Om at blive far
Fem ting du ikke skal sige til en nybagt far
Foto: Colourbox
At blive far første gang kan få selv den mest afbalancerede mand til at gå i opløsning ved udsigten til fravær af frihed, søvn og sex. Derfor er der her er fem råd til, hvad du ikke skal sige til din ven, der netop er blevet far.
1. "Den ligner slet ikke dig"
Dybt nede i enhver mands primat-hjerne vil tvivlen altid spire: Er barnet virkelig mit? Tog kæresten chancen og snuppede noget frisk DNA fra det unge postbud eller fitnesstræneren, mens man selv var på konference? Tvivlen bliver kun større, når barnet vokser op og bliver Chelsea-fan. Hold dig derfor fra den slags sammenligninger. Også selv om barnets hårfarve og øjne er anderledes. Det er dog ok at stille spørgsmålstegn, hvis hudfarven ikke umiddelbart matcher. Under samme kategori skal man også holde sig fra at bemærke iøjnefaldende ligheder som "ha, ha, hun har fået din næse" eller "man må da håbe, at han ikke har arvet din skaldethed."
2. "Vores barn sov igennem fra første dag"
Din vens psyke er tyndslidt. Han balancerer på randen af psykose efter flere uger med skrig, skrål og næsten ingen søvn. Selv under rekrutøvelser som værnepligtig havde han mere indre ro. Det sidste, han har brug for at høre, er, hvordan andre med deres perfekte familier sover længe – og altid har gjort det. Det er de sammen mennesker, der med irriterende veloplagthed deler gavmildt ud af de gode råd. Hvis du virkelig vil hjælpe, kommer du med en pose receptpligtig søvndyssere – til ham – og barnet.
3: "Er det en pige/dreng?"
Med så gode odds som 50/50 kan det ikke gå galt. Alligevel er det forbløffende så ofte, man kan komme til at såre forældre ved at skyde forkert, når det gælder barnets køn. "Neeej en sød lille dreng," siger du dumt om nyfødte Matilde. Engang var der tydeligere markeringer med lyserødt/lyseblåt tøj, men i disse speltinficerede økotider har børn det mærkeligste naturfarvede kluns på. Derfor frarådes fri skydning i åbent terræn.
4. "Det er meget nemmere med nummer to."
Mens din ven bogstavelig talt står i lort til knæene, er han formentlig ikke særlig åben over for forslag om at udvide butikken. Selv om det selvfølgelig er sandt, at øvelse gør mester, er det også dybt ulogisk (og derfor løgn), at vægten skulle blive lettere ved at putte ekstra kilo på.
5. "Jeg har lige læst på nettet..."
Moderne tider har med engangsbleer, sutteflasker og Teletubbies på Youtube gjort livet nemmere for utrænede fædre. Men i gamle dage slap de i det mindste for internettets millioner af gode råd om alt fra mavesmerter, sovestillinger og sådan-får-I-gang-i-sexlivet-igen. De mange råd kommer som regel fra andre nybagte forældre, hvoraf langt de fleste selv er helt rundt på gulvet. Og alle ved, at man ikke skal lytte til psykisk uligevægtige. Det gælder selvfølgelig også forældre og svigerforældre, der efter 30 års rødvinsmisbrug har glemt, hvordan det er at have små børn.
FACEBOOK Bliv ven med Euroman