Den italienske mafia tjener kassen på coronakrisen

TOTALT UDMATTEDE LÆGER, grædende sygeplejersker, militærvogne på vej ud af Bergamo med hundredvis af kister, paven, der prædiker på en fuldstændigt mennesketom plads foran Peterskirken, og italienerne, der synger fra deres balkoner for at holde modet oppe. Italien har fået sit eget COVID-19-fotoalbum.

Det var et forhutlet Italien, der igen kom til syne efter mere end to måneders total coronanedlukning i marts og april. Og det er et forarmet Italien, der nu – efter at tusindvis af virksomheder har været lukket ned, og millioner af arbejdstagere i månedsvis har siddet derhjemme og trillet tommelfingre – skal prøve at finde tilbage på sporet. Virussporene har sat sig, og der er ingen tvivl om, at Italiens nationaløkonomi, efterhånden som månederne går, vil vise sig at være i en meget alvorlig forfatning.

De fleste italienere har lidt under coronaens sundhedsmæssige og økonomiske krise, men ikke alle. Da virussen rasede for fuld styrke, hospitalerne var overbelagte, italienerne enten var syge, på arbejde i beredskabet eller isoleret i deres hjem, og samtlige grafer og kurver i frit fald, trådte forfatter Roberto Saviano ind på scenen med en bombastisk påstand: Dem, der ville tjene stort på coronavirus, var mafiaen.

Roberto Saviano er 40 år og forfatter til flere bøger om Camorraen, den napolitanske mafia, og han betragtes som en af Italiens førende mafia-eksperter. Efter publikationen af hans første bog ’Gomorra’ i 2006 – der siden er filmatiseret – har han haft stjernestatus i Italien såvel som i udlandet. I ’Gomorra’ skrev han med navns nævnelse om nogle af Camorra-klanens mest kendte og frygtede mafiabosser.

Det førte til adskillige dødstrusler og blev samtidig skillelinien mellem hans gamle liv og det nye. For 2006 blev også året, hvor Saviano begyndte at leve et liv side om side med den håndfuld livvagter, som den italienske stat har stillet til rådighed for ham. I Italien har han af sikkerhedshensyn måttet skifte adresse adskillige gange, og til italiensk presse har han ikke lagt skjul på, at hans liv er temmelig besværligt.

”Hvis jeg skal spise på en restaurant, skal stedet undersøges med bombehunde forinden,” har han fortalt.

Jeg mødte Roberto Saviano første gang for flere år siden på forlaget Mondadoris sæde i Roms centrum efter udgivelsen af ’Gomorra’. Jeg sad og ventede på ham i et stort rum. Efter 10 minutter gik døren op, og et par væbnede sikkerhedsvagter kiggede indenfor. De så mig an et kort øjeblik og forsvandt så igen. Herefter dukkede Saviano selv op, hilste kort på mig lidt genert og satte sig ned.

Nogle år senere så jeg Saviano offentligt igen i Rom. Denne gang ved den årlige Massenzio-litteraturfestival, hvor han var blevet inviteret som æresgæst. Under hans oplæsning, der foregik på en udendørs scene i juni måned, stod der livvagter på begge sider af scenen, og da Saviano efter endt foredrag offentligt takkede sine livvagter for deres konstante beskyttelse, trådte de op på scenen for at omfavne ham. Det har formentligt været et stærkt emotionelt øjeblik for Saviano. Det var det i hvert fald for publikum, der kvitterede med flere minutters brusende klapsalver.

I dag siger han:

”Salman Rushdie spurgte meget til min situation, da vi første gang mødte hinanden. Han har jo modtaget dødstrusler fra ayatollah Khomeinis Iran, efter han havde skrevet ’De Sataniske Vers’. Han sagde til mig, at det ville være muligt at starte forfra, hvis jeg flyttede til USA, og det havde han ret i. USA har rent faktisk gjort det muligt for mig at starte et slags andet liv. Her er jeg mere anonym, og sikkerhedsforanstaltningerne er forskellige fra dem, jeg havde i Italien, selv om det stadig ikke er helt nemt.”

Udover at være forfatter skriver Roberto Saviano fast for Italiens største dagblad La Repubblica.

Desuden er han fast klummeskribent for blandt andre The New York Times, Die Zeit og The Times. Han er en ombejlet herre og er ikke helt nem at fange. Men nu sidder vi på en Skype-forbindelse – jeg i Rom, og Saviano i New York. Saviano er iført en lyseblå skjorte. Fra begge hans ører dingler et par hvide høretelefoner, og bag ham står en halvskæv bogreol. Selv om han har levet som en forfulgt mand i 14 år, holder han sig ikke tilbage med kontroversielle udtalelser om den italienske mafia:

”Mafiaen vil komme til at tjene fedt på coronavirus.”

FOR AT FORSTÅ den økonomiske scene, som Italiens fire mafiaorganisationer – Cosa Nostra på Sicilien, La ’Ndrangheta i Calabrien, Sacra Corona Unita i Puglien og Camorra i Campanien – bevæger sig på, er det først og fremmest vigtigt at forstå Syditaliens økonomiske tilbageståenhed. Mens en nordlig region som Lombardiet står for hele 24 procent af Italiens samlede BNP, står de de fem syditalienske regioner Puglien, Sicilien, Basilicata, Calabrien og Campanien for blot 18 procent tilsammen.

”Der er utroligt store regionale forskelle mellem nord og syd i Italien. I Syditalien holdes økonomien kørende, blandt andet fordi der er fire millioner arbejdstagere, som arbejder sort, heriblandt titusindvis af immigranter der ikke er registreret nogen som helst steder,” siger Saviano.

Den italienske regering vedtog med corona-dekretet ’Red Italien’ at give en saltvandsindsprøjtning på 50 milliarder euro til små og mellemstore virksomheder og selvstændigt erhvervsdrivende. Men de midler går uden om millioner af ikke-registrerede arbejdstagere. Dele af den italienske presse har advaret om, at Syditalien er som ’en social krudttønde’. Ordene blev profetiske, for kort efter startede den sociale uro. Flere bander i forskellige syditalienske byer begyndte at plyndre de få steder, der var åbne under den italienske nedlukning, nemlig supermarkeder og apoteker. I Palermo så man grupper af unge, der med fyldte indkøbsvogne nærmede sig kasserne i et Lidl-supermarked, mens de råbte:

”Vi kan sgu’ ikke blive ved med at ligge hjemme på sofaen. Vi har ingen penge, og vi er sultne,” hvorefter de truede sig vej ud af supermarkedet. Det førte til, at flere af Palermos supermarkeder fik bevæbnede vagter.

I Napoli har den lokale avis Il Mattino berettet om en stigning i tasketyverier og i antallet af ældre mennesker, der er blevet frastjålet deres poser med madvarer. Folk har ingen indtægter, ingen ydelser fra det offentlige og ingen opsparing at trække på.

”Dette er eksempler på mikrokriminalitet, og der er ikke tale om egentlige mafiahandlinger. Det er lokale småkriminelle, som er ekstra pressede på økonomien i denne periode på grund af coronakrisen,” siger Saviano.

Men mafiaproblemet er under coronavirussens hærgen langsomt blevet synligt i Italien, hvis økonomi allerede inden krisen hørte til blandt de mest skrøbelige inden for EU: En statsgæld på 133 procent, der forventes at stige til omkring 155 procent ved årets udgang, en økonomisk vækst, der i en årrække har været blandt de svageste i Europa, lav mobilitet på arbejdsmarkedet, en høj grad af skatteunddragelse, korruption i det offentlige apparat og tusindvis af unge veluddannede, der hvert år stikker af til udlandet for at finde arbejde. Alt dette vil uden tvivl blive forværret af coronakrisen. Og imens står mafiaen i skyggen og gnider sig i hænderne.

”Italien var lukket ned i to måneder. I den periode lå størstedelen af alle landets virksomheder fuldstændigt stille. Det samme gælder en arbejdsstyrke på omkring 11 millioner personer. De har været totalt inaktive. Det er en kæmpekatastrofe. I den kommende tid vil vi se rigtigt mange virksomheder, der balancerer på randen af fallit, især fordi de mangler likvide midler, og det er her, de forskellige mafiaklaner kommer ind i billedet. For mafiaen har midler. Masser af midler. Tænk blot på det, som statistikkerne siger, nemlig at La ’Ndrangheta har en omsætning på omkring 50 milliarder euro om året og Camorra omkring 20 milliarder euro. Disse summer stammer fra pengeafpresning, våbenhandel, cigaretsmugling, narkotrafik, prostitution, men også fra opkøb af virksomheder, der bruges til hvidvaskning af disse ulovligt indtjente kæmpesummer,” siger Saviano.

Hollywood har lavet stribevis af mafiafilm, især med fokus på Cosa Nostra på Sicilien, fx Godfather (1972), Goodfellas (1990) og Donnie Brasco (1997). Men det er Calabriens mafia La ’Ndrangheta, som gennem de senere år har vokset sig til den mest magtfulde mafia i både Italien og Europa, og det er sket næsten ubemærket.

”I Europa styrer Calabriens mafia omkring 90 procent af kokainmarkedet. Organisationen er forgrenet ud til flere europæiske lande og har blandt andet specialiceret sig i hvidvaskning af penge, der er tjent på den beskidte måde. Calabriens mafia finansierer sågar politiske partier, og klanen har derfor ofte indflydelse på politiske beslutninger, der bliver truffet i Italien, både lokalt og på landsplan. Denne kriminelle organisation udgøres af en alliance mellem 150 forskellige mafiafamilier, der via en slags blodspagt er at betragte som én stor familie. Hver gang de italienske politimyndigheder får held til at optrevle en af disse familier, er der straks en ny, der er klar til at hoppe ind i hierarkiet,” skriver den økonomiske hjemmeside Starting Finance.

NÅR VI I DAG taler om de forskellige mafiaorganisationer, er det vigtigt at vide, at det er lang tid siden, mafiaen holdt op med at være en ’bondemandsmafia’, hvis medlemmer har daggamle skægstubbe, en svedig og fedtplettet netunderstrøje og et oversavet jagtgevær over den ene skulder.

I dag er den moderne mafia kendetegnet ved det, som man i Italien kalder ”una mafia in giacca e cravatta”, en mafia med jakkesæt og slips. Den er veluddannet og vasker beskidte penge rene på Europas forskellige børser. Follow the money, siger man populært, hvis man vil finde frem til en forbrydelses oprindelse. Det er netop ad den vej, Saviano har opsøgt sporet på sin teori om kombinationen af coronavirus og mafiaen.

”Mafiaen vil begynde at søge efter virksomheder, der har økonomiske problemer for at byde sig til, og forsøge at opkøbe disse virksomheder, og der vil være mange af dem. Mafiaen er stærk, der hvor staten er svag. Der, hvor den italienske stat ikke kan give tilstrækkeligt med økonomisk hjælp, vil der nu være et kæmpebehov for likvide midler. Grundet de forskellige mafiaorganisationers store netværk vil det være relativt nemt for dem at finde ud af, hvilke virksomheder der nu har økonomiske problemer. Og der vil mafiaen dukke op og stille sig til rådighed med lån til interesser, der er mere fordelagtige – og uden alt for meget bureaukrati – end dem, bankerne kan tilbyde. På den måde får mafiaen en fod indenfor. De køber sig typisk ind ved at betale 20-40 procent af virksomhedens samlede værdi, og ofte ender det med, at de helt overtager virksomheden. Det er set mange gange. Når virksomheder i krise bliver kontaktet af andre og mere pengestærke foretagender, er det stort set umuligt at opdage, at en mafiaklan står bag. Dette sker dog ikke kun i Italien, men også i lande som Holland, Tyskland og Frankrig. De enorme summer, som La ’Ndrangheta har tjent på deres ulovlige aktiviteter, bliver ofte investeret i udlandet. Særligt i Tyskland, der er et af de lande, hvor man gør mindst ud af at bekæmpe hvidvaskning.”

Den italienske indenrigsminister Luciana Lamorgese indså den spilleplads, som coronavirus åbnede for mafiaen.

”Nu er vi i en situation, hvor vi risikerer, at mafiaen lukrerer på denne ekstremt pressede økonomi, som mange virksomheder oplever. Det er vigtigt, at nødsstedte virksomheder får hurtig adgang til banklån for at kunne komme videre,” lovede han i krisens begyndelse.

Men det skete ikke altid. Italiensk presse har bragt den ene historie efter den anden om mafiaens ågerforretninger. En restaurantejer, som kalder sig ’Stefano’, fra den syditalienske by Foggia siger til la Repubblica:

”Efter nedlukningen var jeg på fallittens rand. Jeg bad min bank om et lån på 25.000 euro, men da jeg i forvejen havde et lån, fik jeg afslag. Nogle venner gjorde mig så opmærksom på en privat lånemulighed uden alt for meget bureaukrati. Så jeg lånte 20.000 euro for at kunne betale mine fem ansatte og nogle af mine leverandører. Men blot to uger senere blev jeg opsøgt af de samme personer, der havde lånt mig pengene. Nu ville de have 40.000 euro med det samme. Og jeg kunne fornemme, at de ikke var forhandlingsvillige.”

Stefano forstod straks, at han havde begået en fejl. Han henvendte sig til den lokale fondazione nazionale antiusura, som er en national forening, der beskæftiger sig med ofre for ågervirksomhed. Herigennem blev stråmændene meldt til politiet.

’Giulio’, en caféejer fra Palermo, kom også i økonomiske problemer efter coronanedlukningen:

”Jeg var på vej ud af min bank efter et møde. Jeg havde anmodet om et lån på 25.000 euro, men havde fået afslag. Da jeg kom ud af banken, ringede min telefon. En fyr, der ikke præsenterede sig, sagde, at han ville være i stand til at låne mig de penge, jeg havde brug for. Senere mødtes jeg med to mænd. Vores møde fandt sted på en gade i Palermo. De var velklædte og venlige, og alligevel fornemmede jeg en underlig stemning under mødet.”

Giulio var mistænksom og henvendte sig efterfølgende til foreningen SOS Virksomhed, der fortalte ham, at det var et typisk mafiatrick for at udlåne penge til kæmperenter.

Et andet område, der har gigantiske økonomiske problemer, er turistbranchen, herunder særligt hotellerne og de mange restauranter. Mens disse linjer skrives, er der vel ikke en eneste turist i Italien. Det er aldrig sket tidligere i landets historie. Og den turistsæson, der normalt skydes i gang lige efter påske, er forblevet lukket.

”Når Italien åbner op igen, vil der gå en rum tid, inden rejseaktiviteterne er tilbage til tidligere tiders niveau,” siger Roberto Saviano: ”Hotellerne har stået tomme i månedsvis, og mange hoteller vil ligge i økonomiske ruiner. Også her vil mafiaen dukke op og tilbyde deres ’hjælp’. Og det kan kun undgås, hvis den italienske stat hurtigt – meget hurtigt – vil tilbyde sin hjælp via økonomisk støtte og fordelagtige lånemuligheder, uden alt for meget bureaukrati. Samme fænomen vil man se indenfor restaurationsbranchen. Det bliver uhyggeligt. Selv fraværet af turister bliver altså omdannet til en business for mafiaen.”

Inflitrering i økonomisk svage virksomheder bliver dog langt fra det eneste terræn, hvor Italiens kriminelle organisationer vil komme til at opleve kronede dage. Mange såkaldte strategisk vigtige områder oplever ekstra travlhed i disse coronatider, og her har mafiaen allerede været operativ i flere år.

”Hvis man ser på den porteføjle af virksomheder, som de forskellige mafiaorganisationer råder over, står det klart, at de kommer til at tjene gode penge i denne virustid. Mange af deres ulovligt tjente penge har de geninvesteret i de såkaldte multiservice-virksomheder, det vil sige virksomheder der driver firmakantiner, rengøringsvirksomheder, virksomheder, der foretager desinficering, distribution af madvarer ... ja, sågar bedemandsforretninger.”

Roberto Saviano

Født 1979. Han har en universitetsgrad i filosofi fra Napolis Università di Federico II.

I 2006 publicerede han bogen ’Gomorra’ i Italien, der blev en stor succes. Den er udgivet i flere end 60 lande, herunder i Danmark i 2007 med titlen ’Mafiaen fra Napoli’, og solgt i over 12 millioner eksemplarer, hvilket gør bogen til en af alle tiders største italienske bogsuccesser. Bogen gav senere anledning til en succesfuld tv-serie af samme navn.

Roberto Saviano har senere publiceret følgende bøger:

• ’Il contrario della morte’ (2007),
• ’Super Santos’ (2012), ’ZeroZeroZero’ (2013) og
• ’La paranza dei bambini’ (2016).

Som journalist bidrager Roberto Saviano fast til dagblade og magasiner som L’Espresso og la Repubblica (Italien), The Washington Post, The New York Times, Newsweek, Time Magazine (USA), El Pais (Spanien), Die Zeit og Der Spiegel (Tyskland) samt The Times (Storbritannien).

Saviano har 800.000 følgere på Instagram og 2,5 millioner på Facebook.

KOMBINATIONEN AF EN pandemi og organiseret kriminalitet er ikke et nyt fænomen i Italien. Der findes en række fortilfælde. Den nu afdøde italienske læge Salvatore De Renzi har skrevet om tiden i det 16. århundrede, da pesten rasede. I den periode var det umuligt for datidens aristokrati i Napoli at styre nødssituationen i den kaotiske by. Byens spidser måtte henvende sig til lokale kriminelle bander, for at situationen ikke skulle udvikle sig helt uoverskueligt. Resultatet blev, at byens organiserede bander fik overdraget kontrollen på en række områder lige fra vejkontrol til administration og borttransport af de mange døde.

Et andet eksempel er fra dengang, koleraen hærgede på Sicilien i anden halvdel af det 19. århundrede.

Dengang risikerede et kæmpemæssigt landbrugsområde at kollapse. Frugt blev ikke plukket, og grøntsager rådnede op på markerne, eftersom den lokale arbejdskraft enten var syg, død eller stukket af på grund af smittefare. Men så trådte den lokale landbrugsmafia til og foreslog en handel, som jordejerne ikke kunne afslå: Mafiaen ville skaffe arbejdskraft (tvangsarbejdere, der sled sig op under trusler om tørre tæsk eller det, der var værre) mod, at jordejerne overdrog noget af deres jord til mafiafamilierne.

”Det seneste eksempel på mafiaens evne til at udnytte den type krisesituationer finder vi tilbage i 1884, da Napoli blev ramt af koleraen. Omkring halvdelen af byens indbyggere døde dengang. For at en lignende katastrofe ikke skulle gentage sig, vedtog det italienske parlament en lov, der skulle fordele 100 millioner lire til sociale formål. Men de, der især fik glæde af de offentlige midler, var korrupte politikere i ledtog med de lokale mafiafamilier og virksomheder, der var i ledtog med mafiaen. Alle disse kriminelle elementer – politikere såvel som virksomheder – tjente på katastrofen, mens Napolis almindelige borgere stod tilbage med sorteper. En parlamentskommission, der blev nedsat i 1900, slog fast, at der var tale om den napoletanske Camorras værk, og historikeren Pasquale Villari skrev efterfølgende: ’Hellere kolera end en genopbygning med mafiaen, der står og griner i skyggen’,” siger Saviano.

Tror du, vi kommer til at høre den samme sætning igen i forbindelse med den genopbygning, der nu blive nødvendig i Italien efter coronaen?

”Det håber jeg naturligvis ikke. Omvendt er jeg ret sikker på, at mafiaen kommer til at tjene store penge på coronavirus. Mafiaen er i stand til konstant at flytte sin business. Den er i stand til hurtigt at tilpasse sig nye situationer. Ved jordskælvene i Abruzzo og Umbria så vi, at en del af de offentlige tilskud ofte tilflød virksomheder med mafiainfiltration. Sådan vil det ikke være nu. Nu vil mafiaen med egne penge købe sig adgang til en lang række områder, som den ikke tidligere havde adgang til, fordi virksomhederne på de pågældende områder ikke havde brug for likvide midler. Men det har de nu, og det vil gøre dem sårbare.”

Italiens mildest talt dårlige økonomi allerede inden coronakrisen har gjort diskussionen om økonomisk støtte fra EU til en særdeles varm kartoffel. Italien vil være livsafhængig af tilskud fra EU, uanset i hvilken form det vil blive givet. Også her har mafiadiskussionen sneget sig ind i billedet. Det skete, da det tyske dagblad Die Welt bragte en harsk kommentar i forbindelse med de såkaldte eurobonds, eller coronabonds, som de også kaldes, som er obligationer, der gør det muligt for EU-landene at optage lån med solidarisk hæftelse, altså med en garanti fra de øvrige EU-lande om tilbagetaling:

”I Italien er mafiaen stærk, og den sidder kun og venter på alle de penge, der kommer fra EU. Det er vigtigt, at EU kontrollerer, hvad de penge, der gives til Italien, bliver brugt til,” skrev avisen.

Artiklen afstedkom et ramaskrig i Italien. Den italienske udenrigsminister Di Maio prosterede til Angela Merkel, der naturligvis ikke foretog sig noget under henvisning til, at Tyskland har ytrings- og pressefrihed.

”Artiklen viser desværre, at folk, der trækker mafiaen ind på scenen, ofte ingen kendskab har til fænomenet. Jo mindre hjælp de italienske virksomheder modtager fra staten eller fra EU, desto mere sårbare er de, og desto større mulighed har mafiaen for at finde nye frugtbare jagtområder,” siger Saviano.

Også Holland har ligget højt på italienernes hadeliste i denne coronatid. Årsag? Hollænderne har ment – ikke med urette – at Italien har kludder i økonomien. Derfor har Holland (sammen med Tyskland) udvist begrænset entusiasme i forhold til at skulle være garanter for en gæld, der er optaget af lande som Italien, Spanien og Frankrig. Mange italienere har som modsvar anklaget hollænderne for mangel på empati og solidaritet, og flere italienske medier har fokuseret på de skattelyagtige regler, der findes i Holland, og som i de senere år har tiltrukket flere store virksomheder som Nike, Ebay, Uber og Tesla.

”I den økonomiske debat, der har fundet sted i EU, har Holland være meget stejle i forhold til Italien. En holdning, jeg vil kalde hyklerisk. Jeg kan nævne, at Rotterdam er den havn i Europa, hvor til størstedelen af den kokain, der forbruges i Europa, ankommer. En del er til internt forbrug i Holland, resten bliver ekspederet videre til de europæiske lande. For naturligvis er mafiaen også til stede i Holland, lige som den er det i andre lande som Spanien, Tyskland og Frankrig,” siger Roberto Saviano.

JEG SPØRGER TIL hans personlige sikkerhed lige nu.

”Når Italiens juridiske myndigheder vurderer, at der findes et trusselsbillede mod en person, kan man faktisk ikke afslå af få beskyttelse. I sin tid havde jeg slet ikke noget valg. Mit eget beskyttelsesprogram blev iværksat omkring et halvt år efter udgivelsen af ’Gomorra’, og set i bakspejlet var jeg slet ikke klar til alt dette. Jeg var kun 27 år, og jeg fik hurtigt en følelse af, at mit liv var ved at falde fra hinanden. Lige pludselig var jeg konstant sammen med flere carabinieri. De rejste med mig, de var hele tiden til stede i mit liv. Hele tiden. Der havde været flere alarmer og trusler. Carmine Schiavone, en tidligere Camorra-boss som begyndte at samarbejde med politiet, havde fortalt, at Camorra’en var i færd med at planlægge et mordforsøg på mig.”

Hvordan har du oplevet den to måneder lange karantæne, som alle i Italien har levet under i foråret?

”Den type karantæne, der blev iværksat på grund af coronavirus, har jeg faktisk levet under i de sidste 14 år mere eller mindre. Så i karantæneperioden måtte folk prøve at leve mit liv. Jeg har ofte haft en følelse af, at livet dér udenfor mit hjems fire vægge hvirvlede afsted, mens jeg sad helt stille indenfor.”