"Der løb blod og hjerne ud gennem mine fingre. Jeg kan lige så tydeligt huske hans øjne"

For 25 år siden besluttede Folketinget at sende danske soldater til Kroatien som en del af FN's fredsbevarende styrker. Soldaterne kom derned på et 'umuligt' FN-mandat, der kun gav dem ret til selvforsvar. Soldaterne var magtesløse over for de overgreb, som serberne på det tidspunkt udsatte andre befolkningsgrupper for. De danske soldater var de første veteraner. Vi har talt med tre soldater, der var udsendte dengang, dansk militær blev voksent. Her er det første af de tre interview:

"Jeg meldte mig frivilligt til militæret. Jeg trak det største frinummer, du overhovedet kan få. Jeg mødte ind på min fødselsdag d. 31/8 1993. Min farfar var frihedskæmper, og jeg fik nok af at sidde og se i fjernsynet, hvad der skete i verden. Jeg ville gerne ud og gøre noget, jeg ville gerne hjælpe til.

Jeg havde flere funktioner. Jeg var uddannet spejder, det vil sige, jeg var ham, der løb forude i terrænet og sikrede, at gruppen kom ordentligt igennem. Jeg var uddannet letmaskingeværsskytte. Og jeg var sygehjælper. Jeg var blevet uddannet sygehjælper på Søgårdlejren, hvor jeg lærte at sy, yde udvidet førstehjælp og behandle skader. Min primære funktion var ikke sygehjælper, men jeg fik rigtig meget brug for det dernede.

Dvor-lejren blev angrebet med antiluftskyts. Vi sad i vores bunker i Kostanica, og vi kunne høre det nede fra Dvor-lejren. Ham, der meldte det over radioen, var fuldstændig i panik. Normalt skal du bevare roen for at kunne give en ordentlig melding, så vi kunne godt høre, det var rivravruskende galt dernede. Der blev skudt igennem bunkeren dernede. Da vi fik at vide, at man kunne skyde gennem bunkeren, følte vi os som én stor skydeskive. Vi sad i samme type bunker, og vi var også under beskydning. Vi fik at vide, at der var helikoptere på vej med døde og sårede. Min kammerat og mig, som var uddannede sygehjælpere, blev kommanderet ud af bunkeren.

Min kammerat tog sig af de sårede, og jeg tog mig af de svært skadede. Blandt de svært skadede var der to døde. Jeg kan huske, at jeg lagde hånden bag den enes hoved. Jeg ville lige kigge på ham meget forsigtigt. Der løb blod og hjerne ud gennem mine fingre. Jeg kan lige så tydeligt huske hans øjne. Han var ikke særlig gammel. Og så lå han der og var død. Der var en anden, der var trukket et klæde henover.

Jeg kan huske de sårede, deres øjne, de var så bange, og vi prøvede at virke, som om vi ikke gik i chok, for at de ikke skulle gå i chok, mens vi tjekkede dem for granatsplinter.

Og nu var vi bare klar. Vi var fandme klar til forsvare os selv. Men selvom der lå døde på bordet, fik vi at vide, at vi ingenting måtte. Vi måtte ikke gøre noget som helst. Den følelse af afmagt sidder i mig den dag i dag, og det vil den gøre resten af mit liv. Jeg føler, jeg mistede en del af min forståelse dernede for, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Det var så surrealistisk, at vi ikke måtte forsvare os selv. Vi var klar til at gå i kamp for at nedkæmpe de møgsvin, og så gik der politik i det. Vi var offerlam.

Vi var på patrulje. Vi kom igennem en lille flække af en landsby. Der hang sorte flag ud af husene. Jeg spurgte: ”Hvad betyder det?” Det betød, at hele familien enten var blevet slået ihjel - også børnene - eller også var de blevet fjernet. Jeg tænkte: ”For guds skyld, hvorfor har I ikke sendt os herhen noget før?” Alting i husene var smidt ud foran på plænerne. Der var babytøj, der var legetøj. Jeg glemmer aldrig, at jeg så barnetøj, der var smurt ind i blod. Hvis bare de havde sendt os ind, kunne vi have hjulpet dem. Det var sket nogle timer, inden vi kom. De sorte flag ser jeg stadig i mine mareridt.

Jeg kunne slet ikke være i Danmark. Jeg var helt ved siden af mig selv. Jeg prøvede at dulme de følelser, jeg havde. Vreden. Jeg begyndte at drikke voldsomt og selvmedicinere. Jeg prøvede at søge hjælp, men der er ingen hjælp fra Forsvarets side. Ingen opfølgende spørgsmål, intet. Jeg søgte selv hjælp ved det offentlige. Jeg vidste godt, der var noget ravruskende galt. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at komme tilbage på arbejdsmarkedet igen, men jeg kunne ikke fokusere, jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg havde svært ved at overholde aftaler. Jeg talte med tre psykologer og to psykiatere, og de anede ikke, hvad de skulle stille op. De valgte at medicinere mig så kraftigt med beroligende sovemedicin og lykkepiller og god knows what, at jeg var godt og grundigt pacificeret i 15 år, indtil jeg valgte at trappe ud af medicinen.

Da jeg begyndte at komme ud af medicinen, kom det hele bare væltende tilbage. Alle de følelser, som jeg ikke havde fået bearbejdet. Jeg er aldrig kommet hjem dernedefra, og det kommer jeg nok heller aldrig.

Jeg tror, jeg var sluppet noget bedre fra alt det her, hvis der havde været en obligatorisk psykologsamtale, da jeg kom hjem. Jeg har ikke haft kontakt til nogen af de andre, siden jeg kom hjem, men jeg håber på det nu. Specielt ham, der også var sygehjælper, og som oplevede nøjagtigt det samme som mig.”

Hans-Henrik Pedersen, 42 år, kom afsted med hold 8 i juli 1995, men blev oktober samme år trukket hjem sammen med resten af holdet, fordi der var for mange døde og sårede. Blev efter sit ophold ramt af alvorlig PTSD og var i mange år kraftig medicineret. Er i dag holdt op med at tage medicin og bearbejder i stedet sine oplevelser gennem terapeutiske samtaler.

LÆS OGSÅ: Casper er vaneforbryder: ”Kan man ikke komme i kontakt med mig, er det, fordi jeg er død eller bag tremmer”

LÆS OGSÅ: "Jeg tager små doser LSD for at blive stærkere og mere kreativ"

LÆS OGSÅ: Carsten Larsen er næstehjælper: ”Der er mennesker derude, som er dybt desperate, og som hverken har råd til mad, medicin eller tøj”