Derfor er Hillary USA's eneste rigtige mandfolk

Allerede før det første primærvalg i 2007 var Hillary Clinton helt sikker på, at hun ville blive USA’s næste og første kvindelige præsident. Der gik lang tid, før hun rigtig forstod, at Obama var en del af valgkampen, og hun levnede ham ikke mange chancer for at slå hende. Halvandet år før præsidentvalget i 2008 var hun gået i gang med at planlægge magtoverdragelsen i Washington, og hun lavede lister over, hvem der kunne være mulige vicepræsidentkandidater.

Og Obama var ingen mulighed, sagde hun til sine nærmeste. Til en fest i Los Angeles i 2008, hvor nogle af de mest velhavende donorer i Det Demokratiske Parti var inviteret, lod Hillarys fundraiser Terry McAuliffe alle forstå, at man ikke kunne støtte både Obama og Hillary. Man skulle vælge side. Bare så ingen skulle misforstå budskabet, citerede McAuliffe ikke blot Matthæus-evangeliet, men også Bush og fortalte donorerne:

”You’re either with us or against us.”

Det er de politiske kommentatorer Mark Halperin og John Heilemann, der har bragt de ovenstående beskrivelser af Hillary i bogen ’Game Change’ fra 2010. Her beskrives Hillary som et omvandrende Napoleon-kompleks (når lave mennesker kompenserer for manglende højde ved aggressiv og dominerende adfærd, red.) i buksedragt, der troede, at hun var den uundgåelige kandidat. (Napoleon og Hillary har i øvrigt det til fælles, at de er kendt på deres fornavn alene. Det er kun meget få mennesker i denne planets historie, der har haft samme genkendelighed).

Og da Obama tævede hende, først i Iowas nådesløse første primærvalg og siden i det Syden, der altid havde været en solid Clinton-bastion, blev hun bitter. Det var trods alt hende og Bill, der havde hjulpet Obama frem i rampelyset og givet ham muligheden for en national politisk karriere, og nu var han sprunget over hende i køen.

I juli 2016 i Philadelphia skal Demokraterne kåre deres præsidentkandidat til valget i november. Og der skal ske noget helt uforudseeligt, hvis det ikke er Hillary, der bliver Demokraternes kandidat.

Det er USA’s middelklasse, der har formet Hillary. Moderen Dorothy var hjemmegående husmor, og faderen Hugh Rodham var forretningsmand. Faderen var også familiens ubestridte patriark, der trods et blidt og humoristisk væsen aldrig efterlod nogen i tvivl om, hvem der bestemte.

De boede i Chicago-forstaden Park Ridge, der lignede det forstads-USA, som portrætteres i ’Mad Men’. Alle var hvide og kristne, og næsten alle var republikanere – også Hugh Rodham.

Han vakte sin datters politiske interesse ved at få hende til at læse den ultraliberale Barry Goldwaters ’Conscience of a Conservative’ fra 1960. Goldwater så USA’s frihedsidealer som formuleret i Uafhængighedserklæringen fra 1776 som sit politiske fundament og kæmpede for, at staten ikke skulle blande sig i borgernes religiøse eller seksuelle orientering, hvilket var usædvanligt i perioden og specielt for Republikanerne, der stadigvæk har en stærk kristen fløj, der aktivt har bekæmpet kvinders ret til abort og homoseksuelles rettigheder.

Goldwater tilhørte en fløj i Det Republikanske Parti, der traditionelt bliver marginaliseret, fordi den ikke appellerer til de midtervælgere, der har afgjort alle amerikanske præsidentvalg, og han førte en dødsdømt, men meget ideologisk klar præsidentkampagne i 1964.

Da Hillary kom til Wellesley College året efter Goldwaters mislykkede valgkamp, var hun stadigvæk en Goldwater girl, og det var helt naturligt, at hun blev leder for Young Republicans på Wellesley. Efter Goldwater kastede Hillary sin politiske kærlighed på republikaneren Nelson Rockefeller, der repræsenterede en mere midtsøgende kurs. Det var først, da Nixon kom tilbage til magten hos Republikanerne, at Hillary brød med dem.

Hendes kursskifte var bemærkelsesværdigt, og i 1972 førte hun valgkamp for den i amerikanske sammenhæng meget venstreorienterede George McGovern.McGovern repræsenterede venstrefløjen hos Demokraterne i en tid, hvor ungdomsoprøret var gået ind i sin sidste fase. Vietnamkrigens ophør var egentlig McGoverns væsentligste mærkesag, men i løbet af primærvalgene blev han af sine egne partifæller kædet sammen med legalisering af narkotika, det kontroversielle abortspørgsmål og hippiebevægelsens rusmiddelkultur. Selv om anklagen var unuanceret og forkert, lykkedes det aldrig McGovern at overbevise midtervælgerne om, at han ikke var ungdomsoprørets kandidat.

På mindre end 10 år havde Hillary været politisk aktiv på yderfløjene hos både Republikanerne og Demokraterne, men der var en slags mening i det hele, der skulle komme til at definere hendes politiske kompas. Når det handler om økonomiske spørgsmål, er Hillary i sit udgangspunkt oftest enig med Republikanerne, men når det handler om værdipolitik, er hun mest enig med Demokraterne. Formuleret som et politisk slogan kunne det lyde: ’Staten skal ud af din privatøkonomi og dit soveværelse.’Der var noget, som Republikanerne ikke kunne give Hillary: et opgør med det samfund, der stadig behandlede kvinder som andenrangsmennesker.

Hillary var omkring de 16 år, da Betty Friedan skrev ’The Feminine Mystique’ i 1963, og det blev et værk, der kom til at vende op og ned på hendes verdensbillede. I forbindelse med en genforeningsfest på sin gamle pigeskole var Betty Friedan blevet forundret over, hvor mange af kvinderne der syntes, de levede et dødssygt liv som husmødre. Friedan skrev derefter en artikel om amerikanske kvinder, der var rastløse, modløse, frustrerede husmødre, som var trætte af at sy og holde hus, men der var ingen, der ville trykke artiklen.

Redaktørerne på amerikanske magasiner – også dem for kvinder – var mænd, og ingen fandt Friedans pointer interessante. Det blev begyndelsen på ’The Feminine Mystique’, der rettede et frontalangreb mod et mandsdomineret USA og forsøgte at beskrive det, som Friedan kaldte for ”problemet, der intet navn har”, hvilket var amerikanske kvinders dybe utilfredshed med deres liv og vilkår, som hun kun kunne se én løsning på: at kvinder fik bedre adgang til arbejdsmarkedet. Fra det øjeblik bogen udkom i 1963, ændrede den amerikanske kønsdebat sig.

I ’The Feminine Mystique’ fandt Hillary en beskrivelse af sit eget barndomshjem, der var fuldstændig domineret af faderens ønsker og meninger. Hun frygtede at skulle blive samme lod til del som moderen trods sine indlysende evner. Det var via Friedans synspunkter, at Hillary fandt udgangspunktet for sit politiske virke: at vise og kræve ligestilling mellem kønnene. Der er intet andet tema, der løber så klart gennem alle hendes år i eller på sidelinjen af amerikansk politik. Da Hillary Clinton begyndte på Wellesley College i 1965, var to ud af 100 senatorer kvinder, og hendes medsøstre tjente 60 cent, hver gang en mand tjente 1 dollar. I dag er der 20 kvinder i Senatet, og hver gang en mand tjener 1 dollar, tjener en kvinde 78 cent. Det er en lille forbedring i forhold til 1965, men der er stadig langt igen.

Der fortælles lidt forskellige historier om det første møde mellem Hillary Rodham og Bill Clinton, men de har alle det til fælles, at det sker på Yale Law School i 1970. Robert Reich, der senere blev arbejdsminister i Bill Clintons første regering, har fortalt, at det var ham, der introducerede de to for hinanden. Bill Clinton skriver i sine erindringer, at han mødte Hillary, fordi de fulgte de samme fag, og Hillary fortæller, at de mødtes i biblioteket på Yale, hvor de udvekslede blikke så længe, at hun til sidst gik hen til ham og sagde:

”Nu har vi sendt blikke frem og tilbage så længe, at vi bør introduceres for hinanden. Mit navn er Hillary.”

Hun fortæller videre, at Bill i situationen ikke kunne huske, hvad han hed. Uanset det præcise hændelsesforløb var de fra starten et umage par, der hver især gjorde den anden stærkere. Trods mødet i biblioteket beskrev Hillary Bill Clinton som den første mand, hun havde mødt, der ikke blev skræmt af hende. Hillary havde lagt en minutiøst udtænkt plan for sine studier og sit liv. Der var tænkt på alt. Alt var skemalagt. Alligevel lukkede hun den uregerlige Bill ind i sit liv.

Hillary var mindre seriøs i hans selskab, og han fik mere orden i sit liv. På trods af de åbenlyse forskelle delte de en brændende ambition om at ændre det samfund, de var vokset op i. Når de kommende jurister på Yale Law School skulle føre en række prøvesager, var det Hillary, der stod for researchen, og Bill stod for selve proceduren. Det mønster har fulgt dem siden deres første møde. Han er sælgeren og politikeren, hun står for det hårde arbejde med at udarbejde programmer og politikker. Bill Clinton friede tre gange, før Hillary sagde ja. Første gang dog med det råd, at hun burde takke nej og i stedet flytte til en storby og gå ind i politik. Ifølge Bill Clinton svarede hun, at hun aldrig ville gå ind i politik:

”Jeg er alt for aggressiv. Ingen vil nogensinde stemme på mig.”

Kritikere har tit anklaget Clinton-ægteparret for at være beregnende og udspekuleret. Især Hillary har ofte været anklaget for, at hun ikke havde nogen reelle overbevisninger, men kun var interesseret i magten. Hillary har dog altid været meget bevidst om, hvordan hun ønskede at leve sit liv – og især at hun ikke ville leve det i sin mands skygge.

Da Bill Clinton friede til Hillary Clinton de to første gange, var hun meget ambivalent og bekymret for, hvad et ægteskab med Bill ville betyde.

”Jeg var rædselsslagen for at miste min identitet og fare vild i kølvandet på Bills personlighed,” som hun beskrev det i et interview med skuespilleren Lena Dunham.

Ligeledes overvejede hun, hvad hun ville kunne gøre, hvis hun blev gift med en person, der skulle til at udstikke en vej, som han var utrolig overbevist om, mens hun fortsat var usikker på tilværelsen. I dag vil de fleste nok tro, at en sådan samtale skulle være foregået på omvendt facon.

I dag er det typisk Bill Clinton, der bliver set som den folkelige, lidt kaotiske, men sympatiske part, mens Hillary Clinton ofte bliver beskrevet som den planlæggende og ikke så folkelige part.

Mødet mellem de to er også et møde mellem den tilbagelænede og joviale sydstatskultur og den mere tænksomme målrettede nordstatsånd. De to er nærmest stereotypiske repræsentanter for deres hjemegn. Når de skændes, er det ofte Hillary, der er den aggressive part, og Bill, der er i defensiven, og ifølge William Chafes ’Bill and Hillary: The Politics of the Personal’ vinder hun altid.

Det var nu dem begge, der vandt valget og gjorde Bill Clinton til præsident i 1993. Ægteparret Clinton blev en central del af valgkampen, ikke mindst fordi det kom frem, at Bill angivelig havde haft en affære med en kvinde ved navn Gennifer Flowers.

Bill og Hillary Clinton valgte at diskutere problemet offentligt og lod sig interviewe på landsdækkende tv. Lige efter Super Bowl-finalen deltog de i programmet ’60 Minutes’ – emnet var deres ægteskab og påstandene om Bills affære med Flowers. I en lille topersoners sofa sad Clinton-parret tæt og måtte svare på en række dybt personlige spørgsmål. Ydmygelsen skulle blive en tilbagevendende oplevelse for Hillary Clinton.

Bill Clinton opdagede derimod, at vælgerne vil tilgive én, hvis man håndterer situationen korrekt. Med millioner af amerikanere som tilskuere indrømmede han, at han havde skabt smerte i sit ægteskab, og selv om han benægtede affæren, vidste alle, hvad det var for en smerte, han talte om. Da intervieweren Steve Kroft antydede, at deres ægteskab var baseret på en bemærkelsesværdig forståelse for Bills mangler, afbrød Bill ham:

”Wait a minute, wait a minute. You’re looking at two people who love each other. This is not an arrangement or an understanding. This is a marriage.”

Hos mangen en seer skiftede skepsis til sympati. Det var bemærkelsesværdigt tv og et eksempel på, at nok kan amerikansk politik være nådesløs, men den er sjældent hjerteløs. Bill Clinton har en forståelse for vælgerne, som få politikere har. Går han ind i et lokale for at diskutere med en gruppe mennesker med vidt forskellige holdninger, er han i stand til at efterlade alle med en fornemmelse af, at han er enig med netop dem. Sådan er Hillary ikke.

Møder hun mennesker, der er uenige med hende, forsøger hun at overtale dem. Og hun bliver ved. Derfor sluttede interviewet med Kroft heller ikke med Bills hyldest til deres ægteskab, men med, at Hillary havde fået nok og forklarede alle, at hun ikke bare var en forstående kvinde, der trofast stod ved sin mands side:

”You know, I’m not sitting here like some little woman standing by my man, like Tammy Wynette (countrysangerinden, der skrev ’Stand by Your Man’, red.). I’m sitting here because I love him, and I respect him, and I honor what he’s been through and what we’ve been through together. And you know, if that’s not enough for people, then heck, don’t vote for him.”

Bill vandt valget.

Da Bill Clinton blev præsident i 1993, var det efter en valgkamp, der trods megen snak om hans evner eller mangel på samme som ægtemand grundlæggende havde handlet om økonomi. Sådan er det tit i amerikansk politik. ’[It’s] the economy, stupid’, var det berømte mantra, der hang i kampagnens hovedkvarter eller det, amerikanerne kalder ’The War Room’.

Clinton blev krediteret for at have fundet en ny politisk vej i amerikansk politik: en tredje vej, der kombinerede højrefløjens økonomiske politik med venstrefløjens socialpolitik. En retning, som især europæiske socialdemokrater senere skulle omfavne. Og der er ingen tvivl om, at Bill Clintons umiskendelige evner til at læse det politiske landskab var meget vigtige for udarbejdelsen af den nye politiske kurs, men det er også tankevækkende, at den tredje vej til forveksling ligner de politiske synspunkter, Hillary har haft siden 1972.

Det er i årene, der kom efter Bill Clintons første nationale valgsejr i 1992, at Hillary gør sin entré på den politiske scene. Selv om der er mange politiske forskelle i detaljen på hendes og mandens synspunkter, var hun en af Clinton-administrationens vigtigste ideologer. Alle vidste det. Alle talte om det internt. Og alle vidste, at vælgerne ville finde denne position svær. Hun var jo førstedamen, og sådan nogle taler aldrig om politik.

Derimod forventes det, at man bager, holder middagsselskaber og kun har meninger om ukontroversielle emner. Der havde hængt to andre mantraer ved siden af ’The economy, stupid’ i Clintons War Room. De lød: ’Change vs. more of the same’ og ’Don’t forget healthcare’. Det ene slogan handlede om, at det var tid til forandring, og at den mere fritænkende generation af baby boomers, som Bill Clinton og vicepræsidentkandidaten Al Gore repræsenterede, skulle erstatte den ældre generation ved magten, som George Bush repræsenterede. Sloganet om sundhedsreformen skulle minde om, at dette var den største uløste føderale politiske udfordring i USA i 1992. Især hvis man så på landet med Demokraternes briller.

Forandring kom hurtigt, og den kom til at handle om sundhedsreformen. Hillary blev sat i spidsen for en komité, der skulle skabe en sundhedsreform, der dækkede alle amerikanere.

Det skulle være den politiske hjørnesten i Clinton-administrationens første embedsperiode, og Hillary havde fået det fulde ansvar for den. Hillary Clinton gjorde et ambitiøst, men i sidste ende forfejlet forsøg. Clinton-administrationen var ikke den første, der ikke lykkedes med at gennemføre en sundhedsreform, men fadæsen blev endnu mere opsigtvækkende, fordi det var præsidentfruen, der stod i spidsen for det mislykkede forsøg. Debatten dengang handlede mest om det problematiske i, at landets førstedame havde en politisk mening. Der var endda dem, der mente, at en sådan var i strid med forfatningen. Hvorfor skulle en person, som ingen havde stemt på, lave politik?

Senere handlede debatten om, hvorfor det gik så galt for Hillary i hendes bestræbelser på at reformere det amerikanske sundhedssystem. De færreste spurgte, hvorfor hun nu var trådt ind i politik. Men det var Hillary ikke desto mindre, selv om hun havde forsvoret, at hun nogensinde skulle blive politiker.

Skal man forstå, hvorfor en kvinde som Hillary Clinton – der er for resultatorienteret til at nyde de politiske debatter, og som hader de evindelige personangreb, som kendetegner det politiske liv – valgte at gå ind i politik, skal man tilbage til barndomshjemmet i Park Ridge. Ikke fordi det var politisk, men fordi det var dybt religiøst. Både moderen og Hillary underviste i søndagsskolen, hvor man lærte, at mennesket ikke skal være styret af sine lyster, men af pligt over for Gud og sine evner. Man skal eksempelvis ikke blive læge, fordi man har lyst til det, men hvis man har evnerne. Det er derfor, Gud har givet dem til dig.

Hillary er forholdsvis konservativ i sine sociale værdier, men har altid praktiseret, at religiøse værdier ikke må fylde i det politiske rum som regler, man skal efterleve. Hun er for kvinders ret til abort, men mener, at der er alt for mange af dem. Længe var hun tilbageholdende over for homoseksuelles rettigheder, men ser dem i dag som en del af den kamp for rettigheder, som sorte og kvinder har været en del af. Og hun er en udtalt modstander af de kristne grupperinger i USA, der bruger religion som rettesnor i disse debatter. For Hillary er det kristne budskab ikke gemt i lovtekster eller domme om andres levevis eller seksualitet. Guds nåde og ånd har vi part i via vores omgang med hinanden.

Hvis hun vinder valget i USA, vil hun ganske givet være den mest troende præsident siden Carter – og en af de mest troende præsidenter nogensinde. Og hun er politisk aktiv, fordi hun er overbevist om, at med de evner, hun har, er det den eneste måde, hun kan få sin sjæls frelse.

Den Hillary har haft svært ved at navigere i politik. Når sundhedsreformen blev en fiasko, var det ikke kun pga. et meget spinkelt mandat. Arbejdet med reformen afslørede også mange af Hillarys dårligste sider. Washington D.C. er præget af kompromiser og lange processer, hvor man langsomt forhandler sig frem til et resultat, alle kan leve med, men som ingen nødvendigvis elsker. Sådan tænkte Hillary ikke. Hun inviterede en lind strøm af kongresmedlemmer forbi sit kontor, hvor hun satte sig for at overtale dem til at forstå, hvorfor hun havde ret, og USA havde behov for den føderale sundhedsreform, hun foreslog. Det var usædvanlig naivt og gik hurtigt galt.

Da Hillary i 2001 blev valgt til Senatet, tog hun den lektie, hun lærte under arbejdet med den kuldsejlede sundhedsreform, med sig. Hun sad i en række forskellige udvalg i Senatet og arbejdede med lovforslag, der berører det føderale budget, militæret, miljøpolitik og arbejdsmarkeds- og sundhedspolitik.

Få senatorer var så kompromissøgende som Hillary Clinton, der begyndte med meget små sager, hvor hun i bund og grund var ligeglad med resultatet, men søgte at hjælpe andre med at få succes, mens hun opbyggede politisk kapital i form af tjenester. Hun brugte især sin dybe religiøsitet til at knytte bånd med andre medlemmer af Kongressen og deltog flittigt i bønnemøder og diskussionsklubber om forskellige skriftsteder i Bibelen.

Ser man på hendes år i Senatet, er det svært ikke at få den tanke, at de mest handlede om at blive parat til en præsidentvalgkamp. Som senator begik hun kun en enkelt ’fejl’, men den var medvirkende til, at hun tabte til Obama i 2008. Hillary stemte for det udvidede magtanvendelsesmandat, der gav præsident Bush politisk rygdækning til en invasion af Irak i 2003.’Fejlen’ var ikke politisk – Hillary har altid været mere høg end due – men beslutningen blev politisk uholdbar, da Irak efter Saddam Husseins fald begyndte en lang borgerkrigslignende periode med sekterisk vold særligt mellem sunni- og shia-muslimer.

I dag siger hun, at hendes stemme i sin tid var en fejl.

Det er tvivlsomt, hvor meget Hillary Clintons tid som udenrigsminister kommer til at være en styrke i den kommende præsidentvalgkamp. Hun var vellidt i udlandet, men ikke særlig involveret, da beslutningsprocessen er blevet yderligere centraliseret i Det Hvide Hus under Barack Obama. Hillary har heller ikke nogen stor udenrigspolitisk bedrift, som hun kan pege på i sin udenrigsministertid. Og nu, hvor verden står i brand, bliver hun kædet sammen med Obamas udenrigspolitik, som ikke just er populær i den amerikanske befolkning. En politik, hun oven i købet langt hen ad vejen ikke var enig i. Hillary var fx skeptisk over for det såkaldte reset med Rusland, der skulle bløde forholdet op. Alligevel valgte Obama at give det et forsøg (uden den store succes).

Hun var også skeptisk over for den diplomatiske åbning, som Obama søgte i forhold til præstestyret i Iran. Under 2008-valgkampen kaldte hun Obamas tilgang for naiv. Ligeledes var udenrigsministeren Clinton skeptisk over for Obamas beslutning om at trække de amerikanske styrker ud af Irak, da hun mente, at det var for tidligt. Sidst, men ikke mindst i forhold til situationen i Syrien var Hillary en af de tidlige fortalere for at bevæbne den syriske opposition og bruge luftangreb mod præsident Assad.

Ifølge Hillary var det værre ikke at gøre noget. Det skete dog ikke, mens hun sad som udenrigsminister. Siden hen har Hillary pointeret, at fordi USA ikke greb ind i Syrien, er der opstået et magtvakuum i landet, der har været medvirkende til, at terrorgruppen Islamisk Stat kunne etablere sig i Syrien og Irak. I alle disse problemstillinger havde Obama en anden indgangsvinkel til problemerne, og administrationen endte med at følge Obamas kurs og ikke Hillarys.

2008 ønskede Hillary at vise, at hun kunne selv. Hun har med god grund altid hadet rollen i sin mands skygge. Clinton-parret er en sælsom konstruktion, men man skal ikke undervurdere Hillarys enorme indflydelse på sin mand på en lang række politiske områder. Bill har altid været populisten med en næsten synsk evne til at læse vælgerhavets vinde, og Hillary har været ideologen, der kommer til den politiske arena med et langt gennemtænkt politisk program.

På den facon er Hillary og Bill et perfekt politisk makkerpar, der komplementerer hinanden, men alt for ofte har hun måttet finde sig i at blive set som den svage part, der er bedst ved sin mands side.

I 2008 var Hillary omgivet af betroede venner fra Clinton-familiens enorme netværk. De skabte i fællesskab en enorm boble, hvor de blev ved med at overbevise hinanden om, at alt gik, som det skulle. Lige indtil det ikke gik, som det skulle. Lige indtil det var for sent at gøre noget ved det. Gentager Hillary den fejl, kan alt ske i 2016.