Asger på to meter vejede kun 60 kilo: ”Jeg havde udsultet mig selv så meget, at jeg næsten var gennemsigtig”

Som 16-årig blev du syg med en spiseforstyrrelse. Hvad skete der?

”Jeg led af ortoreksi, hvilket i bund og grund er en afhængighed af sundhed. I begyndelsen stoppede jeg med at spise kulhydrater, fordi jeg havde læst på nettet – hvor du virkelig kan lære dig selv en hel masse, som ikke nødvendigvis er sandt – at kulhydrater var usunde.

Dernæst skar jeg al fedt i min mad væk, fordi jeg gerne ville have en sixpack. Det skulle også være sundt at drikke tre liter vand om dagen, læste jeg. Så jeg drak syv. Og jeg spiste aldrig noget efter klokken 18.

Med tiden blev det mere og mere ekstremt, fordi jeg ikke selv kunne se, hvad min stramt doserede kost og de enorme træningsmængder gjorde ved min krop. Samtidig med spiseforstyrrelsen kom så en træningsafhængighed.”

Hvordan opdagede du, at det var gået fra bare at ville leve sundt til at være en reel sygdom?

”Jeg kunne hurtigt se resultaterne af, at jeg havde ændret min kost, og at jeg trænede så meget. Forstået på den måde, at jeg tabte mig, og at jeg fik mange komplimenter fra omverdenen.

I det boligområde i Allerød, hvor jeg boede, var jeg i en vennegruppe, som ofte var oppe at slås med en anden gruppering fra nabobyen, nogle skinhead-wannabes. Og jeg var den mest voldelige af os alle sammen. I de sammenstød kunne jeg slet ikke styre mig. Særligt ikke, når vi havde drukket alkohol.

Men da jeg begyndte at bruge al min energi i træningscenteret, stoppede jeg samtidig med at være voldelig. Pludselig fik jeg også mere opmærksomhed fra pigerne.

Det var første gang, jeg fik lidt succes og levede op til normerne om, hvordan man ser godt ud. Men mere vil selvfølgelig have mere. Så jeg begyndte at gøre ting, som jeg i dag godt kan se, var tydelige tegn på, at jeg var syg.”

Hvad var det?

”Jeg nægtede at spise andet mad end den, jeg selv lavede. Jeg spiste kun kylling og grøntsager. Ingen stivelse, ingen olie, ingen dressing, ingen salt og peber.”

Ingen salt?

”Nej. Salt binder væske til kroppen, så hvis jeg spiste det, ville jeg jo se tykkere ud, fortalte mit syge sind mig.”

Hvor længe var du syg?

”Samlet set i seks år. Da det var allerværst, vejede jeg under 60 kilo, og jeg er vel at mærke to meter høj. I mit selvbillede levede jeg jo sundt, selvom jeg næsten ingenting spiste og trænede hver dag.

Det fortsatte længe med, at jeg hver weekend lavede 10 portioner med 100 gram kylling og 100 gram bønner, som jeg vejede ned til grammet og havde stående i en kasse i køleskabet. Så havde jeg frokost og aftensmad til hele ugen.

Når jeg nåede til fredag, var der løbet lidt brunlig, muggen væske ud i bunden af kassen. Det var faktisk den bedste dag. For så kunne jeg bruge den kyllingevæske som en slags sauce, mens det ugegamle kød gav mig dårlig mave. Og det var jo bare en bonus, som holdt mig slank.”

Kunne du slet ikke se dengang, at der var noget galt?

”Nej. Da jeg var 20 år, havde jeg gennem tre år udsultet mig selv så meget, at min hud var så bleg, at jeg næsten var gennemsigtig. Jeg frøs hele tiden og havde blå læber og blå fingre. Det var sommer, og mens det var 30 grader udenfor, gik jeg rundt med dunjakke på og rystede af kulde.”

Hvad fik du at vide, når du var hos lægen?

”Mit problem var, at spiseforstyrrelsens manipulerende ansigt trådte frem, hver gang jeg gik til lægen. Jeg sagde, hvad jeg følte, jeg skulle sige. Jeg sagde ikke noget om mine psykiske problemer, men fortalte i stedet om, at jeg fik flere komplimenter, fordi jeg havde tabt mig.”

Hvad sagde lægen så til dig?

”Hun fortalte mig, at jeg skulle være stolt over mit vægttab. Og rejste sig så for at markere, at konsultationen var slut. Dengang var det den største gave, jeg kunne få. For nu havde jeg fået en læges ord for, at jeg var sund. Men det var jo min spiseforstyrrelse, der igen havde talt gennem mig og manipuleret min omverden.”

Kunne lægen ikke se på din krop, at du var syg?

”Nej. Selvom jeg blev målt og vejet. Så lægen burde jo kunne se, hvor undervægtig jeg var. Jeg tror, opfattelsen havde været en anden, hvis en kvinde med de samme problemer og med den samme grad af undervægt var kommet ind til en læge.”

Hvad skete der så med dine kostvaner?

”Det gik endnu mere amok. Hvis jeg skulle til familiefødselsdage, konfirmationer eller andre sammenkomster, tog jeg min egen mad med. En Tupperware med lidt kylling og en håndfuld bønner. Andre gange troppede jeg bare ikke op, fordi jeg nægtede at spise det, der blev serveret.

Det resulterede i, at jeg isolerede mig og blev ensom. På et tidspunkt arbejdede jeg på et lager. Der havde jeg fri klokken 17, og så var der lige akkurat tid til, at jeg kunne nå hjem og spise klokken 17.45. For jeg var jo overbevist om, at jeg straks ville blive tyk, hvis jeg indtog noget mad efter klokken 18.”

Var dine venner ikke bekymrede?

”I den periode mistede jeg alle mine venner. I dag ser jeg også kun få af dem. Jeg koncentrerede mig kun om at overholde mine spisevaner. En enkelt dag nåede jeg kun hjem at spise inden klokken 18 på et hængende hår. Jeg var syg og sulten og desperat.

Det var spejlglat på vejene, men jeg spurtede hjem på min racercykel i mørket og kørte direkte gennem en rundkørsel i myldretiden for at nå det. Jeg var i en form for trance, som jeg først vågnede af, da jeg havde passet mit ritual og spist mit ’sunde’ måltid inden klokken 18.”

Hvad lavede du så resten af aftenen?

”At pleje sygdommen i mig var det eneste, jeg bekymrede mig om. Jeg så ingen mennesker. I stedet gik jeg på nettet og skrev med fremmede på sådan nogle fora, hvor jeg og en masse andre mænd basalt set sad og heppede på hinandens spiseforstyrrelser og overtræning. Den slags hjemmesider findes vist ikke rigtigt længere.

Vi skrev om, hvem der kunne spise mindst mad på en uge, hvem der kunne nå at træne mest, og vi diskuterede, hvad der var bedst at spise. I dag kan jeg jo godt se, at det var en masse syge mænd, der sad og bekræftede hinanden i, at de levede sundt, selvom det langt fra var tilfældet.

Ingen i de fora tænkte på nogen måde, at de kunne have en spiseforstyrrelse. Heller ikke mig. For det var jo kun noget, som kvinder fik.”

Du siger, at det ikke kun handlede om at spise ’sundt’, men også træning. Gjaldt de samme ting nede i fitnesscenteret?

”For det meste, ja. Jeg var overbevist om, at jeg var godt på vej til at få en krop som de bodybuildere, der kom dernede. Dem med små underbukser og sovsekulør over hele kroppen, du ved.

Sandheden var ikke desto mindre, at det ikke var, fordi jeg var veltrænet, at man kun kunne se mine muskler. Det var, fordi jeg var enormt underernæret. Det er jo nemt nok at være trimmet, når man har en fedtprocent på én.”

Hvordan indså du så overhovedet, at du havde et problem?

”Utroligt nok skete det netop nede i mit fitnesscenter. En af de meget veltrænede gutter spurgte mig ud af det blå, hvorfor jeg egentlig ikke tog på, når jeg trænede hver dag. Han var en af dem, jeg så meget op til, fordi han så ud, som han gjorde. Stor, stærk og skåret i granit. Efter den snak gik jeg ud i omklædningsrummet og fik med ét et mere realistisk billede af den mand, der kiggede tilbage på mig i spejlet.”

Hvad gjorde den erkendelse ved dig?

”Min mor havde mange gange sagt til mig, at jeg jo sagtens kunne komme hjem til hende om aftenen, og at hun så ville stå klar med noget mad til mig. Men hun forstod jo ikke, at jeg var sikker på, at jeg ville blive tyk, hvis jeg spiste noget efter klokken 18.

Men da jeg så mig selv i spejlet der, indså jeg, at jeg havde brug for hjælp. Jeg tog med min mor og min søster ud på Bispebjerg Hospital og blev tilset af en speciallæge. Der skulle jeg udfylde et spørgeskema, og for en gangs skyld svarede jeg ærligt på spørgsmålene. Lægen kunne med det samme se, at jeg var syg, og tog det alvorligt.

Derefter skulle jeg igennem en række prøver. Blandt andet skulle min fedtprocent måles, men de første mange gange virkede maskinen ikke. Speciallægen genstartede den igen og igen, indtil han fandt ud af, at det ikke var maskinen, den var gal med.

Jeg var blevet så sygeligt tynd, at den slet ikke kunne registrere min fedtprocent. Han henviste mig derfor til en klinik på Frederiksberg med speciale i blandt andet spiseforstyrrelser.”

Og der tog du hen?

”Ja. Men i ventelokalet sad der – ud over en gruppe af unge kvinder – til min store overraskelse også en masse andre mænd på samme alder som mig. En behandler af spilafhængighed trådte ind i venteværelset for at hente dem.

Alle mændene rejste sig, og en af dem spurgte mig, om jeg ikke skulle med. ’Næ, det skal jeg ikke,’ svarede jeg og kiggede væk. Kort efter gik jeg – ene mand – ind i et andet behandlingslokale sammen med gruppen af kvinder, der alle led af anoreksi.”

Hvordan var det for dig?

”Til at begynde med følte jeg mig totalt malplaceret. Jeg led jo ikke af anoreksi, men af ortoreksi. Og alt det læsemateriale, vi fik udleveret, var skrevet til kvinder. Det var nogle lyserøde pjecer med illustrationer, som forestillede meget tynde piger med langt, lyst hår og fregner. Jeg følte virkelig ikke, at jeg hørte hjemme i det lokale.”

Men alligevel virkede behandlingen?

”Ja, for jeg var jo præcis lige så syg som de unge kvinder, der sad ved siden af mig. Og ret hurtigt blev min opfattelse, af at spiseforstyrrelser ikke kan ramme mænd, brudt ned.

Jeg kunne genkende mange af de ting, der blev talt om, fx ritualer omkring perioder uden mad, de afmålte, forsvindende små måltider og den måde, hvorpå man manipulerer med sine venner og sin familie.

Men alligevel var det stadig svært for mig, som 21-årig syg mand, at sidde i det lokale og høre om, hvorfor menstruationen udebliver, når man er underernæret, og hvad der sker med æggestokkene, når man ikke spiser.”

Hvad havde du i stedet brug for at få at vide?

”På det her tidspunkt havde jeg ikke haft stiv pik i tre år. Jeg havde ikke tænkt på sex en eneste gang. Jeg kunne ikke engang finde ud af at tage mig en spiller, hvis jeg forsøgte. Jeg var i stykker fra top til tå. Så hvad skulle jeg gøre?

Det var først langt senere, da jeg virkelig kom i dybden med min sygdom og behandlingen af den, at jeg fandt ud af, at spiseforstyrrelsen kan have påvirket mine muligheder for at få børn.

WHO’s nedre grænse for antallet af sædceller er cirka 40 millioner. Jeg havde ikke engang 40.000, fandt jeg ud af, da jeg på eget initiativ fik testet min sæd. Jeg kunne også først få rejsning igen, da jeg var tilbage på noget nær min normalvægt.”

I dag er du meget åben om, at du har haft en spiseforstyrrelse. Hvordan reagerer andre mænd på det?

”Opfattelsen af, at spiseforstyrrelser ikke er noget, der rammer mænd, findes stadig. Jeg får ofte kommentarer som ’du skal da bare spise noget mad og drikke en masse bajere, for fanden.’

Ikke desto mindre er flere mænd begyndt at få et sprog for det at have mentale problemer. Det fandtes slet ikke for 10 år siden. Derfor er det også forfærdeligt, at fx Andrew Tate (britisk influencer med radikale holdninger til kønspolitik og ligestilling, red.) får den taletid og opmærksomhed, han får, fordi han giver folk et forskruet syn på det at være mand.

Det er særligt på de sociale medier, at vi bliver mødt med de idealer. I grove træk er normerne stadig, at kvinder skal være slanke, og at mænd skal være muskuløse og ikke have et gram fedt på maven. Netop de normer, tror jeg, er en anden grund til, at meget få mænd bliver diagnosticeret med en spiseforstyrrelse.”

Tror du ikke nærmere, det handler om, at problemet er mere udbredt hos kvinder?

”Det kan også være en del af forklaringen. Men vi mænd mangler evnerne til at tale om vores mentale problemer. Vi bliver opdraget med, at vi skal ’mande os op’ og bide smerten i os. Og derfor bliver det svært at tale om det at have en spiseforstyrrelse.

Når det er maden, der har kontrollen over dig og ikke omvendt, er du jo ikke rask. Kun at spise mellem klokken 12 og 18, som mange efterhånden gør for at tabe fem kilo, er et enormt tab af kontrol. Jeg tror, der er et kæmpestort mørketal, når det gælder mænd og spiseforstyrrelser.”

Du holder i dag foredrag om din sygdom. Oplever du, at der er mange mænd, som har brug for én som dig at spejle sig i?

”Når jeg fx har lavet et interview eller har holdt et foredrag, er der en overvægt af negative beskeder i min indbakke. Folk skriver, at jeg ikke er en rigtig mand, og at jeg skal lade være med at klynke.

Heldigvis får jeg også positive tilkendegivelser fra unge mænd, der har svært ved at tale om deres spiseforstyrrelser. De få, der kommer over til mig efter et foredrag eller skriver til mig, gør hele forskellen.

Jeg håber, at min historie kan være et lille skridt på vejen til at ændre den måde, vi taler om den sygdom på. For der er stadig masser af mænd derude, som befinder sig på det stadie, jeg var på i seks år.”