Gymnasie for løveunger: Nu har Jesper Buch sit eget iværksætterakademi i København

NIELS BROCKS LOKALER på Nørre Voldgade i København er egentlig ret undseelige. Vægge og loft er kedeligt hvide, gulvet er dog sildebensparket, men der er noget sparet over både udseende og materiale, der får mig til at tænke på de falske stolper på Amalienborg, der ved et lille bank viser sig hule og blottet for tyngde. Institutionslyset fra loftet blænder mine trætte øjne, og selvom kantinen endnu ikke er åbnet, hænger der, som på så mange andre skoler, en dunst af madpakke i luften.

Dunst, lys og kønsløshed forsvinder et sted på 1. etage. ”Passion is our fuel,” står der skrevet med sorte, nymalede bogstaver på væggen i det lille transitionsområde mellem det gamle Niels Brock på venstre side af vindeltrappen, jeg har klatret op af fra receptionen, og det nye og lysafdæmpede Niels Brock med den mere dunkle sildebensparket og mørke træpaneler på højre side.

Så står jeg der – et sted mellem lys og mørke og læser videre af citatet, der hver dag vil møde eleverne, som bevæger sig denne vej:

”We’re passionate about the academy. We don’t just go the extra mile, we’ll do whatever it takes to learn the most. We’re ambitious in everything we do and take full responsibility for creating the best possible future for all students. We are the future! We are a better tomorrow!”

Er det Gud eller satan, der taler til mig? Fødderne forføres, og jeg går til højre ind på Jesper Buchs Iværksætterakademi.

TIDLIGERE PÅ DAGEN, klokken lidt i 9 om morgenen, er jeg på vej ind på Børsen. Jeg er en del af menneskestrømmen af teenagere, der baner sig vej ind igennem den snævre indgang, forbi maskinen, der læser en QR-kode, jeg har fået tilsendt, og udsteder et navneskilt, jeg påklistrer på trøjen.

Op ad trappen til den overdådigt smukke velkomsthal, hvor enorme malerier portrætterer gamle, rige, hvide mænd i kjole og hvidt, der taler tal og økonomi, mens verden drejer rundt og rundt. Man fornemmer historiens vingesus her under den firehalede drage med de tre kroner – symbolet på storriget Danmark, Norge og Sverige og sædet for dets handel. Dekadencen drypper ned ad væggene, og netop det historiske vingesus er i dag et, der bliver talt flittigt om, for det er her, Jesper Buchs Iværksætterakademi tager sin begyndelse.

I den lille entré mellem velkomsthallen og balsalen, der hvor dagens velkomsttaler skal leveres, står Jesper Buch flankeret af et par navneløse jakkesæt, som vigtige personer har det med at være. Med en vis rutine og dog med et umiskendeligt kærligt nærvær giver han hånd og kaster et koncentreret blik på de unge menneskers øjne og påklistrede navneskilt. Nu begynder deres iværksættereventyr med Jesper Buch som leder i både ånd og navn.

Eleverne tager plads inde i salen. Under gigantiske lysekroner sidder de på stolene, lystigt chit-chattende, og lokalet sitrer en anelse. Til venstre for talerstolen står Jesper Buch, Brian Mikkelsen og et par af jakkesættene og tager en selfie. Direktøren for Niels Brock, Anya Eskildsen med kort strithår, rank ryg og bredt smil, indtager talerstolen.

”Det er en meget stor fornøjelse at få lov til at byde jer alle sammen rigtig hjertelig velkommen til Jesper Buchs Iværksætterakademi,” og så introduceres dagens næste taler, Brian Mikkelsen, tidligere minister og folketingsmedlem og nuværende direktør for Dansk Erhverv.

En stor kanon behøver ikke en mikrofon for at blive hørt, og det gør Brian Mikkelsen heller ikke. Au naturel lader han stemmen runge i det store lokale, mens han forklarer, hvor edderspændt han blev, da han første gang hørte om idéen bag iværksætterakademiet, og hvor meget Danmark har hungret efter sådan en uddannelse.

For iværksætteren skaber arbejdspladser og tilfører statskassen kroner og ører, og dermed gør samfundet til et bedre sted for os alle. Det er en god tale – og sød musik i ørerne på de interessenter, han til daglig repræsenterer som direktør for Dansk Erhverv.

Nogle af eleverne virker også bidt af den og talt til, men man fornemmer ligesom, at dagens hovedperson endnu ikke har indtaget talerstolen. Mens Brian Mikkelsen modtager sine klapsalver, og Anya Eskildsen igen indtager scenen, står hovedpersonen bag stolerækkerne og kigger ud over sit kongerige så at sige.

ANYA ESKILDSEN TAKKER Brian Mikkelsen for talen, og så kan det vist heller ikke vente længere. Med en Bruce Buffersk sans for dramatisk opbygning introducerer hun Jesper Buch, som om han var sværvægtsmester i boksning:

”Den store danske angel investor, erhvervsprofilen, den kendte iværksætter, forfatter, den kendte løve fra underholdningsprogrammet ’Løvens Hule’, manden der har valgt at investere tid og kræfter i at give tilbage, i at skrive Danmarkshistorie, i at kreere og etablere en ambitiøs og målrettet erhvervsuddannelse for dygtige og engageret unge – det er jer – der, ligesom løven selv, gerne vil gøre en forskel. Mine damer og herrer, sponsorer og elever, vil I ikke godt tage godt imod manden bag det hele: Jesper Buch.”

Med lange, stive skridt (Buch har dagen forinden spillet fire timers padeltennis) går han op mod mikrofonen velvidende, at han har publikum i sin hule hånd. ”Har I glædet jer?” nærmest hvisker han som for at teste, hvor lavt han kan tale, uden at miste salens opmærksomhed. ”Ja,” svarer de i kor. Er de nervøse? Kun lidt, lyder det til på den spredte mumlen, men Jesper Buch fortæller, at det skal de være. Måske for sjov, men måske også lidt alvorligt.

For Jesper Buchs Iværksætterakademi er anderledes end andre ungdomsuddannelser. Meget anderledes. Uddannelsen varer fire år – to år afsættes til at gennemføre det pensum, der på andre ungdoms-erhvervsuddannelser tager tre år, og så går der to år, hvor eleverne kommer ud på arbejdsmarkedet og indtager en elevplads hos et firma, de selv har valgt.

Undervejs skal eleverne have fag som erhvervsjura, virksomhedsøkonomi og innovation og iværksætteri. De skal på sprogskole i England, så de kan lære pengenes sprog.

”Vi nupper lige alle engelsktimerne på tre uger,” som Jesper Buch selvsikkert proklamerer i åbningstalen.

Sprogskolen skal betales igennem koldt kanvassalg, som eleverne selv skal bedrive i løbet af en uge allerede inden for det første halve år af deres skolegang. ”Jeg er der hver dag den uge, og der skal vi give den gas. Vi skal have hentet halvanden million eller sådan noget,” siger Jesper Buch om muligt endnu mere selvsikkert til tydelig nervøs mumlen.

En røvsparker må kunne sparke til en røv. Hver 14. dag er der masterclasses. Erhvervslivets spidser, nogle af Danmarks rigeste og Jesper Buchs private venner skal ud og give deres viden videre til eleverne.

”Der er i hvert fald to af dem, der er blandt Danmarks 10 rigeste. De kommer ikke for at få betaling. De kommer for at give tilbage. De er her en time, og den time er en uges undervisning værd.”

BLANDT PUBLIKUM SIDDER Leonard Wiese på 17 år og Srijana Gammelgaard på 18 år. Leonard Wiese er klædt i en åben hættetrøje med en mørk og moderigtig fodboldtrøje indenunder samt en sølvhalskæde. Han er født på Vesterbro, men opvokset på Amager, og da erkendelsen om at fodboldkarrieren ikke ville blive til noget, indtraf, sadlede han om. Det der med at have sit eget, arbejde med hvad man har lyst til – det var noget, han godt kunne tænke sig. Så da han hørte om Jesper Buchs Iværksætterakademi, var der ingen tvivl:

”Jeg tror de næste par år bliver rigtig spændende,” fortæller Leonard Wiese mig, da jeg et par dage inden skolestart fanger ham over telefonen. ”Det bliver især spændende at få alle Jesper Buchs iværksættervenner ud og deltage i de her masterclasses.

Det er en meget praktisk uddannelse, og det tiltalte mig virkelig. Mange af mine venner er startet på STX (gymnasial uddannelse, red.), og det virker, som om det er en forlængelse af folkeskolen, og jeg ville gerne prøve noget anderledes, hvor jeg virkelig kunne komme til at arbejde. Det er fedt, at vi allerede skal ud på arbejdsmarkedet efter to år.”

Srijana Gammelgaard er 18 år gammel, lav, mørkhåret og klædt i sort bluse og jeans. Hun kommer fra Rungsted, men har boet det meste af sit liv i Skælskør. Både hendes mor og gudmor er iværksættere. Det har gjort hende bevidst om den iværksættendes lod – de mange arbejdstimer og frygten for manglende succes – men det har kun givet hende mere blod på tanden:

”Jeg elsker at arbejde hårdt for de ting, jeg gerne vil. Jeg synes, Jesper Buchs egen historie er spændende, og jeg synes selvfølgelig, han er megasej, men det er ikke på grund af hans navn, jeg har søgt ind. Jeg har søgt ind, fordi det er en meget praktisk uddannelse, og jeg tror, det bliver sindssygt lærerigt, og jeg kommer til at udvide min værktøjskasse.”

EFTER ÅBNINGSCEREMONIEN på Børsen er overstået, bevæger vi os over til Niels Brock på Nørre Voldgade. Forskellige sponsorer har skudt penge i de nye lokaler, hvor uddannelsen holder til, og Jesper Buch har lovet, at jeg kommer til at falde på halen over dem.

Da jeg kommer derover, er eleverne allerede blevet gelejdet ind i deres klasser. Her står deres ’klasselærer’ – de lektorer, som har mestendels af ansvaret for klasserne – og giver en intro til uddannelsen og de kommende år, de skal spendere sammen. Afdelingen består af tre klasseværelser og nogle kontorer. Rundt om hvert et hjørne lurer et inspirerende iværksættercitat.

I loftet hænger cirkelformede lamper, der ligner de selfielys, influencere og des lige bruger til at få den optimale lyssætning. Elevstanden, der ikke går på Jesper Buchs Iværksætterakademi, men som tilhører de mere normale uddannelser på Niels Brock, er vendt tilbage fra sommerferie, og misundeligt kaster de blikket på den nye afdeling.

”Ej, hvor ser det sindssygt ud,” udbryder et par piger, inden de læser et af citaterne op og griner af det, selvom det kun dårligt skjuler den tydelige benovelse over den indretning og den aura, denne nye afdeling er skabt i og af.

Jesper Buch har fået sit eget kontor. ’Løvens Hule’ hedder det, for hvad skulle det dog ellers hedde?

Kongen af savannen tjekker selv klasseværelserne ud. Som en amerikansk præsidentkandidat signerer han elevernes første bog, ’Marketing management’, en slags bibel i marketingland, og deler dem ud til stor glæde blandt eleverne.

”Jeg synes, der manglede et tilbud til de lidt mere kantede iværksættertyper. Dem, der ikke skal læse på universitetet eller have en PhD, men som ved at blive ordentligt dannet kan blive sendt på rette vej og få kæmpestor succes,” fortæller Buch mig tidligere på dagen på Børsen. Idéen til erhvervsakademiet kom ud af en samtale mellem Buch og Anya Eskildsen, da han netop var blevet bestyrelsesmedlem på Niels Brock.

”Og så startede vi tre klasser, og lur mig om ikke, der går 1.000 elever inden for fem år.”

Vanligt storskrydende, men der er en vis hjertevarme over måden, Jesper Buch taler om projektet på. Det er selvfølgelig en af hans egenskaber: at få en vandpyt til at ligne en sø: Men det her drejer sig ikke om kolde kontanter. I hans åbningstale lægger han vægt på det venskab, der skal opstå mellem eleverne.

”Dengang jeg selv gik på Kolding Købmandsskole, ville jeg have ønsket, jeg havde haft nogle gode og stærke kammerater, der kunne hive mig op. Så hvis I ser, at en af jeres klassekammerater mangler om morgenen, griber I knoglen, ringer til ham eller hende og spørger, hvad der er galt.

Hvis det er matematikken, der driller, så finder I en på årgangen, der er god til det, og så løser I det sammen. I er blodbrødre og blodsøstre fra nu af og de næste to år frem. Det er super, super, super vigtigt.”

ELEVERNE ER NU blevet inddelt i deres klasser på Niels Brock, fået information om næste skoledag og spist noget frokost, og så er det videre i teksten. Shaping New Tomorrow, tøjproducenten hvis claim to fame er behageligt og stilsikkert herretøj, og som blev landskendt, da de deltog i ’Løvens Hule’ på DR1, hvor Jesper Buch var en af løverne, der investerede i firmaet, har valgt kvit og frit at iklæde eleverne i deres klæder. ”Man ser bare bedre ud med slips,” som Jesper Buch siger.

Shaping New Tomorrow har åbnet en ny butik på Købmagergade i det Indre København. Enorme vinduespartier afslører et lyst interiør med spejle over det hele. En let løbende mannequindukke er svøbt i det elastiske stof, der kendetegner Shaping New Tomorrow.

Indenfor er der en lettere hektisk stemning. For 30 ud af de i alt 90 elever er netop ankommet, og de står nu spændte på at prøve deres kommende skoleuniform. En begejstret medarbejder stiller sig op på trappen bagerst i butikken og udlægger slagplanen.

Først skal målene til blazeren tages, og bagefter er det op til prøverummene for at prøve skjorter og bukser og for pigerne, nederdele. Og der er colaer og kaffe til de tørstige – gratis endda, fortæller medarbejderne igen og igen og igen over de næste par timer, som var gratis sodavand topmålet af filantropi.

Eleverne stiller sig forholdsvist sirligt op i en række. Et par servicemindede medarbejdere har taget plads foran to spejle, hvor eleverne derefter kommer hen og bliver spurgt ”regular eller slim fit” hvortil de alle sammen spørger ”hvad synes du?”. De smider skoletaskerne, hættetrøjerne og alt det andet habengut, der normalvis ikke er at finde på personer, der prøver jakkesæt.

Urutineret og håbefulde iklæder de sig for første gang deres kommende voksenuniform. Nervøst og usikkert kigger de ind i spejlet og ser måske ikke kun, hvordan det ser ud nu, men også hvordan deres uddannelse, drømme og kommende liv klæder dem.

Et jakkesæt er et udråbstegn, men eleverne her er stadig unge spørgsmålstegn. Stadig ikke hjemmevante i habit, men alle virker de opsatte på at få uniformen og livet som iværksætter til at passe på dem. På at få glattet spørgsmålstegnet ud til et udråbstegn. Og hvis ikke man kan det på Jesper Buchs Iværksætterakademi, hvor skulle man så kunne det?

Oppe ved prøverummene er der gang i svingdøren. Eller dørene, for hele fire prøverum er taget i brug, men der er også mange stykker tøj, der skal prøves, så det tager sin tid. Lidt for lang tid for en gruppe drenge, der sidder på en lille bænk ude foran prøverummene.

”Bro, bro, bro,” ryger ud af munden på dem, og den mest frembrusende af dem har møvet sig frem i køen, foran de andre i gruppen samt et mere ydmygt gemyt, der ikke stresser over at blive hoppet over i køen.

”La’ lig’ vær’ at spring ham over, bro,” siger en fra drengegruppen til den frembrusende, der grinende og halvt modvilligt overlader pladsen til det rolige gemyt. Ikke helt blodsbrødre og blodsøstre endnu, men det skal nok komme.

For Jesper Buchs Iværksætterakademi er mere end en uddannelse. ”Det er en dannelsesrejse,” som Jesper Buch fortæller mig tidligere på dagen. ”Ja, der er noget lærdom, men det er et spørgsmål om selvtillid og selvværd.”

Jeg kan ikke lade være at spørge, om den her uddannelse er en Jesper Buch-kult. Snakken om blodsbrødre og blodssøstre, skoleuniformer fra et firma, Jesper Buch selv har investeret i, alle de motivational quotes på væggene, som er som taget direkte ud af ’How to become a millionaire’-videoer på YouTube. Uddannelsens navn. Det hele slår mig som værende lidt … ekstremt. Karikeret endda.

”Kult er jo et ret negativt ladet ord, og det håber jeg ikke, det bliver. Men jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er, at man har hinandens ryg i en organisation. At man samles op, når man har det hårdt. Hvis ikke man har det, er det svært at navigere gennem livet. Det er det, man kalder power of the mastermind. Hvor én plus én giver tre, for man er sammen, og så er man meget stærkere.”

Skulle man være i tvivl om Jesper Buch og hans budskabers gennemslagskraft, er det værd at hoppe tilbage til hans åbningstale på Børsen om formiddagen. Efter at have talt dunder i 20 minutter, takker han de forskellige sponsorer og kigger så ud på salen og lader stilheden regere nogle sekunder.

”Er I klar?” udbryder han, hvortil alle samstemmigt råber: ”Ja!”

Eller, samstemmigt er så meget sagt, for der er en elev, der råber det meget højere end alle andre. Folk griner lidt, og Jesper Buch smiler.

”Let the show begin,” lyder det, inden klapsalverne får lysekronerne til at dirre.