Caribisk østat er ved at gå i hundene. Vi tog den farlige rejse

Fra mit bord i skyggen ved siden af poolen kan jeg mellem palmerne skimte udsigten ud over Port-au-Prince. Haitis hovedstad ligger slænget op ad en bjergside, og selvom Port-au-Prince er nedslidt og i forfald, er der grønt og frodigt på hver eneste kvadratmeter af det, der lige nu betragtes som den måske farligste by i verden.

I 2022 var der over 1.200 kidnapninger i hovedstaden, og byen er under belejring af bander, der er langt bedre bevæbnet end det underbetalte lokale politi. Læg dertil, at hæren i Haiti blev opløst i 1995.

Kort før min afrejse gør en af mine lokale kontakter mig opmærksom på, at USA har skyndt sig at udstede en generel trusselsvurdering, der fraråder al indrejse til Haiti og opfordrer alle amerikanske statsborgere til straks at forlade landet. Det sker formentlig som reaktion på, at en bande kort forinden har angrebet en konvoj med amerikanske diplomater.

I årtier har der hersket kaotiske tilstande i den tidligere franske koloni i Caribien, så det er ikke, fordi denne udmelding gør den store forskel, turisterne og investorerne har for længst forladt Haiti.

Jeg er taget hertil for at lave research til en dokumentarfilm om landets tilstand, og med det samme kan jeg mærke, at jeg er kommet lige til tiden, når det drejer sig om at opleve konflikter og opløsning, men alt for sent til at jeg kan begive mig ud i Jørgen Leths romantiske version af det kreolske paradis, der også engang var Haiti.

I sommeren 2022 blev den internationale lufthavn Toussaint Louverture omringet af bandegrupperinger, og det var med livet som indsats, hvis man skulle enten til og fra lufthavnen. Frem til oktober sidste år havde G9, den største bande i Port-au-Prince, også indtaget og barrikaderet det vigtigste benzindepot på havnen, hvilket var ved at tvinge landet endegyldigt i knæ.

En politioperation med pansrede køretøjer, stillet til rådighed af USA og Canada, lykkedes dog med at bryde barrikaden og få adgang til den benzin, som alle i byen er afhængige af.

Under barrikaden gik det meste af hovedstaden i stå. Skoler, offentlige institutioner og transport lukkede ned, og hospitalerne kørte på absolut laveste blus. På grund af byens placering op ad et bjerg og de store afstande kunne befolkningen ikke komme til og fra arbejde, og ovenikøbet brød der samtidig en koleraepidemi ud. Kolera smitter via beskidt vand, og især i de mange slumkvarterer i Port-au-Prince begyndte den dødelige sygdom at brede sig hastigt.

Udbruddet af kolera mindede for Gud ved hvilken gang befolkningen om deres mistro til omverdenen. Efter et altødelæggende jordskælv i 2010 blev en international FN-styrke indsat i landet.

Dengang bragte nepalesiske FN-soldater også kolera med sig, og næsten 10.000 haitianere døde. Men det er ikke det eneste, FN-styrken huskes for her. Både brasilianske og nepalesiske soldater blev dengang afsløret i systematisk voldtægt af haitianske piger, som i mange tilfælde var mindreårige.

Den lokale journalist Jeremy, der hjælper mig, mens jeg opholder mig i Haiti, var den første til at afsløre overgrebene. Han faldt over sagen, da han ved et tilfælde hørte om en 15-årig pige i et nabokvarter, som blev kaldt ’soldaternes kone’.

En form for lokal udskamning, efter at hun var blevet voldtaget af nepalesiske soldater. Selvom alle i kvarteret vidste, at voldtægterne fandt sted, turde ingen rejse en sag, fordi soldaterne betalte de lokale bander for stoffer og prostituerede. Men historien kom frem og udløste siden en af de største skandaler i FN’s historie.

Da jeg lander i Toussaint Louverture, er klokken 15.30. Jeremy henter mig. Jeg aner ikke, hvad jeg mentalt skal forberede mig på at møde i Port-au-Prince. Efter sigende er det i morgen- og eftermiddags-myldretiden, at der sker flest kidnapninger i Haitis hovedstad.

Jeg har en del erfaring med sikkerhed og at rejse i lande, der er farlige, så jeg ved også, at det er sjældent, at kidnapninger sker ved et tilfælde. Ofte kræver det viden og grundig planlægning at kidnappe nogen, så jeg er nødt til at stole på Jeremy, som er en af de få i byen, der ved, at jeg kommer.

Jeg har fået Jeremy anbefalet af folk, som jeg stoler på, så jeg er forholdsvis rolig, da vi sætter os ind i hans bil. Alligevel bliver jeg lidt forundret over køreturen, han tager mig med ud på. Den kan bedst beskrives som en opstigning fra lufthavnen i bunden af byen til det hotel, jeg skal bo på, højt oppe på bjerget.

Som i så mange andre fattige lande i verden er her larm og kaos i trafikken og et mylder af motorcykler og gadesælgere. Men til trods for, at trafikken er tætpakket, er ingen aggressive over for hinanden. Mine skuldre falder lidt ned igen.

Efter at have kørt op og ned ad bjerget i nogle dage begynder jeg at danne mig et billede af, hvordan Port-au-Prince fungerer. Mit hotel ligger flot og roligt i den højtbeliggende bydel Petion-Ville, men bevæger man sig ned ad bjergsiden, bliver situationen hastigt mere og mere desperat. Her regerer banderne.

Men over Petion-Ville, helt oppe på bjergets top, bor det haitianske bourgeoisi, der har styret landet med hård hånd i to århundreder. Her bor de såkaldte ’10 familier’, der styrer alt, hvad der sker i Haiti, og som bedst kan beskrives som en lille, men magtfuld elite.

I 1804 smed de afrikanske slaver, anført af slaven Jean-Jacques Dessaline, de franske koloniherrer ud af Haiti og oprettede en selvstændig stat. Umiddelbart ændrede det ikke meget på situationen i Haiti, da de eneste, der var uddannede, havde levet tæt op ad franskmændene, og de overtog med det samme plantagerne og den politiske magt. Og sådan er det stadig.

De ’10 familier’ har bygget deres milliardformuer op over generationer, blandt andet igennem en overvældende procentdel af verdens sukkerproduktion i det forrige årtusind. I dag styrer familierne alt på Haiti – også banderne, som de bruger til at fremme deres politiske ønsker og til at bekrige hinanden med.

Hudfarve spiller også ind. ’De 10 familier’ er lyse i huden på grund af deres mere eller mindre legitime slægtskab med de tidligere franske kolonister, mens langt størstedelen af Haitis befolkning er mørke i huden.

Jeremy tager mig med til slumkvarteret Fort Nationale, hvor vi besøger hans stamsted. Jeg undrer mig over, at han mener, at vi godt kan lade vores ting ligge i bilen. Måneden før prøvede en bande fra nabo-kvarteret Bel Air at overtage kvarteret, men lykkedes ikke med deres forehavende.

Fort National er et ud af kun to slumkvarterer i Port-au-Prince der ikke styres af banderne. Jeg spørger Jeremy, hvem der så kontrollerer området. ”Folket,” svarer han. Jeg spørger, hvordan de kan beskytte sig mod banderne. ”Folket har også våben,” lyder svaret.

Siden jordskælvet i 2010 har alt forandret sig til det værre i Haiti. Før det huserede banderne primært i slumkvarteret Cité Soleil, der er omdrejningspunktet i Asger Leths dokumentarfilm ’Ghosts of Cité Soleil’ fra 2004. Dengang blev banderne brugt af den daværende præsident Jean-Bertrand Aristide til at skaffe stemmer og til at holde politiske modstandere nede.

Aristide blev afsat ved et militærkup samme år, og siden er bandernes magt blevet stadig større, mens deres metoder er blevet mere og mere bestialske. Forud for min ankomst har jeg set flere videoer, som er i omløb, med afhuggede hoveder og hænder og afbrændte lig. Hvad der engang var et barskt slumliv, er nu blevet en dyrisk kamp for overlevelse i de lavt-liggende dele af Port-au-Prince.

Vi kører igennem den tætte trafik i down town og stopper ved et marked for at samle en kilde op. Han er en 140 kilo tung tidligere politibetjent i en specialenhed, som nu har sluttet sig til en lokal bande. Han mener, siger han, at det giver bedre mening at beskytte sit lokalområde end at beskytte en grådig, politisk og økonomisk elite til en kummerlig løn.

I bunden af bjerget krydser vi en imaginær linje i byen og drejer væk fra hovedvejen og kører ind i et andet kvarter. Pludselig er der ingen trafik omkring os. Jeg får besked på, at jeg under ingen omstændigheder må tage billeder. Vi befinder os nu i bandeland.

De lave huse er nedslidte, men i modsætning til i resten af byen ligger her ikke skrald overalt i gaderne. Nogle børn går fredeligt rundt, og en ældre dame med dybe furer i ansigtet stirrer intenst på os, da vi langsomt passerer forbi.

Dybt inde i kvarteret standser vi og stiger ud af bilen. En mand rejser sig, nærmer sig bilen, og siger et par ord på kreolsk til Jeremy. Manden henter to plastikstole og tilbyder os noget koldt vand. Et stykke længere oppe ad gaden hænger en gruppe unge drenge og mænd ud og drikker øl, mens tung, haitiansk rap fra Blaze One strømmer ud af et par højtalere.

Det er en meget rolig magtdemonstration, men Jeremy forklarer mig, at jeg ikke skal lade mig narre. Gruppen af drenge og mænd er blandt den lokale bandes hårdeste soldater, og de er klar til at slås 24 timer i døgnet.

Jeremy har mødt et par stykker af dem før, så de hilser venligt – også på mig. Han siger, at de har haft styr på os, siden vi krydsede ind i den såkaldte ’røde zone’. Kort efter slentrer en dreng på omkring 12 år forbi med en topmoderne automatriffel, så naturligt som var det hans skoletaske.

Den politiske krise i Haiti nåede et historisk lavpunkt i sommeren 2021, da den daværende præsident Jovenel Moïse blev myrdet. Sent om natten omringede 20 colombianske og haitianske lejesoldater præsidentens hjem i Port-au-Prince. Vagterne fortrak hurtigt, og kort efter blev Jovenel Moïse og hans hustru henrettet i deres soveværelse.

De colombianske lejesoldater forskansede sig derefter i et hus under en kilometer fra gerningsstedet, hvor de senere blev fundet og anholdt. Den dag i dag, to år efter, sidder soldaterne stadig i fængsel, og efterforskningen af drabene har fortsat ikke kastet afgørende nyt af sig.

Jovenel Moïse var, før han blev valgt som præsident, et nærmest ukendt navn i den haitianske befolkning. Oprindeligt var han forretningsmand, men en dyr og langvarig kampagne skaffede ham præsidentposten i 2017, og hans mandat var klart: Rok ikke båden, gør, hvad der bliver sagt, og lad tingene være, som de er. Den kurs fulgte Moïse ikke fuldstændig, for i tiden op til, at han blev slået ihjel, var han begyndt at tale for forandringer i Haiti. Det skulle han ikke have gjort.

Premierminister Ariel Henry overtog magten uden et valg, og intet har siden forandret sig til det bedre. Henry er ekstremt upopulær i befolkningen, og han bruger den ustabile situation i landet som undskyldning for ikke at udskrive et valg, som han ved, han vil tabe.

Fremtiden på Haiti tegner mildt sagt usikker. Fem af de ’10 familier’ har meldt ud, at de ikke længere vil bekæmpe hinanden. Spørgsmålet er så, om det vil ændre magtspillet i landet, og om det hænger sammen med, at flere af dem er kommet på internationale sanktionslister på grund af deres relationer til banderne.

Seneste udvikling er, at Haitis regering har bedt det internationale samfund om at indsætte en interventionsstyrke. Det samme har de amerikanske og canadiske regeringer. Det kan dog godt vise sig at blive svært at få gennemført. I FN modsætter Rusland sig nemlig, at der skal sendes soldater til Haiti, så det bedste håb er, at en koalition mellem Canada og flere syd- og mellemamerikanske lande vil kunne etableres.

På mit hotel er der konference med de andre caribiske nationer. De er alle klar over, at Haitis regering vil bruge en international intervention til at legitimere sig selv. Bandekrigen eksploderer igen, og jeg får at vide, at det er regeringen, der har orkestret dette for at overbevise konferencedeltagerne om, at en intervention er nødvendig.

Det er en sindssyg logik, der hersker på Haiti. Under mit ophold i Port-au-Prince slår det mig pludselig, at jeg på mit hotel konstant er omgivet af voodoo-symboler, de såkaldte ’veve’, som er symboler på særlige ånder med forskellige egenskaber og værdier.

Haiti er et af de få steder i verden, hvor voodoo er en officiel religion. Voodoo flyder som en strøm under alt, der foregår i landet, og praktiseres af alle fra top til bund i samfundet. Hotellet, jeg bor på, er ejet af en af ’de 10 familier’, og det er velkendt, at voodoo i lige så høj grad udøves på toppen af bjerget blandt bourgeoisi-eliten som i de fattigste slumkvarterer.

På et marked i Port-au-Prince bevæger jeg mig rundt i labyrinten af boder, kyllinger og masende menneskemasser for at finde nogle voodoo-dukker til mine børn. De kommer i sæt, en mand og en dame. De er enkle, men meget kraftfulde får jeg at vide. Dukkerne kan bruges til både gode og onde ting og har egenskaber, der kan påvirke både par og individer.

Jeg begynder at tvivle på, om det er kræfter, jeg bør lægge i hænderne på to små piger. Jeg ender dog med at købe dukkerne og køber samtidig også nogle voodoo-væsker og lys. Dagen efter, i lufthavnen i Port-au-Prince, lægger jeg mærke til en fem meter høj væg fuld af vævede ’veve’. I Haiti følges det gode og det onde overalt.

I de seneste uger er tingene eskaleret til nye blodige højder i Port au Prince. En eftermiddag standser og anholder politiet 15-20 formodede bandemedlemmer i et checkpoint. En folkemængde stimler sammen og hadet til de brutale bander koger over.

Folkemængde presser politiet væk og i en blodrus banker og stener de bandemedlemmerne, hvorefter de dynger dem til med bildæk og sætter ild til dem. Flere af dem er stadig i live indtil ilden endeligt gør det af med dem. Flere af den slags episoder udspiller sig efter videoerne af hændelsen begynder og florerer på nettet. En bande hævner sig ved at dræbe mænd, kvinder og børn i en lille landsby ved kysten og det gør bandemedlemmer til jaget vildt i visse bydele.

Den civile opstandelse går under navnet Bwa Kale – at skrælle bark af - og dagligt modtager jeg nu videoer fra Port au Prince af bestialske mord på bandemedlemmer med sten, kæppe og macheter. Måske er det starten på at verden for alvor får øjnene op for Haitis kaotiske tilstand, måske er det bare et skridt videre ned i dybet…