”Hvis han havde fundet ud af, hvad vi havde gang i, kunne han have dræbt os lige dér og sagt, at det var Taliban, der havde gjort det”

I den nye danske dokumentarfilm ’Bedraget i Helmand’ rejser journalist Nagieb Khaja sammen med dokumentarist og tidligere soldat Martin Tamm Andersen til den afghanske by Musa Qala i Helmand-provinsen for at afdække de grusomheder, de danske soldaters nærmeste samarbejdspartner, den afghanske politistyrke, stod bag.

I Musa Qala møder dokumentaristerne flere afghanere, der kan berette om kidnapninger, drab og voldtægter af børn – alt sammen begået af mænd i politiuniform, der havde mere travlt med at være gangstere og generobre deres opium-marker fra Taliban end at få fred i deres land.

De møder også Isa Khan, den notorisk berygtede leder (sammen med sin nu hjerneskadede bror Koka) af politistyrken i Musa Qala, som de hægter sig på for at forsøge at forstå, hvem der gemte sig bag de politiuniformer, der var til salg for det rette beløb.

Vi har mødt Nagieb Khaja og Martin Tamm Andersen til en snak om Vestens samarbejde med en brutal og morderisk politistyrke, at holde løgnen kørende over for alletiders skurk og om at frygte for sit liv.

Hvorfor besluttede I jer for at lave denne film?

Martin Tamm Andersen (M): Nagieb og jeg mødtes på et produktionsselskab for nogle år siden, og det første, jeg sagde til ham – udover ‘hej’ – var, at jeg udmærket godt vidste, hvem han var, og at jeg altid havde drømt om at tage tilbage til Afghanistan.

Nagieb Khaja (N): Jeg svarede, at jeg længe havde haft lyst til at rejse tilbage med en dansk soldat, der havde været udsendt i Afghanistan. Det endte med, at vi først lavede dokumentaren ’Fjendeland’ og nu 'Bedraget i Helmand'.

M: Det startede med, at Nagieb fortalte en historie om, at der skulle være foregået nogle ting i Musa Qala.

N: Jeg har rejst meget rundt i Afghanistan som journalist, og jeg har gentagne gange hørt fra lokalbefolkningen, at politiet var lig med en kriminel gruppering – det var sådan, afghanerne så dem. Det afghanske politi, som Danmark tog til Helmand-provinsen for at hjælpe, havde ingen tillid fra civilbefolkningen, og at vi hjalp dem var kun med til, at befolkningen også begyndte at nære mistillid til de vestlige styrker.

Det virkede som om, man i Danmark godt var opmærksomme på, at der var problemer med politistyrken, men at det ikke var noget, man tog særligt alvorligt i den debat, der ellers var, når det kom til Afghanistan.

M: Vi har jo hver vores fortid i Afghanistan. Jeg var soldat i Afghanistan i 2010, hvor jeg arbejdede med deres politi, og jeg kunne godt se, at det ikke var en politistyrke, som vi kender politiet i Danmark. De var kriminelle, de var misbrugere, og der foregik alle mulige ting om natten på deres checkpoints. Der var interne kampe, der var interne mord. Jeg så hele ’The Sopranos’, mens jeg var udsendt til Afghanistan, og det gik op for mig, at den politistyrke, jeg arbejdede sammen med, mindede mere om en kriminel organisation end om en politistyrke.

Hvad var det helt præcist, der foregik i Musa Qala?

N: For det første var politiet i den sydlige del af Afghanistan et narkokartel.

M: Det er vigtigt at forstå, at Afghanistan har en kæmpestor opiumsindustri: 80 procent af klodens opium bliver dyrket i Helmand. I Helmand hersker et kæmpestort kriminelt netværk med mange penge i omløb.

N: De danske soldater blev sendt til Musa Qala, fordi politichefen bad om hjælp fra Vesten til at generobre de steder, de havde tabt til Taliban. De ville have hjælp til at generobre steder, de havde mistet til Taliban, hvor der foregik opiumsdyrkning.

N: Men det er blot én ting. Noget andet er de fuldstændig forfærdelige, amoralske ting, der også skete. Vi havde hørt rygter om, at politiet groomede teenagedrenge i Musa Qala, hvilket Martin og jeg begyndte at grave i. Det viste sig dog, at det kun var toppen af isbjerget. Politistyrken i Musa Qala kidnappede, dræbte og voldtog børn.

Hvordan fik I kontakt til de ofre for politistyrkens handlinger, der medvirker i filmen?

N: Det gjorde vi med hjælp fra lokale journalister – blandt andet en, der i filmen er anonymiseret under navnet Arif.

M: Gennem Arif fik vi kontakt til en, der kørte rundt på en motorcykel i Taliban-kontrollerede områder i et halvandet år for at finde de forskellige ofre. Det var et meget stort arbejde.

Hvordan var det at være i Afghanistan, efter Taliban overtog magten?

M: Da vi var der, var det i overgangsfasen, hvor de stadigvæk var i en sejrsrus. De var i godt humør, lufthavnene fungerede stadig, og det var de samme mennesker, der arbejdede der. Jeg sagde til en af dem: "I er stadig på arbejde?" hvortil han svarede ”Ja ja, men det er uden løn”. I lang tid blev store dele af landet bare tvunget til at gå på arbejde.

N: Jeg har været i Afghanistan efterfølgende uden Martin, og en stor forskel er, at Taliban diskriminerer massivt over for kvinder. De kan ikke gøre de samme ting, som de kunne før. Der er langt mellem de kvinder, der lader tørklædet hænge løst. Det er en civil ulydighed.

M: Efter Taliban overtog magten, kunne man godt mærke på civilbefolkningen, at de havde mistet håbet om en bedre fremtid. Det kunne godt være, at der var krig førhen, men der havde de stadig håbet. Det er slukket nu.

Hvad var det sværeste under tilblivelsen af filmen?

N: Vi havde det meget svært med at skulle spille det dobbeltspil, vi spillede. At vi skulle hænge ud med Isa Khan og foregive, at vi godt kunne lide ham. Det er aldrig behageligt at være uærlig omkring sin præmis, men det var simpelthen nødvendigt, for ellers kunne vi ikke få ham til at være med i dokumentaren, og vi kunne heller ikke afsløre det for ham undervejs, for det kunne i værste fald koste os livet.

M: Det meste af den tid, vi var sammen med ham, havde vi ikke nogen lokal kontakt med, fordi det var der ikke nogen, der turde. Det var farligt for lokale journalister at være i kontakt med ham.

Vi var bange for, at han på et tidspunkt ville finde ud af, hvad det var, vi havde gang i. Sideløbende med, at vi filmede med ham, var vi jo også i kontakt med ofrene rundt omkring og havde et arbejde i gang med at finde og interviewe dem. Vi var meget afhængige af at kunne stole på vores samarbejdspartnere, for hvis Isa Khan havde fået nys om, hvad vi havde gang i, havde vi virkeligt været i problemer. Vi var jo ikke i tvivl om, hvad han var i stand til. Vi vidste godt, at han ikke ville stå tilbage for at slå folk ihjel, hvis han havde et problem med dem.

Frygtede I nogensinde alvorligt for jeres sikkerhed?

N: Vi frygtede for vores sikkerhed, hver gang vi skulle mødes med Isa Khan.

M: Der var en dag, hvor vi kørte ud til fronten sammen med Isa Khan og overvejede at konfrontere ham. Vi troede, at vi skulle køre 20 minutter fra den by, vi var i, til et eller andet sikkert område, men det endte med, at vi drejede væk fra hovedvejen og kørte 20 minutter ud i ingenting. Vi kunne ikke flygte, vi kunne intet gøre. Hvis han havde fundet ud af, hvad vi havde gang i, kunne han have dræbt os lige dér og sagt, at det var Taliban, der havde gjort det. Inden havde vi snakket om, at det muligvis kunne være et godt tidspunkt at forsøge at stille nogle lidt kritiske spørgsmål, men vi blev ret hurtigt enige om, at det nok ikke lige var tiden til at konfrontere ham.

N: Vi var isoleret fra omverdenen, vi havde ingen telefonforbindelse, vi havde ikke forbindelse til internettet, og vi var omgivet af et kriminelt politikorps og deres brutale ledelse.

M: Ja, det havde været totalt uforsvarligt at begynde at stille kritiske spørgsmål lige dér.

N: Vi har jo hørt historier om, at de har skubbet folk hen på miner, så de detonerede og sprang dem i stykker. De kunne have dræbt os, smidt en bombe ovenpå og sagt: “Nå ja, de trådte lige på den forkerte side af vejen.”

Men hvad troede Isa Khan, at filmen skulle handle om?

N: Vores fortælling var, at vi ville lave en dokumentar om det lokale politis samarbejde med de vestlige styrker, hvilket var sandt, for dokumentaren handler overordnet set om det. Vi fortalte bare ikke, at dokumentaren også ville komme til at have et undertema, som handler om deres forbrydelser.

M: Ofrene var til gengæld helt med på præmissen. De vidste, at vi lavede en film, hvor vi prøvede at afsløre de forbrydelser, som de var blevet udsat for. Grunden til, at flere af dem overhovedet havde lyst til at medvirke, er, fordi det er den eneste form for retfærdighed, de kan få.

Hvad skete der med kontakten til Isa Khan, efter I rejste hjem?

M: Vi mistede kontakten til ham, da Taliban overtog magten, og vi kunne ikke få fat i ham i månedsvis. Fire måneder efter overtagelsen fik vi endelig fat i et nummer på ham.

N: Et nummer, som vi fik gennem Arif, der ringede til nogen, der ringede til nogen, hvorefter vi fik det FaceTime-opkald op at stå, der er en af de sidste scener i filmen.

M: Siden det opkald har nummeret ikke virket. Vi har forsøgt at finde ham, men han er som forduftet fra Jordens overflade. Vi ved ikke engang, om han stadig er i Afghanistan.

’Bedraget i Helmand’ får premiere d. 19. september klokken 21.25 på DR1.