For selvbevidst eller for doven: Derfor har vi det så svært med politikere med skæg
Personangreb i tysk politik har givet nyt liv til debatten om moderne politikeres grooming-vaner, og tilføjer endnu et kapitel til fortællingen om det politiserede skæg.
Labor-lederen Jeremy Corbyn vandt sidste år Beard of the Year. Alligevel har briterne et anstrengt forhold til politikere med skæg.
Der er kaos i det tyske socialdemokrati. Ikke alene har de seneste ugers politiske udfordringer haft fatale konsekvenser for kansler Angela Merkels regeringsgrundlag – balladen har også genåbnet debatten om, hvorvidt politikere kan bære skæg.
I tirsdags måtte Martin Schulz trække sig som formand for SPD og i samme ombæring droppe ambitionen om at blive tysk udenrigsminister. Den dramatiske udvikling er kulminationen på flere ugers interne stridigheder i SPD, hvor formand Schulz har stået bag hektiske regeringsforhandlinger med Angela Merkel. Schulz gamblede ved at give afkald på SPD-formandskabet med henblik på til gengæld at blive udenrigsminister i en ny regeringskoalition. Planen mislykkedes og har efterladt det tyske socialdemokrati i politisk armod.
Midt i al polemikken har især én, relativt harmløs, udtalelse vakt opsigt i Forbundsdagen. Partikammeraten, som Schulz forsøgte at kapre udenrigsministerposten fra, Sigmar Gabriel, følte sig forrådt af Schulz' politiske hasardspil. Gabriel fik dog opbakning af sin fem-årige datter, som efter Gabriels udsagn trøstede:
Annonse
"Du skal ikke være ked af det, far. Nu kan du bruge mere tid med os, i stedet for manden med hår i ansigtet".
Den subtilt nedladende sidebemærkning er siden da blevet vendt og drejet i de tyske medier. Gabriels udtalelse skriver sig nemlig ind i en generel diskurs, der til tider har plaget Martin Schulz' politiske virke: Den tidligere boghandler ligner en… ja, boghandler. Schulz' munkefrisure, firkantede briller og marmorerede fuldskæg har på godt og ondt påvirket hans image som en ekstraordinært normcore politiker med fokus på politisk substans frem for populærkulturel udstråling.
Debatten i Tyskland er ikke kun et udtryk for perfide, politiske drillerier. Den tilføjer også endnu et kapitel til fortællingen om det politiserede skæg, som har sit udspring i krydsfeltet mellem politik og populærkultur. Der findes således adskillige eksempler på, at mandlige politikeres grooming-beslutninger tillægges stor, symbolsk værdi.
I Storbritannien har fuldskæggets politiske betydning været diskuteret kraftigt, siden Margaret Thatcher i sin embedsperiode udtalte, at hun: "aldrig ville tolerere, at én af hendes ministre havde skæg". Englands mest berømte fuldskæg sidder i dag på Labours leder, Jeremy Corbyn, som sidste år vandt The Beard Liberation Fronts skæg-pris Beard of the Year med mere end et hårs bredde foran Prins Harry.
Det store fokus på Corbyns ansigtbehåring skyldes næppe udelukkende det relativt ordinære look. I Storbritannien tilføjer Corbyns fortid på den radikale venstrefløj en ekstra dimension til skæggets betydning. Ifølge The Economist ”bærer Mr. Corbyn sit skæg med stolthed, et kontra-kulturelt symbol på trodsighed over for de glatnakkede kapitalister”.
Corbyns fuldskæg kan således tolkes som et våben mod politiske modstandere. Det er dog et våben, der også kan vendes mod ham selv. Et studie foretaget på London School of Economics fandt i 2016, at hele 69 procent af alle britiske nyhedsartikler, der kritiserede Corbyn, refererede til hans udseende.
Annonse
Mens Labor-lederen har inisisteret på fuldskægget i årtier, tegner der sig et billede af, at den resterende britiske befolkning i tiltagende grad lægger sig i slipstrømmen af Corbyns skægmode. YouGov konkluderede i en undersøgelse sidste år, at ”skægget vokser på den britiske befolkning”.
Skæggets revitalisering gælder bare ikke for de britiske politikere. En spørgeskemaundersøgelse i forbindelse med parlamentsvalget i 2017 viste, at 67 procent af den britiske vælgerbefolkning finder glatbarberede politikere mere troværdige. Undersøgelsens talsmand, Nick Gibbens, udtalte i den forbindelse:
”Mange associerer skæg med hvad, der sker, når man har tabt et valg. Selvom vi på det seneste har set et boom i skægvæksten, viser vores research, at skæg hos politikere bliver anset som værende et tegn på manglende professionalisme og dovenskab”.
På den anden side af Atlanten har diagnosen for skæggede politikere en lidt anden ordlyd. Det vakte stor opsigt, da talsmanden for repræsentanternes hus, Paul Ryan, i januar 2015 pludselig troppede op i et sort, tætklippet fuldskæg. Ansigtsbehåring blandt det 21. århundredes politikere i Guds eget land er et endnu større særsyn end i Tyskland og Storbritannien. Rebekah Herrick, som er professor i statskundskab ved Oklahoma State University undersøgte skægvækst blandt politikere i USA i april 2015 og fandt, at mindre end fem procent af kongressen har nogen form for skæg.
Ifølge Herricks studie kan dette skyldes, at skægvækst i USA skriver sig ind i anderledes politisk kontekst. Herricks studie fandt således, at vælgerne især associerer politikeres skæg med anti-feministiske holdninger. Samtidig opfatter vælgerne skæggede politikere som tilhængere af våbenrettigheder og større militære udgifter.
I den frisindede andedam, vi kalder Danmark, er fuldskæg hos politikere derimod ikke et særsyn. Medlemmer af den skæggede klub tæller blandt andre Morten Østergaard (B), Joachim B. Olsen (LA) og Søren Søndergaard (Ø), mens det fyldigste og mest outrerede skæg sidder på transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).
Ét af de seneste medlemmer i klubben er miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), der, som stilekspert og vært på DR, Chris Pedersen, udtalte til Euroman i januar ”altid har lignet en dukset skoledreng fra en religiøs familie”.
Annonse
Chris Pedersen ser anlægningen af skæg som eksempel på en bredere tendens blandt politikerne: ”Politikerne er superbevidste om, hvad de udtrykker, og der er jo en stylist ansat i folketinget”, og fortsætter: ”Vi lever i en kultur, hvor der enormt stor fokus på, hvordan folk ser ud, så det er et smart træk for mange politikere”.
Der findes også danske tilfælde, hvor manglende skæg sættes under den politiske lup. Under valgkampen i 2005 blev én barbering genstand for stor mediebevågenhed. Umiddelbart op til valget barberede Socialdemokratiets statsministerkandidat Mogens Lykketoft sit karakteristiske fipskæg af hagen. Hans pludselige mangel på skæg blev i medierne tolket som et forsøg på at tilegne sig gængse statsmandsnormer.
I sin bog fra 2010, 'Når politik bliver til pop', spørger Mads Storgaard Jensen:
”Kan man have en statsminister, der ligner Trotskij? Altså i et moderne, vesteuropæisk land hastigt på vej ind i den globaliserede verdens vinde. Kan man egentlig det?”.
Lykketoft rendte ind i et dilemma, der er gennemgående for moderne politikere: Selvom deres udseende er genstand for stor opmærksomhed, kan vi ikke forene os med tanken om forfængelige politikere. Lykketofts barbering kom til at fremstå som et krampagtigt kompromis med hans personlige integritet med henblik på at vinde at stemmer.
Da Paul Ryan gladeligt italesatte, at han var den første talsmand i 100 år til at bære skæg, blev han haglet ned for at fokusere på skægvækst frem for økonomisk vækst. Omvendt bliver Martin Schulz tvunget til at stå på mål for sin ansigtsbehåring, selvom hans skæg mest af alt virker som et udtryk for stilmæssig indifferens.
Når Schulz midt i en hektisk, politisk storm må stå på mål for sit valg om lade skægget stå, tilføjer det endnu et kapitel til fortællingen om det politiserede skæg, som slider med at vinde indpas hos de vestlige vælgere i det 21. århundrede.
