I Kyiv mødtes toppolitikere og den danske våbenindustri: ”Det er pludselig sejt at arbejde med våben”

STEVEN

”DU SKAL TALE med ham den lille derovre.”

Den uniformerede mand fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse afslører med et eksalteret blik bag de smalle briller, at jeg skal forberede mig på at blive regulært tryllebundet af ham den lille, der står bagerst i lokalet og hakker i et par pindemadder.

”Han fortjener sin helt egen artikel i dit fine magasin,” siger den uniformerede mand ud igennem et stort, jysk smil.

Ham den lille hedder Steven Friberg, kommer fra Roskilde og ligner en, der hvert øjeblik det skulle være kunne finde på at hive et sæt spillekort frem og spørge: Vil du se et trick?

Men Steven, der ganske rigtigt stiller beskedne pladskrav til sine omgivelser, er hverken tryllekunstner eller på nogen måder undseelig eller irrelevant. Rettere er han en slags våbenindustrielt vidunderbarn.

Vi er i slutningen af marts, det er forårsmildt på gaderne i Kyiv, hvor vi befinder os på et stort og meget tomt femstjernet hotel. Her er 34-årige Steven manden, alle gerne vil tale med. Årsagen er den, at vi er til dansk-ukrainsk forsvarsindustrikonference. Stort set hele den danske våbenindustri – 40 virksomheder – er rejst med nattog til Kyiv, og nu er konceptet en form for speeddating mellem danske og ukrainske forsvarsvirksomheder.

Sagen er jo, at det går dårligt for ukrainerne på slagmarken. Alle forhåbninger om at presse russerne helt ud af det sydøstlige Ukraine synes utopiske, for i disse dage er det den russiske hær, der vinder land, om end langsomt og med høje tabstal til følge.

Det store problem er, at ukrainerne mangler ammunition. Skal man bombe den russiske bjørn ud af sit land, gør fædrelandskærlighed og flotte kampagnevideoer det ikke alene. Der skal krudt og kugler til.

Og man kan ikke forlade sig på donationer fra vennerne i Vesten. Det er for uholdbart og går for langsomt. Ukrainerne skal i større omfang være i stand til at producere ammunitionen selv. Og det er her, Steven Friberg og de andre danskere kommer ind i billedet.

Steven og hans firma, UXV, laver droneteknologi, og det er noget, ukrainerne kan forstå. Droner i alle mulige skikkelser er en nøglekomponent i den nuværende krigsførelse, og i Danmark er vi i særklasse gode til droner. Nogle droner flyver diskret ind over frontlinjen og overvåger de russiske positioner. Andre kan spore placeringen af miner. Og så er der de droner, man bare kalder selvmordsdroner: De summer diskret ned langs de russiske troppers blinde vinkel, behæftet med en sprængladning, og så tager de sig selv og op til flere russiske soldater af dage.

Fordelene ved dette stormøde mellem den danske og den ukrainske forsvarsindustri er slet ikke til at overdrive, fortæller Steven Friberg-entusiasten fra Materiel- og Indkøbsstyrelsen mig: Ikke bare fremskynder vi den ukrainske våbenproduktion. Vores virksomheder får også praktisk erfaring med deres produkters duelighed på slagmarken. Og når det danske forsvar selv skal ud at indkøbe nyt materiel, og det skal vi jo, vil vi måske kunne komme foran større lande i køen hos ukrainske producenter.

”Og den her konference er efter sigende den største af sin slags i Ukraine,” stråler han.

Smag på ordet ’våbenindustrien’. Var man lidt fordomsfuldt indstillet, ville man sikkert kigge rundt på forsamlingen af repræsentanter fra våbenindustrien og se en bunke banditter med tvivlsomme motiver.

Lidt afsides står H.C. Mathiesen – der i 2020 blev fyret som hærchef efter en sag om nepotisme – og forklarer og laver fagter til to ukrainske kvinder (Mathiesen er i dag Vice President i dronevirksomheden Sky-Watch).

Midt i lokalet står Jeppe Handwerk – der er bedste venner med kong Frederik og tjente 700 millioner kroner på kviktests under coronapandemien – og gransker med mellemfornøjet mine den ukrainske aftensmadsbuffet (Handwerks virksomhed Copenhagen Global sælger også militært udstyr til Forsvaret).

En skaldet ukrainer med tyk guldkæde og tynde stålbriller ligner virkelig én, der lever af at sælge droner, hvad han så også gør (på et tidspunkt får jeg øjenkontakt med denne ret firskårne skikkelse, mens jeg tager læbepomade på, og så bliver læbepomaden altså i lommen resten af aftenen).

Men anskuer man våbenindustrien som et skurketræf, er det helt forfejlet. Offentlighedens blik på branchen har ændret sig siden den 24. februar 2022.

Et konkret eksempel: I årevis var det en gammel traver i de venstresnoede dagblade, at landets pensionskasser blev trukket igennem sølet for at have investeret kundernes penge i produktion af våben. Men så i marts opfordrede Mette Frederiksen på et pressemøde aktivt pensionsselskaberne til at investere i våbenindustrien.

”Jeg plejer for sjov at sige, at det nu er blevet kosher at være i forsvarsindustrien,” fortæller Steven Friberg, da jeg endelig får fravristet ham de mange ukrainske bejlere. Hans kalender fyldes for tiden godt op af danske politikere, også ministre, der gerne vil ses hos UXV.

”Førhen kommunikerede vi meget subtilt, hvad vi laver. Nu får vi nærmest mere medvind af at være ærlige om, hvad vores teknologier bruges til.”

Teknologierne bruges til at slå mennesker ihjel, det er såre simpelt. På industrikonferencen underskriver UXV en samarbejdsaftale med en ukrainsk droneproducent, hvis droner får virile navne som ’Hunter Killer 20’ og den slags.

”Folk har været lidt for hippie-agtige, og det har ikke rigtig været acceptabelt at arbejde i forsvarsindustrien. Det er også blevet meget nemmere at rekruttere folk nu, end det var før. Det er pludselig sejt og ikke en forbudt fantasi at arbejde med våben.”

Og hvordan kan det så være, spørger jeg.

”Det er blevet tydeligt for folk, at hvis det ikke er dig selv, der har våbenkapacitet, så er det dig, der er i fare. Folk i Vesten har ikke tænkt over, at deres naboer kan være onde. Men det kan de godt.”

Det er derfor, vi er til forsvarsindustrikonference i Kyiv. Det er dansk foretagsomhed i fineste form. Og pludselig vendes alle blikkene i konferencelokalet mod indgangen, hvor den danske forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, dukker op med en bred skare af folketingspolitikere i halen.

INGER, TRINE & PIA

DET ER IKKE ligefrem befordrende for den gode nattesøvn at vide, at der kan dumpe et hundrede kilo tungt missil ned i hovedet på én, mens man forsøger at døse hen. Vi ligger tæt i et nattog med kommunal indretning og hård, uhjemlig belysning, der er afgået fra grænsen til Polen og nu bumler igennem Ukraines sorte intethed. Vi er på vej til hovedstaden, som russerne natten forinden har forsøgt at skænde med 31 missilangreb.

Klokken halv fire brøler luftalarmen første gang. Af de ombordværende PET-vagter, der også har bedt om at kende vores blodtyper, er vi blevet opfordret til at installere den officielle ukrainske luftalarmsapp på vores telefoner, og nu vræler den højlydt og forskudt ned gennem togkupéerne. En dyb og Hollywood-dramatisk mandestemme beordrer os til at søge mod et beskyttelsesrum, for meldingen er umisforståelig: Ukrainerne har efterretninger om risiko for missilangreb fra russerne i den region, vi kører igennem.

Men der er jo ikke noget beskyttelsesrum, kun et tog, der i denne stund fremkommer skrøbelig som en papmachefigur. Tre kvarter senere lyder luftalarmen igen, nu er risikoen ’forhøjet’, og nej, så sover man ikke specielt godt. Ude på gangene kan man høre folk gå omkring og gøre til, rastløse. Men oppe i togets forreste vogn, hvor der kun ligger én på hver tomandskupé, bliver der sovet igennem.

Her sover Inger Støjberg (Danmarksdemokraterne), Trine Pertou Mach (Enhedslisten) og Pia Olsen-Dyhr (SF). De tre oppositionsmedlemmer er af forsvarsministeren blevet inviteret på forlænget weekend i Ukraine, og ansvaret for at vække de andre i tilfælde af luftalarm tilfalder Danmarksdemokraternes formand, men hun er typen, der sover igennem det meste, eller også er hendes telefon bare slukket, i hvert fald er det en stor overraskelse for de tre politikere, da de velankommet til hotellet i Kyiv hører om den øvrige delegations urolige nat.

Sammen har vi i 18 timer puklet på kryds og tværs af europakortet for at nå frem til den luftværnsbeskyttede hovedstad. Vi mødtes med ministeren og hans entourage af rådgivere og embedsmænd i Aalborg Lufthavns lounge, der blev kåret til verdens bedste lounge i 2021 (tilsyneladende et år, hvor dommerpanelet var domineret af nordjyder).

Herfra fløj vi i statens gulvtæppebelagte privatfly med cremefarvet interiør til sydøstpolske Rzeszów, hvor Patriot-forsvarsmissilsystemerne siden Ruslands invasion af Ukraine har stået og peget hidsigt op i luften for at beskytte tilstrømningen af krigsmateriel til ukrainerne.

Fra Rzeszów tordnede parlamentarikerne i kortegekørsel bag ministerens bil til grænsebyen Przemysl, hvor maskerede mænd med automatrifler vogter over mænd, kvinder og børn, der rejser til et land i krig.

”Togturen ind i Ukraine gav mig følelsen af at være i en tidslomme. Det satte sig meget alvorstungt i mig,” fortæller Pia Olsen-Dyhr mig senere med veløvet alvorstunghed.

Når forsvarsministeren rejser til Ukraine med et bredt udsnit af repræsentanter fra det danske folkestyre, er det som minimum et udtryk for to ting: For det første vil man vise ukrainerne, at Danmark som helhed står last og brast med den ukrainske frihedskamp. For det andet vil ministeren sikre sig, at ingen partier begynder at vige i opbakningen til Ukraine.

Det er der så heller ikke noget, der tyder på, at nogen kommer til at gøre foreløbigt. Men prøv så at stille det sådan her op:

Den danske stat har brugt mere end 30 milliarder kroner på at støtte den ukrainske krigsindsats. Samtidig skal vi bruge 200 milliarder kroner på at styrke vores eget skrantende forsvar. Børn og unge herhjemme venter i månedsvis, før de kan få lov til at besøge en psykiater. Forholdene for landets fængselsbetjente er så dårlige, at de er at betragte som en uddøende race. Den grønne omstilling koster knaster. Det er blevet dyrere at køre med S-tog. Og man kunne blive ved.

Måske er det derfor, spørgsmålet om Ukraine-støtte efterlader politikerne i vores nabolande anderledes hændervridende. I Frankrig knaldes præsident Macrons ambitiøse hensigter i gulvet af en indenrigsfokuseret opposition. I Sverige taler Sverigedemokraterna om en øvre grænse for Ukraine-støtten. Tyskland er begrænset af historiske forhold, og deres økonomi er i recession, så både på højre- og venstrefløjen agiterer man for at bremse for støtten til Ukraine. I Slovakiet gik Robert Fico til valg på at gøre netop dét – og blev premierminister.

Men i Danmark klapper alle Folketingets partier hælene sammen, når regeringen sender endnu en gavmild donation, der kunne have lukket flere af førnævnte huller, afsted østpå. Også selvom, vi er det land i verden, der bruger fjerdeflest penge på Ukraine-støtte – ikke målt per indbygger, nej, i absolutte tal. Kun USA, Tyskland og Storbritannien har doneret mere. Er der ingen grænser for oppositionens samarbejdsvillighed?

”Jeg synes jo, der er masser af nuancer i debatten også i Danmark, men uanset hvordan du nuancerer det, så ender vi samme sted: Det her er nødvendigt,” forklarer Inger Støjberg mig på sit sovekammer i nattoget sent om aftenen efter to dage i Kyiv, hvor jeg får lejlighed til at interviewe oppositionspolitikerne på skift.

”Russerne presser på, og intet i sol og måne peger i retning af, at det bliver bedre. Har vi viljen og evnen til at kæmpe imod? Vi kommer ikke til at svigte.”

Hvad med SF? Det førhen så krigsskeptiske velfærdsparti har ganske vist fremvist fuldtonet opbakning til ukrainerne, men alligevel.

Hidtil har Ukraine-støtten og investeringerne i det danske forsvar i vid udstrækning været finansieret med ”nemme penge,” som en embedsmand fra delegationen formulerer det. Penge, der er dukket op i et opjusteret økonomisk råderum eller som følge af en lempet strukturel saldo. Det er til at sluge for manden på gaden. Anderledes ilde blev det taget op, da statsministeren satte lighedstegn mellem Ruslands krigsførelse og behovet for at frarøve danskerne en fridag.

De nemme penge er ved at være brugt op, så må det koste på velfærden at finansiere forsvaret af Ukraine? Jeg spørger SF-formand Pia Olsen-Dyhr:

”Hvis man siger, at vi skal bruge flere penge, vil jeg hellere starte med at droppe regeringens skattelettelser for 15 milliarder kroner. Man kan også finde penge ved at lave en krigsskat. Det er en mulighed. Men jeg synes ikke, vi skal ind og spare på velfærden.”

Det er som at stikke ild til en våd bunke aviser at forsøge at antænde en debat om, hvorvidt der overhovedet skal bruges så mange penge på forsvaret af Ukraine. Trine Pertou Mach, der er Enhedslistens forsvarsordfører, ved måske hvorfor.

I partiets periferi var man rundhåndet med bjørnetjenesterne, da Rusland invaderede Ukraine. Fx sagde folketingsmedlemmet Christian Juul til Jyllands-Posten, at Ukraine selv bar en del af skylden for invasionen. Siden har partiledelsen kæmpet bravt for at vaske sig ren for anklager om russofili. Kan man ikke indsnige så meget som et forsigtigt ’men’ i den danske debat uden at havne på den forkerte side af historien?

”Der blev nok snublet lidt på en måde, man ikke havde behøvet. Jeg synes selv, vi står det rigtige sted,” siger Pertou Mach. Det bliver heller ikke her, opstandelsen starter.

”Vi er ikke begejstrede for at kaste mere militær ud i verden, men vi synes, det er rigtigt, at vi bidrager militært. Ellers bliver Ukraine rendt over ende. En dag skal krigen slutte, men den slutter ikke på en retfærdig måde, hvis vi bremser støtten,” siger hun hen over lyden af toget, der mosler igennem det ukrainske marklandskab.

ANDREAS & PETER

SOM NÅR EN skoleklasse drager på udflugt, er der aldrig helt stille blandt den danske Kyiv-delegation. Som minimum vil man altid kunne lukke øjnene og et eller andet sted høre Andreas Krog og Peter Ernstved Rasmussen, der med sande nørders ildhu taler om våbensystemer, jagerfly ellers forsvarspolitiske aftaler fra 00’erne.

Foruden politikere og embedsfolk slæber Troels Lund Poulsen nemlig også en lille skare af journalister med på tur – danske politikere gør sjældent meget for at skjule deres skuldergnubren med Zelenskyj – og særligt for disse to fuldblodsforsvarsjournalister er det kronede dage. Med en krig i baghaven og 200 milliarder kroner, der skal fyres af på det danske forsvar, har deres stofområde vel ikke fyldt mere siden Den kolde krig.

Altingets forsvarsredaktør Andreas Krog var sidste år snublende tæt på at vinde en Cavling for afsløringer af, hvordan Jakob Ellemann-Jensen gav forkerte oplysninger til Folketinget i sagen om våbenindkøb fra israelske Elbit. Peter Ernstved Rasmussen driver sit eget forsvarsmedie, Olfi, der kort efter hjemkomsten fra Ukraine demaskerer, hvordan fregatten Iver Huitfeldt var blevet sendt til Det Røde Hav med et udueligt radarsystem og defekt ammunition.

De ved, hvad de taler om. Og når de socialiserer med våbenindustrien eller drikker fyraftensøl med Folketingets forsvarsordførere, opererer de med et kyndigt overskud. Ernstved mobiliserer endda storsind til at trykke Jeppe Handwerk – kongens ven og militær gearkonge – i hånden til industrikonferencen på hotellet, selvom han er midt i en retssag med netop Handwerk, hvor han er beskyldt for uberettiget at have insinueret i en artikel, at Handwerk er korrupt.

Peter Ernstved Rasmussen, en høj, skaldet mand med soldaterfortid og en glasklar stemme, er generelt ikke sat i verden for at stryge med hårene. En konfliktforskrækket sjæl ville ikke opsøge bartenderen på et hotel i Kyiv og bede om en Moscow Mule, men det gør Peter Ernstved Rasmussen altså (og må nøjes med en gin og tonic).

Mens politikerne fiser rundt til hemmelige virksomhedsbesøg, får jeg lejlighed til at byde Krog og Ernstved på noget mere universelt, nemlig øl. Og så taler vi om den danske befolknings forhold til krig.

”Der skete noget, da Danmark sendte tropper til Afghanistan og Irak,” siger Ernstved, der selv var udsendt som FN-soldat til Bosnien-Herce-govina i 1993.

”Det pudsige er, at jo flere dødsfald vi havde i Afghanistan, jo større opbakning var der til missionen. Jeg tror, det handlede om, at politikerne meget dygtigt fik fortalt befolkningen, at det handlede om vores egen sikkerhed efter 11. september. At vi skulle bekæmpe terroristerne langt fra Danmark. Det understreger for mig, at når politikerne ville italesætte noget, så kunne man gøre det og få befolkningens opbakning.”

Måske gentager dynamikken sig i disse år. At det lykkes for politikerne at kommunikere, at fundamentet for vores egen sikkerhed er, at Ukraine holder russerne stangen. Man kan i hvert fald konstatere, at danskerne – modsat i flere andre lande – ikke udviser nogen tegn på donationstræthed. I december viste en Megafon-måling i TV 2, at 45 procent af danskerne mener, at Danmark skal være blandt de største donorer til Ukraine, et tal, der kun er vokset siden krigens start.

”Da krigen i Ukraine ramte, blev det klart for enhver, at vi har sgu ikke selv noget forsvar tilbage. Og danskerne er ikke dumme. Når de får trukket gardinet til side, er de parat til at bruge det, det koster,” siger Peter Ernstved Rasmussen.

Og det, det koster, er ikke bare en masse penge og militært isenkram, der sendes til Ukraine. Det er også et omkalfatrende ansigtsløft af vores hjemlige forsvar, der siden Sovjetunionens kollaps har været præget og plaget af evindelige besparelser, politisk uro og interne skandaler.

Ansigtsløftet kommer til at koste 200 milliarder kroner frem mod 2033, og mens den folkelige og parlamentariske opbakning for indeværende er stabil, mener Andreas Krog, at det snart kan ændre sig. Fx viser en Epinion-måling i Altinget, at kun 30 procent af de kvindelige vælgere herhjemme mener, at vi skal bruge flere penge på Forsvaret ved at hæve skatten, låne pengene eller finde besparelser i den offentlige sektor.

”Det viser, at SF og Socialdemokratiet, der har mange kvindelige vælgere, skal være enormt opmærksomme,” siger han og henviser til den fastfrosne ukrainske frontlinje.

”Ukraine risikerer at glide i baggrunden. Der er gået to år, der er også krig i Gaza og Melodi Grand Prix og hjemlige problemer. Og FE siger jo selv, at der ikke er en direkte trussel fra Rusland mod Danmark. Skal vi så bruge 200 milliarder, der alligevel bare fører til indkøbsskandaler, hvor det hele går op i hat og briller?”

Så er vi igen tilbage til det med pengene, og de to forsvarsdebattører løsriver sig fra spørgeplanen og giver sig til at diskutere.

”Du kan eddermame få mange sjove ting for 200 milliarder kroner,” siger Krog. ”Hvis jeg var politiker i regeringen, ville jeg bruge meget krudt på, at det ikke bliver et problem at fastholde danskernes sense of urgency.”

”Det, tror jeg ikke, bliver et problem,” replicerer Ernstved. ”Det er fantasilliarder for de fleste mennesker, og situationen i Forsvaret er alvorlig.”

”Men, Peter, russerne står jo ikke nede i Stege Bugt i morgen. Hvorfor skal vi så ikke bruge de penge på den borgernære velfærd?” spørger Krog, djævlens advokat, og Ernstved svarer, inden spørgsmålet er færdigstillet.

”Fordi Trump er på vej ind i Det Hvide Hus, og NATO bygger på, at alle leverer. Og vi har ikke leveret en skid. Dét er sagens kerne. Det er selv Enhedslisten enig i, og det er superinteressant.”

De to fagfæller tager en slurk af deres øl. Det er i sandhed interessante tider.

TROELS

NI KILOMETER OVER jordens overflade bliver jeg prikket på skulderen af en mand, der for tiden står op klokken fem om morgenen og gennemlever den samme uheldsvangre mandag igen og igen og igen. Troels Lund Poulsen, landets forsvarsminister og partiformand i Venstre, står med dukket nakke i sit pelsede privatfly med retning mod Polen og spørger mig, om han kan lade sig interviewe i bilkortegen på vej til den ukrainske grænse.

Det kan han godt, fx vil jeg gerne vide, om forsvarsministeren, der aldrig har aftjent værnepligt, selv ville kunne slå et andet menneske ihjel (han siger ’nej’, og jeg spørger ’virkelig?’, og så siger han, at hvis han var trænet i det og al den slags, så kunne det da godt være).

Måske er det meget godt, at han ikke er trænet i det, for lige for tiden må omstændighederne i svage stunder få mordlysten til at krible i fingrene på Troels Lund Poulsen. Man kan nævne i flæng: Ørkesløst dårlige meningsmålinger. Partifæller, der forlader den vandindtagende skude. Våbenindkøb, der bliver forsinket og dyrere end først ventet. Forsvarschefer, der må afskediges og derefter truer med retssag.

”Det er primært besværligheder, der lander i hovedet på mig, og det må man trives i. Men det gør jeg også,” siger han, da vi sidder over for hinanden i den sorte van og gnubber knæ og kun kan ænse hinandens ansigter, når de rammes af politiblinkenes lys.

Troels Lund Poulsen har et af de mest todimensionelle renomméer i dansk politik. Lad os få det ud af verden, den går sådan her: Han er altid tæt på magten, en dygtig politisk håndværker, men med en paskontrollørs karisma. Faktisk var hans personlige stemmetal så pauvre, at han seriøst overvejede ikke at stille op til valget i 2022. Nu er han formand for Venstre. Og det går, helt ærligt, ikke ret godt.

”Al begyndelse er jo svær, også for mig,” siger han. Han kunne snildt bruge 48 timer i døgnet på at være forsvarsminister. Hvordan skal han samtidig pleje et parti, der på landsplan er presset på alle fronter, måske især den, der handler om en CO2-afgift på landbruget?

”Det er en udfordring, og det anerkender jeg. Der er ingen tvivl om, at jeg har været for isoleret til at mene noget om udenrigs- og forsvarspolitik. Jeg skal blive bedre til også at prioritere indenrigspolitiske temaer. Det må jeg konstatere, at jeg ikke har været god nok til,” siger forsvarsministeren, mens kortegen brager iltert afsted mod øst.

Også i Kyiv får Troels Lund Poulsen noget fra hånden. Der holdes flere møder, også sent om aftenen på vores hotel, med hans ukrainske ministerkollega. Danske våbenvirksomheder får fødselshjælp i deres omgang med den ukraniske industri. Folketingsmedlemmerne oplyses, pressen tilfredsstilles. Zelenskyj besøges. Og læg dertil timevis af hemmelighedskræmmeri.

Det er sjovt og meningsfuldt, synes han. Også da Danmark sendte soldater til Irak og Afghanistan efter 11. september, bankede Lund Poulsens politiske hjerte for udenrigs- og sikkerhedspolitik.

”Der skal jeg hilse at sige, at jeg fik rigtig mange mails fra folk, der syntes, at det var helt forkert, at vi engagerede os på den måde. Det seneste år, hvor jeg har været forsvarsminister meget af tiden, har jeg fået langt under 30 kritiske mails om Ukraine. Det kunne jeg få på en uge som folketingsmedlem i 00’erne.”

Troels Lund Poulsen deler analysen: Når den danske Ukraine-støtte er fuldkommen fritaget for politiske slagsmål, er den folkelige opbakning stor. Samme dynamik gælder for de historisk store investeringer i det danske forsvar, som næsten hele Folketinget bakker op om. Ministeren kalder det med vanlig sindighed ’bemærkelsesværdigt,’ at regningen på 200 milliarder kroner ikke har ført til mere debat.

Han siger selv, at vi formentlig skal investere endnu mere end det hidtil foreslåede. Ukraine har næppe heller set den sidste danske krone. Men de ’nemme’ penge er brugt. Og så er det jo oplagt at spørge: Hvornår ebber den folkelige medvind ud?

”Jeg er enig i, at hvis vi skal lave yderligere investeringer – og det tror jeg, vi skal – så kommer det med nogle anderledes politiske beslutninger, end dem vi hidtil har taget.”

Ligesom da regeringen afskaffede Store bededag og koblede behovet direkte sammen med Ruslands krigsførelse, tænker du måske?

”Der var det jo ikke sådan, at vi blev modtaget med palmeblade på gaden,” knaser Troels Lund Poulsen.

Men lige nu er der ingen, der helmer.

På togturen ind i Ukraine stuver forsvarsministeren de inviterede oppositionspolitikere ind i sit lille sovekammer og fortæller og forklarer, og de nikker alvorligt og forstår.

Fremme i Kyiv bliver han mødt til industrikonferencen af en dansk industrirepræsentant, der ligner, at han lige har lært at smile med tænderne. Ministeren skal bare vide, hvordan der allerede inden hans ankomst er blevet indgået mundtlige aftaler i ét væk mellem de danske og ukrainske våbenfabrikanter. Det er vigtigt. For ukrainernes sikkerhed og dermed vores egen. På det femstjernede hotel med beskyttelsesrummet i kælderen er der bred enighed om, at vi såmænd har god grund til at være stolte af os selv.