Mads Holger på Facebook

7 opdateringer fra Mads Holgers Facebook-profil, der minder os om, hvor meget vi savner ham

Mads Holger var forfatter, forfører, debattør, og så mestrede han Facebook som få. Her mindes vi ham ved at gengive nogle af de opdateringer, der gjorde ham så populær på det sociale medie.

Mads Holger på Facebook
Offentliggjort

En mand på gaden har netop råbt efter mig, at mit tøj var påtaget. Det må jeg ved nærmere eftertanke nok medgive ham.

Når jeg udtaler mig til pressen, spørger journalisterne ofte, hvorledes de skal titulere mig. Er jeg forfatter, radiovært, Berlingske-skribent, meningsdanner, ekspolitiker, teolog eller – måske mest irriterende – ’jet setter’? Jeg plejer i den forbindelse at påminde dem om, at jeg er andet og mere end dette, for jeg var nemlig den sidste kunde i Daells Varehus nogensinde. Det var en kold dag i marts 1999, hvor jeg dengang boede med min daværende kæreste over for universitetets bibliotek i Fiolstræde. En aften skulle jeg ned i Netto for at købe en liter sødmælk, halvanden liter cola og noget bacon. Som så ofte før trådte jeg ind i Daells Varehus, hvorfra der var adgang til Netto-butikken, som lå i varehusets stueetage. Da jeg kort efter forlod varehuset, stod en tyndhåret mand i et bredt jakkesæt. Han duftede af cerutter og kaldte mig hen til sig. Jeg tror, at han var varehusets direktør. Jeg gik hen til ham og en anden mand, hvorpå de sagde: ”De er den sidste kunde i Daells Varehus, som tak for alt vil vi gerne overrække Dem dette askebæger fra Royal Copenhagen.” Herpå gav de mig en fin æske, der rummede askebægret, og så gik jeg hjem og spiste bacon. Derfor vil jeg gerne fremover bede om, at man titulerer mig som så: ”Mads Holger, den sidste kunde i Daells Varehus, udtaler...

Jeg har virkelig ikke lyst til at stille tiden en time frem i nat. I stedet skulle vi enes om at stille uret tilbage ca. 30-40 år. Så ville der komme noget med Björn Borg, Anker Jørgensen, Preben Elkjær og Buster Larsen, men næ nej, I skal absolut stille tiden frem, så vi får noget med masseindvandring, skyr og slam poetry.

”Det er bare totalt form uden indhold.” Hvis man har lavet noget velbearbejdet, er det også en klar anledning til bebrejdelse. I Danmark hersker der den opfattelse, at alt, hvad der tager sig pænt ud, nødvendigvis må være falsk. Det er kun grimme mennesker, der kan være kloge, og kun grimme ting, der kan være sande, men man kan faktisk godt samtidig være både grim og dum (så kan man typisk blive ansat på Politiken).