Kongehuseksperts opfordring til kong Frederik: ”Køb elbiler, få isoleret slotte, indfør bæredygtig mad, og gør hoffet klimaneutralt”
Bliver Kong Frederik 10. en succes som regent af Danmark? Det mener kongehuseksperten Sebastian Olden-Jørgensen bestemt, at han gør, og det skyldes blandt andet en ny bog og Royal Run.
”KONG FREDERIK HAR gode forudsætninger for at lykkes som konge. Den mest oplagte er den meget, meget store popularitet, han nyder. Folk kan simpelthen lide ham, også som menneske.
Han overtager et kongehus, som er veldrevet i den forstand, at også dronning Margrethe har været meget populær, og gennem årene har hun foretaget de nødvendige småjusteringer, så der ikke ligger en hel masse problemer, som Frederik nu skal finde en løsning på – selv den ubehagelige beslutning om at fratage Prins Joachims børn deres titler som prinser og prinsesser har hun været så venlig at få overstået.
Samtidig har Frederik en virkelig god familie omkring sig. Mary har bygget sig selv op til noget nær den perfekte dronning – smilende, vellidt, seriøs og værdig og aktiv inden for vigtige dagsordener med Mary Fonden – mens kronprins Christian tydeligvis egner sig rigtig godt til at være en offentlig person. Dermed er der også styr på næste generation.
Annonse
Den store opbakning til kongehuset betyder, at Frederik starter med en stor opsparet kapital – groft sagt kan han tillade sig at kvaje sig og at blive mindre populær uden at komme i nærheden af at blive upopulær. Der er langt ned til meningsmålinger, som på nogen måde er problematiske for kongehuset.
Faktisk er det svært at forestille sig, at kongehuset kan blive mere populært end nu, og derfor mener jeg godt, at kong Frederik kan være en succesfuld konge, selvom populariteten skulle dale en anelse under ham som regent. Det gode afsæt tillader ham en periode, hvor han kan være søgende, prøve forskellige ting og dagsordener af og eventuelt sadle om uden at risikere det store.
Foto: Ritzau Scanpix | Frederik, da studentereksamenen fra Øregård Gymnasium var i hus.
Kigger man på kong Frederik som person, er hans største styrke, at han har en evne til at omgås alle mennesker. Han kan være sammen med både høj og lav, og det er vigtigt i et moderne monarki, hvor han konstant skal ud at møde forskellige mennesker og helst efterlade et godt indtryk.
Han er også en handlingens mand i den forstand, at han viser sin personlighed gennem de ting, han gør – ved at være frømand, deltage i Sirirus-ekspeditionen og arrangere Royal Run. Han gør noget, der ikke bare er at klippe snore over og holde taler.
Alle ved til gengæld, at hans svaghed er, når han skal åbne munden, og derfor er det kløgtigt, at han har indledt sin tid som regent med at udgive en bog, hvor han får hjælp til at formulere sit projekt på skrift. Et af hans budskaber er, at han vil fortsætte med at være sig selv; at selvom han får nye opgaver og forpligtelser, vil han stadig være den samme Frederik.
Hans folkelighed kommer ham til gode på mange punkter, men jeg tror også, han vil gøre klogt i at tillære sig lidt mere kongelig værdighed og seriøsitet, så danskerne kan se, at han vokser med opgaven. Min intuition siger mig, at der fra befolkningens side vil være en uudtalt forventning om at se noget nyt, ikke en revolution, men en udvikling.
Annonse
Det er lidt som, hvis man blive forfremmet til at være chef i en virksomhed: Man må stadig gerne være med til julefrokosten, men man går hjem klokken 22, og man skal – på kortere eller længere sigt – gøre sig fortjent til sine medarbejderes respekt.
En af ’udfordringerne’ ved, at dronning Margrethe efterlader kongehuset i så god stand, er dog, at der ikke er nogen åbenlys opgave for Frederik at tage fat i og løse. Han skal selv finde en retning, og det allermest oplagte ville være at slå sig op på bæredygtighed og klima.
Hvis jeg var hans rådgiver, ville jeg foreslå ham, at kongehuset skal gå forrest i den grønne omstilling: Køb elbiler, få isoleret slotte, indfør bæredygtig mad, og gør hoffet klimaneutralt. Hvis han lykkes med det og samtidig justerer sin profil en anelse – uden at decideret fralægge sig sin folkelighed – tror jeg, at han bliver en succes.”
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.