Har newyorkerne mistet modet?

JEG VIL GERNE HAVE, at vi helt fra begyndelsen er på den samme side, som man siger her i USA, så her følger et kort oprids af, hvad der skal ske: Jeg vil tage dig med rundt i forskellige afkroge af New York – fra en lukket fest på 60. etage af Manhattan med negronispringvand og udsigt til Empire State Building og ud til notorisk konservative Staten Island, hvor vi en fredag aften på pizzabaren Denino’s skal møde, hvad man kunne kalde ’autentiske’ eller ’ægte’ newyorkere, men også – skal det vise sig – i stigende grad ’bekymrede’ newyorkere (kodeordet i den sammenhæng: migration).

Med mig rundt bærer jeg et figurativt termometer, med hvilket jeg vil tage temperaturen på New York, dette vilde bæst, verdens mest indflydelsesrige by, her op til præsidentvalget.

Hvad angår selve valget, er det ikke, fordi New York er udset til at få afgørende betydning – byen såvel som staten er i overvejende grad demokratisk, med nogle undtagelser rundt omkring, fx Staten Island – men det er en evig stridsplæne i den amerikanske kulturkrig; så i hvilken retning blæser vinden på plænen?

Gadens mænd

Første del af historien begynder en aften på en gade i Clinton Hill i Brooklyn.

Jeg går sammen med min ven Karl, vi er på vej hen til en sprutbutik for at købe en flaske gin, da en afroamerikansk mand stopper os. Vi kan være helt rolige, siger han, det her kommer ikke til at ende med, at han beder os om penge, han vil bare recitere nogle digte, som han har skrevet. Og eftersom vi faktisk ikke har nogen kontanter på os og dermed ikke kan afprøve, om en femdollarseddel alligevel ikke kan veksles til et fripas for digtoplæsningen, og eftersom digteren heller ikke lader til at tage et nej for et svar (som man også siger her i USA), så indvilger vi i at lægge ører til lyrikken.

Måske er det overflødigt at tilføje, at vi fem minutter senere – efter en vældig indlevet præstation lige dér under den mørkeblå himmel, op mod hvilken vi flere gange undervejs peger (per digterens strenge instruktioner), som en slags respekt til Vorherre og skaber – står i den nærmeste kiosk og køber ham en virkelig stor øl og en lille pose chips ”til at skylle ned med.”

Forleden morgen vågnede min kæreste og jeg tidligt, stadig lidt plaget af jetlag, og gik hen på en nærliggende diner. Nu bor vi i Brooklyn, men på det tidspunkt boede vi i West Village på Manhattan.

Inde på dineren, mens jeg prøvede at spise mig igennem et lag af den ærlig talt ulidelige kombination af svampede pandekager, sirup og bacon, jeg havde fået bestilt, kom der en hjemløs gående ind på dineren med målrettet facon.

Han var høj og stærk, ikke en, jeg i en én-mod-én ville tilskrive mig selv mange chancer, og han gik direkte mod kassen og bad om sugerør. Indehaveren af dineren, en lille mand med overskæg, lidt Luigi fra ’Super Mario’-agtig, gav med det samme, hvad den hjemløse bad om.

Da den høje mand igen havde forladt dineren, henvendte indehaveren sig til mig og min kæreste; vi var de eneste to i restauranten, udenfor var byen stadig ved at vågne, det var søndag.

”Det er de nye newyorkere,” sagde han og sukkede. ”Hvis jeg ikke giver dem, hvad de vil have, kan det godt blive grimt.”

Så vendte han sig om og gik bag disken.

Siden man for to årtier siden begyndte at tælle antallet af hjemløse i New York, har der ikke været flere, end der er nu. På landsplan tegner det samme mønster sig; fra 2022 til 2023 steg antallet af hjemløse på tværs af landet med 12 procent, hvilket er mere end 70.000 mennesker. Årsagen? Mangel på billige boliger og – et af det amerikanske valgs helt centrale stridspunkter – en accelereret strøm af migranter.

Få timer efter seancen med digteren står jeg i en elevator i en meget dekadent bygning og trykudligner, mens etageviserens røde cifre suser afsted – 1, 12, 34, 45, 57 – og så: pling. Det er min kæreste, der har fået os med til festen, hvilket også betyder, at hun kender flere, end jeg gør, og under alle omstændigheder er der flere, som folk gerne vil have, at hun skal møde, og den diskrepans imødekommer jeg ved at lade hende mingle rundt, mens jeg selv stiller mig i baren.

Ude i mørket, bag baren, står Empire State Building og rager op; dens form – med spiret på toppen – får den til at ligne en sprøjte med en kanyle. I midten af rummet troner en fontæneskulptur, op fra hvilken der vælder hvid negroni i en lind strøm. Jeg går over og fylder et glas fra fontænen.

Egentlig vil jeg gerne snakke politik med folk, men jeg har igennem min kæreste på forhånd fået at vide, at det vil være meget upassende. (Nogle dage senere læser jeg på forsiden af The Wall Street Journal, at 60 procent af amerikanerne simpelthen helst undgår at tale politik overhovedet.)

I stedet knokler jeg rundt i en samtale med en japaner, hvis forskellige udsagn jeg i ni ud af 10 tilfælde lykkedes med at misforstå, hvilket ikke har det mindste at gøre med japaneren, men udelukkende mig og min ringe hørelse, når der bliver spillet op til fest, i det her tilfælde af tre slanke peruvianere.

Jeg har brug for en pause. Ulykkeligvis er der ikke noget sted at ryge heroppe på tresindstyvende, så jeg tager elevatoren ned og kører en dobbeltsmøg ude på gaden. Aftenen er lun og gaden befolket af arbejdsfolk og opstadsede typer.

Senere, på en mørk, fancy og neoparisisk bar i East Village, undsluppet det udstedte ingen-politik-dekret, spørger jeg to mænd i 30’erne/40’erne, hvad de tænker om det forestående valg.

Den ene er fuldstændig sikker i sin sag; Demokraterne og Kamala Harris vinder. Og så render han videre, afsindigt optimistisk.

Den anden, derimod, anlægger en mere bekymret mine. Han siger til mig, næsten hviskende, som om folk ikke må høre det, som om han bærer på en hemmelighed, at han virkelig ikke tør tro på noget. Det er det brændte barn, jeg har fået fat i her.

Han fortæller, at han i 2016, da Trump vandt over Hillary Clinton, var endt til en valgfest med en masse unge, temmelig apolitiske mennesker, der alle festede, som om muligheden for en republikansk sejr rent faktisk ikke forelå, hvilket ikke overraskende havde gjort det endelige resultat så meget desto mere lammende for festen.

Jeg når ikke at spørge om mere, før baren lukker, og vi bliver bedt om at skrubbe af. Klokken er et par timer over midnat. Min kæreste går ind i en kiosk på den anden side af vejen for at købe en bagel og en elektrolytdrik. I mellemtiden står jeg udenfor og tænder op i endnu en cigaret. 15 meter nede ad gaden sidder seks mænd på nogle små stole, som de ligesom bare selv har placeret dér. Flere af dem sender nysgerrige blikke, så jeg beslutter mig for at gå hen og spørge dem, hvordan det står til.

En af mændene springer op fra sin stol.

”Sid ned, sid ned,” siger han.

”Ej, nej, det er ikke nødvendigt,” siger jeg.

”Jo, tag den,” siger han.

Sådan fortsætter det lidt frem og tilbage, men den venlige mand insisterer selvfølgelig, og jeg sætter mig ned. Jeg vil skyde dem allesammen til at være i 30’erne, et par af dem måske lidt ældre, og så er de alle fra Pakistan, fortæller de.

”Nå, hvad laver I så?” siger jeg, tidspunktet osv. taget i betragtning.

”Vi var lige ved at tale om valget,” siger en af dem.

”Nå!” siger jeg. ”Hvor står I der?”

”Vi stemmer alle sammen på Trump,” siger en af dem. De anerkender, at han godt kan opføre sig temmelig skørt nogle gange, men på især ét punkt resonerer han med disse seks mænd.

”Trump vil ikke påbegynde nye krige,” siger den samme som før, gruppens mest udadvendte. ”Og vi ønsker ikke mere krig.”

Et stykke tid efter kommer min kæreste ud fra kiosken. Hun er forståeligt nok en smule overrasket over at finde mig dér, men hun bliver taget varmt imod af selskabet og får naturligvis også en stol at sidde på. Vi får også tilbudt en kop pakistansk te, hvilket en af mændene stikker afsted for at hente længere nede ad gaden. Og på et tidspunkt får vi sågar æren af at høre to af mændene synge nogle traditionelle punjabiske sange; det er – for nu at sige det lige ud – en rigtig smuk oplevelse.

Efter et par timer siger vi tak for nu og bestiller en vogn tilbage til Brooklyn. Vi kan bare komme tilbage anytime, siger vores nye venner fra Pakistan. De mødes nemlig her, midt på Manhattan, hver nat klokken 01.

New York og politik

New York City udgøres af fem bydele:

• Manhattan (1,64 millioner indbyggere, 2022)
• Brooklyn (2,65 millioner)
• Queens (2,36 millioner)
• Bronx (1,47 millioner)
• Staten Island (492.295 tusind)

I alt bor der 8.33 millioner mennesker i New York City.

De fem bydele repræsenterer hver deres kreds i staten New York. 

Med sine 28 valgmænd råder New York over fjerdeflest til præsidentvalget. Flest har Californien (55), herefter følger Texas (40) og Florida (30). Der er i alt 538 valgmænd. For at blive præsident kræver det derfor 270 valgmænd.

New York har som stat ikke stemt republikansk siden 1984, hvor Ronald Reagan fik flertallet af stemmerne (53,84 procent). Siden 1992 har demokraterne vundet staten med en margin på mindst 15 procent – de seneste år har forskellen været endnu større.

Ved valget i 2020 fik Joe Biden 60,9 procent af stemmerne i New York.

Ekskursionen

Vi befinder os på Steiny’s, en bar på Staten Island, kun få minutters gang fra færgen, der sejler til og fra Manhattan; eneste anden forbindelse mellem Staten Island og resten af New York City er via en bro til Brooklyn.

Steiny’s ligner mange andre amerikanske værtshuse. På nogle skærme kører der screensavers med overflyvningsbilleder af naturlandskaber og kendte byer. Tre kvinder sidder i baren.

Det er fredag, og der er happy hour, og Karl og jeg er faldet i en vældig god snak med stedets bartender, en energibombe ved navn Katie.

”Åh!” siger hun, da jeg spørger hende ind til amerikansk politik. ”Det er så polariserende!”

Det er et valg mellem to dårlige kandidater, siger hun.

En holdning, jeg for øvrigt hører luftet af flere amerikanere, jeg taler med.

Katie har i det hele taget ikke meget tiltro til sit hjemland. Det, vi ser nu, siger hun, er resultatet af ”for meget giftig individualisme igennem for mange år.”

Og hvad med Staten Island – jeg har læst lidt forskelligt, tilføjer jeg.

”Jeg fucking hader Staten Island,” siger Katie, der er vokset op på Staten Island, og slår en latter op.

Staten Island er den konservative bror i søskendeflokken på fem, der udgør New York City: Manhattan, Brooklyn, Queens, Bronx og Staten Island. Ikke siden 1924 har en republikansk præsidentkandidat modtaget hovedparten af stemmerne i New York City.

Men stod det til beboerne på Staten Island, var sagen en anden; ved de seneste to præsidentvalg stemte henholdsvis 56 og 57 procent på Donald Trump.

I en tråd på Reddit under overskriften ’Do New Yorkers really hate Staten Island’ er det mest populære svar: Hvordan kan man hade noget, man aldrig tænker på?

Den typiske Staten Island-beboer er en hvid middelklassemand med italienske eller irske rødder; med andre ord hvad der førhen ville have været den typiske newyorker i det hele taget. Og de er – dem fra Staten Island – ofte sigtekornet i en vittighed. (Tænk Amager, Falster, Randers.)

”Når man fortæller, man er fra Staten Island,” siger Katie, ”er joken tit: ’Er din far så strømer eller brandmand?’”

Steiny’s plejede også at være et sted, hvor især pensionerede mænd fra statens tjeneste kom og hang ud, men for 10 år siden købte et homoseksuelt par stedet, så nu er det en mere blandet skare.

Jeg spørger Katie, hvor vi skal tage hen for at møde den mere stereotype del af øen.

”I skal prøve at tage på Denino’s,” siger hun. ”Der kommer I til at høre noget crazy shit.”

(Senere, da vi begynder at følge hinanden på Instagram, kan jeg se, at Katie tidligere samme dag har lagt en story op, hvori hun annoncerer, at det er hendes sidste fredagsvagt på Steiny’s, og at det vil være great, hvis nogen gider at komme og snakke om religion eller politik. Hvilket – og dette er min egen analyse – ikke lyder helt uironisk.)

Bussen S46, der skal tage os til Denino’s, skulle have været her for 35 minutter siden. Jeg spørger en ældre herre, der sidder og venter sammen med sin kone, hvad der sker. Det er helt almindeligt, siger han. Han har før ventet to timer.

En anden mand, der sidder lidt længere væk, hører, hvad vi snakker om, og stemmer i: Han har engang ventet 2,5 time.

”Det dernede,” siger den ældre herre og peger ned mod færgeområdet, ”er det sidste stop, og det er det første stop. Og chaufførerne holder kaffepause, og de holder frokostpause, som det passer dem.”

Nu, hvor vi alligevel bare står og sludrer, finder jeg mit termometer frem og spørger den ældre herre, hvad han mener om tingenes tilstand.

Han siger, at ”kriminaliteten er crazy” inde i byen (Manhattan).

For ham er det ikke så vigtigt, hvem der sidder i Det Hvide Hus; bare kriminalitetsraten bliver bragt ned.

Selvom det er en påstand, man møder mange steder, også hos folk med præsidentielle ambitioner, er der ikke ubetinget hold i den: Kriminalitetsraten har igennem flere årtier været faldende på tværs af USA – også efter en kort opblussen under coronapandemien. I New York er antallet af drab og røverier dog steget markant i de seneste år.

Nå, dér kommer bussen, propfyldt. Vi møver os ind og stiller os, tæt som en flok kejserpingviner, der holder sig varme i kulden. Efter 30 hæsblæsende minutter gennem mere eller mindre seværdige boligområder, ankommer vi til Denino’s. Mørket er faldet på, og udefra ser det ikke ud af meget. Men indenfor, bag facadens grå mursten, er der et gevaldigt optræk. Restauranten har først et ledigt bord om en time, så vi slår os ned i baren, der har halvanden plads ledig, og beder om to store Budweisers fra fad.

”Hvor er I fra?” spørger bartenderen.

”Danmark, så et stykke herfra.”

”Danmark!” udbryder en yderst kødfuld skikkelse ved siden af os; han har to guldkæder om halsen, men de er kun synlige bagfra – fra ørerne og frem forsvinder de som to stykker tråd i en fromage. Manden hedder Giuseppe og driver et VVS-firma i Brooklyn. Giuseppes familie stammer fra Sicilien, hvilket gør, at han lyder som samtlige karakterer fra ’Goodfellas’.

”Værsgo’, de er på huset,” siger bartenderen, en ung og venlig mand med kulsort hår, og rækker os to øl. Han hedder Jimmy, og han har også italienske rødder.

På fjernsynsskærmene kører en baseballkamp (New York Mets vs. Philadelphia Phillies), som Giuseppe og resten af mændene i baren følger intenst med i. En pizza ankommer; det er Giuseppe, der har bestilt. Han river et stykke fri, osten dingler som barbergel fra en engangsskraber, han folder og kører det ind, samtidig med at han holder øje med baseballkampen, samtidig med at han kommenterer på kampen, samtidig med at han med stor passion fortæller os om alle de bedste restauranter i Brooklyn (udelukkende italienske), og resultatet er også derefter.

På et tidspunkt fuldfører han tre sætninger med en kuglepenstyk strimmel mozzarella hængende fra overlæbe til hage. På et andet tidspunkt ender noget af det på min skjorte.

”Jimmy!” udbryder Giuseppe. ”Stik de her to et par øl mere!”

Lidt senere er han pludselig væk. På hans plads sidder i stedet en mand, der hedder John. Han er lige så stor som Giuseppe, men ellers er der ikke mange overlap mellem de to.

John er dog mere afdæmpet, har øjne som en melankolsk grizzlybjørn og arbejder med skatteregnskaber for en multinational virksomhed. Han er født og opvokset på Staten Island og bor her stadig i dag. Det er her, hans liv foregår. Førhen kunne han godt finde på at tage ind til ’byen’, men noget forandrede sig med terrorangrebene i 2001, siger han.

Johns mor var død dagen forinden. Da han om morgenen den 11. september stod derhjemme og talte i telefon med bedemanden, så han på et lille fjernsyn, han havde stående i sit køkken, hvad der skete på Manhattan.

John mistede flere venner den dag. En af dem havde han været sammen med to dage før. Det sidste, hans ven havde sagt, var, om han kunne få lov til at købe nogle af Johns hjemmedyrkede tomater. Men vennen arbejdede i et af tvillingetårnene, og John så ham aldrig igen. Det var der ingen, der gjorde; han forsvandt i ruinerne.

”Jeg er bekymret for USA,” siger John. Han nævner kineserne, russerne. USA er ikke, hvad det har været, siger han.

”Jeg har ikke nogen børn, men jeg bekymrer mig for de næste generationer.”

Ligesom Giuseppe og Jimmy giver John også øl til os. Fik jeg sagt, at Katie også gav øl?

Hvis Staten Islands borgere er politisk konservative (og dermed som udgangspunkt økonomisk mådeholdne), er de anderledes rundhåndede i en bar.

Det er ved at blive sent. Som det sidste når jeg at hilse på to kvinder, der har sat sig til højre for mig. De har serveret pizzaer hele aftenen i restauranten og har nu fået fri.

’In Crust We Trust’ står der på deres T-shirts. De er oppe i årene, men forsøger derudover så vidt muligt at holde alderen stangen.

Jeg spørger den ene, hvad præsidentvalget handler om for hende.

”De høje priser på mad og brændstof,” siger hun. ”Det kan Trump løse.”

Så fortæller hun, at Staten Island er ved at forandre sig.

Hun har et alvorligt udtryk i øjnene. ”Det er … ja … you know … migranter…,” siger hun. ”Det er fint nok. Det er bare, når de … stjæler. Og røver.”

”Og voldtager!” siger hendes kollega fra den anden side.

”Jep.”

(Der er, skal det siges, for indeværende ikke data, der bakker op om en sammenhæng mellem migration til USA og øget kriminalitet. Heller ikke de seneste år.)

Så springer den ene af kvinderne op fra sin stol og skruer op for musikken og tager en svingom med Karl, og det er det sidste, der finder sted, inden vi går derfra, ud i mørket, lidt røde i øjnene og med to ’In Crust We Trust’-T-shirts i XXL i hænderne.

Afslutningen

Jeg er ikke helt havørnsagtig frisk, da jeg vågner dagen efter. Vi sluttede aftenen af på Lower East Side på Manhattan. En russer, flygtet fra Putins krig i Ukraine, kørte os dertil.

Jeg drikker noget vand, og så går jeg udenfor, i retning mod nærmeste supermarked, hvor jeg vil skaffe mig noget thick sliced bacon. Det er svimlende lummert, og på min mobil læser jeg, at nogen netop har forsøgt at snigmyrde Donald Trump på hans golfbane.

Det næste, der bringer mig yderligere ud af min tåge, er en anholdelse, der tilsyneladende lige har fundet sted: På et gadehjørne, i den skarpe sol, står seks betjente rundt om en mand, de har lagt i håndjern.

Jeg går videre mod supermarkedet. Da jeg drejer om hjørnet til den vej, hvor det ligger, bliver jeg bragt helt ud af tågen. Vejen er fyldt med politibiler, der holder med udrykningsblinkene tændt. Foran en dør til et hus er der spændt et bånd ud. Længere nede ad vejen passerer jeg en politibetjent, der træder ud af en civilbil og tager en jakke på; bag på jakken står der noget med ’Hostage’.

Senere kan jeg læse i Brooklyn Paper, at det er en 36-årig mand, der er blevet skudt i hovedet. Gerningsmanden havde, efter sigende, barrikaderet sig i en lejlighed i samme bygning og var dernæst lykkedes med at flygte. Den 36-årige overlever skuddet, men gerningsmanden er stadig på fri fod.

Aftenen efter, om søndagen, tager Karl og jeg til en koncert i kælderen af en alternativ bar, ikke så langt fra hvor vi bor. Et powerpopband spiller, og med på bas har de Katie ... fra Steiny’s.

Bagefter får vi en øl udenfor. Katie tænder op i en joint. Hun er færdig med USA, siger hun. For en måned siden vendte hun tilbage fra Portugal, hvor hun havde boet i et år, og hun vil snart tage væk igen. Opholdet i Portugal var ikke så meget et eventyrligt, oversøisk påhit, som det var en flugt. Inden Portugal boede hun nogle år i New Orleans i Louisiana. Men fire hændelser, der alle involverede skydevåben, skubbede hende væk fra New Orleans og – ultimativt – ud af landet.

”Det er et imperium i tilbagegang,” siger hun og puster noget røg ud. ”USA er ved at æde sig selv.”

I weekenden fylder Katie år. Hun skal fejre det på en bar, hvor man kan køre på rulleskøjter, mens et liveband spiller.

Karl og jeg låser to lejecykler op og drøner hjem igennem mørket. Aftenen har en vidunderlig friskhed over sig, en optimisme, lige indtil en bilist drejer ud foran os, og jeg må stå på bremsen.

Om præcis 51 dage fra denne aften står amerikanerne over for et valg, som fra flere hold bliver kaldt det vigtigste nogensinde. Men sådan er det jo altid. Som den fremtrædende politiske kommentator Ezra Klein skrev nogle uger før valget i 2020: ’Det er altid det vigtigste valg i vores levetid, og det vil det altid være.’

Mere usædvanligt er det, måske, at flertallet af amerikanerne, der skal afgøre dette valg, dette altid historisk vigtigste valg, fremstår temmelig modfaldne ved tanken.

Ikke en eneste af de newyorkere, jeg har talt med, udtrykker en reel begejstring ved de muligheder, de præsenteres for.

Amerikanerne er modfaldne, og så er de splintrede. På begge sider af den politiske spændelinje er mange hunderæd for, hvad der vil ske, hvis de forkerte får magten.

Men hvis de ikke kan blive enige om medicinen, og det kan de ikke, så kan de til gengæld udveksle erfaringer om lidelsen. Det store flertal er ikke trygge ved den kurs, landet er på. Det er blevet for dyrt at handle ind, at bo, at leve. Og demokratiet – det engang så attråværdige amerikanske demokrati – er fire ud af fem vælgere ligefrem ”bekymrede” for. Hos de yngre vælgere er den politiske modløshed endnu kraftigere. Den mest desillusionerede generation nogensinde, siges det.

Tidligere på ugen, da Kamala Harris og Donald Trump mødtes til debat i Philadelphia, var jeg også taget dertil. På en græsplæne, få meter fra Frihedsklokken og med udsigt til National Constitution Center, hvor duellen mellem de to præsidentkandidater skulle foregå, var der stimlet en sjov skare sammen: udsendte tv-reportere og mere eller mindre gakkede demonstranter.

Én, jeg husker klart, var en gråhåret mand med fedladne ankler; han havde skrevet på forskellige skilte, som han havde taget med, fx ’Trump vs. Tramp’ og ’Kamala Loves Hamas’.

På et tidspunkt gik en afroamerikansk mand forbi, og så begyndte de to at råbe helt vildt ad hinanden, mens folk skyndte sig at finde mobiltelefoner frem for at filme optrinnet.

Jeg tænker over, om der snart tegner sig en fremtid for den amerikanske befolkning, i hvilken de ikke længere råber så meget.

Og hvor man på barerne rundt omkring i den søvnløse metropol New York vil sidde og plapre fuldstændig jubeloptimistisk om al den helt ufattelige, ubrydelige fremgang, der vinder frem på tværs af dette mægtige land.