Gift dig til penge. Danmark er 'gold diggers paradise'

I Danmark kan man gifte sig til velstand. I det øjeblik et par siger ’ja’ til hinanden, siger de nemlig også ja til at dele deres formuer ved skilsmisse – uanset hvor meget eller lidt de hver især havde, da de indgik ægteskabet. Det gælder opsparing, arv, eller hvis den ene ægtefælle ejer en virksomhed.

”Det kan ændre folks økonomi resten af deres liv. Der er mange eksempler på, at den ene har nul kroner, mens den anden må afgive halvdelen af sin formue. Set med internationale øjne er det usædvanligt, at man får andel i alt, hvad den anden har oparbejdet eller arvet. Eksperter fra udlandet har derfor kaldt de danske regler for golddiggers paradise,” siger Rasmus Feldthusen, som er professor i arve- og familieformueret ved Københavns Universitet.

”Mange bliver overraskede over reglerne. Det er lidt en fælde, at man også skal dele alt, hvad man havde inden ægteskabet, og det man har modtaget i arv eller pengegaver fra forældre eller bedsteforældre.”

Når ægtepar skal dele alt ved skilsmisse, skyldes det, at vi, når vi gifter os, får såkaldt delingsformue (tidligere kendt som formuefællesskab eller fælleseje). Søren Bang Monrad er advokat hos Neugarden Advokater, hvor han ofte møder klienter, der har giftet sig uden en ægtepagt og derfor kommer i økonomiske vanskeligheder, når ægteskabet går i stykker.

En af hans klienter var en kvinde i 50’erne, som havde været gift med sin mand i mange år. Da hendes mor døde, arvede hun 800.000 kroner. Et halvt år efter hun arvede pengene fra sin mor, ville manden skilles, og han skulle derfor – helt lovligt – have halvdelen af arven.

”Hun var i chok over, at hun skulle skilles og samtidig miste 400.000 kroner. Hun blev straffet to gange,” fortæller Søren Bang Monrad.

En anden klient var en fisker, der havde købt sin fiskekutter, da han var 22 år. Som 35-årig giftede hans sig og blev skilt igen nogle år senere. Han mistede dog mere end kærligheden: Fiskerivirksomheden havde vokset sig stor og udgjorde mandens primære formue. Da han ikke havde lavet en ægtepagt med særeje for virksomheden, måtte han sælge sin båd for at betale hustruen halvdelen af sin formue.

”I dag er han ikke fisker længere. Han arbejder på en fabrik,” fortæller Søren Bang Monrad, som dog understreger, at sagerne ikke altid er sort/hvide. I nogle tilfælde har ægtefællen været medvirkende til, at virksomheden – og dermed formuen – kunne vokse, fx ved at passe hus og børn.

I 2018 sagde 32.530 par ja til hinanden, men der bliver kun lavet godt 9.000 ægtepagter om året. Med en ægtepagt kan man aftale, hvad der tilhører den enkelte ægtefælle som særeje i tilfælde af skilsmisse, og på den måde kan man aftale sig ud af de usædvanlige danske regler, som tvinger skilsmissepar til at dele alt.

”Antallet af ægtepagter er ikke tilnærmelsesvis, hvad det burde være,” siger Rasmus Feldthusen.

De danske regler har været sådan længe. Rigtig længe. Loven om delingsformue bygger på principper fra landskabslovene i middelalderen, herunder Jyske Lov fra 1241. Fuldstændigt formuefællesskab blev første gang indført som begreb i Christian VI's Danske Lov i 1683. På det tidspunkt var kvinder økonomisk afhængige af mænd, og skilsmisse var stort set utænkelig. I de få tilfælde, hvor det alligevel skete, var det vigtigt, at kvinden fik halvdelen af formuen, for at hun kunne føre familien og huset videre.

”Det er en regel, der er fornuftig i et samfund, hvor kvinderne går hjemme uden uddannelse, som det var for mange år siden. Selvom vi har helt andre familiestrukturer i dag, lever vi med et system, der er udtænkt i en anden tid. Det danske system anno 2020 er en anakronisme. Det er et levn fra fortiden,” siger familieadvokat Jørgen U. Grønborg, tidligere lektor i jura ved Aarhus Universitet gennem 40 år.

Rasmus Feldthusen er enig: ”I dag er begge parter typisk på arbejdsmarkedet, de er selvforsørgende og sparer hver især op til pension. Tiden er anderledes nu end i landskabslovenes tid i det 13. århundrede, hvor velfærdsstaten ikke var kommet på fode.”

Midt i alle reglerne om delingsformue er der en lille, omend meget usikker, redningskrans, som skilsmisseramte kan gribe ud efter. Har man været gift i under fem år, kan man forsøge at få lavet en delvis eller fuld skævdeling af formuen efter reglen om korttidsægteskaber. Reglerne er dog ingen garanti, blandt andet fordi samliv inden ægteskabet tæller med, når man vurderer varigheden af ægteskabet. Hvis man har været gift i to år, men har levet sammen i fire år inden ægteskabet, kan man ikke benytte sig af reglerne.

Inden for de sidste 50 år er det kun sket én gang, i 1992, at en mand hev hele sin formue med ud af ægteskabet, fordi han kun nåede at være gift i få uger. Sidst en dom endte i en såkaldt delvis skævdeling var i 2005, hvor en person dermed fik mere end halvdelen med ud af ægteskabet. Siden da er alle domme endt med, at ægteparrene skulle dele formuen ligeligt, selvom der har været tale om korte ægteskaber.

”Politikerne tror tilsyneladende, at den korttidsregel redder en masse mennesker, men det gør den ikke. Det er en snæver regel, der typisk siger, at man skal dele alt alligevel. Det er da rystende, at der kun er én dom med fuld skævdeling af formuen i løbet af 50 år, når der er 15.000 ægteskaber, der går i stykker hvert år. Derimellem må der være temmeligt mange kortvarende ægteskaber,” siger Jørgen U. Grønborg, som fører statistik over sagerne.

Det kan være svært at finde hoved og hale i reglerne om delingsformue ved ægteskab. Derfor er det en god idé at rådføre sig med noget så uromantisk som en advokat, når der skal ring på fingeren.

”Jeg plejer at sige, at man måske snarere burde have en advokat, når man bliver gift, og en præst, når man bliver skilt,” siger Rasmus Feldthusen.

Se, hvad vi ellers skriver om: Penge