Forbandet rigdom?

RIGE MENNESKER SIGES OFTE at have næse for at udnytte muligheder, der gavner dem. Måske gælder den veludviklede sans også for at fornemme, om en situation ikke gavner dem.

”Der er ingen upside,” sagde en unavngiven velhaver, da jeg ringede og spurgte, om han ville medvirke i en artikel om samfundets syn på rigdom. Han ville vældigt gerne interviewes, bare så længe emnet var et andet.

Samme svar lød fra en anden rigmand, jeg kontaktede. Siden indløb et ekko af afvisninger fra en række andre af landets superrige via deres pressefolk.

Danfoss-ejeren Jørgen Mads Clausens ”interesse og engagement ligger et andet sted”, og Bjarne Hessel, direktør i autoforhandleren Ejner Hessel, sagde nej tak med den sagnomspundne jantelov som begrundelse.

Andre fortæller, at de har udtjent deres værnepligt i offentlighedens projektørlys, og så er der dem, der har brændt nallerne.

I 2021 udtalte Saxo Bank-ejeren Kim Fournais til Berlingske, at ”rige mennesker i Danmark dæmoniseres” – et interview, der satte gang i en fyrig debat i avisen, men de citater var taget ud af en sammenhæng, og finansmanden havde aldrig haft til hensigt at diskutere rigdom, skrev en pr-chef til mig.

En af de rigmænd, der dog gerne vil stille op, er Peter Forchhammer.

Han har, siger han, været så meget i pressen, at omtale ikke kan få ham til at skælve i fløjlsbukserne.

I 2007 var han nummer 49 på Berlingskes liste over landets 100 rigeste med en anslået formue på 1,6 milliarder kroner. Det var lige før, finanskrisen ramte, og han gik konkurs med et brag og tog den store tur i aviserne.

”Jeg behøver ikke at gemme mig,” siger han, da han samler mig op i sin Tesla.

Peter Forchhammer skylder stadig flere hundrede millioner kroner til kreditorer (han er dog selv næststørste kreditor i boet, vil han gerne have ført til protokol), så han laver for tiden forretninger i sin kones navn, og selvom konens bankbog i dag er væsentligt mindre end Peter Forchhammers ditto i gamle dage, er han ikke ligefrem i byen for at sælge Hus Forbi.

Den 67-årige forretningsmand har et bredt jokersmil, tilbagestrøget, glinsende hår bag de høje tindinger og store solbriller over snuden.

Peter Forchhammer ligner en sælger. Ikke af hårde hvidevarer eller af juletræer, men af elektrificerende, mental energi, der skal få andre til at forelske sig i de projekter, han selv lader sig beruse af.

Hans valuta i forretningsverdenen er kontakter, og han er generøs nok til at gentage, at han har været med i ”et par hundrede virksomheder.”

Forchhammer har indgået en byttehandel med mig. Ex-milliardæren fortæller om rigdom, mod at jeg holder hans navn varmt, så mulige forretningspartnere kan se, at han ikke er døende. Og han er oppe på lakridserne.

Over bilens højtalere taler han i telefon med en forbindelse fra den danske rumvirksomhed SpaceTech denMACH, som han er involveret i. Senere i dag skal han forbi og tale med firmaets direktør.

”Tak for sidst. Det var verdensklasse! Yes, det lyder fantastisk med et møde med …” Jeg har udeladt navnet, fordi personen befinder sig i en international liga af berømte forretningsfolk, hvor møder er lig med klausuler om hemmeligholdelse.

De københavnske a’er i Peter Forchhammers røst er flade som pandekager og giver ham en Kim Larsen’sk klang.

For nylig blev han kontaktet af et produktionsselskab, der ville lave en programserie om den kvintet af guldflippere, som han sammen med blandt andre erhvervsmændene Aldo Petersen og Erik Damgaard var en del af gennem yuppie-80’erne, forbrugs-90’erne og de glade 00’ere før krakket.

’Milliardærklubben’ blev de kaldt, og de var ikke så lidt kontroversielle. De var risikovillige i deres investeringer, og de handlede per instinkt.

I de år kørte Peter Forchhammer Bentley og købte malerier til halve millioner, og de fem i ’Milliardærklubben’ fløj i deres eget, delte privatfly med egne monogrammer syet ind i interiøret.

”Min kone har dog givet mig forbud mod at medvirke i mere tv,” siger Peter Forchhammer med sin ene mokkasin på speederen på vej mod Islands Brygge for at besøge et rekrutteringsfirma, han har investeret i.

I de strømlinede kontorlokaler bliver han mødt af et par velparfumerede yngre fyre i jakkesæt, som giver en briefing på startup-sprog om synergier og materien.

”Da jeg var ung, troede jeg, at lykken lå efter de første 10, så 100 millioner og så en milliard,” siger Forchhammer og laver trapper i luften med den ene hånd, mens cocktailmusik strømmer ud af firmaets højtalere.

”I dag ved jeg, at det er åndssvagt,” tilføjer han.

Da vi kort efter sætter os ind i bilen igen, på vej videre mod Sydhavnen, spørger jeg, om han savner at drøne rundt i en Bentley.

Han laver en afvisende grimasse: ”Hvis du kører i sådan en bil, så ligner du en, der er for desperat efter at vise andre, hvor godt det går.”

SOLENS STRÅLER FÅR OVERFLADEN af Øresund til at glinse som pudset krom. Jeg er taget til Vedbæk Strandvej.

Her kan man gå flere kilometer et stenkast fra havet uden at se vandet, fordi palæernes ejere har skjult udsigten bag enorme hegn og hække.

To anlægsgartnere i korte ærmer spiser frokost på en seng af grene oven på ladet af deres bil.

Scenen minder om fotografiet af arbejdere på en stålbjælke over Empire State Building, der hænger på hvert andet pizzeria herhjemme.

Den ældre mester ligner en dansk pendant til den amerikanske skuespiller Bryan Cranston, blandt andet kendt fra serien ’Breaking Bad’.

”Ja, der er jo en del af de 100 rigeste i landet, der bor heroppe,” konstaterer gartneren, som har arbejdet for flere af rigmændene i årevis.

”Men du må sgu ikke skrive, hvad jeg hedder,” siger han og beder om at se noget ID.

”Når du kommer tæt på de mennesker, er det vigtigt med diskretion. De ville halshugge mig, hvis jeg udstillede dem,” siger han og nærstuderer mit navn, før han fortsætter: ”De har en bankbog og et hus, der er anderledes end vores andres, og nogle enkelte af dem er fedtede, men hvis du sad i selskab med en berømt rigmand, ville det sikkert være dig, der behandlede ham som noget særligt. Det er tit omverdenens reaktion og ikke de rige, der er anderledes.”

Hvorvidt de allerrigeste opfattes som drivkræfter og godstog for inspiration, som symboler på grådighed eller som acceptable afvigere i samfundet, afhænger af, hvor man befinder sig på det politiske spektrum.

Milliardærerne skaber arbejdspladser og vækst, men der findes også dem, der udnytter smuthuller og fikse finansielle manøvrer, og der er ved at opstå et nyt samfundspres på de superrige, skrev Økonomisk Ugebrev i forbindelse med tidsskriftets opgørelse over de 100 rigeste danskere i 2021.

Set udefra er Danmark marineret i lighed. På gini-koefficienten, der måler OECD-landenes indkomstulighed, er der kun syv lande, som er mere lige end Danmark.

Uligheden er dog den højeste i 35 år, og som tænketanken Kraka kunne berette i 2019, så er forholdet mellem lønningerne til topdirektørerne og deres medarbejdere næsten tredoblet hos landets største virksomheder i en periode på 15 år.

Desuden kan den nuværende økonomiske krise få uligheden til at stige endnu mere.

Men hvordan opfatter de rigeste herhjemme danskernes syn på dem, og hvilken ingrediens ser de sig selv udgøre i den danske velfærdsdressing?

NUMMER NI PÅ LISTEN over Danmarks rigeste er Linak-ejeren Bent Jensen og hans døtre med en formue på 14,8 milliarder kroner.

Da Kim Fournais i 2021 gav udtryk for, at rige mennesker bliver dæmoniseret, gik maskiningeniøren fra Als i rette med synspunktet.

Og da Bent Jensen måske er den eneste på top-10-listen, der rent faktisk vil tale om rigdom, ringer jeg til ham.

Bent Jensen taler med en solid, sydjysk dialekt, hvor der næsten sniger sig et ’r’ ind i ’skat’ og ’lokalt’ og ’totalt’.

Det er ikke svært at være rig i Danmark, siger koncernlederen i den sønderjyske industrivirksomhed, men han ville foretrække i højere grad at kunne gå under radaren.

”Janteloven eksisterer stadig. Hvis jeg sad i mit lokale bådlaug her på Als og pralede med mine penge, ville der ikke være nogen, der ville gide at drikke en øl med mig. Men jeg undertrykker ikke min personlighed, for jeg har slet ikke lyst til at prale.”

Findes der en god måde at være rig på?

”For mig fungerer penge som bevis på, at det, man har sat i gang, er det rigtige. Jeg blev selvstændig i 1976 og kæmpede gradvist for at styrke virksomheden, men hvis du scorer en kæmpe gevinst over natten, er det nok ofte anderledes.

Uden at nævne navne, så ser man da eksempler på nogle, der skejer ud, hvor man tænker: ’Det er fandeme da for galt,’” siger han.

”Jeg vil gerne give noget tilbage til det område, jeg er vokset op i, skabe arbejdspladser og donere til lokalsamfundet.

Hvis jeg bare brændte penge af på mig selv og købte den ene store bil efter den anden, ville det måske fremstå negativt.

Nu er det ikke, fordi jeg kører i en lille bil, jeg har da også båd og alt det der og har bygget mit gamle hus større, og jeg kunne gøre meget mere i den dur. Men det gider jeg ikke.”

Hvordan ser du på forbindelsen mellem magt og rigdom?

”Jeg kan mærke, at mine ord ofte vejere tungere end mange andres, men jeg har ikke tænkt på, om det er udtryk for magt,” siger Bent Jensen, hvortil jeg bemærker, at han eksempelvis vil have nemmere ved at trænge igennem til politikerne end så mange andre.

”Jeg har været meget kritisk over for skatten på generationsskifte, og der har mine ord i hvert fald ikke hjulpet en dyt. Jeg har sagt til Mette Frederiksen, hvor stor skade den skat gør ved virksomheder, der vil foretage et generationsskifte.

Det kunne statsministeren godt se, sagde hun, men som socialdemokrat brød hun sig ikke om, at pengene skal sidde på for få hænder.”

Hvordan ville du stille dig, hvis politikerne, i højere grad end de gør i dag, regulerede muligheden for at skabe en formue?

”Jeg betaler generelt min skat med glæde, og hvis man ikke snyder i skat eller bryder loven, kan jeg ikke se problemet ved at tjene mange penge. Alternativet er jo et kommunistisk samfund, og det har vist aldrig været en succes.

Det ville være et problem, hvis skatten blev så høj, at det ikke var muligt at skabe en formue, selvom pengene i sig selv ikke behøver at være drivkraften.

Men det vil være totalt demotiverende, hvis man fik taget en stor del af sine penge, blot hvis politikerne mente, at ingen skal have lov til at skabe formuer.”

VED RUNGSTED HAVN LIGGER de største motorbåde på første parket langs promenaden og næsten bider hinanden i enden som gigantiske fuglenæb.

I hvert fald 65 fod og fem meter brede fylder de i havnelandskabet, så spadserende ikke kan undgå at forholde sig til deres pragt.

Peter Forchhammer kommer kørende på et elektrisk løbehjul og tager imod os på en parkeringsplads.

”De stikker ikke p-bøder ud i de her pæne kommuner nord for København,” siger han og smiler til fotografen, der ikke helt kan gennemskue, om parkeringen er gratis.

Vi bevæger os ud ad molen til en båd på 47 fod, som Peter Forchhammer har med sin kone og sin svoger, Jørgen Thorsgaard Jacobsen.

Læderinteriør, lyse træpaneler og champagnekøler. Her er, hvad der skal være.

Før finanskrisen havde Forchhammer-parret og svogeren en anden båd, som var blandt de største i havnen.

”I dag er dén båd i mellemklassen,” siger Jørgen Thorsgaard Jacobsen. Det er svogeren, der står ved roret på vores tur i Øresunds morgentåger, da ”Peter har ikke tålmodighed til havnemanøvrer.”

Vandoverfladen står i vater, og langs kysten er der udsigt til Strandvejens største palæer.

’Besiddelser er lidelser,’ lyder Peter Forchhammers catch phrase.

Han nyder en båds bekvemmeligheder og var lettet over at beholde sit hus i Holte efter konkursen, men inden da stak det af med de materielle erhvervelser, som nåede tinderne med privatflyet og de fuldtidsansatte piloter.

”Det var fantaaastisk,” siger Peter Forchhammer og trækker på vokalerne.

Svogeren har lagt til land igen, og vi har taget plads i bådens bløde møblementer.

”Men også totalt åndssvagt. De fleste, jeg kender, der har haft privatfly, er røget på røven. Det må være skæbnen,” siger Forchhammer.

Jeg spørger ham, om de erkendelser faldt belejligt, da han gik konkurs.

”Jeg følte allerede dengang, at besiddelserne gav mig hovedbrud. Så kunne der være misforståelser med den person, der skulle se til sommerhuset i Spanien og alverdens andet bøvl, man skulle tage stilling til,” siger han.

Peter Forchhammer er vokset op i Holte, hvor han gik i parallelklasse med Klaus Riskær Pedersen.

På årgangen stak de ud med deres faible for forretning. Forchhammer købte en kakaoautomat, som han satte op på skolen og tjente skillinger på, og han tjente sin første million som 25-årig på at sælge alarmer til el-installatører.

Da han et par årtier senere kom blandt Danmarks 100 rigeste på gevinster fra blandt andet it-virksomheder og ejendomsselskaber, tænkte han, at hans formue fik folk til beundre ham.

Alligevel havde han ondt af sig selv over ikke at være blandt de 10 rigeste i landet, som han fortalte i et interview med Berlingske for en håndfuld år siden. ”Det lyder jo dybt latterligt,” siger han nu.

”Men jeg var ikke et røvhul. Jeg var ikke pralende, jeg var ikke nouveau riche i min fremtoning, for jeg havde haft penge, siden jeg var 14-15 år.”

I Danmark er der ikke meget forståelse, hvis man går konkurs, mener Forchhammer.

”Mange synes, at det er lige så slemt at gå konkurs som at sidde i spjældet. Og når de ser de her billeder ...,” siger han og vinker mod fotografen, ”vil de tænke, at det er forkert, at jeg sidder i sådan en båd.”

Når han er i selskab med velhavende forretningsfolk, er det dog anderledes.

”Mange har taget turen, og jeg har høstet en del anerkendelse i de kredse ved at være så åben om at være på røven dengang,” siger han.

Sejlbåde flyder lydløst forbi os, og midaldrende mænd i poloshirts og dunveste samler sig foran Kongelig Dansk Yachtklubs lokaler. De fleste velhavere er hunderæd for pressens fangarme, siger Forchhammer.

Han sad ellers henslængt som en sæl, men banker nu i bordet.

Det er ikke, fordi disse mennesker er blottet for holdninger om, hvad rigdom betyder i et samfund, siger han: ”Men hvis de endelig vil ud med sproget, skal det pakkes ind og helst handle om deres velgørenhedsprojekter.”

Peter Forchhammer synes, det er blevet en smule mere comme il faut at være rig, siden dengang han selv var størst i slaget.

”Hvis du parkerer en dyr bil på Nørrebro, er det mindre sandsynligt, at den bliver ridset end i gamle dage,” lyder rationalet.

Blandt ikke-rige danskere er millionbilen det klareste symbol på en formue, men det er misforstået, siger han: ”Hvis du er mellemleder, kan du jo i dag få råd til en dyr bil, så blandt de superrige tæller det ikke. Nej, så skal du købe en fodboldklub eller et vinslot.”

PÅ ROSKILDE LUFTHAVNS LANDINGSBANE kører iværksætteren Mads Peter Veiby en hånd over den ene vinge på sit fly for at se efter ridser.

Han giver propellen et dask med fingrene og sætter sig ind i det snævre cockpit, trykker på en myriade af knapper, siger ”ready for departure” i hørebøffernes mikrofon og får grønt lys fra kontroltårnet.

Den 46-årige nordjyde har været til møde hos en startup i København, der laver cremet, vegansk ost, og nu er det hjem til Aalborg.

Det sølvgrå luftfartøj har plads til seks personer. Kabinen dufter af læder, motoren hvæser, og flyet skærer gennem efterårsskyerne.

Fra luften ligner vindmøllerne og det flade landbrugsland over Roskilde noget fra en Ørsted-reklame.

”Der er en ekstrem frihedsfølelse i at være heroppe,” siger Mads Peter Veiby, der selv styrer flyet. Han tog en pilotuddannelse, efter han i 2009 solgte mobilselskabet M1 til TDC for 170 millioner kroner.

Hans formue voksede siden gennem andre investeringer, og da han var direktør i onlinekasinoet Spilnu.dk, hvilket indbragte 265 millioner kroner til ham og fire andre ejere.

Fotografen må ikke tage billeder under flyveturen: ”Man skal ikke stikke til folk i en tid, hvor mange har følelserne uden på tøjet,” siger Mads Peter Veiby og hentyder til kriserne: klima, energi og inflation.

”Det er ligesom med muslimerne under Muhammed-krisen,” fortsætter han, mens vi flyver over Djursland.

Flyveturen til Aalborg forbrænder 100 liter diesel. Fem gange så meget brændstof som samme tur i en god dieselbil.

Det er dog ikke en Boeing, men et propelfly, så hvor stor er provokationen egentlig, spørger jeg.

”Privatfly er privatfly. Folk vil tænke: ’Hvorfor tager han ikke toget?’” siger Mads Peter Veiby i mikrofonen, inden han leger sig gennem skyerne, op og ned i hurtige ryk, så lufttrykket hiver i underkæben, og mellemgulvet bliver tungt som bly.

I Aalborg Lufthavn gelejder han flyet ind i en lejet hangar, og vi kører gennem byen i en Porsche, som han havde parkeret i lufthavnen, da han i går tog til hovedstaden.

Vi passerer en blok lejligheder. Det er hans barndomshjem, hvor han voksede op med en enlig mor.

”Jeg er ikke rigtig rig. Jeg er ikke milliardær,” som Mads Peter Veiby sagde, da jeg oprindelig kontaktede ham og spurgte, om han ville medvirke i artiklen.

Vi kører op ad det kuperede landskab i Gug Alper, et nyt kvarter lidt uden for Aalborg, hvor han har fået bygget og solgt en række ejendomme.

Vi ender på toppen og parkerer i ’brugsbilernes’ garage ved Villa Gug: Mads Peter Veiby og familiens hjem, som er tegnet af Bjarke Ingels’ firma BIG og er formet som et sneglehus.

De 750 kvadratmeter slanger sig rundt i græsset i stigende højde med en kæmpe stue på toppen som panoramisk finale. Der var en del utilfredse miner i byrådet i Aalborg, da byggeprojektet skulle godkendes.

Harmen fortog sig hos nogle, da der blev givet offentlig adgang til det rekreative område, som huset er skabt i.

Viben emmer ved første blik af 80’er-futurisme og kunne være en setting i den norske rigmandsserie ’Exit’.

Der er dog ikke meget kokain-mani over Mads Peter Veiby. Han taler afdæmpet og langsomt nordjysk, og mens han viser rundt, ligner han mest af alt en glad dreng.

”Prøv at kigge op,” siger han, da vi står i underetagen og betragter en stor, sort frø, designet af kunstneren Marie Rubinke.

Op gennem vindeltrappen er der udsigt til det nordjyske himmelrum. Og fra stuen til parcelhuskvarterer, supersygehus og Mads Peter Veibys mange hobbybiler: en Ferrari og en række Porscher i en garage, der udgør underdelen af husets nederste betoncirkel sammen med et fitnessrum bag store glaspartier.

”Da Bjarke tegnede huset, var det vigtigt for mig, at jeg ville kunne se bilerne fra stuen,” siger Mads Peter Veiby.

På hans kontor, der ligger som en af de første lommer langs den stejle gang, står biografier om A.P. Møller, Steve Jobs og Warren Buffett.

Inden vi et par timer tidligere lettede fra Roskilde i hans privatfly, gav han udtryk for, at han synes, at Danmark er et skønt land at være rig i: ”Vi har lav korruption og lav kriminalitet, og ingen behøver pansrede køretøjer.

Jeg oplever også anerkendelse fra folk, der synes, det er fedt, at man har tjent sine egne penge og har lyst til at købe racerbiler. Det er så vendt en smule på det seneste på grund af klimakrisen.”

Hvad vil din reaktion være, hvis politikerne gør det mindre attraktivt at have en masse biler og flyve i privatfly?

”Det er da en gave til klimaet, at jeg har de biler. Jeg kan kun køre i én ad gangen, og hvis jeg forærede dem væk, ville nogle andre begynde at køre i dem.

Flytrafik står kun for få procent af verdens CO2-udledninger, så politikerne, der i øvrigt har forsømt at give teknologien bedre kort på hånden, burde måske kigge andre steder hen,” siger han og fortæller, at han er ved at plante løvskov, der optager CO2, i samarbejde med en naturforening.

Mads Peter Veiby mener ikke, at magtens rækkevidde er så voldsom i hans kategori af velhavende.

”Men til gengæld,” siger han og gearer op til en skepsis over kategorisering af rige menneskers karakter, ”så er rige mennesker den eneste minoritet, det er tilladt at skælde ud på.”

Hvorfor?

“Tror du ikke, det er, fordi de gamle tanker om den rige adel og stavnsbåndet stadig sidder i os? Dengang, hvor folk blev født ind i rigdom.” I fiktionen er listen af de negative stereotyper af rige endeløs.

Steen i ’Zappa’, Kaj Holger i ’Krøniken’, ’Grev Axel’. Er karikaturerne altid helt ude i skoven, spørger jeg.

”Jeg tror oftest, at folk i forvejen har været usympatiske, og så kan pengene få deres sande jeg frem. En idiot i en Ferrari vil altid få mere opmærksomhed end en idiot i en Toyota.”

Foran sit hjem i de gugske alper gasser Mads Peter Veiby op i en Porsche fra 1959.

Vi kører en tur i en af klassikerne. Tyngdepunktet er lavt, og den skinnende tyske bil giver fornemmelsen af at suse afsted med 200 kilometer i timen, selvom vi kører 70.

Wruuung.

Poulstrup Sø, de grønne bakker og rådyrene, der fiser over vejen, inden vi brager forbi i aluminiums-bæstet, ligner et naturmaleri.

Hvad er glæden ved de her køretøjer, spørger jeg i larmen fra bilens brøl?

”Det er nok en primitiv fascination ved at kunne styre maskinerne. Reptilhjernen,” siger Mads Peter Veiby, mens Porschen sluger stigningerne på de små bakker.

Tilbage i Villa Gug er solen gået ned.

Mads Peter Veiby skal se AaB-kamp i tv, så fotografen bestiller en taxa, mens vi sætter os i overetagens imposante messingkøkken.

I Danmark begunstiger omfordeling og skattebetalt uddannelse os med lige muligheder, mener Mads Peter Veiby: ”Der vil altid være forældre, som har dårlig indflydelse på deres børn, og det tror jeg ikke, man kan løse ved at beskatte typer som mig mere.”

Jeg peger rundt i rummet.

Bilerne, et plus-hundrede tusinde kroner-B&O-fjernsyn, der samler sig som påfuglevinger, når skærmen slukkes, og så videre.

”Den måde, jeg kan bruge penge på i den skala af velhavende, jeg tilhører, er ved at købe biler. Det er primitivt, men det var drømmen.

Tv’et købte vi, fordi skærmen ikke måtte skygge for udsigten.

Man køber efter behov, og hvad man har råd til, og når man får flere penge, køber man noget nyt, ikke? Mennesker er simple,” siger Mads Peter Veiby og tygger på et æble.

Taxaen er ankommet.

Da vi træder ind i hyrevognen, kigger taxachaufføren ind mod det 750 kvadratmeter store sneglehus gennem bilruderne.

”Er dét et privat hjem?” spørger chaufføren og trækker brynene op i panden.

DANMARKS RIGESTE FAMILIE ER Kirk Kristiansen-klanen, der ejer Lego. I 2022 lød formuen på 255 milliarder kroner ifølge Økonomisk Ugebrev.

Før Ole Kirk Kristiansen grundlagde Lego i Billund for snart 100 år siden, lå byen nærmest bar som siderne på en Duplo-klods.

I dag kan næsten hver en mursten og hvert et fodaftryk i Billund forbindes til legetøjsgiganten.

Lego er byens DNA. Overalt er der skilte med Lego-afdelinger, tyske turister strømmer mod Legoland, og charterfly cirkulerer i rummet over Billund Lufthavn, der åbnede i 1964, fordi virksomheden havde brug for landingsbaner.

Jeg er taget til Sydjyllands One Industry town, hvor lyden af de fire bogstaver i Lego plus ’familie’ er massage i de lokales øregange.

Indbyggerne ser salige ud, når de bliver spurgt om deres syn på Lego-familien. Som om de er nyforelskede i en partner, de har haft gennem hele livet.

Jeg møder tilfældigt en af de lokale, Keld Hansen, på en parkeringsplads ved Lego House. Han er iført sikkerhedssko og har en flaske spiritus i cellofan under armen.

”Formuen er fuldt fortjent,” siger han.

Jeg kunne også have spurgt, om vand er vådt, tolker jeg på selvfølgeligheden i hans ansigt.

Keld Hansens mor var ansat i Lego i 40 år, fortæller han, og han arbejder selv hos skiltevirksomheden Modulex, som er grundlagt af Legoklods-fabrikanten. Jeg går hen til Billund Bibliotek.

Lego-familien har virkelig skabt ringe i vandet, siger bibliotekaren.

En ældre herre, der forinden stod og fløjtede, mens han lånte en bog om Tvind, henvender sig til mig på vej ud gennem svingdøren, fordi han hørte mine spørgsmål til bibliotekaren.

Han hedder Hans Henning Johansen og er 67 år.

”Bygningen, du lige er gået ud fra, er skænket af Lego. Sådan er det overalt her, det er helt vildt,” siger han og hopper lidt på stedet.

Han fortæller, at han i 30 år spillede i et orkester i Westernbyen i Legoland. ”Familien nyder kæmpe anseelse. Hvis der kommer det mindste negative pip fra nogen i en kommentartråd på Facebook, bliver de jordet ned,” siger Hans Henning Johansen og griner.

Lego-familiens overhoved, Kjeld Kirk Kristiansen, kalder de lokale bare Kjeld. Hans Henning Johansen nikker dog, da jeg spørger, om Lego-familien vel ikke totalt er i øjenhøjde med Billunds beboere.

”De er hævet over resten, men det kan ikke være anderledes,” siger han: ”Det er jo fandeme en af verdens rigeste familier.”

Lego-fonden uddeler milliarder til velgørenhed, men der er også masser af symboler på ultimativ rigdom i Kirk Kristiansen-familien.

”Arvinger til formuen sidder som fortidens adel på slotte rundt omkring i landet,” som Økonomisk Ugebrev har beskrevet det.

Jeg skriver til Billunds sognepræst og provst, Peter H. Fredensborg, for at høre, hvordan han selv og de lokale ser på dynastiets forvaltning af rigdom.

”Historien om Lego er en skæbnefortælling med svære kriser undervejs, og det fremkalder respekt, hvad virksomheden er blevet til.

Selv tænker jeg, og jeg er overbevist om, at det er den udbredte holdning i Billund, at familien er i sin gode ret til at forvalte deres formue på den måde, de finder mest meningsfuld,” svarer præsten.

I VEJLE, 30 KILOMETER fra Billund, bor Lego-grundlæggeren Ole Kirk Kristiansens ældste barnebarn. Kirk Johansen står der med nedslidte bogstaver på postkassen foran det hvide murstenshus.

Hvis næste kraftige regnskyl på villavejen får navneskiltet til at falde af postkassen, vil uvidende forbipasserende tænke ’pæn middelklasse,’ når de retter blikket mod husfacaden.

Jack Russell-terrieren Bette bjæffer med fjedrende ben, da Gunhild Kirk Johansen åbner døren.

Den 77-årige kvinde er klædt i sort og bærer en sort perlekæde om halsen. Hun finder en hundekiks frem til at aflede dyret.

”Bette elsker at få gæster,” siger hun med et smil under de lidt skarpe, mørke øjne.

Gunhild er Kjeld Kirk Kristiansens storesøster, og sammen med sine tre sønner fik hun halvdelen af formuen i investeringsselskabet Kirkbi, der ejer størstedelen af Lego Group, dengang i 2007, da imperiet ’kun’ var 15 milliarder værd, og da hendes del af familien valgte at blive købt ud af virksomheden.

Hun viser rundt i hjemmet, hvor der er billeder af børn, børnebørn og den store Lego-familie overalt, klassiske danske designmøbler og udsigt til Vejle Fjord fra stuen bag en græseng.

Her er pænt.

Men hvorfor ikke bo på første parket langs fjorden, spørger jeg.

”Vi kiggede også på huse dernede, men vi syntes, at grunden her var bedre,” siger Gunhild Kirk Johansen og peger på et kirsebærtræ i haven, som hun altid har været forelsket i.

”Stammen var så stor, da vi flyttede ind,” siger hun og laver en lukket cirkel med den ene hånd.

Hun taler lavt og forsigtigt.

’Vi’ er Gunhild og hendes mand, der fik bygget huset i 1979. Han døde af kræft i 2020. Året efter døde den ene af hendes tre sønner, Morten Kirk Johansen, også af kræft.

Gunhild Kirk Johansen havde egentlig fortrudt vores aftale, fortæller hun, da vi står i stuen og beslutter at sætte os ved husets spisebord. ”Sådan noget med penge og økonomi er jo ikke lige mig,” siger hun.

”Men det ville også være fjollet at aflyse,” fortsætter hun med en høflig mine.

Vi drikker kaffe og spiser hindbærsnitter. Gunhild Kirk Johansen rømmer sig og gnider sine foldede hænder.

Jeg fornemmer en anspændthed, som om hendes skuldre har skubbet sig sammen ved udsigten til at tale om rigdom.

Hun sagde ja til at medvirke, fordi hun for ikke så længe siden gav et interview til TV Syd, som gav en masse positiv respons.

’Ingen penge slår til, når man mister sine elskede,’ hed artiklen på TV Syds hjemmeside, men nu fortæller hun, at interviewet kun blev til, fordi lokalmediet også lavede et tv-indslag om hendes bamsemuseum i Billund.

Gunhild Kirk Johansens skuldre sænker sig igen, da hun spørger, om jeg vil have ’den lange historie’ om bamserne.

Overetagen i huset er fyldt med bamser, mange af dem har hun selv strikket, og hun har indrettet små stuer til tøjdyrene.

Som barn legede Gunhild Kirk Johansen ikke meget med Lego.

I stedet gik hendes tid med at lege med dukker og bamser og, da hun blev lidt ældre, med sine yngre kusiner og fætre. Hun sørgede for ikke at klæde sig finere end skolekammeraterne, ligesom det generede hende, når andre vidste, at familien fløj i privatfly.

Hun ville ikke skille sig ud, og senere uddannede hun sig til pædagog.

Folk har aldrig, fortæller hun, kastet sig for hendes fødder i benovelse eller peget fingre ad den rigdom, hun er vokset op i.

Hun er ikke blevet konfronteret med misundelse, men hun ved, at den findes.

”Jeg var bange for at få venner, der gerne ville kende mig, fordi jeg kom fra en rig familie, eller fordi jeg ville kunne give dem ting,” siger hun.

Hendes vrangvilje mod at være hende ’den rige’ i andres øjne har rødder i en følelse frem for erfaringer med omverdenen.

”Hvis folk taler om mig, er jeg også den sidste til at få det at vide. Jeg har altid følt mig mere fri, hvis folk omkring mig ikke vidste, hvem jeg var.” Bette hopper op ad vores ben ved spisebordet.

“Hun er meget legesyg,” siger Gunhild Kirk Johansen. Hun fik Jack Russell-terrieren et stykke tid efter hendes mand døde, og hunden sover i hendes seng hver nat. Gunhild Kirk Johansen giver Bette et stykke legetøj at boltre sig med.

’Piv, piv,’ siger pibedyret i munden på hunden, og vi griner lidt ad Bettes dans med legetøjet, der fungerer som en mental lynafleder fra emnet.

Jeg spørger Gunhild Kirk Johansen, hvad hun tænker, når politikerne diskuterer de superriges plads i samfundet.

Der er de skeptiske, der er de lovprisende, siger jeg.

”Ja, jeg har skrevet lidt ned,” siger hun og går hen til chatollet og finder en notesblok med stikord frem.

’Gode sider: Fonde. Skat. Lønninger,’ står der.

”Jeg synes ikke, at der er nogen, der behøver at være milliardær, men det gør også verden mere spændende, at der er folk, der vil skabe noget …” siger hun og bider sætningen over, ”… og de skaber en masse arbejdspladser.”

Hvilken magt følger med rigdom?

”Det har jeg ikke tænkt over,” svarer Gunhild Kirk Johansen og piller ved sit armbåndsur.

”Jeg ser det som et stort ansvar at skabe noget, som mange andre er afhængige af. Og jeg synes, det er vigtigt, at folk er lige rent menneskeligt.

Hvis man har mange penge og har travlt med sig selv, kan jeg godt forstå, at det kan virke sådan lidt … frastødende.”

Hun rejser sig.

”Jeg har gemt sådan én her,” siger Gunhild Kirk Johansen og henter endnu et stykke papir ved chatollet.

Hun lægger et udprint på spisebordet fra et Instagram-opslag, som hendes venindes datter har lavet.

The best things in life are free, står der på papiret over en række tegneseriefigurer, der viser livets gratis glæder: familie, søvn, kærlighed og så videre.

”Min far var meget væk, da jeg var barn, og derfor har jeg altid holdt meget af hverdagen og de simple ting,” siger hun.

Dine sønner har brugt penge på en anden måde end dig, siger jeg. De har købt herregårde, palæer og dyre biler.

Til det svarer Gunhild Kirk Johansen, at hun er glad for, at hun ikke behøver at kigge i tilbudsaviser, og at hun er glad for at have sit bamsemuseum. Men at hun ikke kunne tænke sig at eje et gods, hvor hun skal gennem flere stuer for at komme ud.

”Jeg kan godt lide at kunne gå ud ad min terrassedør lige der,” siger hun og peger ud i haven.

Gunhild Kirk Johansens bror, Kjeld, bryder sig ikke om, at hans søster og hendes sønner bliver omtalt som Lego-arvinger i pressen. Det gør hun heller ikke selv.

”Stemplet sælger aviser,” siger hun kort.

’Arving’ er sådan lidt et kainsmærke. ”Der er nok større respekt om dem, der har tjent deres egne penge,” fortsætter hun.

Da jeg ikke har flere spørgsmål, bliver luften i stuen lidt lettere.

Har du slet ingen dyre vaner, spørger jeg dog på vej ud ad døren. Hun ryster på hovedet. Spiser du heller ikke caviar eller særlige franske østers? Hun ryster igen på hovedet.

Jeg bemærker to relativt nye BMW’er i garagen. Ok, så intet gods og ingen dressurheste, men trods alt to biler, siger jeg.

Den ene bil er dog hendes afdøde mands, fortæller Gunhild Kirk Johansen. Bilen holder der endnu, fordi hun ikke bryder sig om, hvis her er alt for tomt.

I HJEMMET I HOLTE går Peter Forchhammer rundt i sit køkken og himler med øjnene. ”Hold kæft, markedet, mand,” siger han og slår ud med armene.

Køkkenet er middelhavsinspireret med lavloftede hvælvinger, og palæet på 600 kvadratmeter med glasurtegl på toppen er rammet ind i stilladser.

En million kroner om året i renter koster skidtet lige nu, bemærker Forchhammer hovedrystende og fortæller, at han og hans kone har taget et lån i huset på 13 millioner kroner for at give det en renovering.

En anden dag skriver Peter Forchhammer til mig, at han har fået en skattebon på 22 millioner kroner: ’Totalt uretfærdigt!’

Årsagen er blandt andet noget med fradrag, som kræves tilbage fra en nødlidende virksomhed, som han har støttet, og nu vil han tage sagen i retten: ’Jeg ved godt, at 99 procent af den danske befolkning gnider sig i hænderne, fordi man ikke har sympati for skatteskyldnere,’ skriver han.

Forchhammer har lige betalt 6,5 millioner kroner i skat og bidrager ellers med glæde til det store omfordelingshjul, siger han.

I gamle dage var han mere ’frisk’ i det.

’Frisk’ hører til kategorien af begreber, som Forchhammer anvender om sin fortid i de økonomiske heydays: for smart, for hurtig, for optimistisk.

I 1980’erne ændrede den daværende skatteminister lovgivningen, fordi Peter Forchhammer havde fortalt på tv om en skattefidus, der kunne få investeringsgevinster til at vokse med et fingerknips – et tip, han havde fået af Mogens Glistrup.

I Børsen blev Forchhammer i 1998 beskrevet som ’farlig’, fordi han solgte sine egne ejendomme ind i børsnoterede selskaber, han selv var medejer af.

’Hop med på formue-ekspressen’ lød sloganet hos Dansk Formueforvaltning, som Peter Forchhammer var medstifter af i 1980’erne, og som var baseret på obligationsinvesteringer.

Småsparere tabte penge, da de hoppede med på vognen, og obligationsmarkedet gik den forkerte vej.

Et oprids i punktform af de forretningssager fra de ’friske’ dage, som har været udsat for kritik, er længere end menukortet på kinesiske restauranter.

Nogle af sagerne forsvarer Forchhammer (at modtage aktier som betaling fra selskaber er siden blevet normal praksis, siger han), andre nuancerer han (han var ærlig om sin skattefidus og gav politikerne mulighed for at lukke et hul i lovgivningen), og så er der sagerne, der gnaver (han er ked af, at han har fået folk til at hoppe med på dårlige forretninger).

”Men …” siger han om guldflipperdagene, da vi har taget plads i hjemmets udestue med dyreskulpturer, store lysestager og lanterner, ”… vi troede, vi kunne gå på vandet, og vi betragtede os sgu ikke som personer, der snød folk, og jeg har også givet mange mennesker mulighed for at tjene store penge gennem årene.

Men i dag har jeg det sådan – og måske er det konkursen, der gør forskellen – at man skal fandeme ikke lokke folk med, hvis investeringen ikke er åbenlys.”

”Tror du på mig?” spørger han flere gange og retter sig frem i lænestolen, da han gerne vil sikre sig, at jeg ikke tror, at hans samvittighed er sort som blæk.

I den velfriserede have troner en kæmpe hængekøje i træ, som ligner et skibsskrog, og i kastanjetræet står en gartner på en gren og fifler med en karabinhage.

Nabohuset ejede Peter Forchhammer og hans kone også, men det måtte sælges, da kuratorerne bankede på døren.

Forchhammer var hyppig gæst i spekulationskarrusellen inden da, og måden, som flere af de store gevinster kom i hus på, ”var da helt forkert.”

En dag i 1999 ringede direktøren for Sydbank til Forchhammers forretningspartner Aldo Petersen og fortalte, at de var mere værd end banken, efter de havde børsnoteret et selskab, som voksede med 25 millioner kroner om dagen.

Peter Forchhammer kender masser af mennesker, der ligesom ham selv har tjent svimlende summer på mindre renfærdig vis.

Men før selverkendelsen ryger for langt ud ad en flagellantisk tangent, føler han sig kaldet til at bringe et korrektiv: Flidens dyd og økonomisk snusfornuft er også karaktertræk i hans habitat af rige forretningsfolk.

Klichéen om mangemillionæren, der genbruger syltetøjsglasset, holder i byretten, mener han og fortæller, at en gammel forretningspartner overværede Ikea-stifteren Ingvar Kamprad samle sine cigaretskod op for at smuldre tobaksresterne og ryge dem igen.

De superrige har dog også en anden slagkraft i samfundet ”end den lokale bager eller smedemester,” og de økonomiske krisetider kan øge presset på de allermest velpolstrede, siger Peter Forchhammer: ”Det er jo ikke rart at tænke, at nogle mæsker sig som gullaschbaroner, mens andre står som manden på risten og ikke har råd til at betale sine regninger.”