Kødbyen er mør. Så mør, at man på det nærmeste kan trevle hele lunser af industribygning af ved blot at lade fire slappe fingre glide ned ad væggene.
Og det nytter jo ikke noget i længden, så nu skal Kødbyen – et industrikompleks på Vesterbro i København fyldt med restauranter, natklubber og gallerier – istandsættes.
Problemet er, at den slags er dyrt. Den totale regning er højere end en milliard kroner. Og når man er Københavns Kommune, som ejer Kødbyen og derfor sidder med regningen, bliver man smerteligt bevidst om, hvordan de penge også kunne bruges: en ny folkeskole, en ny svømmehal, sociale aktiviteter for plejehjemsbeboere og så fremdeles.
Så nu overvejer politikerne på rådhuset simpelthen at sende regningen videre ved at sælge Kødbyen til private investorer.
”Vi bruger enormt mange penge på vedligeholdelse af Kødbyen. Det koster alene i år 150 millioner kroner og de næste 10 år 1,2 milliarder kroner at vedligeholde Kødbyen. Lad os i stedet bruge de penge på noget andet i København,” har en af de mest standhaftige agitatorer for et salg, Konservatives Jakob Næsager, sagt til TV 2.
Men helt så enkelt er det, som så meget andet her i tilværelsen, bare ikke. Heller ikke selvom Socialdemokratiet er vendt på en tallerken og nu også forholder sig åbent til et frasalg af Kødbyen. For i Vesterbro Lokaludvalg og blandt flere af de erhvervsdrivende i Kødbyen gyser man over udsigterne til private investorer, der jo skal have noget for pengene, og derfor frit kan hæve huslejen.
Den hvide og den brune kødby er fredet, så der kommer ingen BIG-tegnede venstrehåndsprojekter, men frygten er, at de små barer, gallerier og så videre, der lige nu betaler en kunstigt lav husleje på kommunens nåde, må dreje nøglen om og vie pladsen til mere gentrificerede virksomheder:
”Hvis kommunen vil sælge, er det jo bare den med flest penge, der kan købe. Og hvem er det så? Hvis man beslutter sig for at lave turistfældeattraktioner som på Strøget ud af Kødbyen, så ville det virkelig være bittert,” siger Thomas Egholm, der er formand for Vesterbro Lokaludvalg.
Derfor mødtes lokaludvalget i går med politikere og interesserede (eller rettere: bekymrede) borgere i Øksnehallen for at diskutere Kødbyens fremtid.
”Jeg tog det med mig,” siger Thomas Egholm, ”at der var rigtig mange borgere, der var imod et salg. Og det gælder også erhvervene i Kødbyen. Der er en særlig ånd i Kødbyen, som er værd at bevare, og de erhvervsdrivende bekymrer sig for, at der kommer nogen med frygteligt mange penge og klemmer dem ud.”
Mødet bød også på noget, i Kødbyen-regi, så usædvanligt som en positiv, økonomisk åbenbaring:
”Vi fik den glædelige nyhed, at der allerede er fundet 850 millioner kroner til renovering. Så der mangler 400 millioner, og det er også mange penge. Det er også lige en ny folkeskole,” siger lokaludvalgets formand.
Så hvad gør man nu? Det står klart, at der skal ske noget med Kødbyen snart. For standen er så dårlig, at regningen risikerer at stige eksponentielt (huller i loftet medfører risiko for vandskader og skimmelsvamp, og så ruller lavinen). En løsning vil formentlig åbenbare sig allerede i forbindelse med de nært forestående budgetforhandlinger i kommunen, og der er groft sagt tre løsninger på bordet.
Kommunen kan vælge selv at betale for renoveringerne, selvom det uvægerligt vil ske på bekostning af den borgernære velfærd.
Ellers skal man sælge Kødbyen til private investorer med visse – endnu udefinerede – krav til, at ejerskabet forvaltes i overensstemmelse med Kødbyens højt besungne ånd. Spørgsmålet er så, om man overhovedet kan finde en køber, der vil smide penge i en bunke fredede, faldefærdige bygninger og acceptere at drive stedet med hænderne bundet på ryggen.
Og så er der den principielt ønskværdige mellemløsning, hvor man etablerer en form for fond, der har kommunen som delvis ejer og moralsk tonemester – men om de nuværende lejere har økonomi til at poste penge i sådan en fond, eller om private investorer ser nogen som helst pointe i sådan en løsning, virker tvivlsomt.
I Vesterbro Lokaludvalg appellerer man til, at kommunen som minimum vil lade et hidtil overset perspektiv spille en rolle i afgørelsen:
”Ligesom man regner på, hvor mange penge museer og forlystelsesparker skaffer kommunen i indtægter på grund af turisme, bør man regne på, hvor mange der faktisk kommer til København for blandt andet at besøge Kødbyen. Der er rigtig mange turister en helt almindelig onsdag aften. Det er lidt overset, hvad kommunen risikerer at miste af indtægter, hvis Kødbyen forsvinder som turistmagnet.”
