”Hun ringede og sagde, at hun var sammen med P. Diddy, og at jeg skulle komme med mine armbånd”

OPRINDELIGT KOMMER JEG fra Klattrup, en lille by mellem Vejle, Kolding og Fredericia. Det er seriøst en klat, der er 70 indbyggere. Jeg boede der, til jeg var 19, og da jeg blev færdig med gymnasiet, arbejde jeg seks måneder på den lokale tankstation for at spare lidt penge sammen til at flytte til London.

Der endte med at gå syv år, før jeg kom hjem igen. Først arbejdede jeg for Harvey Nichols, så flyttede jeg til München og arbejdede for Ralph Lauren, jeg var også lige forbi Ibiza for at være bartender i en periode, så til Hamborg som butikschef for Ralph Lauren, mens jeg læste til akademiøkonom på Niels Brock som fjernstudie.

DA JEG KOM TILBAGE til Danmark i 1998, blev jeg først tilbudt et job som butikschef hos Brødrene Andersen, der dengang var en meget eksklusiv butik på Strøget. Senere startede jeg min egen Ralph Lauren-butik op i Illum, derefter også en Tommy Hilfiger. Jeg endte med at eje otte forskellige luksusforretninger i Illum, alle med amerikanske mærker.

Mit liv kørte på skinner i de år. Jeg var involveret i utallige ting, jeg kendte alle de rigtige mennesker. Jeg var en del af hele det slæng, der kom på Nasa og Konrad hver weekend. Der var noget charmerende og trygt i at kende alle.

Jeg havde en kæreste, der flyttede til New York for at gå på en skuespilskole. Jeg rejste derover nærmest en gang om måneden og besøgte hende. New York var for fedt. De var bare vilde, de amerikanere, syntes jeg. Det var, mens jeg var der, at jeg kunne mærke, at jeg gik og savnede noget i Danmark. Noget mere. At folk havde lidt større armbevægelser, at der var lidt højere til loftet. Og derhjemme syntes jeg, at det begyndte at blive lidt trummerum. København er en lille by.

Så da jeg var 35 år, besluttede jeg mig for at flytte til USA.

Det var lidt specielt at få et visa. Min kæreste havde fået et O-1-visa, der er til kunstnere og gælder i tre år. Vi gik op og talte med hendes advokat om, hvordan jeg også kunne få et. Hun spurgte, om vi havde arbejdet sammen, og det havde vi, for jeg havde engang hyret hende til at lave PR for Tommy Hilfiger Danmark. Advokaten rådgav os til at vende det rundt, så det lignede, at jeg var under hende. Det virkede. Jeg fik et O-2-visa ved at sige, at jeg var min kærestes assistent. Det gav mig tre år. Tre år til at komme i gang med noget.

Inden jeg overhovedet nåede at flytte derover, endte vi med at slå op. Men jeg ville stadig afsted. Jeg gad ikke tage til New York, der var hun jo. Jeg overvejede Miami, men der er bare meget lummert, og det er jeg ikke så god til. Dog havde jeg tit mødt nogen, der havde sagt, at jeg ville elske Californien. Jeg pakkede det, jeg skulle have med, i to kufferter, resten kom i en container, og så flyttede jeg til Los Angeles i 2008.

JEG KENDTE KUN ÉN person i L.A. – én, der i tre måneder havde boet på min sofa i København, inden han selv skulle afsted. Da jeg ankom, ringede jeg til ham som noget af det første. Han tog ikke telefonen. Jeg ringede et par gange mere, men han tog den stadig ikke. Så ringede jeg fra et hemmeligt nummer, og så tog han den. Jeg sagde ’Hey, jeg er kommet til Los Angeles.’ Fedt, svarede han, men sagde, at han lige sad i et møde og ville ringe igen om fem minutter. Han ringede aldrig tilbage.

Det var sgu ensomt. Jeg havde ingen venner, jeg havde heller ikke et job. Jeg havde et værelse i Los Feliz, som jeg betalte 1.500 dollar for om måneden. Det var meget billigt. Man siger, at hvis man bor i Los Feliz, er man enten på vej ind eller ud af L.A.

Jeg ville gerne lave noget. Og jeg havde en idé om, at det skulle være et hotelblad, som 5-stjernede hoteller typisk har liggende, og som er fyldt med annoncer. Jeg havde en ven i Danmark, der lavede hotelblade til fx D’Angleterre, og jeg tænkte, at han havde det fedeste liv. Han tog til receptioner og talte med annoncører dagen lang. Så jeg gik rundt til forskellige 5-stjernede hoteller i L.A. for at prøve at bilde dem ind, at jeg var publisher i Danmark, hvor jeg lavede et hotelblad – jeg havde et af dem, min ven havde lavet, med – og at jeg også ville lave et til dem. Efter seks måneder havde jeg en aftale med to hoteller ude i Santa Monica.

Bladene var jo annoncebaserede, så jeg skulle have solgt nogle annoncer, men det var i 2008, og der var megarecession i USA. Jeg ringede til Gucci-butikken på Rodeo Drive og sagde, at jeg gerne ville tale med hende, der styrede annoncerne. Det var de meget forbløffede over. Det var jo ikke dem, jeg skulle tale med. Jeg skulle have fat i hovedkontoret i New York. Så jeg ringede til New York, men de var ikke interesserede i et blad, der aldrig havde eksisteret før. Hold kæft, hvor var jeg blank. Det skulle være mere lokalt. Jeg gik rundt og stemte dørklokker og lavede aftaler med antikbutikker og bilforhandlere ude i Santa Monica. Efter seks måneder fik jeg bladet, jeg navngav Skyblue, op at stå. Det havde taget seks måneder at lave aftaler med hoteller om at lave det, seks måneder at lande annoncer til at lave det. Et år i alt.

Alle havde fortalt mig, at det ville blive nemmere, når man havde lavet det første blad. Så havde man noget at vise frem. Men det blev aldrig nemmere. Det tog mig yderligere seks måneder at lave anden udgave. Jeg gik stadig rundt i stegende hede og ringede på døre, som folk låste, når de så mig. Jeg fik mange slag. Jeg havde sagt farvel til mit fede liv i København og var flyttet hele vejen til USA, og nu brød jeg mig faktisk ikke om, hvad jeg lavede. Det kunne jeg slet ikke overskue.

Da anden udgave endelig udkom, var jeg rimeligt flad. Inden jeg tog afsted, havde jeg investeret i nogle ejendomme i København, og nu ramlede finanskrisen. Jeg mistede stort set alt, hvad jeg havde af penge.

I Danmark har man en følelse af, at det sgu nok skal gå, det hele. Systemet er der til at redde en, der er altid en faldskærm. Men i USA står man altid med tæerne ved kanten af afgrunden. Og hvis man falder, er der langt ned.

JEG HAVDE IKKE LYST til at flytte hjem, men samtidig var jeg løbet tør for penge. Jeg skulle finde på noget nyt at lave, og det ville altså være for hårdt at arbejde i fx restaurationsbranchen og være lavtlønnet.

Jeg fik en idé om at starte et smykkefirma. Jeg havde aldrig lavet smykker før, men jeg kom fra modebranchen og havde god stil. Jeg vidste, hvad folk kunne lide. Et par år tidligere havde jeg været i Indien, hvor en shaman havde fortalt mig om forskellige perler, og hvad de betød.

Samtidig kendte jeg Shamballa hjemme fra København. Mange af mine venner gik med deres smykker. Selv da jeg havde penge, tænkte jeg, at Shamballa var så pissedyrt, at det gad jeg ikke at betale, og at der måtte være andre mennesker, der kørte i fede biler, havde god stil og gik op i mode, som gerne ville gå med fede smykker, men ikke nødvendigvis gad betale så meget for dem.

Jeg satte mig ned og kiggede på, hvad Shamballa lavede, og lavede en hel strategiplan for mit eget firma. En fyr i L.A. lærte mig at flette på den måde, Shamballa laver deres armbånd på, og så købte jeg nogle perler og noget snor for mine sidste penge, 5.000 dollar, og stiftede Nialaya, som jeg opkaldte efter shamanen, jeg havde mødt.

I mellemtiden var jeg flyttet til et hus i Hollywood Hills og sad nu ude i garagen ved et Ikea-bord og flettede armbånd til en lille kollektion. Det tog mig 20 minutter at lave ét, som jeg tog med ned i et par butikker og prøvede at få afsat. To af butikkerne sagde ja til at tage imod dem.

Den ene var en lille butik ude i Malibu, som tog 10 armbånd. Den anden var Traffic i Beverly Center, en supertrendy butik med dyre mærkevarer og masser af celebrities som kunder. De tog normalt ikke imod nye mærker, men de gav mig lov til at lægge et par armbånd i kommission.

Det var kort før jul, hvor jeg skulle hjem til Danmark. Med mig tog jeg min pose med perler, snor og en tang, så jeg kunne sælge armbånd til mine gode venner, hvilket gav mig råd til at købe en returbillet til Los Angeles.

DA JEG VENDTE RETUR op til nytår, ringede jeg til butikken i Malibu, der tørt sagde, at de kun havde solgt fire armbånd, og at mit koncept var færdigt.

Jeg orkede ikke at ringe til Traffic, jeg gad simpelthen ikke at få flere dårlige nyheder det år, så jeg udskød det til januar, hvor jeg ringede for at høre, hvordan det gik. De spurgte, om jeg lige kunne kom ned til en snak. Det var dårligt nyt, tænkte jeg. Men så sagde de, at de havde solgt mine smykker så sindssygt hurtigt, at de ikke havde nogen tilbage. De havde aldrig oplevet noget lignende.

De gav mig en check på 7.000 dollar og besked på at tage hjem, lave nogle flere armbånd og komme tilbage ugen efter. Jeg tog hjem, lavede armbånd hele natten, og næste morgen, da de åbnede, stod jeg klar med en stak. En uge senere havde de solgt dem allesammen. Sådan kørte det derfra.

På et tidspunkt tog jeg til Miami for at få flere butikker til at sælge mine smykker. En dag stod jeg og forsøgte at overtale en butiksejer til det, da der kom en kvinde op til mig og sagde: ”What, er det dig, der er Nialaya?”

Hun havde mange i sin omgangskreds, der købte mine smykker i Traffic, og hun kommenterede på, at jeg ikke engang havde en webshop, hvilket skyldtes, at jeg var bange for at blive kopieret. Men hun havde ledt efter mig, sagde hun, og hun nævnte alle mulige DJ’s og folk, som jeg kendte, og folk, som jeg ikke kendte.

Nogle uger senere ringede hun og sagde, at hun var sammen med P. Diddy, og at jeg skulle komme med mine armbånd. Det var en sen aften, hvor jeg sad på en restaurant og fejrede min fødselsdag. Jeg kørte op i The Hills, hentede alt mit grej, og så ned til downtown, klokken var 01-02 stykker nu, hvor P. Diddy var i gang med at optage en musikvideo med Rick Ross.

Jeg bredte alle mine smykker ud på et bord i en trailer, Diddy valgte et par stykker og spurgte, om jeg kunne lave nogle specielt til ham. Det kunne jeg, og så begyndte jeg at levere til ham. Også når han fx skulle til fødselsdag hos Rihanna.

Fra da af er det hele gået meget stærkt. Vi er virkelig fløjet afsted.

INDEN JEG TOG afsted til Los Angeles, drak jeg en kop kaffe i København med en ven, der havde boet derovre. Han gav mig ét godt råd: Det tager halvandet år at slå igennem i L.A. Det var præcis så lang tid, det endte med at tage mig at få hul igennem i.

Jeg kunne ikke have bygget Nialaya op på samme måde, hvis jeg var blevet i Danmark. Det har jeg tit tænkt på. Det kan man ikke. Det kunne jeg slet ikke have gjort.

Jeg kan ikke forestille mig nogensinde at flytte tilbage til Danmark. Jeg elsker Danmark, jeg elsker København, men nogle gange kan jeg stå til en fest i udlandet, hvor der er danskere til stede, og alligevel ender jeg altid med at stå og snakke med nogle amerikanere ovre i hjørnet. Jeg er fucked up.

Jeg er ved at blive for amerikansk. Det er mærkeligt, at man lige pludselig har mere tilfælles med dem. For to år siden, fik jeg amerikansk pas, så jeg nu har dobbelt statsborgerskab. Jeg føler mig lidt som en amerikaner, men mine rødder er i Danmark. Hvis jeg møder nogen, når jeg er ude at rejse, og de spørger, hvor jeg kommer fra, svarer jeg: Los Angeles.

Men der er noget, jeg godt kan savne: den tillid, der er mellem mennesker i Danmark. Umiddelbarheden og troen på, at folk ikke vil én noget ondt. Man kan regne med, at hvis man falder om et eller andet sted, er der nogen, der samler dig op og får dig på hospitalet. Nogle gange tænker jeg over, at hvis det skete her, ville jeg nok lige blive røvet, før der ville blive ringet efter en ambulance.

Man er meget sin egen lykkes smed i USA, der er en stor klasseforskel. Enten er du noget, eller også er du ingenting. I Danmark er alle det samme på en eller anden måde.

Turen går til USA

 

I det aktuelle Euroman-magasin vender vi blikket mod verdens vildeste land. Få en guide til den perfekte valgnat, kom på besøg hos de socialt opstigende strippere, forstå den amerikanske rustbæltepolitik, tag på roadtrip, hold dig fra fentanyl og giv dig i kast med en – synes vi selv – hylende morsom reportage fra det evigt fascinerende New York.

 

Alt sammen og mere til i det nye Euroman og på euroman.dk.