Kvalitet kommer ikke af at skynde sig: Her er de bedste restauranter, oplevelser og hoteller ved Kystlandet
Kystlandet ved den østjyske kyst er detaljerigt, men uformelt – og om vinteren har du lidt mere af det hele for dig selv.
Foto:Aleksander Mogensen, Bjørn Ellermand, Jesper Rais, Sarah Green og Wanderfolk
Offentliggjort
Bragt i samabejde med Destination Kystlandet.
Kystlandet strækker sig langs den østjyske kyst gennem Hedensted, Horsens og Odder Kommune.
Du er måske vant til at suse forbi (eller sidde i kø) på E45, men gør dig selv en tjeneste og drej af næste gang. Her har alle – fra de alsidige kulturskabere, de mange kunsthåndværkere videre til fødevareproducenter og restauratører – en iboende, men usagt tro på, at kvalitet ikke kommer af at skynde sig.
Annonse
Og som gæst i Kystlandet kan du da også tage det helt roligt. Med langsomme skridt på kystskovenes stier. Med små smagseksplosioner fra overraskende mikrogrønt på en velkendt vinterret i en lun krostue midt i Kattegat. Med tunge åndedræt, mens gusmesteren udfolder sig i skovsaunaen på Hotel Vejlefjord. Og med en nat under Bakkelandets buldermørke.
Det er detaljerigt, men uformelt – og om vinteren har du lidt mere af det hele for dig selv.
Oplevelser
Hyg dig i brummen
Okay, lov os, at du ikke afskriver det med det samme, for det er faktisk hyggeligere, end det lyder at lægge vejen forbi det tidligere statsfængsel i Horsens, der er en sværvægter inden for fængselsmuseer i Europa. Du kan blandt andet besøge ’Rockergangen’, hvor du kan få et indblik i, hvordan hverdagslivet tog sig ud for en indsat rocker fra Hells Angels (Bandidos-medlemmer var indsat i Nyborg Statsfængsel), eller du kan se en genskabelse af den 18 meter lange flugttunnel, som Carl August Lorentzen flygtede gennem for 75 år siden.
Rygterne siger, at det var hans flugt, der inspirerede Stephen King til ’Shawshank Redemption’. Om det passer, vil vi lade være for egen regning, men uanset om du aflægger fængslet et besøg en af de dage, hvor der afholdes koncert eller et andet event, er det faktisk en omvej værd at komme en tur i fængsel.
Annonse
Fussingsvej 8, 8700 Horsens
Ø for dig selv
Det er svært at komme uden om, at øidyl nok mest af alt forbindes med en højthængende sol, både gyngende blidt i havnen og frodig natur. Men lad det være sagt med det samme: Du snyder dig selv for nogle seriøse naturoplevelser, hvis du kimser ad øerne i vintertid. Her råder elementerne på en helt anden og ærlig måde, og bedst af alt: Du har det meste for dig selv.
Besøg Endelave, hvor du kun får selskab af kaninerne på din vandretur, inden du hopper forbi kroen for at få varmen og en bid gedigen mad (tarteletter, smørrebrød, burger). Tag til Tunø, som lystsejlerne har forladt, men hvor der til gengæld er yoga-retreats. Eller gå en tur på Hjarnø, og se lagunen i et nyt lys – planlæg dit besøg efter øens kaffebars åbningstider for at fuldende hyggen.
Overnatning
Hotel Vejlefjord
Mere klassisk og lækkert bliver det næppe: fjorddyp, saunagus og kurbade på Danmarks nok bedste (vinder af prisen som årets spa til Danish Beauty Awards i 2023) og smukkeste spahotel, Hotel Vejlefjord, der tidligere fungerede som sanatorium for tuberkulosepatienter.
Annonse
Beliggenheden ned til Vejle Fjord kan ingen klage over, hvad end du plasker rundt i spaen eller nyder en middag i restauranten, der i sig selv er et besøg værd. Det er sådan et sted, der burde være på recept.
Sanatorievej 26, 7140 Stouby
Kroen Endelave
Livet leves bare lidt langsommere på øerne end på fastlandet, og hvorfor ikke leve det på Kroen, kaninsøens hjerte, som du finder i Endelaves fredelige bymidte, og som Michael Mortensen købte i starten af 2024 for derefter at istandsætte og modernisere den.
Her kan du indlogere dig på hyggelige værelser, der har fået sig en lys opdatering, ligesom du kan gå i restauranten og spise dig mæt i hjemmelavet mad baseret på danske råvarer. Grøntsagerne er høstet fra lokalområdet, kødet er fra Grambogård på Fyn og Hopballe Mølle ved Vejle. Med kroens centrale beliggenhed er du kun få hundrede meter fra havn, strand og øens attraktioner. Og så har du samtidig let adgang til øens uspolerede natur.
Kongevejen 15, 8789 Endelave
Bøgebjerg
Lige uden for Østbirk, i en lysning inde i skoven, finder du den luksuriøse glampingdome Bøgebjerg. Det er sådan et sted, man ser på de sociale medier for derefter at sende til sine nærmeste med beskeden om, at der skal vi hen. Der er nemlig noget helt instinktivt besnærende – nok fordi det placerer sig lige i snittet mellem u- og hyggeligt – ved at lægge sig til rette under en stor glaskuppel med udsigt til den omkringliggende natur.
Det er dog ikke sådan, at du skal gå på kompromis med komforten, bare fordi du er kommet tæt på naturen. I tilfældet Bøgebjerg skal der nemlig lægges tryk på ’luksuriøs’ og ’glamping’. Med til opholdet hører der både en let morgenmad, og udenfor finder du et vildmarksbad, som med garanti bliver der, du for alvor finder roen.
Monbjergvej 19, 8752 Østbirk
Restauranter
Ji-Mi’s
Der er pleasermad på menuen på restauranten Ji-Mi’s (en sammentrækning af kokken og hans hustrus navne), som ligger lige midt i Horsens. Menukortet er skiftende, men én ting er sikkert: Der er garanti for velsmag! Restauranten er ovenikøbet også en af de mere stemningsfulde i byen med sin lille, intime størrelse og frit udsyn til kokken, der anretter maden.
Er du til mere low-key mad, kan du tage et smut hen på Café Ella på Horsens Kunstmuseum, som parret bag Ji-Mi’s forpagter. Her kan du få Danmark bedste bøfsandwich, kåret af De Brune Riddere i både 2023 og 2024.
Hestedamsgade 18, 8700 Horsens
Restaurant Rummelig
Restaurant Rummelig ligger i det gamle posthus i Brædstrup. Ejet af Kim Hansen, en lokal restauratør, som overtog stedet i 2023. Før det drev han Café Banesti, lige overfor. I dag er der både café og restaurant, og også selskabslokaler i det gamle tilstødende mejeri, der ligeledes huser byens bryghus.
Det er vældig hyggeligt, som navnet også antyder. Køkkenet har en bred spændvidde, men den røde tråd er hyldesten til det nære. Lokale råvarer er grundstenen, og mange grøntsager dyrkes i området. At høste om morgenen og forberede til aftens gæster er blevet en del af Rummeligs dna.
Jernbanegade 1, 8740 Brædstrup
KØST Deli & Gastropub
Det er en vaskeægte tre-i-én, som Hou Lystbådehavn nær Odder har fået sig med KØST: selskabslokaler med udsigt over Kattegat, en deli med med et større udvalg af friske fisk, hjemmelavede færdigretter og eksotiske specialiteter og så deres gastropub, som de selv kalder deres moderne fortolkning af den traditionelle havnecafé.
Når man ligger med bagenden i Kattegat, giver det god mening, at det er havets gaver, der spiller førsteviolinen på både frokost- og aftenkortet: skagentoast, stjerneskud, fiskefrikadeller, fish’n’chips, sild, laks royal, meunierestegt rødspætte og den slags godter. Men du bliver heller ikke snydt for landkød!
Jeg bliver måske lidt irriteret på mig selv over, at det stadig er så svært for mig at få Mette frem. Det er nok mest, når jeg er på skærmen. Jeg oplever ikke, det er så svært, når jeg er ude at møde folk.