”Jorden er fuldstændigt ligeglad. Den skal nok overleve. Debatten går jo ud på, om dette er slutningen på os mennesker, og hvis man læser FN’s klimapanels rapport, så er det slet ikke der, hvor diskussionen er. Debatten om, hvorvidt jorden er i fare, er en ren og skær medieopsat diskussion. Det har altid solgt langt flere aviser og clicks at hævde, at Jorden er ved at gå under. I 1970’erne fik vi også at vide, at nu går Jorden under. Da Jimmy Carter var præsident i 1980’erne, fik han lavet Global 2000-rapporten, som forudsagde, at i år 2000 ville alt være kaos. UNEP (FN’s miljøprogram, red.) påstod også dengang, at hvis vi ikke tacklede global opvarmning med det samme, ville følgerne i 2000 svare til et globalt atomangreb og et efterfølgende holocaust. Men nu har vi jo så den fordel, at vi i år 2000 kunne konstatere, at det ikke var sandt.”
”Hvis vi lægger alle de gode og dårlige ting sammen, der sker på grund af global opvarmning – for det har også gode følger – og gør det op i procent af BNP, så taler vi om et problem, der svarer til seks procent af BNP i år 2100, hvis det går rigtigt, rigtigt galt. Det er dog langt mere sandsynligt, at vi ender på to til fire procent, som svarer til et par recessioner hen over de næste 80 år. Vi har været gennem tre recessioner i de sidste 60 år, så det er et problem, men det er ikke enden på verden.”
”Vi gør det til et enormt problem, fordi man så kan få alle på barrikaderne. Dermed undgår man at skulle svare på det spørgsmål, jeg hele tiden stiller, nemlig: ’Undskyld, hvor meget effektivitet får vi for hver krone, vi bruger på alle disse løsningsforslag, der opstilles?’”
”Jeg synes, det er fedt, at der er så mange unge, der viser, at de gerne vil gøre noget godt for verden. Men jeg synes, det er problematisk, at de har valgt at sige: ’Lad os gøre noget godt for verden på den parameter, hvor vi kan gøre mindst godt for flest penge.’ Det er formentlig ikke den rigtige måde at gøre det på. Jeg er sådan en gammeldags fyr, som ikke synes, man skal bruge tusindvis af milliarder af dollars på en løsning, man er langt fra sikker på virker, og hvis vi bruger pengene på bare at skære en masse i CO2-udslip, så ender vi med at bruge usandsynligt mange penge og gøre meget lidt godt. Det er fantastisk, at der er så meget entusiasme, men jeg kunne godt tænke mig, der var noget mere fokus på, hvor vi dirigerer den entusiasme hen. Skal vi dirigere den derhen, hvor det bare føles godt, eller skal vi gøre noget, der ender med at gøre godt?”
