Emma Holten kæmper ligestillingens kamp: "Hvis jeg siger, at jeg er feminist, går der 15 sekunder, før alle står omkring mig og vil diskutere"

Hvorfor blev du aktivist?

”Som 20-årig blev jeg udsat for en digital krænkelse, hvor ukendte hackere delte intime og private billeder af mig på internettet, men min umiddelbare håndtering af det var på ingen måde aktivistisk. Jeg så på det som et individuelt problem og ikke fra en social eller en kulturel vinkel.

Efter et års tid begyndte jeg at lægge mærke til, at der, på de sider hvor mine billeder figurerede, næsten kun var billeder af kvinder, og at alle de nedværdigende kommentarer, der var skrevet på siderne, relaterede sig til, at jeg er kvinde. Det blev tydeligt for mig, at der var tale om et strukturelt problem.

Jeg begyndte helt manisk til fester og i andre sociale lag at forklare om alle de her sociale og samfundsmæssige sammenhænge, jeg så i forbindelse med digitale krænkelser. Den opdagelse gjorde, at jeg fik det meget bedre med mig selv.”

Hvordan det?

”Når man er udsat for en seksuel krænkelse, er der enormt meget skam forbundet med det. Man spørger sig selv, om man selv er ude om det. Om man bare har været billig og dum. Det var det, jeg følte, politiet og politikere sagde til mig.

Men da jeg begyndte at anskue min sag fra et feministisk perspektiv, og jeg kunne se de bagvedliggende samfundskonturer, opdagede jeg, at det ikke havde noget personligt med mig at gøre, at jeg var blevet krænket. Det var en kæmpe lettelse. På den måde var feminismen rod til en personlig forandring for mig, men den gjorde også en forskel for andres behandling af mig. Jo mere de forstod, hvad jeg havde været igennem, og hvorfor det var forkert, jo lettere blev det også for mig at være i samfundet.

Sammen med den fantastiske fotograf Cecilie Bødker lavede jeg ’Samtykke’-projektet, som bestod af en artikel, jeg skrev, og en billedserie, hvor jeg var delvist afklædt. Men den her gang var jeg selv afsender på teksten og billederne. Det var min historie.”

Hvordan var det at stille sig frem med så personlig og sårbar en historie?

”Jeg aner ikke, hvad fanden jeg tænkte på. Hvis jeg havde vidst, hvad der ville ske, så tror jeg ikke, jeg havde gjort det. Cecilie og jeg havde regnet med, at det måske ville skabe noget debat i feministmiljøet, men dagen inden, vi udgav projektet, skete der noget helt vildt. Fra USA kom der det her iCloud-leak, hvor flere kendte mennesker fik delt deres private billeder, og pludselig blev min lille aktivisme nyhedsrelevant.

Jeg blev kimet ned af journalister, der ville fortælle min historie, og billederne gik verden rundt. Det var vildt overvældende og meget mere, end jeg havde forventet. Det føltes hverken godt eller dårligt, for jeg anede ikke, hvad det ville føre med sig.

Jeg kunne kun grine ad absurditeten over, hvor surrealistisk det var, at tusinder og atter tusinder nu kendte min historie."

Dit arbejde har betydet meget for mange mennesker. Føler du et ydre pres for at blive ved med at lave aktivistisk arbejde?

”Det gjorde jeg de første par år efter ’Samtykke’-projektet. Jeg var meget ung og meget selvoptaget, og jeg tænkte nærmest, at hvis ikke jeg lavede feministisk arbejde i Danmark, ville ingen gøre det. Men i 2018 tog jeg et år ud af kalenderen, hævede hele min opsparing og flyttede til New York med min kæreste.”

Hvorfor gjorde du det?

”Jeg var fuldstændig smadret. Det er få mennesker, der har det som deres job at arbejde med deres livs største traume hver eneste dag. Jeg var hele tiden ude at holde foredrag om det, og hver eneste dag talte jeg med mennesker, der ville høre om min oplevelse eller fortælle om deres egne.

Det er meget meningsfuldt, men også meget drænende, for man får aldrig lov til at tænke på andet. Jeg tog til New York for at få en pause fra det, og jeg var oprigtigt forberedt på, at jeg måske aldrig ville arbejde med feministisk aktivisme igen.”

Hvad ændrede sig?

”Jeg havde bemærket, at når jeg havde foreslået samfundsændringer i mit tidligere arbejde med digitale krænkelser, var undskyldningen for ikke at gøre noget altid: ’Der er ikke råd – hvor havde du tænkt, pengene skulle komme fra?’ Jeg havde længe interesseret mig for sammenhængen mellem patriarkalske samfundsstrukturer og kapitalisme, men da jeg stødte på begrebet ’feministisk økonomi’, tændte det en aktivistisk ild i mig.

Jeg følte, at jeg havde opnået mange af de samfundsændringer, jeg havde sat mig for, da ’Samtykke’-projektet blev udgivet.

MeToo havde ramt Danmark, og der var kommet en ny forståelse af seksuelle og digitale krænkelser. Det er vigtigt, at feminismen altid skubber på, og jeg fornemmede med det samme, at der ikke var mange mennesker, der kendte til feministisk økonomi, og at der derfor var mulighed for at ændre noget igennem det.

Samtidig er det også en form for feminisme, der ikke tager udgangspunkt i mit eget traume. Den tager livtag med nogle større strukturer i samfundet.”

Hvad er ’feministisk økonomi’?

”Der er en antagelse i samfundet om, at økonomi er en objektiv størrelse, der gør det simpelt at værdisætte, hvad man skal have i løn, og hvad noget skal koste. Modsat hviler ’feministisk økonomi’ på antagelsen om, at vores værdibegreb er kulturelt og historisk betinget.

Kvinder laver i gennemsnit én times mere arbejde i hjemmet om dagen end mænd. Det er ni ugers fuldtidsarbejde om året mere end mænd, som i første omgang er ulønnet, men som endnu vigtigere meget sjældent tages med i økonomiske beregninger som fx BNP.

Det betyder ifølge feministiske økonomer, at der foregår en gigantisk værdiskabelse i samfundet, der ikke bliver talt med, når vi laver politik.”

Hvilket erhvervs værdiskabelse undervurderes mest ifølge feministisk økonomi?

”Det kunne fx være et omsorgsarbejde i sygeplejen, hvor langt størstedelen af arbejdsstyrken består af kvinder. Det er en service, som mange økonomer har svært ved at opgøre værdien af. Konsekvensen af det, siger feministisk økonomi, er, at kvinder bliver underbetalt i forhold til hvor meget værdi, de skaber i samfundet.

Det handler ikke kun om, at kvinder er underbetalte. Det handler i lige så høj grad om at få flere mænd ind i omsorgsarbejdet, og det sker kun, hvis omsorgsarbejdet ikke bliver set på som noget, der ikke skaber værdi. Se bare på en pædagog, der har en løn på omkring 30.000 kroner om måneden. De passer vores børn – hvad kunne være vigtigere end det?

Kort sagt er feministisk økonomi en måde at kritisere værdibegrebet på, og det er et værktøj til at analysere, hvordan værdibegrebet er historisk og kulturelt betinget.”

Hvad er udfordringerne med at få de budskaber igennem?

”Problemet med en samtale om økonomi er, at det er en super indelukket verden, og folk har en tendens til at føle, at det kræver meget faglig viden at tage del i samtalen. Befolkningens følelse af, hvad der er muligt at ændre i samfundet, er påvirket af, at vi i Danmark i lang tid har ført nødvendighedens politik, hvor der har været meget lidt politisk vilje til at lave langsigtedesamfundsinvesteringer, der virkelig forbedrer folks liv.

I mine foredrag forsøger jeg at genintroducere de store politiske ambitioner. Vi byggede en velfærdsstat, da Danmark var langt fattigere, end vi er nu. Hvordan havde vi råd til velfærd til hele kroppen i 1950’erne, men ikke til gratis tandlæge i 2022? De her spørgsmål er politiske og kan ikke affejes med, at der ikke er råd.

Hvis vi havde råd til at lukke samfundet i to år på grund af corona-pandemien, så er der også mulighed for at have store ambitioner. Det klinger hult i 2022 at sige, at vi ikke har råd. Vi fandt jo pengene til det andet.”

Du er humanistisk uddannet. Hvordan bar du dig ad med at lære så meget om et emne, der ligger i en helt anden boldgade?

”Faktisk gennem mit studie. Jeg har læst litteraturvidenskab, og det gav mig muligheden for at blive klogere på alle mulige forskellige emner. Finanser, den økonomiske situation i Colombia, middelalderen i Paris. Det fodrede min nysgerrighed og hjalp mig med at tænke på mærkelige måder.

Jeg lærte, hvordan jeg kunne tilgå et emne, jeg i udgangspunktet ikke vidste særlig meget om. For mig handler det om at identificere de store forfattere og tænkere inden for et område og så læse alt, jeg kan få fingrene i.”

Hvad gør du ellers?

”Jeg mødes med folk, der har forstand på et emne og prøver mine teorier og min viden af. Jeg har fx talt meget med min fætter, der har en ph.d i økonomi. Der var nogle ting, hvor han rettede mig, men jeg kunne godt mærke, at han gav mig ret i en del ting, og det gav mig selvfølgelig selvtillid omkring min viden. Men samtidig har jeg også erkendt, at jeg aldrig må være for skråsikker på noget.

Tvivlen er vigtig for mig. Jeg er selvfølgelig altid sikker på, at min statistik holder vand, men jeg gør det altid klart, at jeg er åben overfor, at min tolkning kan være anderledes end andres. Jeg bryder mig ikke om den ’Debatten’-agtige måde at snakke om politik, hvor alle er helt skråsikre på egne standpunkter.

Sådan har jeg aldrig haft det. Jeg er vildt usikker, og når nogle skriver noget negativt om mig, bliver jeg vildt ked af det og tænker meget over det.”

Synes du, der er blevet længere mellem danskerne?

”Nej, jeg tror bare, vi kan se forskellene mellem os tydeligere.”

Mange vil nok hævde, at der er blevet gravet dybere kløfter mellem os?

”Kløfterne er i hvert fald synlige nu. Men det er også, fordi vi ser, hvad dem, der er allermest uenige med os, mener. Vi ser folk, der er meget feministiske, og folk, der hader feminisme.”

Hvad er det ved feminismen, der kan få folk op i det røde felt?

”Der er en grund til, at ordet feminisme vækker så stærke følelser i folk. Det er, fordi ordet er associeret med en bevægelse, der gennem tiden har skubbet til samfundet. Været irriterende og stillet irriterende spørgsmål til magtfulde mennesker. Men på en måde kan jeg godt lide, at feminisme har den gnidning i sig.

For det skaber konflikt, og konflikt kan skabe forandring. Hvis jeg tager til en fest og siger, at jeg går ind for menneskerettigheder, vil folk være ligeglade. Men hvis jeg siger, at jeg er feminist, så går der 15 sekunder, før alle står omkring mig og vil diskutere med mig. Det, synes jeg, kan noget. Det er et ord, der vækker folk.”

Det lyder ikke befordrende for debatten. Er det ikke med til at skabe kløfter i befolkningen?

”Nej – kløfter skabes ikke af ord. Kløfter skabes af meninger, der ligger bag. Ordet feminisme synliggør bare vores uenigheder, og det, tror jeg, er godt. Vi skal kunne se vores uenigheder, før vi kan løse dem og komme hinanden tættere.

Det var uenighederne mellem mig og dem, der sagde, at det var min egen skyld med de billeder, der ansporede mig til at blive aktivistisk og forsøge at ændre samfundet. Måske ville der være mennesker, der var enige med mig, hvis jeg ikke kaldte mig feminist. Hvis bare jeg sagde, jeg var for ligestilling. Men for mig personligt er feminisme et vigtigt ord. Det er et ord, der dækker over et livssyn, der hjalp mig, da jeg havde allermest brug for det. Jeg associerer det ord med at have værdi som menneske.

Samtidig synes jeg ikke, vi skal undre os så meget over, at feminisme skaber debat. Det handler om vildt intime ting, som hvordan vi arbejder, lever og elsker. Selvfølgelig bringer det sind i kog, når politiske samtaler kommer så tæt på.”

Hvad er dine største sejre i forbindelse med dit arbejde?

”Det har været en stor personlig sejr for mig at holde foredragene om feministisk økonomi. Det har bragt mig et nyt sted hen samtidig med, at jeg gør noget for at ændre et strukturelt problem.

Jeg har følt mig taget alvorligt som fagperson, og det har mange garanteret tænkt om mig førhen i mit arbejde med digitale krænkelser, men når jeg står på scenen og ikke taler om mig selv eller om hævnporno, men om feministisk teori, så bliver jeg stolt. Den krænkelse slugte min identitet, og at få lov til at være andet og mere end det føles som en stor sejr.”