Fotoserie: Social distance i de danske hjem

Aase Bak Nielsen, 90 år, beboer på plejehjemmet Kristiansminde i Roskilde

Aase er netop kommet på plejehjem, som coronavirussen for alvor spreder sig i Denmark. Det har resulteret i en form for isolation, hun aldrig har prøvet før, hvor hun ikke kan få besøg af sin familie. Aases plejehjem er som så mange andre i lockdown og tillader ikke besøg udefra. De eneste, der kommer ind, er personalet.

Aase har, grundet en special form for Parkinson, mistet store dele af sproget. Men på spørgsmålet om, hvorvidt hun læser aviser og følger med i corona-situationen, svarer hun ja. Hun svarer ja, da vi spørger hende, om situationen bekymrer hende. Til sidst spørger vi hende, om hun er ked af ikke at kunne have kontakt til sine nærmeste. Igen svarer hun ja.

Tejs Møller, 38 år, og Laura Vibeke Friis Nielsen, 32 år, Fur

Tejs er lektor på pædagoguddannelsen og Laura arbejder som konsulent i Fora. De havde oprindelig planlagt ferie fra 9. marts og en uge frem i et sommerhus på Fur. De har begge ferie til mandag i næste uge og har besluttet at blive i huset indtil da. Hvad der derefter sker, er de begge usikre på.

“Vi prøver så vidt muligt at holde ferie. Vi ser selvfølgelig nyheder og holder os opdateret. Vi tager alle forholdsregler, men mentalt er det rart for os at holde fast i, at vi er på ferie. Det er en form for mental hygiejne.

Vi bor normalt sammen i et kollektiv i Valby, syv mennesker i et hus. Vi tror, det er godt for alle, at vi ikke befinder os der lige nu. Så meget plads, er der heller ikke derhjemme, og heroppe er vi nærmest helt alene. Her er smittefaren nok så minimal, som den overhovedet kan blive. Vi er fanget det helt rigtige sted.

Vi er selvfølgelig bekymrede over de effekter, corona har for de berørte mennesker og for vores velfærdssamfund. Samtidig er konsekvenserne af den krise, vi står i nu, meget små i forhold til konsekvenserne af den økologiske krise, vi står overfor. Vi håber inderligt, at coronaen vil blive set som en slags generalprøve på den handling, der skal til på klimaområdet. Vi ser lige nu en enormt stærk politisk handlekraft, hvilket også er, hvad klimaet og planeten har brug for, hvis vi fortsat skal kunne leve her. Samtidig ser vi allerede nu de positive effekter, det har for klima og miljø, når store dele produktionen og transporten er lukket ned. Det synes vi, giver håb."

Carina Lundqvist Mandal, 43 år, Amager

Carina er pædagog og hjemsendt fra skolen, hvor hun til daglig arbejder. En stor del af hendes arbejde består i skriftlige opgaver, som kan løses fra hjemmet. Hun står standby i forhold til at møde ind som nødberedskab på skolen, men det har indtil videre ikke være nødvendigt på hendes arbejdsplads. Carina har tre børn: Frigga, Tinus og Nilas.

“Vi prøver så vidt muligt at holde en hverdag i gang herhjemme. Jeg forsøger at bruge min erfaring fra mit daglige arbejde, så vi kan strukture en form for hverdag med skolegang blandet med leg ind imellem. Den nye hverdag er blot en ny form for hamsterhjul, hvor der er mere plads til nærvær og tæthed med mine børn. Vi gør meget ud af at dyrke hverdagen, men også at holde weekend, når det er weekend.

Jeg kan være bekymret for, at det her kommer til at tage meget længere tid endnu. Jeg er også bekymret for, hvordan det påvirker mine børn og deres sociale relationer. Derudover er der selvfølgelig bekymringen omkring, hvordan det kommer til at ramme arbejdsmarkedet og landet som helhed.

Det værste er dog, at min far startede i strålebehandling mod kræft, netop som coronaen ramte Danmark. Vi kan ikke besøge ham, og han er ekstra udsat i disse tider. Det er superhårdt.”

Morten Brok, 32 år, Vesterbro

Morten er cand.comm i Kommunikation & Kultur- og sprogmødestudier. Han spiller musik og havde blandt andet udsigt til spillejobs på branchefestivalen Spot i Aarhus, indtil denne blev aflyst. Ved siden af musikken var Morten indtil for nylig ansat på timebasis som kok - et job han mistede, da undtagelsestilstanden startede, og forretninger og vante arbejdspladser begyndte at lukke ned i det danske land.

“Jeg føler, man skal være lidt ekstra forsigtig med sin selvmedlidenhed i disse dage. Men det er klart, at jeg også er udfordret. Jeg må betegne mig som jobsøgende, og det er selvfølgelig en usikkerhed for mig, at jobmarkedet, ligesom alle andre dele af samfundet, befinder sig i denne helt ualmindelige tilstand, som vi ikke ved, hvor længe varer.

Personligt kan jeg have ret svært ved at skulle vente på ubestemt tid. Det er frustrerende for mig ikke at vide, om alt det her varer en måned, to eller tre. Der er selvfølgelig forhold, der bekymrer mig mere lige nu, men jeg håber også helt egoistisk på, at nedlukningen er hurtigt overstået, så jeg kan blive genansat på mit nu gamle arbejde, og vi kan begynde at mødes og arbejde med musikken igen. Det er både skræmmende og spændende at følge med i udviklingen og alle de tiltag, der bliver gjort løbende, som jo også både kan og vil rykke på det samfund, vi skal have på benene igen efter alt det her.

Jeg bruger en del tid på at lave mad herhjemme. Det beroliger mig og tager toppen af rastløsheden. Derudover forsøger jeg bare at omgive mig med forskellige projekter. Jeg har et program til musikproduktion, jeg gerne vil lære bedre at kende, en tromme, jeg gerne vil have bygget om og et køkken, jeg længe har danset rundt om at få renoveret. Der er på den måde rigeligt, jeg kan bruge min tid på.”

Lars og Karen Heerfordt, 73 og 74 år, Listed på Bornholm

Lars og Karen lever til daglig en pensionisttilværelse, hvor de går til spansk, fransk og gymnastik. De er aktive og går lange ture på øen, mens Lars har sine egne bier, han passer på daglig basis. Derudover pendler de normalt meget til Sjælland, hvor de har både sommerhus, børn og børnebørn, som skal passes.

“Vi har desværre ikke set vores familie siden midten af februar. Det savner vi virkelig meget. Derudover er alle de ting, vi normalt går til, blevet aflyst. Nu bruger vi tiden på at passe haven og gå mange, lange ture. Det er en ting, de generelt er gode til her i Listed, at gå ture. Men nu ser vi pludselig også forældre og deres børn. Det er fantastisk at se, hvor meget samvær det her har bragt med sig for nogen.

Vi er selvfølgelig bekymrede for at blive smittet. Vi er jo i risikogruppen, og vi kender en, der er blevet smittet, som er meget syg derhjemme. Det er ikke så rart at tænke på. Men der bliver jo gjort voldsomme tiltag, og det er en vild indgriben i folks liv. Vi mærker det ikke så kraftigt, men det ved vi, at andre gør. Det spændende bliver blot, om der kommer en positiv effekt ud af det på den anden side. Måske folk forstår, at de ikke behøver alle mulige unødvendige ting, og at de skulle stoppe med at arbejde så meget.”

Anders Bruun, 39 år, og Maria Bruun-Schrøder, 35 år, Hillerød

Anders arbejder som skolelærer og Maria er projektansat i en privat virksomhed. De have begge planlagt barsel og en rejse på 14 dage til Spanien inden coronaen kom til Danmark. I stedet er de nu begge hjemme og har deres hverdag med deres tre børn, Frida, Bobbi og Viggo.

“Herhjemme er det lidt som om, det er søndag på søndag på søndag. Vi har da lavet et ugeskema og delt dagene lidt op i formiddag og eftermiddag, men det føles alligevel som om, dagene gentager sig selv. Vi ser ikke rigtig nogle mennesker. Hverken moster eller bedsteforældre har vi set. Frida har en fast legekammerat, men ellers ser vi ikke nogen.

Vi prøvede at arbejde lidt hjemmefra, men det er rimelig svært med tre børn i huset på samme tid. Det er svært at forudsige, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Men det lugter lidt af noget, der kan komme til at tage rigtig lang tid. Vi har i hvert fald helt mentalt indstillet os på, at det sagtens kan komme til at vare helt til sommerferien. Vi må være solidariske, og så må vi danskere, der ikke er så hårdt ramt, bidrage med mere og hjælpe dem, der er ekstra udsatte.”

Amalie Viktoria Gammelgaard, 24 år, Nordvest i København

Amalie er journaliststuderende. For en uge siden fik hendes søster og søsterens kæreste konstateret corona. Derfor har Amalie nu siddet en uge i karantæne. Hun har ikke udvist nogle symptomer, men mangler stadig en uge, før hun igen kan mødes med andre mennesker.

“Jeg prøver at holde en hverdag kørende, karantænen til trods. Jeg har lavet et lille ugeskema med tidspunkter for forskellige aktiviteter. For eksempel kan jeg om formiddagen vælge mellem at læse en bog eller løse krydsord. Jeg holder frokost fra 12 til 13. Jeg skal minimum ud og trække noget luft to gange om dagen, og jeg må først tænde for fjernsynet, når det er blevet aften.

Jeg har altid været ret glad for at omgås andre mennesker. Det er megahårdt at være udfordret på det sociale. Jeg savner mine venner helt vildt. Men jeg har faktisk altid godt kunne finde ud af at være alene, men jeg nyder det bare slet ikke på samme måde i den her situation.

Desværre ser det jo ud til at få fatale konsekvenser på verdensplan. Der er mange steder, virussen ikke har ramt sådan for alvor endnu. Mange af de steder er lande uden samme sygehusvæsen som vores. Det frygter jeg lidt. På den positive side har vi til gengæld allerede set store forandringer i forbruget og med hensyn til forurening.”

Asger Aaskov Mortensen, 38 år, og Therese Berring Mortensen, 35 år, Klitmøller

Asger og Therese er selvstændige iværksættere. De har sammen et kreativt produktionsbureau, hvorfra de tilbyder visuelle løsninger i form af design, grafik og fotografi, primært til modebranchen i Danmark. Sammen har de børnene Svale og Hjørdis-Alba.

“Vores økonomiske grundlag er fuldstændig blevet revet væk under den her krise. Vi har fået aflyst mere end 80 procent af vores planlagte produktioner, og vi regner med, at meget mere vil blive aflyst.

Vi har opfundet et koncept derhjemme, der hedder ‘vores uge’. Vi kopierer egentlig bare de elementer, pigerne kender fra deres normale hverdag. Det er jo fantastisk at have så meget tid med sine børn, og det er læreridt - for alle parter. Det er godt nok med at nyde det, for hvem ved, hvornår vi igen kan bruge så meget tid med vores nærmeste.

Vi håber på, at vi alle kommer klogere ud på den anden side. Det åbner op for tankerne om, at vi skal hjælpe hinanden. Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer, men vi håber på, at vi mennesker generelt set vil blive bedre til at forstå hinanden efter den her krise.”