Coronakrisen har kickstartet en omvæltning af arbejdslivet: ”Åbne kontorlandskaber er noget, fanden har skabt”

SOM DISSE ORD TASTES ind, sidder jeg ved spisebordet i mit midtjyske barndomshjem. Mit lille værelse i Valby har jeg forladt. Her sidder jeg i fred og ro, min mor er på arbejde, det samme er min stedfar, og min teenagelillebror giver ikke meget lyd fra sig nede for enden ad gangen.

Jeg sidder med andre ord under gunstige arbejdsforhold. Andre er naturligvis mere tyngede af coronakarantænens præmisser. Tag bare min redaktør, som trods privilegiet af et sommerhus har haft to børn rendende om sine ører, samtidig med at arbejdet har skullet passes.

Men lige meget hvordan og hvorledes, det har taget sig ud for den enkelte, har virussen sendte mange af os hjem. Og noget kunne tyde på, at det har givet blod på tanden hos en del.

I hvert fald svarer 46 procent i en undersøgelse af YouGov for If Skadesforsikring, at de i fremtiden gerne vil arbejde mere hjemme, og hele 85 procent siger sågar, at de ligefrem har trivedes under karantænen.

I USA, hvor store dele af landets arbejdsstyrke – ligesom her til lands – er sendt hjem for at bremse spredningen af covid-19, viser samme smag sig for hjemmearbejde – eller remote work, som det i engelsksprogede fagtermer kaldes.

59 procent af de adspurgte amerikanere svarer i en Gallup-undersøgelse, at de, når pandemien engang er forbi, gerne vil fortsætte med at arbejde hjemme så meget som muligt.

ER MAN ÉN AF dem, der rundt omkring i verden gør sig forhåbninger om mere hjemmearbejde, kan man godt begynde at glæde sig, siger lektor og forsker på Copenhagen Business School Peter Holdt Christensen.

”Det vil blive mere naturligt at arbejde hjemme,” siger han. ”I forskningen har vi igen og igen kunnet se, at des mere man har vist sig på arbejdspladsen, des mere ambitiøs er man blevet betragtet. Det vil der blive vendt op og ned på.”

I 2014 stod Stanford University-professor Nicholas Bloom i spidsen for et forskningsprojekt, hvor man i et stort kinesisk rejsebureau sammenlignede dem, der arbejdede hjemme, med dem, der sad på kontoret: Konklusionen lød, at de hjemmearbejdende var 13 procent mere effektive.

”Vi har i årevis diskuteret herhjemme og alle mulige andre steder. Hvorfor får vi ikke distancearbejde sat på dagsordenen? Det skulle der så åbenbart en coronakrise til at kickstarte,” siger Peter Holdt Christensen.

Det er ikke bare tilbøjeligheden til hjemmearbejde, coronakrisen vil ændre. Også inde på arbejdspladserne vil der ske forandringer.

Karantænen har simpelthen været en så massiv og langvarig forandring i folks dagligdag, at det vil afføde ændringer i måden, vi indretter os på, når vi vender tilbage til kontorerne, siger Peter Holdt Christensen.

”Indtil før corona var vores ide om arbejdslivet, at det kun kunne lade sig gøre at arbejde, hvis vi også sad tæt med hinanden. Det kommer af en klassisk industriopfattelse af afstand. Den, tror jeg, vil blive gradbøjet, når vi vender tilbage,” siger Peter Holdt Christensen.

Et amerikansk studie gentog sidste år, hvad der i en del år blevet sagt: De ældre generation foretrækker tre-firemandskontor, hvis ikke enkeltmandskontorer, mens de yngre generationer – de såkaldte Millennials, Gen Z og Y – foretrækker de store, åbne kontorer.

Men selv om der nu – ifølge Peter Holdt Christensen – formentlig kommer lidt mere afstand på kontorerne, skal man ikke tolke det som begyndelsen på storrumskontorernes død, siger han og tilføjer, at danske ’storrumskontorer’ i de fleste tilfælde er langt fra dem, man ser i USA, hvor der ofte sidder flere hundrede mennesker på en enkelt kontoretage.

Men Peter Holdt Christensen tror til gengæld, at vi alle – fra Boomers til Gen Z – vil komme tilbage fra krisen med en øget rummelighed for hinanden.

”Vi har fundet ud af, at vi har hudsult, et grundlæggende behov for et socialt fællesskab. Det kan betyde, at vi bliver mere rummelige overfor hinanden,” siger Peter Holdt Christensen.

Det er ikke bare forandrede præferencer hos os mennesker, der vil sætte spor i fremtidens arbejdsliv, understreger Peter Holdt Christensen. Også de rent sundhedsfaglige hensyn vil ændre mange ting.

Jeg skriver til virolog Allan Randrup Thomsen fra Københavns Universitet, om han har tid til – ud fra et virologisk funderet synspunkt – at fortælle, hvad denne pandemi vil betyde for måden, vi indretter os på i arbejdsregi.

Han sender et skriftligt svar på mail:

”Med hensyn til storrumskontorer tror jeg, man kommer til at arbejde i en eller anden form for holdsystem – og ellers hjemme – indtil en vaccine kommer,” svarer Allan Randrup Thomsen, der i disse dage har umådeligt travlt med at agere ekspert under coronakrisen, og fortsætter:

”Når vaccinen kommer, har vi forhåbentligt lært alt om bagsiden ved store kontorer, så de går af mode – det er især et arkitektkoncept, som jeg ser det. Smittemæssigt er de ikke gode, og mange arbejder bedre i fred og ro,” afslutter Allan Randrup Thomsen.

EN, FOR HVEM STORE kontorer for længst er gået af mode, er Jonathan Løw, iværksætter og forfatter til en håndfuld bøger om blandt andet innovation og iværksætteri.

”Åbne kontorlandskaber er jo noget, fanden har skabt,” siger Jonathan Løw på en telefonlinje: ”Det modarbejder på alle måder det, vi ved om hjernen.”

Han giver et konkret eksempel på, hvordan hjernen virker: Hver gang man bliver forstyrret – det kan være af et spørgsmål fra en kollega – kan der gå 20 minutter, før ens tanker igen er tilbage, til hvor de befandt sig inden forstyrrelsen.

Eksemplet ovenfor er fra bogen ’Deep Work’ af Cal Newport (2016), hvis emne synes mere relevant end nogensinde. Heri argumenterer den amerikanske lektor og forfatter for nødvendigheden af, hvad han har døbt ’dybt arbejde’, det vil sige uforstyrret, koncentreret arbejde, fri for mails og kontorstøj, hvor man formår at skabe noget med større værdi end det, han kalder for ’overfladisk arbejde’. Cal Newport mener, at det for eksempel kan opnås ved at sætte faste rammer for sin arbejdsdag, isolere sig, slå sin mail fra og koble fra sociale medier og så videre.

Jonathan Løw, som har skrevet det danske forord til Cal Newports to seneste bøger, ’Deep Work’ og ’Digital Minimalism’, leder en virksomhed med 20 ansatte. Og fordi mange af hans ansatte er såkaldte millennials, så har virksomheden ironisk nok hjemme i et åbent kontorlandskab. Hver tirsdag er dog mere eller mindre hellig for ham – ingen forstyrrelser, siger han.

Men selv om Jonathan Løw er et ”gammelt røvhul”, der ”grundlæggende ikke vil forstyrres”, så er han også et socialt væsen, der heller ikke er blind for værdierne ved en arbejdsplads. Dynamikken og sparringen kollegerne imellem vil han ikke være foruden, hvilket er blevet tydeligt under coronakarantænen, fortæller han.

Men storrumskontorer, siger han, det holder ikke. Og selv om han er skeptisk, så håber han, at dette viser sig at være enden på dem.

”Det er i forvejen en kæmpe misforståelse, at åbne kontormiljøer nødvendigvis er noget godt. Det afhænger fuldstændig af det enkelte menneske, så vi bør hellere designe vores arbejdspladser som nogle kæmpe LEGO-klodser, hvor de forskellige personlighedstyper super nemt kan flytte rundt på brikkerne, så de tilgodeser deres individuelle behov,” siger Jonathan Løw.

ONLINEMEDIET ZETLAND UDGAV i 2017 en artikel med overskriften: ’Hvordan jeg fandt ud af, at den vigtigste arbejdsrevolution begynder med at holde kæft’. Det er en lang artikel med en grundig gennemgang af Cal Newports ’Deep Work’ og et interview med forfatteren selv. Under artiklen opfordrer journalisten læserne til at dele ud af deres egne tanker og erfaringer med ’dybt arbejde’. En af de kommenterende hedder Henrik Rivera. Han skriver, at han har indført ’Quiet Time’ på en afdeling af 20 personer, han er leder af på et digitalt bureau. Hver dag fra 08.30 til 10.30 forstyrrer man kun hinanden, hvis det er strengt nødvendigt, skriver han. Under hans navn står der – som en personlige tagline – ’Deep Work-evangelist’.

Jeg ringer til ham. Han er i bil på hjem fra arbejde, da han tager den. Han har netop været inde på kontoret, fordi han er ved at lære en ansat op.

”Ellers har jeg været derhjemme stort set alle dage under krisen,” fortæller han.

Som jeg startede ud med at skrive, sidder jeg også selv hjemme. I fred og ro. Men selv i freden og roen bimler telefonen, mails tikker ind, ting blinker og lokker på diverse hjemmesider. Jeg har endda lige læst ’Deep Work’, alle de gode råd fra hr. Newport friskt indprentet, og alligevel oplever jeg, hvor svært det kan være at koncentrere mig i længere tid ad gangen.

”Når man læser en selvhjælpsbog, kan man godt få den idé, at det bare er at sige det, så gør man det,” fortæller Henrik Rivera og fortsætter:

”For mig er det vigtigt at arbejde med motivation vs. disciplin. Du kan godt have en fornemmelse af at være motiveret. Men hvad hvis du ikke er motiveret? Det kan man ikke være hele tiden. Motivation kommer og går. Og når man mister den, falder mange fra. Der er det vigtigt for mig at vide, hvis jeg ikke har motivationen, så har jeg disciplinen. Jeg træner min disciplin ved at gøre noget hver dag, jeg faktisk ikke har lyst til. I morges var det at løbe 8 km. Slagsmålet oppe i mit hoved, når jeg egentlig hellere vil blive liggende en time mere, er med til at træne min disciplin,” siger han.

Jeg spørger ham ind til hans ’Quiet Time’ på arbejdspladsen. Responsen har været enormt positiv, siger han. For nogen har det ligefrem været en befrielse, fordi de førhen har været angste ved tanken om at blive forstyrret midt i et koncentreret arbejde.

”Det har udviklet sig til, at ’Quiet Time’ nærmest varer hele dagen nu. Det har skabt en generel fornemmelse af, at man ikke skal rende og forstyrre hinanden,” fortæller han.

Flere af de 20 personer, som Henrik Rivera har ansvar for, har udtrykt frustrationer over, at dagene derhjemme ”flyder ud”. Morgenmad, arbejde, internetsurfing, frokost, børn, arbejde, internetsurfing, arbejde – pludselig er dagen omme.

Men omvendt har flere også, som karantænen har trukket ud, og rutinerne langsomt er begyndt at sætte sig, givet udtryk for, at de i fremtiden godt kunne tænke sig flere dage derhjemme.

”Vi har altid tilladt folk at arbejde hjemme,” siger Henrik. ”Men jeg er sikker på, at det bliver en større ting i fremtiden.”

Jeg siger til Henrik, at selv om der i fremtiden måske bliver mere hjemmearbejde og mindre storrumskontor, så vil der alt andet lige været et styk hen til at praktisere decideret ’dybt arbejde’.

”Det tror jeg du har helt ret i,” svarer han, næsten før jeg talt færdig. ”Mange kommer til et punkt, hvor de siger: ’Åh, jeg bliver forstyrret hele tiden!’ Og kommer så ikke længere. Det bliver på brokkestadiet. Kun få siger: ’Hvad kan jeg gøre ved det’?”

Hvad vil du så give som et godt råd – til mig for eksempel – når jeg fremover skal arbejde mere hjemme?

”Kort sagt handler det om at være bevidst om det, du laver. Bevidst om din tid. Der er alle mulige afarter af det, men for mig at se skal du starte hver dag – eller gøre det aftenen før – med at skrive ned, hvad du skal lave. Så kan du altid lave et review af det henad dagen. Men det betyder ufatteligt meget at have en idé om, hvad der skal ske, så du ikke starter blindt hver eneste dag, og som det første bliver væltet omkuld af din mailindbakke af alt muligt, du ikke havde forudset,” siger han og runder af:

”Du skal være aktiv – ikke reaktiv! Hvis du arbejder ud fra din mail, så er du reaktiv. Så kører du efter andres to-do-liste. Hvis du ikke åbner for meget op for verden omkring, så kan du køre dit eget show.”