrup, Babak Vakili, you name them) kunne ikke have forfattet det år, vi har oplevet i dansk politik.
Vi nævner i flæng: Mink-skandalen (Barbara Beatrice Bertelsens sprogbrug, de slettede sms’er, Mette Frederiksens manglende hukommelse). Rigsretssagen mod Inger Støjberg (for blot sjette gang i historien blev der nedsat en rigsret, og her skulle 26 dommere afgøre, om den tidligere udlændingeminister i 2016 udstak en ulovlig instruks, der betød, at unge asylpar blev tvangsadskilt). Kommunalvalget i november (hvor De Konservative tabte magten på Frederiksberg efter at have regeret i ’Vatikanstaten’ i 112 år. Ikke mindst den siddende borgmester Simon Aggesen blev udråbt til den helt store skurk på grund af sin sag om boligspekulation, og det betød, at Socialdemokratiets Michael Vindfeld kunne indtage Frederiksberg Rådhus og hænge borgmesterkæden om halsen).
Og nå ja, så var vi næsten ved at glemme spektaklet i det danske forsvar, hvor forsvarsminister Trine Bramsen efter et heftigt år i skudlinjen valgte at mønstre et af Marinehjemmeværnets skibe og sejle til Ærø – samtidig med at Kabul på rekordtid blev indtaget af Taleban.
Af og til kan vi tage os selv i et tankeeksperiment, hvor vi kigger tilbage og ser, hvad vi skulle og kunne have gjort anderledes. Det er sjældent sjovt – faktisk er det oftest forbundet med stor smerte. I år har vi brugt meget krudt på at tænke over, hvor vi havde været, hvis vi blot havde droppet den dåsesodavand i april 2011, købt én Bitcoin i stedet og solgt den lidt over 10 år senere i midten af november 2021. De tørre tal fortæller, at vi så havde lavet en profit (før skat) på intet mindre end 400.000 kroner eller deromkring (den er trods alt mere volatil end en mand på vej hjem fra julefrokost).
De fleste af pengene havde vi tjent i år, for ved udgangen af 2020 lå prisen for én Bitcoin nemlig på 161.000 kroner. Dens værdi er altså mere end fordoblet i år, og i El Salvador har de som det første land i verden accepteret den som et lovligt betalingsmiddel. Det kan vi så tænke lidt over næste gang, vi stikker hånden ind i kølemontren i kiosken.
Det var ren David mod Goliat, da et af årets største aktiedramaer udspillede sig i den spæde start af 2021. Alle, der har set film om USA’s handelsmekka, kan forestille sig, hvordan glatte og velfriserede mænd fór rundt som hovedløse kyllinger i akutte anfald af panik, da et koordineret opkøb af GameStop-aktier blev aftalt, orkestreret og gennemført af brugere på Reddit-siden ’Wallstreetbets’, hvor raket-emojis og ’diamond hands’ blev akkompagneret af budskaber om at give Wall Street en af de helt store lærestreger.
GameStop-aktien steg med over 300 procent, og hedgefondene, der havde shortet aktien, mistede betydelige beløb. Uden at der nødvendigvis skal gå rød front og journalistisk aktivisme i den her, var det svært ikke at trække på smilebåndet, når man så garvede aktiehandlere og -analytikere brokke sig over indflydelsen fra folk, der ikke normalt betræder de bonede gulve på den sydlige del af Manhattan.
Endnu et år og endnu en række danske mænd, der er blevet indhentet af deres fortid. Mange har stemplet dem som krænkere, selv føler de sig uretfærdigt behandlet, mens tonen i debatten svinger mellem komplet cancelling, og ’det var en anden tid dengang.’
To af de mest fremtrædende skikkelser, der røg på porten, var TV 2-værten Jes Dorph-Petersen og De Konservatives Naser Khader. Førstnævnte blev i januar anklaget af to tidligere praktikanter for seksuel chikane, sidstnævnte blev af tre navngivne kvinder (og af fem kvinder i alt) i juli anklaget for seksuelle krænkelser og seksuel chikane. Efter et par advokatundersøgelser stod det for deres begges respektive arbejdsgivere klart, at det bedste var, at deres veje skiltes.
Naser Khader knipsede en selfie i bar overkrop og tog så sit gode tøj og gik, før han fik sparket, mens Jes Dorph-Petersen bedyrede sin uskyld i bedste sendetid i Aftenshowet – med massiv opbakning i dele af folkedybet til følge. Begge har de været forbilleder – Khader med demokrati-agenda og stærke synspunkter, Dorph-Petersen med jovial charme og journalistisk skærmtække.
Ingen kan dog løbe fra, hvordan man har handlet for år tilbage, og i MeToo-tidsalderen kommer alt før eller siden frem en dag. En forsigtig vurdering er, at det langtfra er sidste gang, at kendte mænd, både herhjemme og uden for landets grænser, står for fald.
Som den bare anden dansker i OL-historien hev Viktor Axelsen en guldmedalje hjem i badminton under sommerens forsinkede Olympiske Lege i Tokyo. Efter pragtpræstationen gik den ranglede dansker i knæ på gulvet, og i tråd med tidens ånd lod han tårerne trille til hele Danmarks begejstring. Her var en mand, der turde vise, hvem han var.
Med følelserne uden på tøjet blev han øjeblikkeligt nationalhelt – hvis han da ikke var det i forvejen. Men det holdt blot i tre uger, indtil Axelsen meddelte, at han ville flytte sig selv og familien til Dubai på grund af høfeber, bedre træningsfaciliteter og kortere rejsetider til turneringerne i Asien. Og er der noget, vi kan blive forargede over, så er det, når vores rige og feterede landsmænd rejser til varmere himmelstrøg med alle skattekronerne i bagagen.
Her var der endda tale om foreningsdanmarks guldfugl, der med flid, talent og ydmyghed havde inspireret os gennem det meste af sin karriere. ’Hvor vover han,’ blev der råbt på de sociale medier og i formiddagsavisernes spalter. Han er endnu ikke blevet tilgivet, og hele episoden kan klassificeres i samme boldgade som debatten omkring herrelandsholdets deltagelse i fodbold-VM i 2022 i selvsamme ørkenstat. Hænger sport og politik uløseligt sammen? Det er en diskussion, som Viktor Axelsen med sin flytning til Dubai i høj grad har sparket gang i på ny.
Mikrochips. Smykker. Tøj. Racercykler. Verden manglede alt, da forsyningskæderne gik i stå. Vi fik effekterne af Kina som hele verdens fabrik at føle, da produktionen gik i stå, og forbruget eskalerede. De kunne ikke følge med, vi ville have mere, og med ét var der bare ikke nok. Her på Euroman mangler vi endda noget så elementært som papir, så sæt ekstra stor pris på det magasin, du sidder med i hænderne.
… der blev optaget i Den Danske Ordborg.
Den er udskældt som få. Konstant udsat for hån og latterliggørelse og betitlet med et navn så ucharmerende, at alle advarselslamper blinker, når man møder den. Men hvordan gik det så galt for hurtigknepper-skoen og dens renommé? Det er på høje tid, at den får en genkomst, og at vi igen begynder at behandle den med respekt.
Sagen er nemlig, at du gerne vil være i rum med en mand iført hurtigkneppersko, når tingene for alvor brænder på. Og redaktionens komplet uvidenskabelige empiri fortæller, at den sorte lædersko sidder på fødderne af mænd, der kan redde kastanjerne ud af ilden: Advokater, revisorer, lobbyister og seniorrådgivere, der enten kan gennemgå et regnskab med tættekam eller har et rolodex så tykt, at de aldrig er mere end to opkald fra at kunne redde dig ud af både en anholdelse og en ægteskabelig krise.
Hurtigknepperskoen er skabt til at smyge sig selvsikkert og velforberedt hen over gulvet i valnøddetræ på et af de store kontorer. Befinder du dig i samme mødelokale som en mand, der har dem på fødderne, koster det gerne på den gode side af 2.000 kroner i timen. Til gengæld kan du være sikker på, at hverken skattefar, ekskonen eller dine arvinger kommer efter dig. Giv hurtigknepperskoen en chance. Men lov os for guds skyld aldrig nogensinde at sætte dem sammen med jeans.
Kaotiske scener udspillede sig i Kabuls lufthavn i august, da tusindvis af desperate afghanere forsøgte af slippe ud af Afghanistans hovedstad på flugt fra Taleban, som var i færd med at tiltvinge sig magten over landet. Talebans hurtige fremmarch, efter at de internationale styrker trak sig ud af landet efter 20 års krig, kom bag på alle.
Overalt i landet faldt de afghanske regeringstropper på stribe – mange overgav sig uden kamp. I videoer, som gik verden rundt, så man tusindvis af afghanere, som panisk forsøgte at mase sig ombord på overfyldte fly, der ventede på at lette fra Kabuls lufthavn. I en anden video klamrede afghanere sig til undersiden af et amerikansk militærfly, som rullede ud af startbanen. I juni rejste de sidste danske styrker hjem. I alt mistede 37 danske soldater livet i krigen i Afghanistan. Yderligere syv er døde som følge af sygdomme, ulykker eller af andre årsager.
Strøget har haft en fin og en folkelig ende siden 1800-tallet. I den folkelige ende ved Rådhuspladsen, der dengang hed Halmtorvet, kom bønderne ind til hovedstaden for at sælge deres varer, og nu hvor de var i byen, kunne de lige så godt slå sig løs på de mange forlys-telsesetablissementer, der opstod i kvarteret. Og sådan er det groft sagt stadigvæk. Butiksfacaderne er i brøleabe-farver, og på Sam’s Bar er der karaoke og højt humør.
To kilometer derfra, i den anden ende af Strøget, tæt på Kongens Nytorv og Bredgade med alle palæerne, kunne man for flere hundrede år siden møde byens bedre borgerskab, som promenerede og købte ind i de eksklusive butikker. Sådan er det også stadigvæk.
I den fine ende af Strøget, særligt på den strækning, der kendes som Østergade, er stemningen dyr og dæmpet. Men noget mangler. Indtil for nylig kunne man gå ind ad døren til Østergade 38 og finde en af byens ældste butikker, Birger Christensen, som har ligget der siden 1869. Birger Christensen solgte pels og international luksusmode, og med årene var butikken blevet en institution i København. Firmaet forstod at markedsføre sig selv:
”Birger Christensen var med til at opfinde begrebet Wonderful Copenhagen, og pelsbutikkens mannequiner sværmede ombord på de nyopdukkede krydstogtskibe ved Langelinie med modeopvisninger og fik lokket millionøser, film- og popstjerner ind i butikken på Strøget,” skrev Berlingske.
Men nu er det slut. Jens Birger Christensen, den fjerde generation i modehuset Birger Christensen, har i de senere år mærket tiden løbe fra pels som statussymbol. Inspireret af dyreværnsaktivister har berømtheder og kongelige på stribe sløjfet pelsen fra garderoben. Og sidste år satte regeringen som bekendt en stopper for minkavl i Danmark.
Som om det ikke var nok, så har Birger Christensen også mærket konkurrencen fra de store modehuse, som er rykket til København med egne butikker. Nu er det endegyldigt slut med pels og med butikken i den dyre ende af Strøget. Fremover vil virksomheden fokusere på at sælge modehusets egne to mærker, Rotate og Remain, online og til andre butikker.
Chris Anker Sørensen
cykelrytter og kommentator.
Virgil Abloh
amerikansk modedesigner.
Poul Schlüter
tidligere statsminister og formand for De Konservative.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.
