Er der en ny bandekrig undervejs? ”De står et sted, hvor de rent faktisk udfordrer Hells Angels”
Journalist Carsten Norton er aktuel med en ny bog, der tegner et portræt af banden Loyal To Familia og dens stifter Shuaib Khan. Her fortæller han om at få folk i bandemiljøet i tale, forbudssagen, og hvor Loyal To Familia står i dag.
Hvorfor besluttede du dig for at skrive en bog om Loyal To Familia?
”Jeg har tidligere skrevet to bøger om Hells Angels, HA, og deres historie i Danmark, fordi de er en gennemgående faktor i organiseret kriminalitet i landet, som vi kender den. Men det, der sker efter, at jeg slipper dem i den sidste bog – hvilket er i 2022, hvor de har været i krig med en lang række grupperinger – er, at en ny bande opstår. Den opstår inde i en fængselscelle i Nyborg på Fyn, hvor en mand ved navn Shuaib Khan, kaldet Shebi, sidder og beslutter sig for at lave en bande, som kopierer de organiserede rockergrupperingers måde at bygge struktur og hierarki på, og det kanaliserer han over i banden Loyal To Familia, LTF, som på kort tid overtager området omkring Blågårds Plads, Tingbjerg og Kokkedal og siden udvider sit domæne. For mig er det en afgørende begivenhed i dansk kriminalhistorie og en naturlig forlængelse af historien om HA.”
Annonse
Hvad er det, der gør det så afgørende?
”De repræsenterer et nybrud og adskiller sig fra alle de andre mere løse grupperinger, som hærgede op igennem 00’erne. Da de opstår, viser de sig også hurtigt at være ekstremt konflikt- og voldsparate, og der går ikke længe, før de er gået i krig med en af de andre bandegrupperinger, som hed VHK, Værebros Hårde Kerne. Det er den måde, de manifesterer sig på. Det er også i det lys, at man skal se VHK’s indlemmelse i rockergruppen Satudarah: En af faktorerne var, at de simpelthen fandt ud af, at de var oppe imod nogle, som var organiseret på en helt anden måde. Derudover var de modsat andre bander meget synlige med deres trøjer med rygmærker, som igen var inspireret fra rockergrupperne. Det kom endda så langt, at Shebi nåede at købe 72 læderveste.”
Og det kommer vi tilbage til. Men først vil jeg lige høre, hvordan man går til researchen af sådan en her bog? Det er jo ikke de mest ufarlige kilder, du har fat i.
”Jeg besluttede mig for at gå i gang med bogen i starten af året, og jeg havde allerede en masse godt materiale, syntes jeg selv, fra mine 16 år som journalist på Ekstra Bladet, hvor jeg beskæftigede mig indgående med rocker- og bandemiljøet. Jeg ville selvfølgelig gerne tale med så mange som muligt, og det er en svær øvelse med sådan et miljø, fordi det er så lukket. Og hvor rockerklubberne typisk har haft talspersoner, er det noget helt andet med banderne, der er meget mere pressesky. Jeg vidste godt, at det var en præmis at tale med folk uden for citat og under lovning om anonymitet, for det var den eneste måde, jeg kunne få folk i selve miljøet og folk med enten familie eller venner i miljøet til at sige noget.”
Carsten Norton er dansk forfatter og journalist. Har tidligere arbejdet for Ekstra Bladet i 16 år. I dag skriver han for mediet Frihedsbrevet, mens han også er aktuel med podcasten 'Banderelateret' på Podimo. Foto: Klaus Vedfelt.
Bogen starter med et citat: ”They will stop biting us when we stop treating them like dogs,” som er fra Steven Dudley, medstifter af tænketanken InSight Crime. Man godt kan tolke det som et budskab om, hvordan man eventuelt kan løse bandeproblemerne. Har bogen også et moralsk sigte?
”Nej, for jeg er journalist og har ikke noget ønske om at udtrykke nogen holdning. For mit vedkommende er det en journalistisk bog, der i mine øjne er mere dokumentaristisk end biografisk.”
Men du er vel efterhånden også en form for ekspert på området?
Annonse
”Det mærkat vil jeg ikke have siddende på mig. Jeg er forfatter og journalist, der møder folk i øjenhøjde, og jeg hverken påstår eller har på nogen måde løsningen på bandeproblematikken. Hvis jeg havde det, sad jeg nok ikke her.”
Men hvad henviser citatet så til?
”Modsat rockerklubberne er banderne bundet sammen på en helt anden måde. De er ofte forankret i konkrete boligområder, og det betyder, at der både er sociale og familiemæssige strukturer, som spiller nogle store roller i, hvorfor folk ender og er i banderne. Der er en enorm social kontrol i banderne, og de er endnu sværere at komme ud af end rockerklubberne. Man ved nu, at cirka en fjerdedel af bandemedlemmerne herhjemme har familiemedlemmer, der ligeledes er i bandemiljøet. I sidste ende er det et socialt anliggende, som vi er nødt til at tage stilling til.”
Hvis du alligevel skal komme med et bud på, hvor man skal kigge hen for at prøve at komme problematikken til livs, hvordan lyder det så?
”Jeg vil ikke blive for politisk, men det er ret tydeligt, at de her ’tough on crime’-bandepakker har nogle begrænsninger. Noget af det, jeg synes, man skal kigge på, men som også er virkelig svært at dæmme op for, er fødekæden ind i selve banderne. Det er et mantra for mig, og jeg skriver det også til sidst i bogen, at enhver bande er afhængig af at kunne rekruttere: Den kan kun overleve, hvis den kan skaffe nye medlemmer, fordi banderne jo løbende taber medlemmer af den ene eller anden årsag.”
Hvad er, synes du selv, de vigtigste nedslagspunkter i bogen?
”For mig har det været interessant at beskæftige mig med deres udgangspunkt, altså hvorfor de blev til. Men det har også været spændende at dykke ned i de konkrete konflikter, fx konflikten med Brothas i 2017, som nærmest trækker en lige linje til forbudssagen (hvor LTF i 2021 blev opløst ved lov, red.). Det var så voldsomt, at Søren Pape Poulsen, der var justitsminister på daværende tidspunkt, på et landsmøde erklærede, at nu ville han få det stoppet med et forbud. Tiden efter forbuddet er også vigtigt at kigge på.”
Annonse
Ja, for fem år siden blev Loyal To Familie gjort midlertidigt forbudt og efterfølgende de facto opløst af Københavns Byret, og i efteråret 2021 stadfæstede Højesteret dommen, hvilket var historisk. Hvad betød det for LTF og for politiets mulighed for at bekæmpe banden?
”Det er jo ikke, fordi det fjernede dem fra landkortet, med tiden kan man nærmest sige tværtimod. De gik selvfølgelig i en form for dvale. Men nu er det jo blot blevet sværere at spotte dem på gaden og dæmme op, og årene efter har vist, at de på ingen måde er forsvundet af den årsag.”
Så hvor står LTF styrkemæssigt lige nu?
”De er på vej tilbage og kan måske tælle til 100 i deres ’medlemsregister’. Der er noget, der tyder på, på trods af forbuddet, at lederne, som ikke befinder sig i Danmark, har revitaliseret banden og er i gang med en form for generationsskifte. Og derfor står de et sted, hvor de rent faktisk udfordrer landets ældste rockerklub, HA, som ellers har en klar selvforståelse af at være øverst i fødekæden i den danske underverden, hvilket viser sig med deres tilstedeværelse på Pusher Street, hvor HA ellers traditionelt har haft monopol gennem årene. Og hele den udvikling, synes jeg, er ret vild. Det var helt klart også det, der overraskede mig mest i min research.”
Med det nylige drab i Pusher Street på et HA-prøvemedlem, der tidligere var med i banden NNV, spekuleres der i, at bandekrigen måske genoplives. Hvad tror du, der kommer til at ske?
”Det er the million dollar question, og jeg kender helt ærligt ikke svaret.”
Annonse
’Bandekrigerne fra Blågårds Plads – Historien om Loyal To Familia’ udkom den 17. oktober på Politikens Forlag.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.