Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste: "Jeg vil gerne have os væk fra at blive set som det mørkeste sted i staten"

Han bliver kaldt Chefen.

Ikke Findsen, ikke Lars, men Chefen. Det er ikke noget, Lars Findsen selv har fundet på, men selv hans næstkommanderende kunne ikke drømme om at bruge hans fornavn, når han taler med ham. Han siger chef. Det er næsten lige så hemmelighedsfuldt, som når spionchefen i James Bond-filmene heller ikke har et egentligt navn. Han – eller hun – hedder bare M. Lars Findsen er Danmarks svar på M.

Det er da også kun ganske få, der overhovedet ville kunne sætte navn på ham, selvom han er topchef i en af Danmarks livsvigtige institutioner. Det er der en grund til. For Lars Findsen er chef for en af de historisk set hemmeligste og mest lukkede verdener i landet.

I den verden skilter man ikke med, hvem man er. Man er diskret og fortæller ikke nødvendigvis om, hvor man arbejder, hvad man arbejder med, eller hvor man bor. Her er det en dyd at holde lav profil og være lidt på afstand af offentlighedens søgelys.

Det gælder også Lars Findsen. Der er ikke megen offentligt tilgængelig information om ham. Nogle jævnlige, årlige interviews om udenlandske trusler mod Danmark beskrevet i overordnede, generelle måske ligefrem lidt tågede vendinger. På Wikipidea er der ganske få linjers nøgtern tekst om hans uddannelse og karriere, og på Facebook finder man blot et billede af en mand med mørke solbriller. Han har fotograferet sig selv på toppen af et bjerg et eller andet sted i verden og brugt det som sit profilbillede. Men ellers er Facebook-siden tom og uden indhold.

Da Lars Findsen kommer ind ad døren, har han overraskende en åben dåseøl med sig i den ene hånd. Den matcher ikke helt den ellers ulastelige embedsmandspåklædning, det mørkeblå jakkesæt og den hvide, åbenstående skjorte. Han ler undskyldende og forklarer, at han fik øllen stukket i hånden som det første, da han lige skulle lykønske de nyudklækkede elever fra efterretningstjenestens særlige cyberakademi på vejen herover.

Jeg har taget en gammeldags diktafon med. For bag de røde mure på Kastellet må man ikke bære en iPhone med GPS – ikke nogen Facebook-tagging eller mulige skjulte aflytninger her. Den skal afleveres og lukkes forsvarligt inde i en sikret boks, før man kan bevæge sig ind i det allerhelligste. Tidspunktet for interviewet er ændret nogle gange, fordi Chefen hele tiden får hemmelige informationer, han skal forholde sig til øjeblikkeligt. Interviewet kommer til at foregå uden for de røde mure: i Kommandantgården, et smukt, gult palæ lige over for Kastelskirken.

Væggene er fyldt med portrætmalerier af konger og militærfolk i uniformer. Kastellets bygherre Christian IV overvåger os fra sin plads på væggen i rummet ved siden af.

Interviewet, vi skal lave, er temmeligt usædvanligt. Spionchefen, som han bliver kaldt i medierne, når han en sjælden gang træder frem, har sagt ja til for første gang at lukke os lidt ind bag sine egne personlige mure. At en chef for en hemmelig tjeneste på den måde står frem med navn og ansigt og fortæller om sig selv, er så vidt vides aldrig sket før. På den måde er interviewet også et stykke danmarkshistorie.

Selv om Lars Findsen er smilende, venlig og afslappet, kan man se, at han også er en mand, der er vant til at holde igen på sig selv. En mand, der overvejer nøje, hvad han siger til hvem. Han holder pauser og bruger indskudte sætninger, som skal give hjernen tid til at finde det rigtige svar, den afbalancerede formulering. Hver gang jeg stiller ham et spørgsmål, kan man fornemme, hvordan han bladrer i sit mentale kartotek, for at finde frem til de helt præcise ord og sætninger, som ikke siger for meget, og ikke siger for lidt.

Vi er da heller ikke nået længere end ganske få minutter ind i samtalen, før Lars Findsen skæver ned mod diktafonen på bordet. Jeg har stillet ham nogle få spørgsmål om hans baggrund.

”Jeg hopper lige ud af interviewet,” siger han og læner sig frem og ser på mig ind over kaffebordet.

”Jeg ved ikke, hvor meget det skal fylde, det her,” spørger han lidt prøvende.

Jeg forklarer ham, at det er en afgørende forudsætning for at kunne lave et portrætinterview med ham, at han fortæller om sit liv, og hvad der har formet ham. Hvordan kan man være chef i en hemmelig verden og forholde sig til livsfarlige trusler hver eneste dag? Hvilket menneske er man så?

Han tøver.

”Okay, så kan vi snakke om, hvor meget og hvad der skal fylde bagefter. Nu vil jeg så være en lille smule uden filter, ikke?”

Lars Findsen i kuplen på Station Amager, hvor man lytter med højt avanceret udstyr - Forsvarets Efterretningstjenestes elektroniske ører.

Selv om verden befandt sig midt i den kolde krig, hvor en misforståelse mellem supermagterne USA og Sovjetunionen kunne udløse et atomkrigsragnarok, var der ikke skyggen af hverken spioner eller terrorister i Lars Findsens barndom. Han er født i England i 1964 i nærheden af den østengelske havneby Hull, hvor hans far havde arbejde som salgschef i den danske konservesvirksomhed Plumrose. Men efter få år, da Lars Findsen var blevet fire år gammel, rykkede den lille familie med far, mor og to drenge tilbage over Nordsøen og landede i et familievenligt parcelhuskvarter i den lille landsby Strøby Egede syd for Køge.

Lars Findsen kom i landsbyens skole, der lå omringet af marker lidt uden for byen, og når han havde fri, rendte han sammen med de andre børn i kvarteret rundt mellem parcelhusene og spillede fodbold i baghaverne eller gik ned til stranden få hundrede meter væk, hvor sejlbådene lå.

Men selv om Lars Findsen kalder sin barndom ’helt almindelig og generelt set ret uproblematisk’, skete der alligevel noget, som kom til at sætte sig et sted i hans karakter. Efter familien havde bosat sig på Egelundsvej, begyndte det at knage i forholdet mellem Lars Findsens forældre, Hanne og John.

Forældrene besluttede at lade sig skille, og familien blev delt i to, da Lars var 8-9 år gammel. Moren blev i Strøby Egede sammen med Lars Findsens lillebror, Nicholas, mens Lars Findsen selv flyttede langt væk med faren – til Augustenborg på Als. Bruddet og savnet kom til at sætte sine spor i den lyskrøllede dreng.

”Hvis jeg skal analysere mig selv i dag, så har det selvfølgelig betydet noget. Altså, helt sikkert, ikke? Mange skilsmissebørn vil nikke genkendende til, at man kommer til at tage lidt ansvar for de voksne. Jeg kom til at lægge lidt mere låg på sig selv, tror jeg, fordi jeg kunne se, at der var nogle andre, de voksne, der havde følelser på spil. Som barn er man jo ekstremt loyal, og jeg tror, jeg holdt mig selv lidt tilbage og undgik at lave problemer og nok ikke var så ekspressiv følelsesmæssigt, som hvis jeg havde haft et forældrepar, som var sammen i en tryg konstellation, som jeg kunne slå op imod eller opføre mig åndssvagt overfor. Du får et eller andet med, at du er meget ovre i andre end i dig selv,” siger Lars Findsen.

Lars Findsens far blev ankeret i den nye tilværelse på Als.

Når man ankommer til Sønderjylland fra enhver by på Sjælland, så er man københavner. Uanset at den landsby, man kommer fra, ligger langt fra hovedstaden og er ligeså lille og uanselig, som den man ankommer til. Sådan er det bare.

Lars Findsen på 10 år var ’københavneren’, men han havde til gengæld en sej, skriggul T-shirt med ordet ’Sweet’ skrevet ind over brystet – navnet på et af 70’ernes helt store glamrock-bands, som var blevet populære på Sjælland et kort øjeblik før, fænomenet var nået til Jylland. T-shirten, det krøllede, lyse hår og en heldig fodboldkamp i skolegården på en af de første dage, hvor alt bare lykkedes for den ellers middelmådige, unge fodboldspiller, blev Lars Findsens adgangsbillet til fællesskabet blandt de nye kammerater i Augustenborg.

Ikke mindst sejlklubben i bunden af fjorden blev et tilholdssted. Lige siden Lars Findsen var helt lille, havde hans far taget ham med ud på havet og lært ham om sejl, skøder og vindretninger. Han byggede selv sønnens første optimistjolle og viste ham, hvordan man byggede modeller af skibe og sejlbåde. Sammen stod de i værkstedet nede i kælderen, og Lars Findsen drømte om selv en dag at bygge sejlskibe.

”Jeg ville være skibsingeniør. Jeg ville bygge både, som dem OL-sejlerne og skibsdesignerne Jan Kjærulff og Paul Elvstrøm lavede. At være skibsingeniør og konstruere sejlbåde, der kunne sejle hurtigt og vinde sejladser. Så jeg brugte mange timer på at lave skibsmodeller af træ og forsøgte også at støbe blykøle til bådene. Jeg kunne stå der ved høvlebænken til langt ud på aftenen.”

Men Lars Findsen kom aldrig til at bygge både. Da han kom i gymnasiet i Sønderborg, hvor han havde valgt matematik og fysik for at kunne komme på DTU og læse til skibsingeniør, kom han i tvivl om, hvad han skulle lave som voksen. Og selvom hans cv i dag ligner den lige vej til toppen i statsadministrationen, så var det en stribe af tilfældigheder, der gjorde, at han endte som chef for Danmarks hemmeligste tjeneste.

Lars Findsen var med egne ord ikke nogen overvældende flittig jurastuderende. Faktisk havde han skrevet noget helt andet øverst på ønskesedlen, da gymnasieeleverne fra Sønderborg skulle vælge studieretning på Aarhus Universitet.

”Jamen, det var rimeligt fantasiløst. Jeg havde faktisk medicin som førsteprioritet, som jo stikker i en totalt anden retning end jura, som var anden prioritet, mens historie var tredjeprioritet. Men jura blev det.”

Til gengæld opdagede Lars Findsen noget andet om sig selv. Han kunne fortabe sig, når han først op til sine eksaminer dykkede helt ned i de tørre bøger og paragraffer. Ligesom når han stod med skibsmodellerne i kælderen i Augustenborg. Selv om jura var tørt, kunne han med en særlig vedholdenhed og disciplin finde ind til det fascinerende.

”Hvis du først fokuserer på det, du laver og gør en dyd ud af det, altså virkelig går ind og ned i det, så er næsten alting interessant. Næsten lige meget hvad fanden man beskæftiger sig med.”

“Jeg har nok en meget vedholdende og stædig karakter. Og jeg har det sådan, at hvis der er et eller andet, der bare skal laves, før jeg kan komme hen til det sjove, så laver jeg sådan nogle gulerodssystemer for mig selv. Det kan være med hvad som helst. Lidt ligesom med at man skal spise havregrøden før wienerbrødet. Og den skal kraftedeme spises op, før man rører ved det wienerbrød.”

Drømmen om sejlskibene trak ham alligevel væk fra de tunge lovbøger et års tid. En dag så han et opslag på studiet, hvor en sejler søgte unge deltagere til en tur tværs over Atlanten. Det trak i ham, og Lars Findsen besluttede at tjekke ud af jurastudiet og melde sig som gast til sejladsen. Men først skulle havregrøden spises op. Han rykkede til København, hvor han tog alt, hvad han kunne finde af forefaldende arbejde, så han kunne tjene penge til rejsen. Han vaskede trappeopgange på Amager, han bestilte kød til brugsforeningerne i Kødbyen, og han pakkede bøger for et bogbinderi.

En efterårsdag i 1987 satte en 41 fods båd sejl og stævnede ud fra Las Palmas på Gran Canaria. Sejlbåden havde kurs mod Barbados i Det Caribiske Hav, og ombord var den 23-årige jurastuderende Lars Findsen, fem andre eventyrlystne unge og en last fuld af rom. En kapsejlads under overfarten var sponsoreret af et kendt romfirma, og en anden kapsejlads, som de unge vandt, havde to tønder rom som præmie. Der var i bogstaveligste forstand rom overalt på den tur.

Da Lars Findsen efter pusterummet på Atlanten var tilbage på studiet, nu på Københavns Universitet, havde han fundet ud af, hvad han ville bruge juraen til. Han ville arbejde med strafferet og være statsanklager. Og for at nå det mål gik vejen gennem Justitsministeriet.

Han anede ikke et klap om, hvad Registertilsynet under Justitsministeriet, hvor han blev ansat, var. Det var et eller andet med at holde øje med databeskyttelse, og at borgere ikke blev registreret ulovligt. Men det var der, Lars Findsen tog afsæt for at nå i mål som anklager.

Med gulerodsmetoden i baghånden opdagede Lars Findsen igen, at hans særlige evne til at fortabe sig og dykke helt ned i de nørdede detaljer i arbejdet gav bonus.

”Det var tørt med tørt på, men det viste sig også at være sjovt. Hvis man taler om et defining moment, er det et af dem. For jeg blev faktisk rigtigt god til det, selvom jeg ikke havde været en særlig flittig jurastuderende eller var nogen født stjernejurist. Jeg opdagede, at jeg var god til det, jeg sad med. Og det betyder, at din chef ser, at der er et eller andet dér.”

Findsen blev plukket ud af sin tidligere direktør i Registertilsynet, Torsten Hesselbjerg, som i mellemtiden var blevet chef for Justitsministeriet daværende Lovafdeling, og blev placeret på de virkelige juranørders holdeplads i stats- og forvaltningskontoret, hvor elitejuristerne fra universitetet sad. Flere af dem sidder i dag i Højesteret.

Lars Findsen lærte af kulturen og arbejdsformen i Justitsministeriet.

”Det var sådan en slags mesterlære, hvor vores chefer gik meget ned i ens ting. Hvis du havde lavet et udkast til et eller andet, var der en chef, der rent faktisk tog sig tid til at gå det igennem ord for ord med sin røde rettepen. Bagefter blev man så nærmest mundtligt eksamineret i det, man havde skrevet. Så prøver man igen og igen, til man begynder at ramme skiven. Og det sætter sig i én i en eller anden form for grundighed. Den dag i dag læser jeg korrektur på mine SMS’er og sikrer, at kommaerne er sat rigtigt.”

En dag i 1995 blev han kaldt ind til Justitsministeriets departementschef, Michael Lunn. Torsten Hesselbjerg, Lars Findsens egen chef, sad der også. Med et skævt smil bemærkede Hesselbjerg, at nu ’kunne vi vist godt finde cigarerne frem.’ Findsen skulle være ministersekretær – først for Bjørn Westh (S) og siden Frank Jensen (S).

”Det havde jeg ikke planlagt eller set komme. Dengang havde man ikke spindoktorer og pressefolk, ministersekretæren var det hele. Dér fik jeg sådan en meget praktisk, hands on-tilgang til at håndtere alt omkring ministeren. Det blev en læreperiode for mig at gå lige op og ned ad det politiske og på tæt hold se, hvordan ministeriets øverste chefer håndterer stort og småt. Man er selv sådan en slags altmuligmand, hvor man først og fremmest ikke skal føle sig for fin til at bruge en masse tid på selv de mest banale opgaver.”

En klar efterårsmorgen i september 2001 ændrede verden sig på et øjeblik. Kort før klokken ni buldrede et passagerfly på vej til San Francisco ind i et af New Yorks ikoniske højhuse på Manhattan. Kort efter endnu et passagerfly. Over det meste af verden fulgte befolkninger vantro med på tv’et, mens terrorhandlingen udspillede sig for deres øjne. Over dagen sank de to gigantiske tårne i grus, mens newyorkere løb skrigende og grædende rundt i gaderne.

Efter at have været sendt på et halvt års studieophold af ministeriet på Nato Defence College i Rom sad Lars Findsen i sit første rigtige chefjob i Justitsministeriets politikontor på sin vej mod ambitionen om at blive statsanklager. Politikontoret var kontaktpunkt for Politiets Efterretningstjeneste, PET, hvor man fulgte særligt opmærksomt med i begivenhederne i USA – terrorangrebet ville få helt konkret betydning for tjenestens arbejde i fremtiden.

Lars Findsens verden var også forandret på et øjeblik. Få uger før angrebet i USA var Lars Findsens far død af kræft. Dødsfaldet kom som et lyn fra en klar himmel. John Findsen døde i løbet af ganske få uger og blev bare 64 år. Lars Findsens anker var væk. Arbejdet blev hans udvej.

”Min fars død havde selvsagt en helt afgørende stor betydning for mig. Jeg tror ikke, jeg var bevidst om det dengang, men i situationen kastede jeg mig over arbejdet. Og det er et mønster, hvis jeg er i en situation, som er vanskelig. Jeg tænker ikke i momentet: ’Nå, nu begraver jeg mig.’ Men når jeg kigger tilbage på det ...”

Der kom aldrig nogen reaktion?

”Det er ikke sådan, at så kom den store reaktion ud over den, der selvfølgelig kom i forbindelse med selve døden, hvor jeg sad hos ham og til begravelsen. Over årene har jeg haft og har stadig en refleksion, om jeg fik reageret rigtigt på det, når nu det endte med, at jeg begravede mig i arbejde.”

Hvad er din konklusion i dag?

”Jeg har fået reageret i mindre doser undervejs, men jeg tror ikke, jeg har færdigreageret på det. Og så er der også spørgsmålet, om man nogensinde bliver færdig. Hvornår har man færdigreageret på noget? Jeg har stadig i dag en oplevelse af, at der har været ting i mit liv, jeg måske ikke har fået håndteret eller bearbejdet fuldt ud, fordi så bliver jeg revet med af arbejdet, børn, ansvarsfølelsen og alle de der ting.”

Og der var masser af arbejde at begrave sig i. Den amerikanske præsident George W. Bush havde indledt sin War Against Terror, og som en af USA’s allierede fik Justitsministeriet travlt med at geare Danmark til den nye virkelighed. Lars Findsen forsvandt ind i moderniseringsarbejdet. Han havde endnu ingen børn, så han kunne arbejde i døgndrift.

I maj 2002, få måneder efter 11. september, bar hans arbejdsindsats og grundighed ham helt frem i forreste linje. Han blev udnævnt til chef for Danmarks nationale sikkerhedstjeneste, PET, selvom han kom med ganske få års ledererfaring i bagagen. Han var 37 år, da han holdt sin tiltrædelsestale foran den gamle, hæderkronede institutions mange medarbejdere.

”Man må sige, at der jo er en grundfascinationskraft omkring de her efterretningstjenester. Det, tror jeg, mange tænker. Her er terrorister, her er spioner, og vi er på jagt efter dem. Samtidig er det et stimulerende miljø at arbejde i, også fordi du har så dygtige medarbejdere. Og selv som chef er du nede i helt konkrete operationer fx med kilder inde i et miljø. Det er ikke nok, at du kan de overordnede, generelle ting og sætter den strategiske retning, du skal også kunne en sag helt ned i detaljen som chef.”

Det var noget, der passede Lars Findsen rigtigt godt. At være praktisk og at kunne dykke helt ned i detaljen. Samtidig blev det efter terrorangrebet i New York nødvendigt, at PET forandrede sig.

”Jeg kom jo derud kort tid efter 9/11, hvor der blev stillet andre og nye krav til tjenesten, og der var en forventning om, at ’nu er der vel styr på terrortruslen?’, og ’noget lignende kunne vel ikke ske her?’, ’for vi har ikke nogen terrorister i Danmark, vel?’, som politikerne sagde. Samtidig skulle PET åbnes og komme i dialog med samfundet. Så det var en hel palet af fantastiske opgaver. Og der fulgte penge med.”

Lars Findsen ser sig selv som ’mindre forsigtig’ som embedsmand. Hvor mange af kollegerne taler, kan Findsen lide at være praktisk og at handle.

”Undervejs møder du nogle, der snakker og snakker og snakker. Og de elsker at snakke. Selvfølgelig skal tingene være gennemtænkte og kloge, men jeg har det også lidt sådan: ’For helvede altså, skal vi nu ikke komme videre i teksten, det er det her, der er det rigtige, hvor svært kan det være?’ Om så det er udtryk for, at jeg kompenserer for en manglende evne til abstrakt tænkning og teoretiseren, ved jeg ikke. Men det, jeg var optaget af i PET, og det, jeg driver med her i FE, er, at vi skal være dynamiske og operative. Det er ikke en papirfabrik det her, vi får tingene gjort. Det er ligesom det drive, jeg er optaget af, og som alle mine kollegaer i tjenesten er optaget af. I dag er det FE’s DNA.”

En dag ringede telefonen. Lars Findsen stod nede i kælderen ved gasfyret, hvor han ofte stod dengang, når han skulle tale uforstyrret i telefon. Det var forsvarsminister for Venstre, Søren Gade, som spurgte, om Lars Findsen kunne tænke sig at blive departementschef. Findsen havde haft fem ’fantastiske’ år i PET og havde ikke et sekund tænkt, at han senere skulle videre til Forsvarsministeriet – et ministerium, der favner hele det danske forsvar, herunder Forsvarskommandoen og Forsvarets Efterretningstjeneste, FE.

Han skulle være far for tredje gang, og var bekymret for, om det kunne forenes med det krævende job som departemenschef. ’Det er slet ikke noget issue,’ sagde Søren Gade. Findsen sagde ja efter at have talt med departementschef i Justitsministeriet Michael Lunn, der viste sig godt at kende til Søren Gades opringning.

Men en bog på 300 sider skrevet af en tidligere jægersoldat, blev en af Lars Findsens store professionelle prøvelser, hvor han følte, at jorden skælvede under ham. Fra at have befundet sig i embedsværket på relativt behørig afstand af offentlighedens opmærksomhed, blev han kastet ud i pressens projektørlys.

Da bogen ’Jæger – i krig mod eliten’ af Thomas Rathsack var tæt på at komme på gaden i slutningen af september 2009, havde Lars Findsen været departementschef i et par års tid. Da Forsvarskommandoen fik nys om udgivelsen, gik man i aktion. Bogen var farlig at udgive, den indeholdt passager, som kunne kompromittere nationens sikkerhed. Rathsack gik for tæt på operationer i Jægerkorpset, som kunne give fjendtlige personer eller lande en indsigt, de ikke burde have. Sådan mente Forsvaret, der uden held forsøgte at få stoppet bogens udgivelse ved Fogedretten.

Oveni kunne Forsvarskommandoen senere dokumentere, at bogen allerede var oversat til arabisk og lå frit tilgængelig på internettet.

Efter et samråd i Udenrigspolitisk Nævn blev forsvarsminister Søren Gade omringet og stod presset op i en krog af journalister, som ville have svar i sagen. Findsen stillede sig bag pressefolkene og løftede et sagsomslag, hvor han på bagsiden i hast havde skrevet ’arabisk oversættelse’ op, så hans minister kunne se det hen over journalisternes hoveder. Søren Gade så omslaget og fortalte pressen, at bogen ganske rigtigt var så farlig, at den allerede kunne findes i en arabisk udgave på internettet. Den offensiv ændrede dynamikken 180 grader i Gades favør i medierne. Det viste sig imidlertid senere, at det var en it-chef i Forsvarskommandoen, der havde produceret en maskinoversat arabisk version af jægerbogen.

Skandalen rullede.

”Når jeg kigger tilbage på det, synes jeg, at jeg svigtede. I forhold til ikke at forsøge at sætte bare en lille bremse på det, der foregik omkring den bog på en eller anden måde. Det kan godt være, at alle politisk fra højre til venstre var optaget af at løbe i én retning (at stoppe udgivelsen af bogen, red.), men var det nu også det rigtige, var det nu klogt? I forhold til min rådgivning af ministeren om at bruge den arabiske oversættelse har jeg tidligere været ude at sige, at det nok var mit gamle ministersekretær-gen, hvor man er ministerens ’altmuligmand’, som tog over den dag. Aftenen før samrådet havde jeg fået mine medarbejdere til at dobbelttjekke hos Forsvarskommandoen, at de rent faktisk havde fundet en arabisk oversættelse på nettet. Der var ingen, heller ikke kommandoens daværende ledelse, der havde drømt om, at det var så sindssygt, som det viste sig at være,” siger Lars Findsen.

Skandalen fik alvorlige konsekvenser. Forsvarschefen, Tim Sloth-Jørgensen, måtte træde tilbage og to medarbejdere fra Forsvarskommandoen blev afskediget og senere dømt i Landsretten for at have fabrikeret og løjet om deres rolle i sagen om den arabiske oversættelse. Thomas Rathsacks bog kom på gaden, og i Berlingske Tidende lavede man en voxpop, hvor man spurgte læserne, hvem der yderligere skulle gå af, Søren Gade eller Lars Findsen. 98 procent svarede Lars Findsen.

Troede du på, at du kunne ride stormen af?

”Jeg var i tvivl. For det er umuligt at vurdere fra start med dynamikkerne i den slags sager. Men jeg prøvede at fokusere. Når sådan en stor sag ruller, er man nødt til at tage det i bidder. Hen til det første hjørne, så hen til det næste og så det næste. Og så var det jo helt afgørende, at Søren Gade meget tidligt erklærede sin fulde tillid til mig. Den slags har afgørende betydning i forhold til dine muligheder for at håndtere det samlede forløb også omkring ministeren i den slags sager. Det forudsætter selvfølgelig også, at der er grundlag for en sådan tillidserklæring.”

Når du ser på det i dag, var bogen så overhovedet til fare for nationens sikkerhed?

”Det vil jeg ikke gå ind i i dag. Det er der andre og kompetente myndigheder, der har vurderet. Men for nu alligevel at sige noget lige ud, og det er jo trods alt 10 år siden, så synes jeg ikke, at det er klogt eller ordentligt at skrive den slags bøger, når man har siddet i betroede funktioner. Men hvis der er én ting, jeg også lærte af Jægerbogssagen, så er det, at man nok skal være lidt varsom med at forsøge at forbyde bøger, der ér skrevet. Men der var alligevel en eller anden bred politisk konsensus om, at den bog bare skulle stoppes. Og jeg selv gav nok ikke det modspil, som det også er min opgave at gøre, når vi alle synes at blive grebet af en stemning – og det også selv om min departementschefkollega og tidligere chef Michael Lunn faktisk spurgte mig, om vi nu syntes, at vi gjorde det rigtige.”

Lars Findsen overlevede som departementschef i Forsvarsministeriet. Søren Gade var hans første minister ud af seks.

Da den sjette minister, Peter Christensen, trådte ind ad døren i efteråret 2015, havde Lars Findsen ingen fornemmelse af, at det ville blive hans sidste. Under den socialdemokratiske regering forud for regeringsskiftet i sommeren 2015 var Lars Findsen blevet sat i spidsen for en omfattende omlægning af den måde, Forsvaret fungerede på. To tidligere socialdemokratiske forsvarsministre, Nick Hækkerup og Nicolai Wammen, havde arbejdet med og fået lavet en politisk aftale om at effektivisere og modernisere ledelsen af forsvaret.

De tunge, økonomiske beslutninger, materiellet og personalet skulle flyttes fra Forsvarskommandoens ledelse og lægges ind under departementet. Tanken var, at den militærfaglige viden skulle rykkes tættere på de politiske beslutninger. En plan, der var upopulær i visse officerskredse. I pressen kunne man læse, at især pensionerede officerer og reserveofficerer var indædt modstandere af reformen. Og ’civilisten’ Lars Findsen blev set som hovedarkitekten.

Kort før jul fik Lars Findsen af tredjemand en underretning om, at den relativt nye forsvarsminister havde planer om at skille sig af med sin departementschef, med ham.

Lars Findsen vil ikke i dag gå i detaljer med, hvad der så skete.

”Når man som departementschef pludselig skal videre, fordi ministeren ikke synes, man skal være der, kan det være svært hurtigt at finde ordentlige løsninger – og man er jo tjenestemand. Man kan fx blive kommitteret, som er sådan en mellemposition, indtil man har fundet en eller anden landingsbane, men det ville ikke være fedt at lave ingenting, vel?”

I stedet byttede han job med Forsvarets Efterretningstjenestes daværende chef, Thomas Ahrenkiel, som så rykkede over i Forsvarsministeriet som ny departementschef, og Lars Findsen selv satte sig i Ahrenkiels stol på Kastellet.

Præcis en uge efter Lars Findsen havde fået besked om, at hans job som departementschef hang i en tynd tråd, trådte han 18. december 2015 for første gang ind ad døren på Kastellet som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste. Det lidt usædvanlige jobbytte foregik uden nævneværdig opmærksomhed. Det blev et nemt jobskifte for Lars Findsen. For med hans baggrund som tidligere PET-chef og som departementschef havde han fulgt udviklingen i FE tæt.

Lars Findsen var den anden civile chef for FE. Thomas Ahrenkiel, som Findsen selv ansatte for at få friske øjne på tjenesten og siden byttede plads med, var den første. Før dem var det en ubrudt række af militære chefer, som ledede tjenesten i dybeste hemmelighed og uden nævneværdig kontakt med omverdenen.

FE blev set som et mystisk mørkeland, en stat i staten, der var fuld af hemmeligheder og fordækte aktiviteter, som ingen havde indsigt i. I virkeligheden var tjenesten befolket af dygtige og dybt engagerede medarbejdere. Så fortællingen skulle forandres. Thomas Ahrenkiel startede med at åbne tjenesten, og Lars Findsen tog fat, hvor Ahrenkiel slap.

”Det var ikke længere i FE’s interesse at være det her ultrahemmelige univers. Thomas og jeg ville gerne have FE væk fra at blive set som det mørkeste sted i staten. Der havde været en tendens til, at man havde været mere lukket, end nødvendigt er. Vi har et særligt mandat til at operere hemmeligt, og vi har nogle særlige midler og værktøjer, og meget af det, vi foretager os i udlandet, er pivulovligt dér, hvor vi gør det. Og der er meget, som man aldrig får os til at sige en lyd om. Men vi har også en særlig forpligtelse til at sige så meget, vi kan.”

At åbne den lukkede tjeneste for omverdenen var også Lars Findsens store dagsorden, da han var chef for PET. Her havde åbenheden to formål: Den skulle skabe tillid og troværdighed, men også gøre borgerne trygge, så de ville henvende sig, hvis de så eller oplevede noget i hverdagen. Men hvor PET arbejder med trusler på gaden her og nu, er FE Danmarks udenrigstjeneste og har blikket rettet mod verden omkring os. Tillidsdagsordenen er stadig den samme.

Mens vi sidder og taler sammen i de grønne plysstole på Kastellet i København forsøger fremmede stater at trænge ind i de danske computersystemer. Hele tiden. De søger informationer eller hemmeligheder. Et skrækscenarie er, at nogen en dag vil sætte vores pengesystem eller vores sygehuse ud af kraft og udløse uro i gaderne, få samfundet til at bryde sammen.

I dele af Mellemøsten er der konstant krigshandlinger og kaotiske tilstande. Terrorgrupper med indædt had til Vesten lægger planer om angreb i storbyer i USA eller Europa. Russere forsøger med kampagner på Facebook at påvirke folkestemninger, og kineserne lægger planer om at indtage Arktis med infrastruktur og investeringer. Mellem vores to sidste møder er amerikanske jægersoldater trængt ind i en bygning i Syrien for at eliminere Islamisk Stats ideologiske leder Abu Bakr al-Baghdadi.

De jagtede ham med hunde, indtil han sprængte sig selv i luften. Hvad betyder det for Danmark? Hvilke konsekvenser har det for vores folk dernede?

Som FE-chef er det en viden, man har og lever med hver dag. Og ofte ved man noget, før det sker.

Vores samtaler er da også blevet rykket lidt rundt, og en enkelt gang må Lars Findsen forlade lokalet. Der er noget, han skal have viden om. Nu.

Se, hvad vi ellers skriver om: Danmark, Christiansborg og Terror