Euromans leder: Skal hash legaliseres?

Euromans leder: Skal hash legaliseres?
Offentliggjort

Hvert år, når foråret for alvor pibler, tilbringer jeg en dag på Christiania med en flok gamle venner. Vi er pinligt bedagede og bliver pinligt beduggede. Ikke bare af bajere og bøvede minder, men også af en dags selvfølt frihed med fristad og fniseurt. Selv om jeg må være verdens svageste suger (jeg falder i søvn efter to forsigtige bøv, og efter tre bliver jeg decideret dårlig), synes jeg, det er skidehyggeligt at sidde der på volden bag Nemoland, se på typerne, solen og søen, lukke øjnene for problemerne og bare snakke, som de gør det øst for Valby Bakke. Lige indtil emnet fri hash kommer på græs – og det gør det altid. Mine venner er aldrig et øjeblik i tvivl. De siger hvert år, at løsningen selvfølgelig er at lovliggøre lortet, at staten skal overtage butikken, og at det kun kan gå for langsomt. Så vil problemerne forsvinde. Jeg kan sagtens se, hvad de mener. Men jeg er langtfra så sikker.

Hashlovgivningen er – sammen med lovgivning om prostitution – vel nok det mest komplicerede, dilemma- og problemfyldte område, man overhovedet kan begive sig ud i som politiker i et moderne samfund. Området er i evig konflikt mellem individets ret til frihed og statens pligt til ansvar, og derfor findes der simpelthen ingen forkromede, overordnede løsninger, men derimod en lang række af paradokser, lappelovgivninger og kompromiser, der i bedste fald virker selvmodsigende og i værste fald samfundsskadelige. Det gælder herhjemme såvel som i resten af den vestlige verden. To af de stater, der har gjort sig flest eksperimentelle erfaringer med hash- og potlovgivning, er Californien og Holland, og her – akkurat som i Danmark – vælter paradokserne og problemerne ud af skunkskabet.

I Californien har marihuana til medicinsk brug været lovligt siden 1996, og siden har man step by step liberaliseret området i en grad, så cannabis mange steder i staten, ikke på papiret, men i praksis, er lovligt. Men, som man kan læse i artiklen ’Potkrigen i Californien’ på side 82, er en af konsekvenserne, at mexicanske forbryderkarteller i stor stil og i skjul er rykket ind i de californiske skove, hvorfra de professionelt producerer cannabis med et ekstremt højt indhold af THC – det stof, der gør dig skæv. Mexicanerne har godt fat i det enorme marked, og skulle de californiske myndigheder vedtage fuld lovliggørelse, hvem tror så på, at kartellerne bare glemmer deres millionindtjeninger, pakker deres vandingsrør og tager hjem til Mexico? Nej, selvfølgelig vil de konkurrere med staten. Med det sandsynlige resultat, at cannabissen bliver stærkere og stærkere, billigere og billigere og mere og mere udbredt.

Problematikken er nogenlunde den samme i Holland, der har forsøgt at stramme op efter mange år med Gedoogbeleid, som landets ulogiske og selvmodsigende tolerancepolitik hedder. I første omgang har man i flere hollandske byer begrænset udlændinges adgang til de berømte coffeeshops, for selv om mange peger på Holland som et rygende godt eksempel, er der masser af problemer under overfladen. Eftersom hjemmedyrkning ud over fem planter ikke er tilladt i landet, er hashen, man kan købe i de lovlige coffeeshops, ulovlig – enten fabrikeret eller indsmuglet af kriminelle. Først i det øjeblik, hashen er på skranken i en coffeeshop, er den lovlig. ’The Backdoor Problem’ er politikernes bevidst blinde øje til dét paradoks med rette blevet døbt.

Derudover har den liberale lovgivning i årevis tiltrukket millioner af hashturister (og organiserede kriminelle), der har boostet både udbud og efterspørgsel. Og endelig har markedsudviklingen betydet, at der de senere år er kommet hash med alarmerende højt indhold af THC på de hollandske hylder, så stærk, at myndighederne nu kategoriserer det som hårde stoffer.

Herhjemme har vi Christiania som mikroeksempel på makroproblematikken. Som en slags stat i staten har christianitterne for mange år siden vedtaget, at hashsalg skal være ’lovligt’. Mange ved det måske ikke, men man skal faktisk have bopæl på Christiania for at få lov at sælge hash på Staden. Sikkert engang en fin hippie-kontrolordning, men problemet er bare, at kriminelle som følge heraf er flyttet ind på Staden og langsomt, men sikkert er ved at overtage Christiania og forvandle hippiernes forestilling om et fristed til en kriminel fristad og til et minisamfund med frygt, tæv og tavshed.

Det skønnes, at hashsalget på Christiania har en omsætning på 1 mia. kroner om året. Tror man virkelig, at rockerne og hvem, der ellers står bag, bare begynder at arbejde på McDonald’s, hvis hashsalget bliver lovliggjort og overtaget af staten? Selvfølgelig ikke. De kriminelle grupperinger – akkurat som i Californien – har enorm erfaring på området og vil til enhver tid være i stand til at matche statens hash på både pris, kvalitet og kvantitet. Og tilbyde hash og andre stoffer, der i styrke langt overgår, hvad en stat kan stå inde for.

Området er – undskyld udtrykket – mere røget end speget. Teknokratiske løsninger er der masser af, men problemet er, at der, hurtigere end blækket kan nå at tørre, bliver rullet joints af det papir, de skrives på. Politiets indsats, hvor ihærdig den end er, og hvor succesfuld den i perioder kan virke, forekommer på lang sigt frugtesløs, og uanset hvad lovgivningen gør, synes den for evig dømt til selvmodsigende fallit. Det er derfor uhyggelig svært at være realpolitiker på det her område. Men hvad gør man så? Jeg aner det desværre ikke. Det eneste, denne tekst kan gøre, er at pege på nogle af de farer og faldgruber, der lurer ved en eventuel lovliggørelse. Under alle omstændigheder bliver det interessant at se, hvad der kommer til at ske i København, der flirter stærkt med tanken om en slags fri-hash-zone. Hvem ved, måske kommer mine bedagede venner og jeg til næste år for første gang ikke til at sidde der bag Nemoland og gentage os selv?

JENS VILSTRUP