Brødrene Andreas og Sune var begge homoseksuelle i hemmelighed: ”Det var uretfærdigt, at vi skulle gå lige ved siden af hinanden og være helt alene”

I jeres bog ’De fortabte sønner’ indleder I med at sammenligne livet som ung homoseksuel i det vestjyske bibelbælte med at ’være spedalsk i smug.’ Hvorfor?

Sune: ”Spedalskhed i den bibelske tid var en sygdom, som var meget stigmatiserende, fordi den både var enormt smitsom og uhelbredelig.

Hvis man blev smittet, gik der et stykke tid, inden man fik synlige sår, og lemmerne begyndte at falde af, og i den tid kunne den spedalske bare gå og vente på, hvornår det ville blive opdaget, og han eller hun ville blive udstødt af fællesskabet.

I middelalderen skulle folk gå rundt med en klokke, så folk kunne høre på lang afstand, at man kom.

Jeg drager den parallel, fordi jeg i en relativt tidlig alder gik rundt i et kristent miljø og vidste, at jeg var homoseksuel – og samtidig vidste jeg, at jeg aldrig kunne sige det til nogen, fordi det var en synd.”

Hvornår blev I hver især bevidste om jeres seksualitet?

Sune: ”Noget af det tidligste, jeg kan huske, er idrætstimerne i 5. klasse. Vi klædte om sammen med drengene fra 6. klasse, og der kan jeg huske, at jeg pludselig blev meget optaget af Ulrik, som var storebror til Stina fra min klasse.

Ikke dermed sagt, at man automatisk er homoseksuel, fordi man er fascineret af en anden dreng som 11-årig, men det er min første erindring af en form for seksuel tiltrækning til en anden mand.”

Andreas: ”Jeg kan ikke placere det på samme måde. Men det kom nok, som for de fleste andre, i den tidlige pubertet. Til gengæld kan jeg huske følelsen af, at jeg vidste, at det var noget rigtig skidt.

Det var fuldstændig intuitivt, endda uden at nogen i vores kristne omgangskreds havde stået og tordnet mod homoseksualitet. Det lå bare helt implicit i det kristne miljø i Vestjylland.”

Sune: ”Det var slet ikke noget, man behøvede at tale om. Lidt som man heller ikke diskuterede, om man måtte skide på gulvet eller spise sovs og kartofler med fingrene.

Homoseksualitet blev heller ikke nævnt med et ord i seksualundervisningen – jeg kan kun huske én gang på den kristne friskole i Holstebro, hvor en af lærerne fortalte om homoseksualitet på den måde, at han engang havde været ude at sejle og skulle overnatte i en kahyt sammen med en sort mand – han brugte et lidt andet ord – som havde lagt an på ham og lagt op til sex.

Og så fortalte læreren ham om Jesus.”

Hvordan vil I beskrive det miljø, I voksede op i?

Andreas: ”Vi er vokset op i en bibelnær, troende familie. Et kirkeligt hjem. Vores onkel var præst, vi har gået på kristne skoler, kristne efterskoler, og jeg har også gået på et kristent gymnasium. Sune gik på lærerseminariet i Nørre Nissum, hvor der også var en stærk kristen fraktion ...”

Sune: ”Der stod ’Bed og arbejd’ på gavlen over hovedbygningen.”

Andreas: ”… og du boltrede dig også i Kristeligt Forbund for Studerende. Og det er altså ikke sådan noget kulturkristent noget som KFUM eller det grundtvigianske højskolemiljø.”

Sune: ”Man tager det, der står i Biblen, meget bogstaveligt. Og den der meget firkantede udgave af kristendommen har to sider: På den ene side er der det moralske, alle reglerne om hvad der er rigtigt og forkert – ingen sex før ægteskabet, modstand mod abort, mod homoseksualitet og mod kvindelige præster – og på den anden side er der næstekærligheden og tilgivelsen.

Vores mormor og morfar arbejdede fx frivilligt med flygtninge, og vi blev generelt opdraget i en kærlig ånd. Så vi var aldrig bange for, at vores familie ville slå hånden af os, hvis de fandt ud af, at vi var homoseksuelle.”

Andreas: ”Vi er i de kristne institutioner opdraget med, at Gud også elsker den homoseksuelle, men foragter den homoseksuelle praksis. Så hvis man ellers bare kunne være afholdende og finde sine kærlige fællesskaber i menigheden i stedet for at synde med andre mænd, var alt godt.”

Sune, du var 19, da du som en slags syndsbekendelse endelig fortalte en leder på en kristen påskelejr din hemmelighed – og blev henvist til Agapes Diakonale Center i Farsø, som kunne ’kurere’ homoseksualitet. Hvad var det for et sted?

Sune: ”Agapes Diakonale Center blev drevet af nogle gode, samvittighedsfulde kristne, der gerne ville hjælpe folk, som var kommet på afveje. Nogle boede der i uger og måneder, mens andre – som jeg – kom til nærmest ambulante behandlinger.

Jeg talte ikke særligt meget med de andre, der var der, så jeg gik hele tiden rundt og tænkte: ’Gad vide, om de også er homoseksuelle, pædofile eller noget endnu værre?’ Man kunne tydeligt mærke den skam, som hang over alle på centeret.

Jeg gik til en slags psykologsamtaler hos en mand ved navn Erik med henblik på at finde årsagen til, at jeg var homoseksuel, så jeg kunne blive helbredt.

Jeg fortalte ham, at vores far forlod os, da vi var små, og at han derefter var meget fraværende. Og at vi flyttede med vores mor hjem til vores mormor og morfar – og der var det vores mormor, der havde bukserne på. Og siden blev vores mor gift med Knud, som ikke var så følelsesmæssigt tilgængelig – og det ene med det andet.

Ud fra det kom Erik til den konklusion, at jeg nok havde været udsat for lidt for mange dominerende kvinder og fraværende mænd og derfor ikke var blevet eksponeret for nok maskulinitet.

Hans teori var, at homoseksualitet er en slags seksuel kannibalisme, hvor man søger den maskulinitet, man savner i sig selv, hos andre mænd. Ligesom en kannibal, som spiser et andet menneske for at få hans egenskaber.”

Og hvad var hans løsning så?

Sune: ”Det var, at jeg skulle opsøge nogle maskuline fællesskaber. Fx foreslog han mig at gå til fitness. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var lidt underligt, at hans kur mod homoseksualitet var at gå hen i et fitnesscenter sammen med en masse svedige mænd i stramt tøj, som man så efterfølgende kunne stå og kigge på ude i omklædningsrummet. Men hvis det var dét, der skulle til …”

Andreas Gylling Æbelø

44 år. Uddannet cand.mag. i retorik fra Københavns Universitet. Har blandt andet arbejdet som særlig rådgiver i Udenrigsministeriet, chefkonsulent i Advice A/S og direktør i AIDS-Fondet. Er i dag foredragsholder, bestyrelsesmedlem og debattør. Bor på Vesterbro med sin mand, tv-værten Abdel Aziz Mahmoud. De har datteren Ava sammen med hendes mor i en regnbnuefamilie.

Hvad gør det ved en at gå rundt hele sin barn- og ungdom og tro, at man er syg, fordi man er til mænd?

Andreas: ”Det første, jeg kan huske om min seksualitet, er skam, skyld og en frygt for at blive afsløret. Man kan slå op i en psykologibog, hvis man vil vide, hvad det kan betyde for et barn i de år, hvor hjernen bliver formet.

Jeg plejer at sige, at jeg er blevet kognitivt fejlprogrammeret. Min seksualitet var aldrig forbundet med lyst, glæde og nysgerrighed, sådan som den er for langt de fleste. Så kan man heldigvis vokse op og lære, at man ikke skal brænde op i helvede alligevel, men det giver da et efterslæb.

Langt op i mine 20’ere og 30’ere følte jeg mig intimideret af klassiske maskuline fællesskaber, og når jeg gennem årene har skullet springe ud igen og igen over for nye bekendtskaber – som man jo skal som homoseksuel – har jeg ofte mærket den skam, der stammer fra min opvækst.”

Andreas, du ender som 22-årig med at springe ud over for jeres mor ved at sende hende et brev. Hvad blev vendepunktet?

Andreas: ”Jeg havde ligesom Sune forsøgt mig med alt muligt for at blive kureret. Som ung skrev jeg til en brevkasse i en kristen ugeavis for at få hjælp, og da jeg senere flyttede til København, gik jeg i et års tid til en slags omvendelsessamtaler hos en præst. Men så blev jeg stormende forelsket i en mand, og vi blev kærester.

Samtidig var jeg gradvist blevet mere og mere modvillig over for den her præst, som jeg langsomt opdagede, at jeg kun kom hos på grund af en løgn, jeg var blevet fortalt – ikke af Gud, men af andre mennesker.

En morgen på min cykeltur mod arbejde så jeg en MetroXpress-omdeler med grønne balloner på sin cykel, som han delte ud til forbipasserende børn. Pludselig løsnede en af dem sig og fløj mod himlen, og mens jeg betragtede det, slog det mig – helt corny – at jeg også var nødt til at flyve frit.

Den ballon blev det sidste symbolske skub i en lang udvikling. Jeg skrev et brev til min mor, som jeg postede i Københavns Lufthavn, og derefter ’flygtede’ jeg en uge til Gran Canaria med min kæreste, hvor ingen kunne få fat på mig.”

Sune, i jeres bog kan man læse om det næsten utrolige tilfælde, at du selv sidder og skriver på et brev, hvori du vil springe ud over for jeres mor, da hun pludselig ringer og fortæller nyheden om Andreas. Hvad går der gennem dig der?

Sune: ”Det var en absurd oplevelse. Jeg sad i mit kolonihavehus i Aarhus og var ved at formulere mit brev, da telefonen ringede.

På det tidspunkt havde jeg også mødt en mand, som jeg var blevet kærester med, og jeg tænkte, at nu var det på tide. Men i telefonen kunne jeg høre på min mor, at der var noget i vejen.

Hun spurgte, om jeg havde fået et brev fra Andreas. Det havde jeg ikke.

’Så du ved ikke, at han har fået en kæreste?’ sagde hun, og i det øjeblik faldt 10-øren. Måske var det, fordi jeg selv stod i helt samme situation.

I hvert fald vidste jeg præcis, hvad det handlede om, inden hun udbrød: ’Det er en mand, og han hedder Søren,’ og hendes stemme knækkede over.

Jeg havde ikke nogensinde skænket det en tanke, at Andreas også var homoseksuel, så samtidig med at jeg forsøgte at trøste hende og fortælle, at han stadig var den samme som før, følte jeg, at jeg sad og procederede min egen sag.

Andreas var jo drønet til Gran Canaria, så det var mig, der måtte tale i telefon med vores mor hver dag i en hel uge, og til sidst endte jeg med at slette mit eget brev. Jeg tænkte, at hvis jeg sendte det nu, ville jeg ende med at slå hende ihjel.”

Sune Gylling Æbelø

49 år. Uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Har tidligere arbejdet som kommunikationschef og som taleskriver i flere ministerier. Er i dag taleskriver og chefrådgiver i Landbrug & Fødevarer. Bor på Frederiksberg med sin mand Sangeeavan Raguleswaran. De har sønnen Dirch sammen med hans mor i en regnbuefamilie. 

I alle de år havde ingen af jer den fjerneste anelse om, at I begge var homoseksuelle – at I var i samme båd?

Sune: ”Nej. Jeg tror, det skyldtes, at vi begge havde så travlt med at gå og dække over vores egen mørke hemmelighed, at vi blev fuldstændig blinde for hinanden.

Det eneste, der fyldte, var skylden, skammen og paranoiaen over potentielt at blive opdaget. Kunne jeg komme til at sige det i søvne? Eller ville det blive opdaget, når der var nogen på efterskolen, der fortalte homo-jokes, og jeg så blev helt rød i hovedet? Sådan nogle tanker havde jeg hver eneste dag.”

Andreas: ”Ligesom det var helt implicit i vores opvækst, at homoseksualitet var forkert, var det også uden for enhver tænkelig virkelighed, at Sune skulle være homoseksuel.

Jeg tænkte, at det var mig alene, der led af denne defekt, og jeg kan også huske, at det ikke gjorde mig glad, da jeg fandt ud af det. Jeg syntes virkelig, at det var noget lort, at Sune også var homoseksuel, for det ville jo bare gøre skammen dobbelt så stor for vores familie. Jeg var stadig på flugt fra mig selv, selvom jeg var sprunget ud.”

Sune: ”Jeg kan huske, at jeg så mere positivt på det. Og det endte heldigvis også med at knytte os tættere sammen, at vi havde en fælles bagage.”

Hvad gjorde det ved jeres forhold til jeres mor?

Andreas: ”Der var nogle år, som var rigtig svære. Forestil dig, at du står i en situation, hvor din mor og nærmeste familie hver dag beder til Gud om, at du skal blive rask og finde en dejlig pige at være sammen med.

Der var ikke fjendtlighed, men der var en lang periode, hvor vi ikke rigtig snakkede om det, og hvor vi måske også kom lidt mindre derhjemme.”

Sune: ”Jeg tror, at jeg fik en lidt mildere medfart end Andreas. Jeg havde jo set alle de velmenende og behjertede gudelige forslag om helbredelse og vejledning, som han var blevet tilbudt, så da jeg nogle år senere endelig sendte mit eget brev til vores mor, gjorde jeg det meget tydeligt, at det ville jeg gerne frabede mig. Og det blev faktisk nogenlunde respekteret.”

Hvad sagde jeres kristne omgangskreds?

Andreas: ”Jeg havde stadig en bekendtskabskreds fra mit kristne gymnasium, og kort efter jeg var sprunget ud, fik jeg et opkald fra en gammel veninde, som nu var i Faderhuset.

Hun havde hørt, at jeg var sprunget ud, og hun ville bare fortælle mig, at Jesus havde talt enormt stærkt til hende. Han havde sagt til hende, at hun skulle køre ud og hente mig, fordi Jesus stadig elskede mig og var klar til at lave en aftale med mig, hvis jeg droppede homoseksualiteten.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, men hun fik i hvert fald ikke lov til at komme ud og hente mig.”

Hvordan er jeres relation til jeres familie i dag?

Andreas: ”Den er god. Der er kommet noget godt ud af, at vi ikke vendte vores familie ryggen, og at vi har givet hinanden tid. I hvert fald dele af vores familie har flyttet sig i deres syn på homoseksualitet, og det var ikke sket, hvis vi havde brændt alle broer. Vi er bestemt ikke enige om alt, men grundlæggende elsker vi hinanden, og det kan jeg ikke lade være med at glæde mig over.”

Sune: ”Ud over at vores mor frygtede for vores fortabelse, fordi himmel og helvede er to meget konkrete størrelser for hende, så tror jeg også, at hun frygtede udsigten til aldrig at blive farmor. Det er hun jo siden blevet, fordi vi begge har børn i regnbuefamilier, og det, tror jeg, har også været med til at gyde olie på de oprørte vande.”

Andreas: ”Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad de siger, når de sidder derhjemme i deres kamre, men den grundlæggende accept er også en af grundene til, at vi i bogen ikke er ude med riven over for vores familie, men mere over for de religiøse institutioner, som var med til at indoktrinere os.”

Hvad siger de til, at I nu vælger at fortælle jeres historie i en bog?

Andreas: ”Der er ikke så mange, der ved det endnu (da vi mødes i juni, red.).”

Sune: ”Vi orienterer dem om det, men vi har valgt ikke at sige det, før bogen er færdig, fordi det ikke skulle have nogen indflydelse på historien.”

Andreas: ”Jeg tror nu, at de vil tage det relativt pænt. Nu må vi se.”

Tror I stadig, at der er børn og unge, som vokser op i kristne miljøer og må skjule deres seksualitet?

Sune: ”Det ved jeg, at der er. Vi har fætre og kusiner, som stadig tilhører Indre Mission og klart har givet udtryk for, at de ikke bakker op om homoseksuelles rettigheder.”

Andreas: ”Hvis deres børn viser sig at være homoseksuelle, får de en svær gang her på Jorden. Vi kan selvfølgelig ikke føre bevis for det, der er skjult, men vi kan lave den logiske slutning, at så længe Luthersk Mission, Indre Mission, Agape, Pinsebevægelsen og andre lignende bevægelser findes i dette land, så findes der også udpræget kristen modstand mod homoseksualitet.

Nogle af dem har så været dygtige til at sno sig. I 00’erne kom det frem, at der blev givet offentligt tilskud til Agapes såkaldte helbredelse af homoseksualitet. Den daværende socialminister valgte at stoppe tilskuddet til foreningen midlertidigt, fordi staten ikke skulle finansiere homo-omvendelse.

Agape ændrede siden i deres programbeskrivelse, og tilskuddet blev genoptaget. I dag finder du ingen offentligt tilgængelige tilbud om, at du kan blive helbredt for homoseksualitet, men du kan stadig komme med din ’ødelagte seksualitet’, og så ved vi begge to godt, hvad det i virkeligheden handler om.

I Danmark er vi meget gode til at tale om islamisk fundamentalisme, men vi er knap så gode, når det handler om vores egen baghave. Tag en organisation som Luthersk Mission, der melder sig ud af folkekirken, fordi den er for progressiv og laver egne frimenigheder, hvor de har hyrderåd bestående af mænd, der skal vurdere, hvornår fraskilte kvinder kan få lov til at tage del i menigheden igen …

Det lyder jo som noget, vi kender fra andre lande, men det findes også her. Jeg påstår ikke, at det er enormt udbredt, men det findes.”

Er det derfor, I har valgt at fortælle jeres historie?

Sune: ”Jeg føler mig fuldstændig overbevist om, at der rundt omkring i de kristne miljøer sidder nogle i de samme sko, som vi var i dengang. Jeg håber, at de kan bruge vores historie til identifikation og måske som en hjælpende hånd.

På et endnu bredere plan er det en historie om at føle sig forkert og blive sig selv bekendt, som ikke kun handler om seksualitet, men også kunne handle om etnicitet, social klasse osv.”

Andreas: ”Jeg kunne godt tænke mig at levere det budskab til de her kristne miljøer, at det er ikke os, den er gal med. Det er jer. Det kan ikke passe, at Vorherre skal være så lille, som I gør ham til. Jeg vil have lov til at blive i troen og ikke lade dem vinde.”

Hvordan er jeres forhold til kristendommen egentlig i dag?

Sune: ”Jeg meldte mig ud af folkekirken og havde i lang tid et meget aggressivt forhold til alt, der hed religion.

Jeg læste en masse ateistisk litteratur og var overbevist om, at religion var roden til alt ondt, indtil det gik op for mig, at det aldrig var Gud, der havde gjort os fortræd. Det var mennesker, der havde gjort kristendommen til dogmatik i stedet for åndelighed.

Alt det gode, vi har oplevet i vores barndom, al den kristne kærlighed og omsorg vi også har set, behøver ikke at blive smidt ud med badevandet.”

Andreas: ”Det kan faktisk også være svært at være homoseksuel og insistere på at blive ved med at kalde sig kristen. Det skal man også forsvare over for sine mere progressive, woke venner, som mener, at religion er lig med undertrykkelse.”

I ’De fortabte sønner’ fortæller I, at I begge er tæt på at blive gift med kvinder, inden I springer ud. Nu sidder I her, begge med gode uddannelser, job og familier og har klaret jer ud på den anden side. Men andre er fanget i det hele livet. Tænker I nogensinde over, hvordan det kunne være endt?

Andreas: ”Det her skal ikke være nogen jammer. Men i arbejdet med bogen har jeg tænkt over, hvor uretfærdigt det er, at vi skulle gå lige ved siden af hinanden og være helt alene.

I en anden verden kunne vi frit have været os selv og gjort, som jeg går ud fra, at mange heteroseksuelle brødre gør: taler om piger og kærester osv. Tænk, hvor meget friere og sorgløs vores barndom kunne have været.”

Sune: ”Men samtidig ved jeg – det er jeg helt sikker på, når jeg ser tilbage – at der også var andre unge mænd og kvinder i de kristne kredse, vi kom i, som var homoseksuelle.

Jeg er også ret sikker på, at en del af dem er blevet i skabet. Enten har de giftet sig med mennesker, som de ikke er seksuelt tiltrukket af, eller også lever de i cølibat, fordi de har fået at vide af nogle missionærer, at de ikke må leve i synd. Det må være frygteligt.

Jeg forestiller mig, at man kan ende i en situation, hvor man ikke længere synes, at livet er værd at leve.”

Andreas: ”Jeg skrev en kronik i Politiken i 2016, hvor jeg for første gang fortalte om, at kristne fundamentalister havde forsøgt at helbrede mig for min homoseksualitet. Efterfølgende fik jeg mange henvendelser fra folk, der havde oplevet noget lignende.

En af dem var en mand, som havde levet som hemmelig homoseksuel i et hetero-ægteskab helt indtil kobberbryllup-stadiet, inden han depressiv og med selvmordstanker gik til bekendelse over for sin kone og børn.

Resultatet blev, at både hans familie, hans venner og kirken vendte ham ryggen, og jeg tænkte, at det så let kunne have været mig.

Som der står i bogen: ’Først et halvt liv på en løgn. Derefter kasseret som affald af det samme liv, man har forsøgt at indordne sig under.’

’De fortabte sønner’ udkommer 29. august på Lindhardt og Ringhof.