De nye konger af den kreative klasse har netværket sig til tops. Vi har fulgt tre toneangivende medlemmer af Generation C

BJØRN MAGNUSSENS BARE OVERKROP er dækket af oliemaling. Han bevæger sig hektisk frem og tilbage foran det store bomuldslærred på endevæggen i atelieret. Det rødbrune hår vibrerer, da han seks gange slår en spand med gul maling mod lærredet i takt med stortrommen fra jazzduoen Christopher Andersen og Jesper Løvdal, der har fundet plads et par meter foran væggen.

’Kling, klang,’ lyder det, da Bjørn Magnussen kaster vinglas og tallerkener mod lærredet. Publikum hujer og hepper, som var de tilskuere til en fodboldkamp. En mand, der ser ud til at være en af Magnussens venner, får et hårdt skub mod den våde maling, så hans nålestribede habitjakke med ét suger de mange farver til sig. Han og Magnussen krammer og kysser. Lydniveauet i atelieret når nye højder.

Det store lærred på endevæggen fungerer som en slags boksebold for Bjørn Magnussen. Flere gange er han ved at glide i pytter af overskydende maling, der har spredt sig på gulvet. Der er en vrede at spore i den unge kunstner, som end ikke ænser, at hans tre meter lange malerpind igen og igen er ved at ramme publikum.

I nuet lige her er der kun Bjørn Magnussen, et udspændt bomuldslærred og den arytmiske jazzmusik i dobbelt tempo, som symbiotisk følger hans mindste bevægelse.

ET PAR TIMER TIDLIGERE går Bjørn Magnussen rundt i sit atelier på Amager Strandvej, derude hvor det altid blæser en halv pelikan. Atelieriet ligger i en gammel industribygning, som står til snarlig nedrivning. Magnussen er ved at lægge sidste hånd på forberedelserne til arrangementet denne oktoberaften. Over 60 mennesker er inviteret til at overvære, at han skal påbegynde sit største værk til dato.

Før Bjørn Magnussen i 2020 sprang ud som kunstner, var han art director og chefdesigner i smykkefirmaet Hanrej, som han også er medstifter af. Hanrejs voluminøse smykker fandt efter lanceringen i 2018 hurtigt vej til de rigtige ører, nakker og håndled i modeverdenen, men Magnussen takkede forrige år af i virksomheden for at forfølge sin kunstnerdrøm.

I dag anses han af mange for at være en af den nye generations mest talentfulde malere herhjemme. Selvom han er autodidakt og kun har malet i halvandet år, blev hans første soloudstilling ’Urkraft’ sidste år fremvist i samarbejde med den kendte kurator, kunstsamler og udgiver Jens-Peter Brask, og den næste udstilling, Magnussen arbejder på, er allerede efterspurgt af gallerier i både ind- og udland.

Gæstelisten til aftenens arrangement på Amager Strandvej er nøje udvalgt. Clement Mogensen, som står bag det kreative fællesskab Jugendwerk, har sørget for at fylde de fem borde- og bænkesæt i Berlin-stilen op til randen med Københavns nye bohemer. Her er alt fra influencere, designere og musikere til kunstsamlere, tatovører og natklubejere.

Væggene i det seks meter høje rum er dækket af værker fra Magnussens kommende udstilling, og bordene er pyntet med hvide duge og blomster fra lokalområdet, der er placeret i noget organisk keramik, han har lånt til lejligheden. Atmosfærisk musik flyder ud af højtalerne, mens tjenerne, der er hentet ind fra Restaurant Babylon, serverer ceviche og skaldyr og skænker usvovlet vin og bobler i Spiegelaus ’Expert Tasting’-glas.

Bjørn Magnussen går afsides og klæder om, så han kun er iført malershorts og sko. Han drikker en kop kaffe, mens han kører maden ned. Gæsterne ankommer i små grupper. Showet skal til at begynde.

DER ER NOGET NYT PÅ VEJ i det kreative hjørne af København. En ny, ung generation puster liv i den trætte sovs, der har smagt af det samme i mange år.

I en årrække har den kreative klasse været synonym med stribede strømper og Radikale Venstre. Da pendulet svang fra eliten mod folket, blev den kreative klasse taget som gidsel i en politisk kamp mellem hårdtarbejdende indbyggere fra provinsen og bymenneskernes tomme snak. Med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i spidsen skiftede politikernes fokus. Nu skulle det handle om rigtige menneskers rigtige problemer.

Men i ly af en tidsånd, hvor den kreative klasse er blevet taberdømt og regnet for ligegyldig, er en ny og helt anderledes kreativ klasse vokset frem. Mere selvbevidst end nogen tidligere og med det store kørekort i selviscenesættelse og personlig brand building.

Her kender man antallet af Instagram-følgere bedre end balancen på bankkontoen. Her kan den kulturelle kapital ikke længere skilles fra den økonomiske. Her smelter brand og personlighed sammen.

Men der er ikke adgang for alle. På den måde kan det sammenlignes med den verdensomspændende medlemsklub og hotelkæde Soho Houses tidlige dage, hvor de var kendt for deres meget selektive medlemsskabspolitik.

Medlemmerne af Soho House har ikke udelukkende deres fokus på at have den rette karriere. Som der står på hotelkædens hjemmeside: ’I modsætning til andre medlemsklubber, som ofte fokuserer på rigdom og status, sigter vi efter at samle fællesskaber af medlemmer, der har noget til fælles: nemlig en kreativ sjæl.’

Det kræver en vis je ne sais quoi at være medlem af Soho House, og det samme gør sig gældende, hvis man vil gebærde sig i Københavns inderste, kreative kreds.

”Når folk først har sagt god for dig, så er du inde i varmen. Men du skal kunne bidrage med noget,” lød det fra en kilde på et tidligt tidspunkt i min research til denne historie.

Man er ikke kun noget i kraft af, hvad man laver, men også af hvem man kender. Meritokratiet er blevet erstattet af netværkssamfundet, og man fortæller gerne om sin (store) bekendtskabskreds.

Man går til klimamarch i København og flyver til modeuger i Paris, Milano og Firenze for at drikke importeret vin og spise avocadotoast. Der er tale om en konsekvensløs generation, som er vokset op med hele tiden at være i kontakt med deres lyster, drømme og mavefornemmelse. ”Hvad vil du gerne med dit liv?” har erstattet tidligere generationers ”Det her skal du gøre”-frase. Man er VIP i alle livets henseender.

Men det nye kuld har også givet fællesskabet en ny betydning. Albuerne er blevet runde. Pludselig løftes der i flok, og man hjælper hinanden mod succes i stedet for at kæmpe om at være alene på toppen. Autenticitet og livsbalance er nye nøgleord i de kreatives ordforråd.

Det er i dette grænsefelt mellem den egoistiske selviscenesættelse og fællesskabets opmuntrende lune, at nye kunstnere, musikere, kokke, modeller, designere og reklamefolk lige nu redefinerer måden, tingene bliver gjort på i hovedstaden. Byen er under forandring, og det handler om at hænge i.

DEN LEASEDE, MØRKEGRÅ BMW 218i holder stille. Det er et af de sjældne tidspunkter i Adam Holms liv, hvor han ikke er i bevægelse. Men der er ingen filmstudier i nærheden, selvom GPS’en siger, at vi har nået vores destination. Så her holder vi. Adam Holm, der er stifter og medejer af produktionsselskabet Blonde Inc., klør sig lidt i sit lyse fehår og finder sin telefon frem. Han er kommet til at skrive den forkerte adresse ind, og det viser sig, at vi er 12 minutter væk fra der, hvor produktionen finder sted. Det er det første stop i Adam Holms plan for i dag, som han tidligere i morges fremlagde for mig over en skål acaï-bowl med tørret kokos og blåbær på konceptcaféen Grød, hvor han ynder at starte sine dage.

”Efter skydningen skal vi forbi kontoret på Amager, hvor jeg har et møde med en ny, mulig kunde, jeg mødte til en morgenfest for nogle uger siden. Så skal vi ud til en produktion med elcykelfirmaet Norco, som vi laver noget for, og så tænker jeg, at vi lige kan smutte forbi min ven for at hente nogle prototyper på et sæt smykker, der er ved at blive lavet til Blondes ansatte. Bagefter har jeg et andet møde inde i byen, og så skal vi til første visning af en stor reklamefilm, vi har lavet,” siger han, inden han kommer i tanke om endnu et punkt:

”Nå ja, vi skal også til Glostrup og aflevere min bil. Leasingkontrakten udløber i dag, og den næste begynder først i starten af december, fordi jeg skal ud at rejse, så vi skal lige finde en måde at komme derfra. Jeg tænker, at vi tager en taxa, men lad os se på det til den tid.”

Adam Holm har aldrig været glad for at gå i skole eller at læse bøger. Det var først, da han i sine tidlige teenageår fik et kamera i hånden, at han formastede sig til at læse en bog fra ende til anden. Den handlede om at indstille et Canon-kamera, og den dag i dag kan Holm stadig indstille et kamera i søvne, påstår han. Pludselig delte Holm ikke helte med resten af sin omgangskreds, men begyndte i stedet at se op til fotografer som Terry Richardson og Morten Jerichau, sidstnævnte assisterede han på flere skydninger.

Året efter, at Adam Holm havde afsluttet gymnasiet i 2015, tog han til Los Angeles for at læse et par filmfag på Santa Barbara City College, og her fik han øjnene op for videoproduktion. Instagrams videofunktion var netop kommet til, og Holm mente, at der var et hul i markedet for videoproduktion til overkommelige priser. Derfor var det oplagt at søge ind i den verden, da han kom hjem igen. Problemet var bare, at ingen af reklamebureauerne eller produktionsselskaberne i København var lige så begejstrede for Holm, som han var for dem. Nogle gange fik han afslag, andre gange hørte han bare ikke fra dem.

”Jeg besluttede mig for at tage sagen i egen hånd, for jeg kunne se, at jeg kunne gøre det bedre end dem.”

I sommeren 2016, da Adam Holm var 20 år, stiftede han produktions-selskabet Blonde Media med sin ven Daniel Manicus. Sidste år ændrede de navnet til Blonde Inc. Firmaet, som Holm har med Manicus og deres to andre partnere Philip Jacques og Alfred Lauritzen, har de seneste to år haft vokseværk. I dag har de over 30 ansatte med en gennemsnitsalder på 21, og de er gået fra at lave musikvideoer for navne som Lukas Graham, Thor Farlov og Sivas til at producere store kampagner for brands og virksomheder, heriblandt Adidas, DR og Bang & Olufsen.

BLÆREN TRYKKER HOS ADAM HOLM, da vi ankommer til den rigtige adresse på Filmtorvet i Værløse. Normalt drikker han ikke kaffe om morgenen, men i dag er en undtagelse, og det straffes han for nu. Han har udviklet en angst for at tisse i bukserne, efter han for tre år siden formåede at gøre det seks gange på én sommer, fordi han havde taget for meget MDMA. Anekdoten falder, uden han fortrækker en mine.

”Hej venner,” siger han, da vi går igennem døren ind til studiet, der ligger i en hangar.

Der er 12 mand i crewet i dag, fortæller produceren Amanda Rosenkrantz. Hun er her for at holde snor i det hele. Et job, der tidligere tilfaldt enten Adam Holm selv eller en af hans partnere.

På denne disede fredag er holdet fra Blonde i gang med at lave en kampagne for Velux, der er en ny kunde. Hovedpersonerne i kampagnefilmen er modefotografen Marco van Rijt og hans kæreste, Sune Palner, som er kreativ direktør hos Scoop Models. Van Rijt, der blandt andet er en af de eneste, som må tage billeder af prins Nikolai, mødte Adam Holm på Hotel Marqi i Portugal, der ejes af Simon Frank og Simon Lennet med flere, den forgangne sommer, hvor de faldt i snak og siden blev venner.

Det er typisk sådan, det foregår: Adam Holm møder mennesker – oftest i byen, på steder som Restaurant Babylon og Apollo, private fester eller via et rendezvous til Paris’ modeuger. De aftaler et møde, mødet bliver til en kontrakt, og sådan fortsætter det.

Sigmund Freud sagde engang, at man aldrig måtte se en patient i mere end 45 minutter, for så ville man blive venner med vedkommende. Holm skal bruge to minutter, og pludselig føles han som din bedste ven. Giv ham 45 minutter på en natklub eller restaurant, og han har aftalt møder med 10 forskellige mennesker.

”De fem første minutter i et møde med en fremmed person er de vigtigste. Det handler om at komplimentere den anden, have god energi og være oprigtig interesseret i, hvad personen over for dig har at sige. Det forsøger jeg altid at være, selvom det kan være svært, når man omgås så mange mennesker, som jeg gør,” siger han.

Derfor er Holm også stoppet med at instruere, som han ellers gjorde på de fleste store produktioner i mange år sammen med partneren Philip Jacques, der i dag har overtaget den kreative ledelse. Nu har han mest fokus på at få hul igennem til nye kunder, og så lader han andre om at lukke aftalerne. Hans partner Alfred Lauritzen forklarer mig det således: ”Vi siger altid, at Blonde har en back end og en front end. Adam er front end, mens vi andre mere er maskinrummet i baggrunden.”

”Hold kæft, det er fedt,” lyder det pludseligt fra Velux’ udsendte mand, der står hævet over en monitor og følger med i indspilningerne. Det er, som om den højlydte ros får Holm til at komme i tanke om sin ambitiøse tidsplan, der allerede nu er ved at skride. Vi iler tilbage til BMW’en.

Inden han tænder motoren, viser han mig sin telefon. Jim Latrache-Qvortrup, der blev kendt herhjemme for at spille rollen som Mr. James i Mads Brüggers dokumentarfilm ’Muldvarpen’, har netop sendt en besked med et link til en video af sig selv, der modtager en international filmpris på vegne af holdet bag ’Muldvarpen’. Linket er ikke ledsaget af nogen tekst.

MARTIN KONGSTAD ER DET TÆTTESTE, vi kommer på et synonym med ’den kreative klasse’ herhjemme. Han er i dag forfatter og madanmelder for Weekendavisen og har tidligere lavet radio, arbejdet i reklamebranchen, været journalist på Euroman og meget mere.

58-årige Kongstad er selv fra den såkaldte yuppie-generation, der var præget af fokus på penge og individualisering, men også ’80’er-negativitet’ og ’oprørsstemning.’

I ’The Yuppie Handbook’ fra 1983 beskrives en yuppie som en person, der ’bor i eller nær en storby. Hævder at være mellem 25 og 45 år. Higer efter prestige, berømmelse, anerkendelse, social status, magt og penge. Går i træningscenter efter fyraften og spiser brunch i weekenden.’

Yuppierne var en modbevægelse til hippierne fra 68’er-generationen, som Martin Kongstad forklarer mig, og der kan skrives en lang analyse af, hvordan yuppiernes idealer i dag er allemandseje.

I 2019 skrev Martin Kongstad artiklen ’Da Chloe kom til byen’ i Weekendavisen, hvor han gennem newyorker-kunstneren Chloe Wise beskrev en ny, global generation af unge kreative: ’De taler bæredygtighed (også selv om de konstant sidder i et fly), går ind i øjeblikket frem for at læne sig tilbage i succesen, er hardcore til grøntsager, skaldyr og usvovlet vin og føler sig hjemme overalt,’ skrev han.

Man kan betegne Kongstad som en generationskamelæon, der frit kan bevæge sig på tværs af alder og sociale skel. Fra den 60-årige dranker til den 22-årige tøjdesigner. Men på trods af, at Martin Kongstad er fra en helt anden generation, har jeg nærmest udelukkende oplevet ham dele flasker med fransk naturvin på Apollo Bar med folk i midten af 20’erne. Så hvad er det ved den nye generation af kreative, der lokker en som Martin Kongstad til?

”Der er en anden livsglæde blandt den unge generation. De har en helt anden positivitet og tro på tilværelsen, der er meget smittende,” siger han. ”De får ting, som egentlig ikke burde ske, til at ske, fordi de har så meget vilje, og fordi de har så meget lyst til at gøre det sammen. Jeg vil til en hver tid foretrække at arbejde sammen med nogle fra den unge generation fremfor min egen, der mest af alt er nogle trætte rødvinshængehoveder.”

Dette kom blandt andet til udtryk, da Adam Holm og Blonde skulle lave en musikvideo til den danske rapper Brancos nummer ’Broke’. Her overtalte Holm Kongstad til at spille rollen som en talkshowvært, der spørger ind til Brancos dyre vaner.

”Folk fra yuppie-generationen var bange for store følelser,” siger Martin Kongstad. ”De kunne ikke lide, når tingene blev for smukke eller rørende, og når de skulle danse, krævede det en solid promille i blodet. Når jeg i dag går til fester med folk i 20’erne, så kan de godt danse, før de har drukket otte genstande. De kan danse, fordi de er glade, og fordi de egentlig bare har lyst til at danse.”

I Martin Kongstads yngre dage var det kreative miljø styret af en udpræget socialistisk tankegang. Mange kunstnere og kreative var venstreorienterede og både implicitte og eksplicitte modstandere af et kapitalistisk samfund. Sådan er det ikke længere. Den nye generation synes ikke at have nogen forbehold over for at lave noget kommercielt, fordi den, ifølge Kongstad, er mere i pagt med markedsmekanismerne, end tidligere generationer har været.

”På den måde er det også en generation uden skyldfølelse over noget. Da jeg begyndte at arbejde med reklame i starten af 00’erne, var det virkelig ildeset i de kredse. Men jeg fandt ud af, at det var skidesjovt, og at jeg kunne tjene godt på det. Jeg var ligeglad med, om folk syntes, jeg var en idiot. Jeg blev mødt med foragt, indtil folk faktisk så, at jeg havde det sjovt. Så begyndte de at spørge, om jeg ikke kunne skaffe dem en fod indenfor. Sådan er det ikke længere – heldigvis for det.”

Martin Kongstad ser dog også en generation, der har narcissistiske tendenser.

”Min generation var den første, der kunne gennemskue, hvordan man markedsfører noget, men i dag er den taget videre. Den nye generation markedsfører ikke kun virksomheder, den er fyldt med mennesker, der markedsfører sig selv. De plejer deres eget lille brand og tror, at de er verdens navle ved at gå og filme deres eget liv som en evig dokumentarfilm. Det er jeg ikke nødvendigvis særlig stor fan af, og det skal jeg jo sige i min alder, men jeg mener det altså rent faktisk.”

LIGE SIDEN JEURU var helt lille, har han haft stærke holdninger til sit eget udseende. Han elskede, i sit barndomshjem i Queens, New York, at bruge timer foran spejlet på at klæde sig på, børste sit hår og pleje sin hud, og sammen med sin storebror så han Alexander McQueen-shows og læste modeblogs dagen lang, mens de planlagde, hvordan de skulle få en fod inden for i modebranchen.

Storebroren begyndte at studere mode og fik job i tøjbutikken Opening Ceremony, mens Jeuru gik modelvejen. Det var ad denne vej, han landede et job hos den hypede amerikanske designer Rachel Comey, der tog ham ind. Her kunne kunderne hedde alt fra Hillary Clinton til Lady Gaga og Maggie Gyllenhaal. Hurtigt blev han en del af New Yorks modebranche, og netværket fulgte med. Det var også her, han mødte den danske designer Yvonne Koné, som han instinktivt faldt i snak med og begyndte at hænge ud med uden for arbejdstiden.

Et halvt år efter at Jeuru og Yvonne Koné havde mødt hinanden første gang i 2016, inviterede hun ham til Danmark for at holde jul. Han endte med at blive der til marts, hvor han boede på et værelse i familien Konés hus.

”De gav mig en stilhed, som jeg ikke troede, at jeg ville have, fordi alting gik så stærkt, da jeg boede i New York. Jeg havde så meget kørende for mig, men jeg kunne heller ikke slippe tanken om at blive en del af den familie,” fortæller han mig, da jeg møder ham på et kontorfællesskab i Bredgade i indre København.

I juni 2017 flyttede Jeuru officielt til Danmark, og Yvonne Koné hjalp ham med at få en plads på erhvervsakademiet KEA på Nørrebro, som hun også var med til at betale for. De første seks måneder overvejede han at tage tilbage til New York, som han ikke forstod, hvorfor han havde forladt. Men Koné overtalte ham til at blive i yderligere et halvt år for at tilvænne sig.

Mens Jeuru gik i skole, arbejdede han på de demoer, han allerede havde indspillet i New York, og to måneder senere introducerede Yvonne Konés veninde, sangerinden Pernille Rosendahl, Jeuru for Kristian Nyholm, der arbejder som manager for forskellige kreative. De to fandt hurtigt fælles grund, og i dag er Jeuru en del af Nyholms portefølje, der også tæller Kwamie Liv, Freja Wewer og Emil Stabil blandt andre.

”Jeg var meget beskyttende over for mit kreative rum, og jeg gik slet ikke efter at få en fod inden for i den kreative inderkreds. Jeg kunne faktisk ikke være mere ligeglad, da jeg kom. Det lyder måske, som om jeg troede, at jeg var bedre end andre, men jeg mente bare ikke, at det tjente mit mål,” siger Jeuru.

Alligevel bed han på. Kemien med Nyholm var god. De forstod hinanden. I dag er Jeuru en central figur i det inderste af Københavns kreative miljø. Hvis han ikke hyres som sanger til et arrangement med østers og naturvin, er han på modelarbejde for et nyt københavnerbrand, der laver tøj af restmaterialer. Og når det er fredag, kan du ofte finde ham på Apollos bardisk dansende til Chers ’Believe’.

Han er bevidst om kunsten at skabe et godt netværk. Det har han været siden gymnasietiden i New York, hvor han stillede op som prom king, og der skulle hentes stemmer hjem. I København hopper Jeuru også fra gruppe til gruppe, og ser du ham til et arrangement, vil du altid se ham snakke. Han gør, hvad han kan for at socialisere, siger han. Men den danske hovedstad er stadigvæk en lille landsby sammenlignet med mange andre storbyer.

”København kan ofte føles for lille. Selv hvis man er fra Danmark, virker det til at være en lille by, når man først har været lidt ude i verden. Jeg kan ikke lide, at folk kender hinanden på den måde, som man kender hinanden på i København. Det er selvfølgelig rart at vide, hvem hinanden er, men jeg synes, at ens privatliv bliver meget eksponeret her. Mange folk ved ting om hinanden.”

EN MÅNED EFTER BJØRN MAGNUSSEN kastede maling omkring sig i atelieret på Amager Strandvej, møder jeg ham igen. Han er først lige kommet ovenpå efter den krævende aften, der sengelagde ham i tre uger, men det er ikke til at se på ham nu, når han står her i sit mosegrønne spejderoutfit. I stedet skinner julelysene i øjnene på ham, da han fortæller, at selveste kunstneren Bjørn Nørgaard for en stund rykker ind i atelierets forreste afdeling med en håndfuld håndværkere.

”Jeg er helt starstrucked,” siger Bjørn Magnussen, mens han leder efter en stol, der ikke har pletter af maling over det hele. ”Fucking Bjørn Nørgaard. Det bliver næsten ikke større.”

I indgangen til Magnussens afdeling af atelieret står et værk, der har skindet fra en ræv spændt ud over sig. Han fandt ræven liggende død i Amager Strandpark og besluttede sig for at tage den med tilbage for at sende den til en konservator, og nu er den blevet en central del af værket ’Nyt Liv’. På et hyldesæt står en vinylafspiller med to højtalere og bøger fra Henrik Vibskov, Michael Kvium og Francis Bacon. Trommesættet fra den store aften står der endnu, mens en Verner Panton-stol, der engang var hvid, men nu er dækket med malerpletter, troner i midten af det hele. Maleriet, som Magnussen har døbt ’Yggdrasill’ efter den nordiske mytologis livstræ, hænger stadig på endevæggen og skærer igennem rodet.

For Bjørn Magnussen var aftenen for en måned siden en stor succes. Flere kom efterfølgende op til ham og fortalte, hvordan happeningen havde vækket følelser i dem, de aldrig havde oplevet før. Nu har han besluttet sig for, at den kommende udstilling skal tage navn efter det værk, han lavede den aften i oktober.

Magnussens seneste udstilling, ’Urkraft’, blev produceret under, hvad han selv kalder ’en manisk og usund periode.’ Her kunne han arbejde 16 timer om dagen i ’fuld mani-smadder’ og lave syv værker for derefter at lægge sig syg de næste tre dage.

”Værkerne var fantastiske, men det var ikke godt for mig. Når jeg kom hjem, kunne jeg ikke bevæge mig, og jeg var ved at græde, hvis min kæreste spurgte mig, om jeg kunne gå ned med skraldet. Det var virkelig ynkeligt, jeg var gået så meget over min grænse, og jeg var nok endt med et hjertestop, inden der var gået 10 år,” siger han.

Sådan er det ikke denne gang, hvor Bjørn Magnussen har fået ’justeret sin ekstra frekvens,’ som han betegner den ADHD-diagnose, han fik for år tilbage, da han var teenager. Han mediterer, er medicineret, følger en kostplan, får den rette mængde søvn og er for nylig begyndt at styrketræne, hvilket er med til at tage toppen af hans hyperaktivitet.

”Jeg har skullet lære, hvordan jeg skal være fuldtidskunstner. Der er forskel på at lave kunst en gang imellem og så have det som dit job, dit liv. Det er det, jeg laver fem til syv dage om ugen nu. Mine nye værker er en anden type end dem fra ’Urkraft’. Selve nerven, når jeg starter på malerierne, er eksplosiv og fyldt af stor energi, men så går jeg helt ind til kernen og bruger virkelig lang tid på detaljerne. Jeg bruger måske tre dage på et værk i stedet for at lave syv værker på én dag, som jeg kunne gøre før.”

Det har altid ligget i kortene, at Bjørn Magnussen skulle beskæftige sig med noget kreativt. Faren har malet på fritidsniveau i 25 år, men har aldrig levet af det, som Magnussen selv gør nu, mens hans mor er uddannet skuespiller, et fag hun både har udøvet og efterfølgende undervist i.

Fra en ung alder drømte han om at blive modedesigner. Han begyndte at tegne bukser og kjoler, men var ikke i stand til at formidle sine idéer på den måde, han forestillede sig. Derfor lagde Bjørn Magnussen afstand til sin kreative side og startede med at dyrke sport, hvor især tennis fangede hans interesse.

Han startede i Kløvermarkens Tennisklub, da han var syv år, men kom hurtigt ind på KB’s elitehold, hvor han blandt andet blev udtaget til at deltage i EM for Danmarks ungdomslandshold.

På trods af successen begyndte Magnussens interesse i sporten efterhånden at dale, og da han var 14 år, stoppede han med at spille på eliteniveau. Samme år fik han konstateret ADHD og Tourettes. Diagnoserne fylder en del i Magnussens skabelsesproces, men han vil ikke identificere sig som ADHD-kunstner.

”Jeg er selvfølgelig præget af det, når jeg vælter rundt og maler tre meter høje værker. Men man kan også se i mine værker, at jeg har noget OCD i detaljeniveauet – de er ikke kun splat.”

Det sker ikke sjældent, at Magnussen tager sig selv i at bruge fire timer på blot et lille udsnit af hvert maleri. Nogle gange råber og skriger han og er ved at smide det i skraldespanden, fordi han ser ting, der ikke engang findes.

”Det bliver ubehageligt at være i, men jeg synes, det giver en fantastisk sanselighed til værkerne, og man kan næsten fornemme det krible i værkerne, fordi der kommer så mange lag. Det er meget karakteristisk for min kunst, når jeg kigger på, hvor jeg er nu. Jeg har fundet en mellemting mellem det ekspressive og det detaljeorienterede.”

Bjørn Magnussen er ikke bange for at fortælle om sig selv og sin kunst. Det er en del af ham som person og hans erhverv at gøre opmærksom på sig selv. Han beskriver selv sin generation som ’små marketinggenier’.

”Det skorter ikke på ’se mig’-mentalitet blandt mine venner, og det er meget fascinerende,” siger han. ”Min far har ikke haft de sociale kompetencer til at sige: ’Hey, se hvad jeg kan,’ som jeg har. Jeg ved godt, at det i tiden lige nu handler om at gøre opmærksom på sig selv, og jeg kan alligevel ikke lade være, fordi jeg er, som jeg er. Den energi har jeg fået skældud for hele mit børne- og ungdomsliv. Jeg er blevet kaldt ego, siden jeg gik i første klasse. Men jeg har bevaret energien, og det er den, der har fået mig hertil,” siger han.

BJØRN MAGNUSSEN, ADAM HOLM OG JEURU er alle del af en generation, der er vokset op med spørgsmål om, hvordan de har det. Derfor er de vant til at kigge på sig selv udefra og konstant vurdere, hvad de ser, fortæller kultursociologen Emilia van Hauen.

”Modsat tidligere generationer, der af deres forældre blev trænet i at være rationelle, logiske og planlægge på lang sigt, er nutidens unge vokset op med forældre, der har spurgt ind til deres lyst, drømme og følelser. Samtidig er de også vokset op i det, man kalder et familiedemokrati, hvor afstanden mellem forældre og børn er blevet meget udvisket, og derfor har mange unge faktisk svært ved at indgå i et hierarki, fordi de ikke altid ser logikken i det. Fra de var børn, er de blevet trænet i at tage beslutninger, hvilket også har medført, at de opfatter sig selv som betydningsfulde i mange sammenhænge.”

Emilia van Hauen giver ikke meget for skudsmålet om, at den unge generation er selvoptagede og egoistiske. Det er alle ungdomsgenerationer blevet kaldt gennem tiden, mener hun.

”Udover at være meget performance-orienteret og god til at stille sig frem, bidrage og tage ejerskab over en situation, er den unge generation også hypersocial, hvilket som regel kommer bag på mange fra de ældre generationer, fordi der samtidig er så meget fokus på selvpromovering og selviscenesættelse. Men ser man på deres adfærd, gør de meget sjældent noget alene – de er konstant i kontakt med venner, og de er vant til at hele tiden at bruge hinanden.”

Jeg noterer: ’Historiens bedste generation’ med et spørgsmålstegn på min blok. Emilia van Hauen griner let gennem telefonrøret.

”Den nye generation er født ind i nogle vilkår, der er langt mere komplekse, end der før har været i et ungdomsliv. De har mange flere livsområder, de skal håndtere, samtidig med at de bliver målt og vejet langt mere end tidligere. Derudover er eliteniveauet gået hen og blevet normen, og det at være en vinder er blevet standarden. Derfor giver det også god mening, at mange unge reagerer ved at få stress, angst eller blive deprimerede. De reagerer blot sundt på en usund situation,” siger Emilia van Hauen og tager så ordet igen:

”Men en af deres største udfordringer kan være, at de ikke nødvendigvis har lært, hvad pligt betyder. Både når det kommer til en opgave, men også den træning, der skal til for at opnå en særlig færdighed. Den følelse af forpligtelse er mange unge ikke blevet trænet særlig meget i. Derfor ser jeg en generation, der ikke gør tingene helt færdige, fordi de er hurtigt videre til det næste. Det er computerspil-filosofien, hvor man hele tiden skal til næste niveau i stedet for at blive et sted og dygtiggøre sig der. Og hvis det spil er kedeligt nu, så ’tager jeg bare et andet.’”

MAN KENDER KUN LUGTEN alt for godt. Kunstig røg blandet med ølsjatter, vodka/Red Bull og candyfloss-søde parfumer, der altid formår at overdøve resten af mængdens sprøjt. Bassen pumper i skiftende tempi, nogle piger gør sig til, det samme gør nogle drenge, men intet virker til at genere Adam Holm, der ubesværet glider igennem muren af dansende mennesker på Søpavillonens første sal. At se ham bevæge sig på en natklub er som at se en fisk bevæge sig i vandet – det er naturligheden selv, og han synes umulig at fange. Der kindkysses, krammes og trykkes hænder i ét væk, mens han smiler, griner og charmer. Den ene, han møder, er en af landets mest efterspurgte tv-instruktører, den næste er topmodel, og pludselig er han videre. En kendt musiker under 30 stikker et shot Sambuca i hånden på ham, men Holm afslår. Han drikker ikke længere spiritus.

Det kan lyde som et vers fra en Nik & Jay-sang, men det er i virkeligheden resultatet af 10 års færdsel i det københavnske natteliv, der har sat sine spor i Adam Holm, og det er til at forstå. Han fik sin debut i nattelivet som blot 15-årig. Drømmen om at blive fotograf ledte ham mod sin et år ældre ven Konrad, der selv arbejdede i nattelivet som fotograf. Konrad fik sin arbejdskalender fyldt med flere jobs, end han kunne tage, så han tog Holm ind og introducerede ham for de rigtige mennesker.

”Jeg tog S-toget ind fra Charlottenlund, og så røg jeg ellers ind på steder som Zen Park Hotel, Nasa eller pre-parties på hotellet Stay for at tage billeder til deres Facebook-profiler. Det må have været underligt for gæsterne, for jeg så jo virkelig ung ud, men alligevel rendte jeg rundt med mit kamera og den flaske vodka, jeg havde fået som betaling, og spillede smart,” fortæller Adam Holm.

Nogle måneder efter introduktionen til bylivet startede han på Øregård Gymnasium, og hurtigt gik han fra at være fotograf til at være promoter og selv holde festerne.

”Jeg blev hyret som fotograf til en fest på Park på Østerbro, da jeg var 15 år og stadig gik i folkeskole. Året efter var det mig selv, der afholdt festen samme sted.”

Det nordsjællandske gymnasium har et uomtvisteligt ry for dets elever, der hverken mangler penge eller promiller i blodet. Adam Holm blev et bindeled mellem sine rige venner, der ligesom ham var glade for at feste, og nattelivet. En forbindelse, der også sikrede ham et hav af kontanter og kontakter.

”Du bliver populær i byen, hvis du kan sørge for ting – det går både den ene og den anden vej. Hvis du kan sælge bordene, bliver klubejerne glade for dig, og hvis du kan skaffe bordene, får du status blandt vennerne.”

Holm steg hurtigt i graderne og begyndte efterhånden at være med til at åbne torsdagsnatklubber, heriblandt Sport Club på det gamle Sundays, der var henvendt et lidt yngre publikum som ham selv. Netværket og kendskabet til folk, der var ældre end ham selv, fulgte med.

ADAM HOLM HAR ALTID været socialt anlagt. Da han var lille, ville han aldrig lege alene, og på samme måde har han altid været dårlig til at gå hjem efter byen. Det har ført til alverdens morgenfester, der er endt ud i nye aftenfester. Men det var her, at dørene åbnede sig for alvor.

Han vil ikke lægge skjul på, at tiden tilbragt i byen har været en af grundstenene i hans og firmaet Blondes succes.

Som Adam Holms gode ven, musikeren Malte Ebert, der også er kendt som Gulddreng, forklarer mig:

”Adam er en kamæleon, der kan tilpasse sig alle situationer, og han er danmarksmester i smalltalk. Det har givet ham et netværk, som de færreste kan forestille sig at have. Men han er også meget generøs med det, folk bliver forbundet på kryds og tværs igennem ham.”

Den samme fortælling om Holm får jeg, da jeg spørger hans kollega Frederik Erfurt, der arbejder i Blonde som creative producer.

”En stor del af Adams job er at gå ud og netværke, og han er en af de allerbedste til det. Folk kan være helt forpustede efter at møde ham, fordi han kan sidde og forklare dem, at de da bare skal sættes op med den og dem.”

Sådan er det med Adam Holm. Da Malte Ebert skulle spille til Claus Meyers ene datters konfirmation i 2020, kunne Holm ikke dy sig for selv at tage med. Her fortalte han Claus Meyer om virksomheden Reduced Foods, der laver fond fra madindustriens restprodukter, som to af hans barndomsvenner havde stiftet året forinden. Meyer inviterede dem til møde nogle uger efter, og han endte med at trække i nogle tråde og hjælpe Reduced Foods ind på alskens supermarkedshylder.

Der er ingen tvivl om, at der sker ting i Adam Holms selskab, og det er en direkte vej ind i varmen hos folk, der ellers synes umulige at nå. Alt det er skabt gennem hans liv i byen.

Sådan lyder i hvert fald succeshistorien om Holm som konge af natten. Men der gemmer sig også en anden fortælling bag det. For vejen til hans omfattende netværk skabt i København er brolagt med andet end kaffeaftaler og LinkedIn-forbindelser.

”Det vil ikke være forkert at sige, at jeg har taget stoffer med de fleste i den inderste kreds af den kreative klasse,” fortæller Adam Holm:

”Jeg har stået i situationer, hvor jeg har følt, at stoffer har været en nødvendighed for at sparke døren ind. Der sker ting, når du er på toilettet med folk. Der er en anden fortrolighed, og du bliver en del af en udefineret klub, hvor man er mere villig til at åbne døre for hinanden.”

Han er meget opsat på at understrege over for mig, at fortællingen om hans forhold til stoffer ikke må kunne misforstås som noget positivt.

”Det er jo ikke særlig sejt at gøre de ting, som jeg har gjort, og jeg vil meget nødigt have, at andre unge mennesker, der står i den situation, jeg stod i, træffer de samme valg som mig.”

Men havde du været, hvor du er nu, hvis du havde drukket danskvand med citrus, når du var ude?

Han putter sig lidt.

”Nej, det tror jeg ikke. Jeg har arbejdet mig frem på den forkerte måde. Den dag i dag er jeg ikke sikker på, at det var nødvendigt at gøre det på den måde, men jeg vidste ikke bedre. Sket er sket, men jeg ønsker for andre unge mennesker, at de går en anden vej end mig.”

"ALLE KENDER ALLE I dansk kulturliv, og når solen går ned, mødes de på Café Europa eller i Kødbyen.” Sådan lød det fra journalist Mads Brügger i et interview til Information, dengang han sammen med Mikael Bertelsen var ved at lancere Radio24syv.

Man kan sige meget om en gruppe af mennesker ud fra, hvilke steder de frekventerer, og hvem de har med sig under armen. I dag ville sætningen dog skulle omskrives og i stedet lyde noget i stil med:

”Alle kender alle i det kreative miljø, og når solen går ned, mødes de på Apollo Bar eller Søpavillonen.”

Bag sidstnævnte står festkongerne Simon Frank og Simon Lennet. I 2019 åbnede de den nye natklub i det gamle skøjteklubhus på Gyldenløvsgade ved Peblinge Sø. Makkerparret har gennem tiden drevet klubber som Simons og Sunday, hedonistiske templer for tidernes kreative klasser, der blev kendt for sine kontroversielle og kulørte indslag, som blandt andet talte dansende ladyboys, korsfæstninger, levende elefanter og peep-shows.

Det har altid været på Frank og Lennets natklubber, at parnasset tog hen for at suge lattergas og andre euforiserende ting i pulverform.

I dag er det Søpavillonen, der danner rammen for festerne, når de kreative søger morskab. Du kan ikke gå fem meter uden at støde ind i en, der arbejder som designer, musiker, filmskaber, guldsmed eller content creator, og hvis du ikke selv ved det, vil du blive gjort opmærksom på det. Det var også her, jeg første gang oplevede Adam Holm, Bjørn Magnussen og Jeuru på samme sted. Magnussen i pulten, Jeuru dansende, og Holm i snak.

Simon Frank og Simon Lennet har set deres del af kreative mennesker komme og gå, men de to ejere mener, at der er sket et markant skifte i den måde, folk i den nye kreative elite omgås hinanden.

”Den helt store forskel er, at den nye generation af kreative er inkluderende, hvorimod 00’ernes og 10’ernes mennesker var ekskluderende,” siger Simon Lennet. ”Det hele handlede dengang om at give en fuckfinger til det etablerede. Man skulle skille sig så meget ud fra normalen som muligt. Alt var ekstremt, og vi gjorde, hvad vi kunne for at sende en knytnæve i ansigtet på folk, som de sent ville glemme. Den nye kreative generation favner mere bredt. Det er ikke længere forbudt at være kendt fra reality eller at have solgt sin sjæl til popkulturen, så længe dine værdier er i orden, og hjertet er på det rette sted. Det er en anelse mere sympatisk og en del mere politisk korrekt.”

I dag kan en overtusset mand i croptop, som ”selvfølgelig er veganer og høj på rødbedejuice,” sagtens stå og synge Spice Girls på deres natklub, uden at der bliver rynket på næsen.

”Det kunne man ikke dengang. Der skulle musikken være så minimal som mulig og stofferne og rusen ligeså. Det er sundere at være en del af inderkredsen i dag, end det var for 10 år siden. Færre er døde, og flere smilende ansigter er kommet til,” siger Simon Frank.

Det afspejler sig også i antallet af udsmidninger og karantæner på Søpavillonen, der er færre end på på deres tidligere natklubber, fortæller Simon Frank. Forbilledet er skiftet fra den fordrukne Charles Bukowski-type til en ’jeg dyrker yoga og meditation, men det er ikke hele mit liv’-typen.

”Fulde mennesker vil altid være fulde mennesker, men når det så er sagt, så ser vi ikke en generation nu, der drikker sig selv ihjel. Det har gjort den nye generation smukkere, men det har også gjort presset for at passe ind langt hårdere,” fortæller Simon Lennet.

Frank og Lennet beskriver den nye generation af kreative som mere entreprenante og samarbejdsvillige end de forrige. Her er der kortere fra idé til virkelighed, alt ligger kun to taster fra eksekvering, og der bliver holdt sammen på tværs af social og faglig status. Det har gjort fællesskabet større.

”Vi oplever en glødende kreativ klasse, der arbejder sammen frem for at modarbejde og konkurrere med hinanden. Det er smukt at være vidne til. Men du skal også passe ind i en kasse, der skal være perfekt.”

Hvad betyder det?

“Det hele kan godt blive meget pænt og ordentligt. Vi savner fejl hos den nye generation. Der er en perfekthedskultur, hvor man er nervøs for at træde ved siden af. De sociale mediers massive indtog har en del af skylden. Alle ved alt om alle, og i forhold til tidligere hører man ikke længere skrøner og rygter om folk. Nu ser man videoer eller billeder. Det er virkelig hardcore. Og det er forståeligt, at de psykiske problemer hos de unge er støt stigende, for der er et klart misforhold mellem forventningspres og det, man føler, man har at byde ind med. Det gør, at man bliver bange for at fejle,” siger Simon Lennet.

BJØRN MAGNUSSENS FØRSTE FAVNTAG med den kreative industri var i forbindelse med lanceringen af smykkefirmaet Hanrej, som Magnussen havde sammen med sin ven og daværende forretningspartner Kasper Nielsen, der i dag driver virksomheden. De havde mødt hinanden på en tekstilskole i Holte, og efter Bjørn Magnussen droppede ud af ’accessory design’-linjen på Designskolen i Kolding, besluttede de sig for at starte det smykkefirma, de selv og deres venner manglede.

De lancerede med tre produkter, og efter halvanden måned lå deres smykker i glasmontrerne hos den anerkendte tøj- og livsstilsbutik Storm Fashion. De blev kendte for deres anderledes tilgang til smykkedesign og markedsføring, der inddrog helt anderledes typer af modeller, end der før var set. Dørene åbnede sig hurtigere og hurtigere, men brandet voksede sig for stort og kommercielt til Magnussens smag. Han gør ikke meget for at redde modebranchen fra dens blakkede ry. Den er fyldt med brune tunger og folk, der synes, at det er lækkert at spise gratis på de fede restauranter, siger han.

”Man kan komme langt med penge og netværk, men det når også et punkt, hvor det ikke kan nå videre, hvis du ikke også har talent og noget at fortælle. Jeg passede ikke ind i modebranchens sociale cirkler mere. Det var for overfladisk,” siger han.

”Jeg er sikkert en del af en anden form for klasse nu, for folk ved godt, hvem jeg er, og folk ved godt, at jeg er dygtig. Så jeg er nok godtaget af den indre kreds, men jeg ser ikke mig selv som en del af den.”

Bjørn Magnussen rejser sig fra sofaen. På væggen hænger værket ’De er der for os’, det maleri, der startede serien, som hans næste udstilling tager udgangspunkt i. Han peger ned i gulvet.

”Lige der sad jeg og stortudede i et kvarter, da jeg var færdig med værket. Jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg følte mig taknemmelig. Dybt inde i mig selv kunne jeg mærke, at der er nogen på et ikke-fysisk plan, som passer på mig og os, når vi har brug for hjælp. Det er kun kunsten, der kan give mig den oplevelse, og det er kunsten og de nære relationer, der betyder noget for mig.”

Hvordan har du det så med, at det skal sælges?

”Der er en masse i mig, der har lyst til at pakke det fint sammen og gemme det i resten af mit liv eller hænge det op derhjemme. Men jeg ved også, at jeg er nødt til at sælge det for at få lov til at lave nye værker. Det er min karriere, og der skal en pris på. Verden er kapitalistisk, og det affinder jeg mig med.”

Bjørn Magnussen har tur i den. Der er balance i livet. Han er snart klar med ny udstilling. Der står en række malerier stablet op ad hinanden. De er solgt og venter på at blive indrammet og fragtet ud til alskens kunstsamlere. Næste step er at komme til udlandet og udstille, så snart det er muligt. Der har allerede været bud efter Magnussens malerier, men det har ikke været de rette bud.

”Jeg vil hellere hænge ét rigtig godt sted end fem halvgode steder. Man skal værne om sit eget brand. Det er jeg helt bevidst om.”

I EN SKARPTSKÅRET bygning et kvarters køretur fra Stockholms centrum åbner Adam Holm døren ind til sin suite. Vi befinder os på det kombinerede hotel og kontorfælleskab Unity Living, hvor Holm har boet og arbejdet fra de seneste dage.

Det er også her, at Blondes ansatte skal arbejde og bo, når de inden længe åbner et kontor i Stockholm.

Vi går mod caféen Pom & Flora for at få noget morgenmad. Maden bestiller Adam Holm på svensk, og det er til at høre, at Holm har været i den svenske hovedstad mere end 15 gange i løbet af de seneste år:

”Kan jag be om två avokadotoaster och två juicer?”

Adam Holm virker til at være bange for at spilde tiden. Han har i hvert fald endnu engang lagt en ambitiøs plan for dagen, der involverer alskens møder rundt omkring i byen.

”Stockholm bliver en central del af mig og mit arbejde fra nu af,” siger han. ”Her er en helt anden mentalitet end i København. Der er et mere internationalt og globalt syn på tingene heroppe. Men svenskere er også sværere at imponere end danskere. Blonde er jo meget bygget på netværk, og det netværk har vi ikke her – endnu. Derfor er det en god tryktest af, hvordan vi kan klare det i udlandet.”

Den svenske skuespiller Gustav Lindh træder ud fra caféens toilet, og Adam Holm overvejer kort at introducere sig selv, men ombestemmer sig så.

En stor del af Blondes DNA er bygget på Adam Holms væremåde, energi og netværk. Men sådan skal det ikke være meget længere, fortæller han. Han og Blonde-brandet skal skilles ad, og salgsprocesserne skal automatiseres, så de kan skaleres. Det kommercielle aspekt virker til at have fået tag i ham. Før handlede det mere om at arbejde med de rigtige mennesker, men tiden har ændret sig, som han siger. Professionaliseringen af Blonde har været i gang, siden de rykkede til deres nye lokaler på Amager i starten af sidste år. Fællesskabet med Københavns kreative vækstlag er stadigvæk en del af Blonde, men der skal også penge på bordet.

Det er myldretid i de stockholmske gader, der oplyses af lysene fra de mange kædebutikker, som dominerer Stockholm. Vi er på vej mod den japanske rooftop-restaurant Tak. Adam Holm stopper op og peger tilfældigt rundt på nogle af butikkerne.

”Jeg kan slet ikke forstå, hvor meget potentiale, der er i denne her by. Alle de her butikker og forretninger mangler en virksomhed, der kan lave det, som vi kan.”

Udover den konkrete, geografiske afstand til København er det svært ikke at se Stockholm som starten på noget nyt for Adam Holm. Der skulle et angstanfald på morgenmadsstedet Wulff & Konstali i sensommeren til, før han indså, at han måtte lægge sit liv om.

Da jeg møder ham i Stockholm, har han ikke rørt stoffer i over 20 uger. Han er startet hos en terapeut, der hjælper ham med at få det bedre med sig selv, og han har tilegnet sig nye vaner; Yoga, meditation, regelmæssig søvn, og han har planer om at rykke ud af sin lejlighed på Nørrebro for at flytte til Amager, så han kan være tættere på kontoret og lufthavnen.

Og så er de fine fornemmelser væk. Det handler ikke længere om at sniffe kokain og gnubbe skuldre med de rigtige mennesker. Alt det har Adam Holm gjort. Nu har han det bedre end nogensinde før.

”Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg hellere vil lave penge på at arbejde for et brand eller nogle mennesker, jeg ikke synes er cool, end at lave en billig kampagne for et fedt brand. I sidste ende handler det om at tilføre flere penge til Blonde, så vi kan vokse og åbne døren for endnu flere mennesker, der ellers ikke kan få en fod indenfor,” siger han. ”Det kan man ikke, hvis man bliver ved med at søbe rundt i den samme sovs hjemme i København.”

Fra toppen af Tak kan man se hele Stockholm og mere til. Adam Holm smiler lidt for sig selv.

”Det her er da en meget god afslutningsscene, er det ikke? Mig, der står og kigger ud på alle pengene.”

DA JEG, EN RÅKOLD DAG i starten af december, ankommer til Copenhagen Contemporary, er der godt gang i den. Det internationale kunstcenter i den gamle B&W-svejsehal på Refshaleøen åbner denne aften for den nye udstilling ’Light & Space’. Anerkendte kunstnere, der blandt andet tæller James Turrell og Olafur Eliasson, skal fylde de 7.000 kvadratmeter store industrihaller op med installationskunst og videoværker. Der arbejdes på højtryk for at få det sidste på plads.

Copenhagen Contemporary regner med, at der kommer op mod 5.000 mennesker til åbningen. Jeuru er blevet hyret ind som aftenenes musikalske indslag, og på trods af, at han aldrig har spillet for så mange mennesker før, virker nervøsiteten ikke til at have ramt ham endnu.

Jeg møder ham til lydprøven en håndfuld timer inden, at dørene åbner. Hans hår er dækket af et silketørklæde, der udgør en form for do-rag, mens han på overkroppen bærer en band-T-shirt, der er klippet til ukendeligheder. Den er mavekort, så man kan ane en tatovering af noget, der ligner en svale, på den nederste del af hans højre ribben. De iturevne Levi’s 501’ere sidder, som de skal, og på fødderne har han et par sorte læderstøvler fra Maison Margiela med høj hæl og splittet tå.

Jeuru mestrer kombinationen af det elegante og det outrerede bedre end de fleste.

I mange år kaldte han sig selv for et brand. ’Jeuru er ikke kun en person. Det er også et brand,’ sagde han.

At tænke sådan er Jeuru ikke alene om. Det er en ting, der gør sig gældende på tværs af generationen. Det fysiske jeg smelter sammen med ens fremtræden på medier som Instagram.

Men for et par måneder siden stoppede Jeuru med at markedsføre sig selv på den måde.

”Det gik op for mig, at det var usundt for mit mentale velvære. Jeg er ikke et brand, jeg er et menneske. Man mister sin essens, hvis man koger sig selv ned til at være et brand. Hvis jeg kan tjene penge på at synge eller være model, så er det fedt. Men når jeg går hjem, så er jeg bare Jeuru, og det er helt okay. Det er en af de vigtigste lektier, vores generation skal give videre til den næste.”

Da han går i gang med at varme stemmen op, går hans dybe røst op i en lys falset så let som ingenting.

En ung kvinde ved navn Emma dukker op. Hun viser sig at være musikproduceren Remees datter. Hun skal være hans DJ i aften og bliver vist hen til pulten.

Jeg ser mit snit til at spørge Jeuru om hans syn på den kreative generation, han selv er en del af.

”Der er virkelig brug for den nye generation, som er ved at finde fodfæste. De ældre generationer har været lidt for meget gatekeepere, og det er ikke gavnligt for kulturen, som har brug for ny energi,” siger han. ”Men der er allerede sket noget på de fem år, jeg har været her. Unge mennesker virker til at få mere plads. Vi mangler stadig værktøjerne og midlerne til at føre vores drømme ud i livet, men vi er på vej. På sociale medier ser jeg ofte folk poste ting af hinandens arbejde. Det er et meget håndgribeligt eksempel på den samarbejdsånd, der hersker. Men det er vi også nødt til som kreativ klasse, hvis vi skal bevæge os fremad.”

Er der ikke noget, du savner fra den kreative scene?

”Folk i København er bange for at udtrykke sig selv kreativt og tage nogle risici. Jeg talte med en ven fra Berlin for et par dage siden, der undrede sig over, at når en designer i København laver en smuk trøje, så render alle rundt i den. Og det har han jo ret i. Det er meget monokulturelt. Jeg savner noget individualisme. Alle i New York har deres egen ting, synes jeg. Det mangler København.”

Vores samtale bliver afbrudt. Anlægget og lydsystemet er klar.

Selvom det blot er en lydprøve, lægger Jeuru energi i det. Han danser og går tronende igennem lokalet med lange skridt. Lydmanden bliver grebet af stemningen: ”Det er sgu da pissegodt.”

Jeg tænker på noget, Adam Holm sagde om Jeuru for et par uger siden, da han fortalte om deres samarbejde på musikvideoen til sangen ’King Malik’, som Blonde har produceret:

”Jeuru har hele pakken. Han er så perfekt, at han nærmest bliver set som en gimmick herhjemme. Men det er kun et spørgsmål om tid, før han har vokset sig for stor til Danmark.”

Jeg har ikke været til mange lydprøver i mit liv, må jeg indrømme. Men det er til at forstå, hvorfor hypen omkring Jeuru er stor. Hans sangevner kan ikke benægtes, han er velklædt, har karisma som få andre, og han ved, hvad han skal sige.

Er København ikke bare et springbræt til noget større for ham, spørger jeg, da lydprøven er slut.

”Jeg har virkelig værdsat den kærlighed, som jeg har modtaget her, men det var aldrig meningen, at jeg skulle være en stor stjerne i Danmark. Min storebror sagde altid, at man aldrig skulle blive for komfortabel nogen steder, og der er altid en stemme i mit baghoved, som har sagt: ’Det her er fedt, men det er ikke det eneste, du skal lave.’ Der er så meget, der foregår ude i verden, og det vil jeg gerne have del i,” siger han og tager sin tunge skindjakke på. Han har en frisørtid, han skal nå inden det store show i aften.

”Jeg har elsket at være en del af den nye generation herhjemme, men der kommer et tidspunkt, hvor vi alle skal flyve ud af reden og gøre vores egne ting.”

Stilheden er begyndt at blive larmende. Rodløsheden fornægter sig ikke.