Søren Rasted og Lene Nystrøm, der hilser på Andrea Elisabeth Rudolf, og nyhedsvært Kim Bildsøe Lassen, der vender gårdsdagens Kanonhalløj-arrangement med Oliver Zahle og Michael Bertelsen. Scener som denne, udspiller sig stort set dagligt i den mondæne sommerhusby Tisvildeleje.
Men de kendte er ikke de eneste, der valfarter til og fylder den nordsjællandske by op til randen sommer efter sommer. Den store popularitet skyldes især, at festivalen Musik i Lejet og den Club Sunday-relaterede jetsetfest, Tour de Tisvilde, har indtaget Tisvilde de seneste år.
”Det er en typisk udvikling for en by som bliver hypet; først flytter kunstnerne ind, så kommer de rige og til sidst alle andre,” siger forfatter Martin Kongstad, der har skrevet flere noveller og romaner om netop Tisvilde.
Foto: Cecilia Samsson
Uge 29 i år var det hidtidige toppunkt på Tisvildes popularitets-kurve. Med 9.000 deltagere til Musik i Lejet og et par tusinde, som var kommet for at feste med Casper Christensen og resten af Sunday-slænget på Tisvilde Bistro, gav det omkring 12.000 festglade mennesker i byen, som i forvejen er totalt pakket pga. højsæsonen.
Spørgsmålet er om, Tisvilde er ved at nå bristepunktet?
Ifølge Martin Kongstad startede Tisvildes udvikling allerede for 20 år siden, hvor han selv begyndte at komme deroppe samme med sine skuespil-, film- og forfattervenner. De startede deres kunstnerkollektiv Kanonhalløj, som startede ud med at være en årlig revy, men siden hen blev til forskellige daglige kulturindslag. Dengang så tingene noget anderledes ud.
”For 20 år siden så man aldrig åbne sportsvogne i Tisvilde. Nu ser man ikke andet”, siger Martin Kongstad og fortsætter:
”Der har altid været mennesker med penge i Tisvilde, men folk viste dem ikke frem tidligere. De nye tilflyttere følger ikke vores - jeg medgiver, lidt latterlige - uskrevne regler med, at man kun cykler på en gammel havelåge og går i bageren efter en dukkert i en slidt badekåbe. Når penge er meget synlige, giver det en helt anden grundtone i byen”.
Foto: Martin Bubandt
At mange velhavende har købt sommerhus i byen, har dog givet bedre muligheder for restauratører og kulturfolk til at skabe nye initiativer. Noget, som der ikke var meget af for bare 10 år siden, hvor især de unge manglede nogle muligheder.
”Der skete ikke særlig meget heroppe. Der var Kanonhalløj, som styrede tingene i to uger, men vi tænkte, at vi også kunne lave et eller andet. Vores mål var at holde en stor fest for vores gamle venner fra Tisvilde med lidt god musik, ” fortæller Andreas Grauengaard, en af de to tvillinger (broren hedder Kristian Grauengaard red.), der startede festivalen Musik i Lejet.
Foto: Cecilia Samsson
Annonse
Festen var gratis for alle og varede – ligesom i dag - tre dage. Den fandt sted i det gamle fiskerleje med en scene, der sender ens tanker tilbage til skoleteateret. De første år var hovednavnene Jooks, Turbowekeend og When Saints Go Machine, som alle havde en særlig tilknytning til Tisvilde eller de to tvillinger.
I år afholdt de Musik i Lejet for syvende gang med en billetpris på 545 kroner og hovednavne som Ukendt Kunstner, Minds of 99 og Bikstok. De 6.000 tredagesbilletter var allerede udsolgt den 9. maj.
Bikstok på Musik i Lejets store scene, Strandscenen. Foto: Dennis Frandsen
Folkene bag Musik i Lejet er godt klar over, at de presser Tisvilde til det yderste, for med kun et feriecenter, en hovedgade og et tog med plads til 10 cykler er det begrænset, hvor meget mere byen kan holde til.
”Jeg synes, vi har fundet et godt leje i år. Hvis det skal være endnu større, skal der sættes gang i nye tiltag. Ligesom i år hvor vi har lavet parkeringspladser på boldbaner væk fra selve Lejet og udvidet med flere teltpladser. Det er massivt for byen. Men jeg mener stadig, den kan holde til det”, siger Andreas Grauengaard.
Sidste år valgte Kanonhalløj at lukke ned pga. for mange lokale klager, og ligeledes oplever Musik i Lejet også at folk med hus i hovedgaden brokker sig. Og derfor arbejder man på at holde de forkerte typer væk, så de pæne små haver ikke bliver overfyldt af øldåser, bræk og tis.
”Jeg synes, vi har for meget kultur og god smag til, at banditter vil føle sig hjemme her. Fx er al vores mad og drikkelse økologisk”, siger Andreas Grauengaard.
Foto: Malik Thomas
Musik i Lejet-vagterne meldte ingen slagsmål eller optøjer i løbet af festivalens tre dage. Og selvom ballademagerne ikke tager til Tisvilde, kan Andreas Grauengaard godt mærke, at man efterhånden er nået bredt ud.
”Tisvilde er for nogle bare et produkt, de forbruger. Der er visse af de unge fra Whisky-bæltet, som mangler den respekt, som byen fortjener. De skal bare have og have”.
Det er netop Whisky-bælte-segmentet, som Casper Christensen, Simon Lennet og Simon Frank, der er mændene bag Tour de Tisvilde, påstår at have rykket fra Skagen til Tisvilde.
Men det var i virkeligheden allerede sket flere år inden de kom til. Tisvilde havde for længst overhalet Skagen indenom i kendis- og hipness-faktor, mener Martin Kongstad.
Peter Falktoft og Rasmus Stabell. Foto: Martin Bubandt.
”Når det er Casper Christensen og Simon-drengene, der siger, at de har rykket Skagen til Tisvilde, får det en enorm medieomtale. De har bare udnyttet situationen og rykket endnu flere mennesker til”.
Mens Musik i Lejet helt sikkert er kommet for at blive, så længe festivalen ikke vokser byen og sig selv over hovedet, så kunne det godt se ud til at jetsetterne snart er ved at være færdige med Tisvilde.
”Nu har Tisvilde været virkelig hip i 10 år, og det er kun blevet stærkere med årene. Og jeg fornemmer ikke, at det har toppet endnu, men vi er ved at være der. Med den udvikling byen tager lige nu, tror jeg ikke på, at byen er lige så smart om 3 år. Hvis jeg investerede i huse, ville jeg gøre noget andet end alle andre og købe et hus på Møn eller i Allinge på Bornholm, som måske bliver det næste store”, siger forfatter Martin Kongstad.
Har Martin Kongstad fat i den lange ende med sine investeringsråd? Er Tisvilde snart ved at nå toppen, og er hype-toget på vej til Allinge?
Der er flere ting, der peger i østlig retning mod Bornholm. Solskinsøen er i disse uger fyldt op med københavnere, der er på jagt efter Bornholms natur og gastronomiske egenskaber.
”Der er utroligt smukt, og øen er lille og overskuelig. Hvis man har bil, er det fedt at køre ud på opdagelse og kigge ud over klipperne og se solen stå på vandet. Og så dukker der lækre Københavnske restauranter op rundt om i landskabet,” siger kulturjournalist hos DR Annelise Hartmann, som har været på Bornholm mange gange de seneste år og netop er hjemvendt fra ferie der.
Flere af Københavns førende restauranter og barer har åbnet filialer på Bornholm. Pony har fået sin egen sommerrestaurant, det samme har cocktailbaren Ruby og Atelier Septembers Frederik Bille Brahe laver mad på Melsted Badehotel.
Restaurant Kadeau Bornholm. Foto: Lasse Jensen
”Der er startet en stor gastro-turisme på Bornholm. Der har altid været turister, men tidligere var der mange tyskere og øen profilerede sig på at være et familiested med camping og familierestauranter. Den tilgang ønskede vi at gøre op med, da vi startede vores første restaurant på Bornholm, siger kokken Rasmus Kofoed, som står bag de forskellige Kadeau-restauranter både på Bornholm og i København. Han er desuden selv opvokset på Bornholm.
Kadeau blev en stor succes med deres fokus på det lokale bornholmske køkken, og var medvirkende til at folk nu rejste til Bornholm med nye formål. Der er ikke mange tyskere tilbage, og selvom det hele stadig er familievenligt, er et nyt og mere velhavende segment begyndt at rejse til Bornholm.
”Der er kreative mennesker overalt, og man møder mange af sine københavnske kollegaer herovre. Det er journalister, kunstnere og kendisser, og flere af dem er begyndt at købe hus herovre. Lige nu står jeg og kigger ind på en restaurant (Sommer-Pony red.), hvor Simon Kvamm og Peter Sommer sidder og spiser”, fortæller Rasmus Kofoed.
Et af de andre populære steder på Bornholm er hotellet og koncertstedet Gæstgiveren – eller bare Gæsten - hvor kendte københavnere som Anders Breinholt, Esben Bjerre og Søren Rasted kæmper om de relativt få pladser på det hyggelige og endnu småflippede sted.
Koncert på Gæstgiveren. Foto: PR
Kunstnere som Lukas Graham, Christopher og Rytteriet er på programplakaten denne sommer. Mange af musikerne bor på hotellet med deres familier, og holder samtidig lidt ferie, mens de er på besøg. Det er også her, Politiken afholder arrangementer, når der er folkemøde på Bornholm.
Også investorerne ser gyldne muligheder i øens potentiale. Senest er det tidligere Hotel Romantik, som var et gammelt hotel, der virkelig trængte til en kærlig hånd, blevet totalrenoveret af et par erfarne iværksættere og genåbnet som Nordlandet.
Rasmus Kofoed, hvis restaurant, Sommer-Pony, agerer hotelrestaurant på Nordlandet, er overordnet set begejstret for den udvikling Bornholm har været i gennem, men der er stadig noget som bekymrer ham.
”Jeg er bange for, at Bornholm bliver et modefænomen, der er dødt igen om 5-8 år. Det må ikke ske,” siger Rasmus Kofoed.
Tilbage i Nordsjælland har Martin Kongstad og de andre kunstnere fra Kanonhalløj netop åbnet op igen efter et års pause. Alt er stort set ved det gamle: Konceptet er det samme - selvom programmet er kortere end tidligere - og der afsluttes med den sædvanlige fest i den kommende weekend, hvor manuskriptforfattere, teaterfolk og forfattere står på gæstelisten.
Hvis de holder ud et par år endnu, er den værste storm måske drevet over, og det kan være de får deres gamle Tisvilde tilbage.