Vi har masser af penge, men danskerne elsker buræg, Pepsi Max og dårlig kylling

”Trying to figure out what level of chicken happiness I can afford.”

OVENSTÅENDE ER LYDSPORET til en amerikansk TikTok-trend, der er blevet set og efterlignet af mennesker overalt i hele verden. I al sin enkelthed består de korte videoer, der går under navnet ’The weirdest part of modern society’, af en person, der filmer sig selv foran køledisken i et supermarked, mens vedkommendes blik flakker op og ned mellem kyllinger og bakker med æg og de tilhørende prisskilte. Fra billig til dyr. Fra burkylling til glad kylling.

Trenden har også fået medvind herhjemme. Og i 2023 var der ekstra grund til at overveje, hvilket niveau af lykkelig kylling, man som dansker gad at betale for.

2023 var nemlig året, hvor Danpo, Danmarks største producent af kylling, hentede den omdiskuterede ’turbokylling’ tilbage i sortimentet efter at have tabt ”et trecifret millionbeløb” på to år, fordi man forsøgte at udfase den selvsamme kylling af hensyn til dyrevelfærd.

En turbokylling vokser fra 50 gram til 2.000 gram på 33 dage. Den ekstreme vægtforøgelse gør det svært for dens organer og ben at følge med væksten. Og dagslys kan kyllingen se langt efter. Den lever sit korte liv i tætpakkede haller, hvor der kan være op til 20 kyllinger per kvadratmeter.

Resultatet: billig kylling, som mange danskere griber ud efter, når de pressede af hverdagsstress og med et vågent øje på prisskiltet handler i supermarkedet.

Tallene taler sit eget tydelige sprog. Vi vil have discount. Og turbokyllingen er måske det klareste eksempel på, at dyrevelfærd, økologi og kvalitet måske nok er populære termer i visse kredse, men som langt fra bliver efterlevet, når vi står foran køledisken. Her er der ét altoverskyggende argument, der tæller: prisen.

2023 var også året, hvor supermarkedskæden Irma, der var kendt for at skrue op for både pris og kvalitet, meldte ud, at den lukkede alle butikker. De er siden blevet erstattet af variationer af neongrønne hverdagsmarkeder fra Coop, hvor man ikke er bange for at tale om lave priser.

Selvforståelsen fik et ordentligt hak i tuden hos kunderne i hovedstadsområdet, hvor Irma primært lå. Men lad os være ærlige: Hvis danskerne handlede så ofte i Irma, som de gav udtryk for, havde man ikke lukket luksussupermarkedet. Nej, selv Irmas loyale kunder købte klart flest af deres dagligvarer til discountpriser, selvom kunderne i København og Nordsjælland udadtil nok gerne vil skabe en anden fortælling om dem selv og deres forbrugsvaner:

”Irma-kunderne købte den største andel af deres varer i discountbutikker, og andelen af varer, de købte i andre butikker, voksede (i løbet af butikkens sidste leveår, red.),” lyder det fra Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, da jeg spørger ham ind til Irmas lukning.

Discountsupermarkeder som Rema 1000, Lidl, Netto og 365discount, hvor næsten alle danskere i stedet søger hen, når indkøbene skal klares, har vi til gengæld flere end nok af i forvejen. Som Per Bank, direktør i Salling Group, udtalte i 2020, så har vi i Danmark supermarkeder nok til at betjene 15 millioner mennesker, selvom vi kun bor omkring seks millioner i landet.

Vores indkøbsvaner er desuden markant anderledes end i resten af Europa. For mens vi rejser mere og spiser mere ude, bruger vi mindre end 10 procent af vores disponible indkomst på dagligvarer, hvilket tal fra Danmarks Statistik viser.

Og målt i faste priser har vi aldrig brugt færre penge på fødevarer. Til sammenligning bruger fx franskmændene over 16 procent og italienerne mere end 20 procent af deres økonomiske råderum på at handle til hverdagens måltider.

Men hvad med økologien? Er den ikke i voldsom vækst? Niks: Færre danske forbrugere vælger nu økologi, efter efterspørgslen ellers har været stigende i mange år, hvor Danmark med en vis ret har set sig selv som et økologisk foregangsland.

Desuden er det kun hver fjerde dansker, der prioriterer at købe lokale i stedet for importerede råvarer, hvorimod otte ud af 10 lægger mest vægt på prisen, viser data fra vidensorganisationen Madkulturen.

DET ER IKKE udelukkende i supermarkedet, at billigt er lig med populært. I sommer åbnede den svenske møbelgigant Ikea deres sjette varehus i Danmark. Denne gang ved Dybbølsbro i København.

En tirsdag aften ved 18-tiden med støvregn dryppende på brilleglasset besøger jeg butikken, der bryster sig af at have alt til hjemmet – til lave priser. Efter man er kommet igennem den store, elektriske svingdør, mødes man af valget mellem at gå icaféen efter franske hotdogs og kanelboller til henholdvis 12 og seks kroner eller at gå ind i labyrinten af gange, hvor man kan få ’et komplet soveværelse for under 6.000 kroner’ eller ’et hav af fantastiske produkter for under 50 kroner’, som der står på roterende gule og røde papskilte rundt omkring.

På min færd gennem den menneskefyldte interiørafdeling kan jeg ikke undgå at overhøre en kvinde og en mand i midten af 20’erne, et kærestepar antageligt, som diskuterer, hvilke billedrammer der vil passe bedst til de plakater, de har derhjemme.

Kort efter foreslår manden, der har en sandfarvet kasket uden skygge, en grå sweatshirt med ’Her går det godt’ skrevet med orange bogstaver på ryggen, grøngrå Carhatt-chinos og et par brune sportssneakers fra New Balance på, at de skal droppe middagen derhjemme til fordel for et besøg i Ikeas restaurant. Kvinden, som er iført en brun strikvest med Ganni-smiley på ryggen og hvide jeans, nikker og supplerer med, at det veganske alternativ til kødbollerne faktisk ikke er helt uden evner.

Jeg går op til restauranten, som nok mere er et cafeteria, for at se, om der er noget om snakken og bliver mødt af en hær af bestillingsskærme af den slags, man kender fra McDonald’s. Her er Big Mac’en og kyllingenuggets bare skiftet ud med köttbullar og kartoffelmos med lysebrun flødesauce. Bag skærmene, ved bordene og i venteområdet, er der stuvende fuldt med alt fra børnefamilier til unge og ældre par samt små grupper af gymnasievenner på udflugt.

Efter et par og 20 minutters ventetid står mit nummer på skærmen. Ikke så meget fastfood over den ventetid. Måske er personalet lige så overrasket over det store fremmøde, som jeg er. Jeg slipper sølle 91 kroner for otte kødboller, fire veganske og fire af kød, en lille skål med pommes frites med bearnaisesauce, en fyldselv sodavand, en kanelbolle og en kop kaffe til at runde måltidet af.

Maden smager ikke af synderligt meget. Kartoffelmosen og bearnaisesaucen savner personlighed. Måltidets højdepunkt er det veganske alternativ til kødbollerne, som er tilforladelige og relativt saftige. Den unge kvinde i afdelingen med billedrammerne havde ret.

Vurderet ud fra fremmødet i forhold til madens beskaffenhed ligger det til højrebenet at konkludere, at gammel kærlighed ikke ruster: Danskerne elsker store mængder for små penge, og i Ikeas svenske ’restaurant’ bliver man mæt, helt mæt, uden at punge mærkbart ud.

DET SKAL SIGES, at jeg selv langt fra er nogen helgen, når det kommer til at styre uden om discount. Jeg er nærmere en velintegreret del af Discount-Danmark.

I efteråret var jeg fx på en kort ferie i Budapest med min kæreste. Vi fløj med Ryanair, som vi selvsagt valgte på grund af prisen. Ja, faktisk valgte vi også destinationen derefter. Ingen i min omgangskreds kommenterede vores valg om at flyve med Ryanair. Intet stigma omkring at støtte virksomheder med dokumenterede dårlige arbejdsvilkår. Heller ikke hos os selv. Vi glædede os bare over, at flyrejsen ikke gjorde lige så ondt i læderet, mens vi vendte det blinde øje til konsekvenserne.

At vælge Ryanair eller andre lavprisselskaber er igen den nye normal, efter kulturkommentatorer, politikere og menigmand i en kort periode tilbage i 2018 stejlede over, hvordan selskabet behandlede og betalte deres ansatte. Men da vi danskere skulle punge ud for den næste flyrejse, stoppede indignationen tilsyneladende. I 2023 havde Ryanair nemlig deres største omsætning i Danmark nogensinde.

Som forbrugere står vi danskere hver dag med en masse valg, som har betydning for verden omkring os. Den måde, vi bruger vores penge på, er den nemmeste måde at udøve vores rolle som kritiske forbrugere, der tager stilling til produktionsforhold, miljø og velfærd. Men skal man tro Politikens madredaktør, Mette Mølbak, giver det ikke længere mening at tale om forbrugeren som særligt politisk:

’Vi køber turbokyllinger til aftensmad og handler tøj hos kinesiske Shein. Vi sparer på hverdagen og fyrer den af på ferier. I 2023 er den politiske forbruger stendød,’ skrev Mølbak i en klumme i december sidste år.

Shein (som udtales sji-in og ikke som at skinne på engelsk) har taget begrebet fast fashion til nye højder. På Shein kan man få kjoler og skjorter til mindre end 100 kroner, og du får mere rabat, jo mere du køber.

At lave ultra fast fashion, som deres forretningsmodel kaldes, har øjensynligt været effektivt. For virksomheden med base i Singapore har på kort tid vokset sig større målt på online-handel end blandt andre H&M og Zara. I 2022 havde Shein en omsætning på 24 milliarder dollars.

Shein er særligt blevet populært hos unge kvinder, som viser tøjet frem på sociale medier under hashtagget #SheinhaulDanmark, men de har også fået bedre fat i de mandlige og ældre målgrupper i Danmark og resten af den velstillede, vestlige verden, end de havde i begyndelsen i 2008.

Der er dog, selvfølgelig, store bagsider til den medalje: børnearbejde, et enormt klimaaftryk og hidtil usete mængder skadelige kemikalier i produkterne bare for at nævne et udpluk af kritikpunkterne af den kinesiske tekstilgigant.

Den lave pris har en pris.

Spørger man Mette Mølbak om vores forbrugervaner, er talen klar:

”Ikke nok med, at vi går i discountbutikker. Vi vælger også de billigste varer i de billigste butikker. Det er i stigende grad turbokyllinger og lignende produkter, i mindre grad økologi, der ryger i danskernes kurve. Vores forbrugsvaner er samtidig fyldt med paradokser, for det er alt andet lige dyrere at købe takeaway, som vi gør dobbelt så meget nu som i 2016, end at handle ind til et hjemmelavet måltid.

I de 28 år, Danmarks Statistik har undersøgt danskernes forbrugsvaner, har vi aldrig sparet så meget på vores dagligvarer, som vi gør nu. Derfor er den politiske forbruger, i mine øjne, ja, stendød,” siger Mette Mølbak, da jeg ringer til hende.

Men kan man ikke vende den om og argumentere for, at den politiske forbruger lever i bedste velgående? Den politiske forbruger er vel bare blevet mindre aktivistisk og mere prisbevidst end førhen. Og det har medført, at den politiske forbruger så har opgivet at gøre en forskel og derfor er blevet mindre oprørsk – eller hvad?

”Man vælger med sine penge, hvad man vil støtte. Ligesom man gør med sin stemme til et folketingsvalg. Forskellen er for mig at se, at vi danskere bliver mere og mere afkoblet fra de varer, vi køber,” uddyber Mette Mølbak.

”Vi forholder os ikke til, hvad det er for en kylling, vi har i ovnen derhjemme, eller hvad for et griseliv, vores flæskesteg har levet. De fleste danskere kigger på prisen, vælger det billigste, og har så travlt i hverdagen, at madlavningen ikke bliver en prioritet. Det bliver noget, der skal overstås. For at være en politisk forbruger skal man være bevidst om, hvilke konsekvenser ens valg har. Det tror jeg, de færreste danskere er.”

HVIS VI IKKE bruger penge på god kvalitet i supermarkedet, hvad går vores penge så til?

Det korte svar: opsparing.

For nylig spiste jeg middag (pasta med tomatsauce og mozzarella) med to af mine venner, der lige har fået deres kandidatuddannelse og faste, vellønnede job. Jeg spurgte dem, hvad de ville bruge deres første ’rigtige’ løn på efter mange år på SU.

Efter lidt betænkningstid svarede de begge, at de vil prioritere, at der ikke skal gå lifestyle inflation i deres hverdag. De vil så vidt muligt fortsætte med at leve, som var de på SU, og så spare en masse penge op, der kan stå på deres konti og blive gemt til en rainy day.

Det flugter fuldstændig med den måde, vi danskere er opdraget på. Danskerne ligger nemlig helt i toppen, når vi ser på målinger over folkefærd, som er blandt de bedste til at spare op. I januar 2024 havde vi 1.132 milliarder kroner stående på vores almindelige bankkonti som nettoopsparing, viser tal fra Nationalbanken. Det svarer til, at alle voksne danskere har 235.000 kroner på kontoen, hvilket er det højeste beløb i hele EU, efterfulgt af Holland, Sverige, Luxembourg og Belgien.

Det ligger med andre ord i vores dna at spare. Og at spare op. Og at vælge det billigst mulige, selvom vi har råd til at lade være.

På vej hjem fra Ikea stopper jeg ved en 365discount-butik, fordi de har økologisk smør på tilbud til fem kroner. Haps, tænker en ublu tilbudsjæger som mig. Men apropos, at det ligger i danskerne natur at vælge de billigste løsninger: I denne butik tæt ved Søerne i København, hvor de billigste lejligheder vel koster i omegnen af fire millioner kroner, er der udsolgt af de ikke-økologiske tomater på dåse fra Coops eget mærke. Prisskiltet for dem viser seks kroner, mens den økologiske variant ovenover er én krone dyrere.

Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, siger, at jeg ikke er alene om at blive forført af smørpriserne. Som en anden James Price fortæller han, at det blandt andet er smør, der skal få kunderne til at vælge det grønne discountlyn, der engang hed Fakta, når tilbudskampen mod særligt Netto og Rema 1000 spidser til:

”Smør, sodavand og oksekød er gode ting at sætte på tilbud for at lokke folk i butikken. Danskerne er i det hele taget mere tilbudsorienterede end andre europæere. Det skyldes, at vi er vant til, at så mange varer sælges på tilbud, hvilket de formentlig bliver på grund af den hårde konkurrence, vi har i Danmark som følge af den store overkapacitet af dagligvarebutikker,” siger Jens Juul Nielsen.

SELVFORSTÅELSEN BLANDT mange danske forbrugere er, at vi er fornuftige, samvittighedsfulde, kvalitetsbevidste og overskudsagtige. Men den selvforståelse passer som olie i vand med virkeligheden, mener Frederik Preisler, som er partner og medejer af kommunikationsbureauet Mensch.

Han er klar i mælet, da jeg spørger ham, hvorfor de, der har råd til at lade være, stadig prioriterer discount i stedet for at være politiske, kritiske forbrugere:

”Alle undersøgelser af indkøbsvaner viser, at folks holdninger ikke stemmer overens med deres handlinger. I spørgeskemaer er vi grønne forbrugere, der går op i dyrevelfærd og arbejdsforhold. I supermarkedet vil vi blot have den nemme løsning, og det er for de fleste den billigste. Det er ikke, fordi vi er ligeglade, men fordi det tager tid at sætte sig så meget ind i tingene, at man kan tage en kvalificeret beslutning om andet end det billigste.”

En af Danmarks nye, store forretningssucceser er butikskæden Normal. De turkise butikker er skudt op over hele Europa de seneste 10 år, og end ikke herhjemme har vi nået et mæthedspunkt for antallet af Normal-butikker, som der i dag er mere end 120 af i Danmark.

Da den første butik åbnede i 2013 i Silkeborg, udtalte stifter Torben Mouritsen til flere medier, at de ville ”sælge varerne 30-40 procent billigere end konkurrenterne via parallelimport.” Det var på prisen, de ville skille sig ud. Og det er ”helt normalt” at ville spare, som de siger i deres populære, letgenkendelige reklamer med Søren Fauli som hovedrolleindehaver og idémand.

Netop Normals succes fremhæver Frederik Preisler som et af flere eksempler på danskernes forhold til at spare penge:

”Netto og Normal er nogle af de bedste eksempler på effektiv markedsføring over for danskerne. De fortæller dig eksplicit, at du kan spare penge ved at handle i deres butikker. Implicit fortæller de dig, at du bliver snydt mindre ved at handle hos dem. Det appellerer til det bonde-snusfornuftige i dansk kultur. Vi er mere forelskede i tanken om ikke at blive snydt end i kvalitet.”

Men er det ikke bare naturligt for alle, også andre velhavende europæere, at man gerne vil spare, hvis man kan?

”Jeg vil hellere sige det sådan, at den skeptiske forbruger har vundet over den politiske forbruger. For længst og kæmpestort. Det har den til en vis grad i hele verden.

Men i Danmark er det mere grelt, fordi kvalitet simpelthen ikke er en del af vores kultur. Og især ikke vores madkultur. Prøv at se og smage det, som de serverer på plejehjemmene og hospitalerne rundt omkring i landet. Det kan man jo hverken blive sund eller glad af. Og det, vi får i supermarkederne, er ikke meget bedre.

Det ligger så dybt begravet i vores kultur, at vi skal have det billigt, og vi importerer råvarer, som andre europæiske lande ikke kan sælge på deres hjemmemarked. Vi spiser resterne fra den europæiske landbrugsproduktion, men det er ikke for at undgå madspild. Det er, fordi vi ikke har en kultur, der dyrker andet end billigt.”

Stopper den udvikling, tror du, eller fortsætter det kun med at blive dårligere herfra?

”Jeg tror, det ender med, at forbrugersamfundet imploderer. Men det accelererer stadig, og vores forbrugsmønstre bliver mere og mere bevidstløse. Der er lidt panik-før-lukketid i vores kortsigtede overforbrug. Ikke blot af varer, men også af ressourcer.

Når vi bygger boliger og erhvervsejendomme, tillader vi spekulanterne at smække noget op i en kvalitet, der kun kan holde i 10 år, før det bliver til slum. Alt er kortsigtet, fordi vi simpelthen ikke har tid til at tænke os om,” siger Frederik Preisler.

VED VESTERPORT på hjørnet af Gl. Kongevej i København lå der indtil for blot få år siden en køkkenbutik. Den er lukket i dag. I stedet har discountbyggemarkedet Harald Nyborg slået dørene op på det, der må betegnes som en af de dyrere adresser i landet.

I Harald Nyborg-filialen passerer jeg en mand i 50’erne med vinterhuen trukket godt ned over ørerne. Han står og overvejer, hvilken type gift han skal købe for at bekæmpe de skadedyr, han tilsyneladende døjer med i sit hjem.

Butikken er svær at rubricere, men den byder på alt, man kan ønske sig. Her er kasser med dåsesodavand og chips i forskellige varianter, eau du toilette til 30 kroner, billige stegepander, kaffekopper, cykler og off-brand træningsudstyr. Det eneste gennemgående træk er, at alle vægge og skilte er skriggule, og at alle varer koster en slik.

Symbolikken taler sit eget tydelige sprog: Engang havde alle ret til et fedt køkken. I dag vil vi bare have adgang til discount.

I de seneste år er en lang række slagterbutikker og fiskehandlere forsvundet i både storbyer og i landsbyer landet over. Siden 2007 er hver femte specialbutik i København lukket, mens indbyggertallet i de rigeste dele af Danmark samtidig er steget med 20 procent. Tendenser som disse ser vi, mener Mette Mølbak, Politikens madredaktør, fordi vi bliver opdraget til, at alt billigt er godt.

”Det ligger i den danske folkesjæl, at vi godt kan lide, at ting er billige. Vi går ikke så meget op i at købe kvalitet. Det handler ikke kun om, at folk er økonomisk pressede. Det er der selvfølgelig nogle, der er, men set over hele befolkningen er det ikke årsagen til, at vi nedprioriter vores kost.

I andre lande som Frankrig og Italien har de et helt andet forhold til deres måltider og råvarer. Det er aldrig blevet en fast del af vores folkesjæl at bruge mange penge på mad. Man forsøgte at skabe en bølge med det nye nordiske køkken, gårdbutikker og jord til bord-koncepter. Det tog dog aldrig fart i de danske hjem. Kun på restaurantscenen. Derhjemme er maden noget, der skal overstås.”

Hvad prioriterer vi så?

”Convenience. Man kan se på de undersøgelser, som vidensorganisationen Madkulturen laver hvert år, at vores tidsforbrug i køkkenet falder og falder. Det er igen paradoksalt, at vi ikke har noget problem med at betale 40 kroner for en kop kaffe eller mere og 100 kroner for en pizza, mens vi har svært ved at vælge den økologiske mælk til én eller to kroner mere.”

IFØLGE DEN TYSKE sociolog og politilog Hartmut Rosa, er der en god forklaring på, at vi vælger billigt og hurtigt. Den 58-årige Rosa fra Friedrich Schiller Universität i byen Jena beskriver i sine teorier om accelerationens rolle i det moderne samfund og ikke mindst for menneskers dagligdag, at mennesker er nødt til at bevæge sig fremad for at fastholde det, de har. Status quo er lig med tilbagegang.

Den fælles, vestlige religion – kapitalismen – er drevet af menneskets lyst til økonomisk profit- og tidsoptimering, lyder det fra Hartmut Rosa. For at tjene flest penge muligt, skal vi strømline vores tid og vores processer. ”Time is money” og alt det der. Og det gælder også uden for store virksomheder, der har en bundlinje for øje.

I sin bog ’Fremmedgørelse og acceleration’ fra 2014 skriver Rosa, at alle mennesker ”er nødt til at løbe hurtigere for at beholde deres plads.” Oversat: Du er nødt til at optimere din tid en smule yderligere hver dag for ikke at sakke bagud og holde trit med verden omkring dig.

Antager vi, at Rosas teorier er direkte anvendelige på virkeligheden, har vi indrettet vores samfund på en måde, hvor vi slet ikke har tid til at vælge kvalitet. For så har vi snart ikke råd til at købe det længere.

At vi lever i et accelerationssamfund, som Rosa mener, vi gør, betyder, at virksomheder først og fremmest kæmper om vores opmærksomhed. Virksomhedernes claim to fame bliver at skabe rammer, hvor vi forbrugere kan få den kvalitetstid, vi hungrer efter i hverdage med transport af børn til og fra institution, en irriterende mellemledertype, der bestemmer over én på kontoret, huslige pligter og, nå ja, lidt socialt samvær med venner og familie, hvis vi er så heldige at kunne presse det ind.

Netop den tid, vi skænker vores arbejde og andre interesser, er et andet og lige så vigtigt element i det, discountudbuddet giver os, mener Frederik Preisler fra Mensch:

”Prøv at tænke over, hvor svært det egentlig er at finde og vælge kvalitet. Det er da meget nemmere at drøne forbi H&M, når du mangler en hvid T-shirt, selvom du ved, at der findes én et andet sted, der holder længere og er produceret under bedre forhold. Alligevel går størstedelen af danskerne med det nemme og hurtige valg, fordi vi har alt for skidetravlt til at overveje andet.”

Men for dem, der har råd til at købe et dyrere stykke tøj i bedre, mere holdbar kvalitet, tager det vel ikke længere tid at købe fra det ene kontra det andet sted?

”Nej, men forbrugeren har ikke tillid til virksomhederne. I vores samfund er der kommet en indbyrdes forståelse af, at det er fornuftigt at prioritere discount. Den forståelse er kommet, fordi vi har oplevet virksomheder kaste om sig med postulater som ’klimavenlig kvalitet’ og ’lavet i hånden’ for senere at blive afsløret i deres løgne. Det har sat sig i vores måde at forbruge på.”

DET INDLYSENDE SPØRGSMÅL bliver så, hvordan virksomhederne skal lykkes med at skabe tillid til os forbrugere igen. Hvordan begynder vi igen at stole på, at det kan betale sig at tilvælge kvalitet?

Løsningen ligger ikke lige for. Vi kommer fortsat at stå i et limbo foran køledisken og på internettet.

Glad kylling eller mishandlet kylling?

Børnearbejde eller overenskomst?

Klimavenligt eller klimabelastende?

Dem, der har råd, har ikke tid nok til at finde svarene. Og dem, der har prioriteret tiden til at opsøge kvalitet, er allerede sakket økonomisk bagud ifølge Hartmut Rosas teorier.

Tilbage i Ikea-filialen ved Dybbølsbro har en ganske almindelig kernefamilie fundet plads i restauranten med de prisvenlige retter på menuen. Mor, far og to børn på omkring syv og 10 år. Børnene får pommes frites, friteret fisk og et glas cola. Forældrene deler en lille flaske vin og får begge en portion kødboller.

Jeg kan ikke høre, hvad de taler om, men det ser ud, som om de hygger sig. Ingen af dem har hovederne begravet i deres telefoner. De griner, og det ser faktisk ud, som om de har noget så sjældent som kvalitetstid, mens de spiser sig mætte i cafeteriaets discountmad.