Investeringer i designikoner, malerier, smykker og andet kunsthåndværk af høj kvalitet er en alternativ og gangbar måde at anbringe sine penge. Især i denne tid, mener eksperter, hvor renten af penge i banken er nul eller minus, og hvor finansmarkederne svinger ekstremt. Her får du syv bud på design- eller kunstgenstande, der alle vurderes at holde eller øge værdien.
Da Arne Bang etablerede sin egen stentøjsproduktion i 1948, var målet at skabe kvalitetskeramik, som samlere gerne ville eje, men til en pris så et større publikum kunne erhverve den. Arne Bangs keramik er i dag noget, samlere i hele verden eftertragter, og derfor er priserne langt højere i dag, end da de blev produceret. Da stentøj fra Den Kongelige Porcelænsfabrik af fx Axel Salto og Carl Hallier er endnu dyrere, burde der være plads til en pæn prisstigning for Arne Bangs keramik. Det største potentiale for prisstigninger ligger ifølge Bruun Rasmussen Kunstauktioner i den del af hans produktion, der er udført i et stringent formsprog med flotte glasurer og gerne i større størrelser.
Priseksempel: Arne Bang, gulvvase af stentøj, modelleret med vertikale riller. Dekoreret med blå glasurer. Signeret monogram. Højde: 36,5 centimeter. Diameter på det bredeste sted: 22,5 centimeter.
Annonse
Hammerslag i 2018: 24.000 kroner.
Forventet prisniveau indenfor 5-10 år: 30.000-40.000 kroner.
1950´erne: Børge Mogensen
Børge Mogensens møbelkunst har oplevet et lidt senere kommercielt gennembrud end flere andre af de store danske designikoner som fx Arne Jacobsen og Finn Juhl. Den Spanske Stol er et eksempel på, at hans møbelkunst er blevet særdeles populært de senere år, og brugtprisen er steget mere end 100 procent gennem de seneste fem til seks år. Børge Mogensens enkle og tidløse møbler ligger prismæssigt stadig i den lavere ende af det bedste danske møbeldesign, og derfor bør der være plads til yderligere stigninger. Stigningerne vurderes af Bruun Rasmussen Kunstauktioner fortrinsvis at komme inden for den del af hans møbelproduktion, der er udført på et højt design- og snedkermæssigt niveau som fx Den Spanske Stol og Jagtstolen, mens det i mindre grad gælder den masseproduktion, han lavede for FDB.
Priseksempel: Den Spanske Stol. Armstol med stel af massivt egetræ. Sæde og ryg udspændt med kernelæder. Model 2226. Formgivet 1958. Udført hos Fredericia Furniture.
Hammerslag i 2020: 14.000 kroner.
Annonse
Forventet prisniveau indenfor 5-10 år: 20.000-30.000 kroner.
1960´erne: Arje Griegst
Arje Griegst var en éner indenfor dansk kunsthåndværk, når det gjaldt kompromisløst kunst- og guldsmedehåndværk. Inspirationen har han hentet fra Art Noveau’en fra slutningen af 1800-tallet – især i den fortolkning, der ses af fx spanieren Antoni Gaudi og det visuelle univers, vi kender fra Tolkien, der var noget af det, der var meget læst i 60’erne. Ligeledes hentede han inspiration fra planteverdenen, og i en tid hvor kunsthåndværk blev produceret med udgangspunkt i funktionalitet og tilgængelighed, ligner hans produktion ikke meget af det andet, der blev produceret i samme periode. Priserne har været relativt lave, men en stærkt voksende interesse har løftet dem betragteligt, og den tendens ventes at fortsætte i de kommende år.
Priseksempel: Spiralarmring af forgyldt sterlingsølv. Signeret Griegst. Justerbar størrelse. Vægt cirka 45 gram.
Hammerslag i 2019: 15.000 kroner.
Forventet prisniveau indenfor 5-10 år: 20.000 kroner.
1970´erne: Bjørn Wiinblad
Annonse
Med en stor og kommerciel produktion var Bjørn Wiinblad i 1970'erne en af kunsthåndværkets superstjerner. I de efterfølgende årtier blev hans kunst til gengæld decideret umoderne, og først i 00'erne begyndte man at sætte pris på det igen. Når du kigger efter hans ting med investering for øje, skal du gå efter den begrænsede produktion som de mere unikke keramiske værker eller hans store møbler.
Priseksempel: Bjørn Wiinblads blålakerede spisestue bestående af 14 armstole samt et stort spisebord i seks sektioner.
Hammerslag i 2017: 30.000 kroner.
Forventet prisniveau indenfor 5-10 år: 30.000-35.000 kroner.
1980´erne: Château Mouton Rothschild, Pauillac.
Vinen er verdensberømt, ikke mindst på grund af udfærdigelsen af etiketten, hvor opgaven hvert år går til en internationalt anerkendt kunstner. I 1982 gik opgaven til den amerikanske kunstner og filminstruktør John Huston, og derudover er årgangen en af de absolut bedste i Frankrig i dette årti. Årgangen skønnes desuden at kunne drikkes helt frem til 2040-50. Sammenholdt med tanken om, hvor mange flasker der er drukket siden 1982 – og hvor mange der er opbevaret forkert – betyder det, at man forventer større prisstigninger på de velbevarede flasker af denne topvin fra et af de mest kendte franske huse.
Priseksempel: Château Mouton Rothschild, Pauillac. En flaske 1. Cru Classé 1982 A-A/B (bn).
Hammerslag i 2020: 7.500 kroner.
Forventet prisniveau indenfor 5-10 år: 8.000- 12.000 kroner.
1990´erne: Poul Anker Bech
Gådefulde, enkle og simple værker til meget fri fortolkning har fået kunstelskere til at reflektere og forundres over Poul Anker Bechs malerier. Især i 90'erne, hvor han stadig malede afdæmpet, men med lidt mere kolorit end tidligere, fandt han sit udtryk. Den produktion, han havde i 90'erne, blev stort set solgt med det samme i udlandet. Sammenholdt med hans død i 2009 betyder det, at kun meget få værker bliver udbudt til salg, og når det endelig sker, er der altid kunder til at købe med stigende priser til følge.
Priseksempel: Poul Anker Bech: ’Golfdrømme i vinternat’, 1994. Signeret Bech; signeret og dateret med titel på bagsiden. Olie på lærred. 98 x 132 centimeter.
Hammerslag i 2020: 300.000 kroner.
Forventet prisniveau indenfor 5-10 år: 300.000-350.000 kroner.
2000´erne: Michael Kvium
Enten elsker du hans kunst, eller også elsker du at hade det. Michael Kvium er en af de mest kendte og sælgende danske samtidskunstnere. Stigende priser for hans oliemalerier siden de glade 00´ere har gjort det sværere for kunstsamlere at komme i nærheden af malerierne, der typisk bliver solgt for sekscifrede beløb. Hans grafiske produktion ligger heldigvis lavere på prisskalaen, men fordi priserne på oliemalerierne er så dyre, har det inden for det seneste år presset priserne på grafikken væsentligt op.
Priseksempel: Michael Kvium: ’Limelight Bastard’. Litografi i farver. Signeret Kvium 05. Bladstørrelse 24 x 24 centimeter.
Hammerslag i 2020: 7.000 kroner.
Forventet prisniveau indenfor 5-10 år: 8.000-10.000 kroner.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.