I fængslet efterlevede Wilhelm tre simple regler for at gøre livet lettere for sig selv

DA JEG VAR 17 ÅR, var jeg en del af et miljø, hvor det var meget normalt at ende i slagsmål og begå kriminalitet. En dag endte jeg selv i et rigtigt westernslagsmål på en bar, hvor der fløj stole og askebægre rundt i lokalet. Jeg kan ærligt talt ikke engang rigtigt huske, hvad det handlede om, men mine venner og jeg vidste bare, at en gruppe, vi ikke kunne lide, var derinde. Det resulterede som sagt i et masseslagsmål, der var hurtigt overstået. Jeg tror, der gik et minut, før vi var ude derfra igen.

Der gik nogle måneder, hvor jeg ikke hørte noget, men så en dag, da jeg var på arbejde som facaderenser, ringede min chef og sagde: ”Politiet har lige ringet til mig og spurgt, hvor du er. Jeg blev nødt til at sige, hvor du var, men nu kan du jo smutte, hvis du har lyst til det.”

Hellere få det overstået, tænkte jeg. Så jeg gik ned i skurvognen og ventede på, at politiet ville dukke op og anholde mig. Et halvt års tid senere, da jeg var i retten, blev jeg idømt to måneders ubetinget fængsel, som jeg en måned senere skulle afsone i det åbne fængsel Kærshovedgård, der i dag fungerer som udrejsecenter.

KÆRSHOVEDGÅRD FØLTES TIL TIDER som en koloni, men hvor høvdingebold og lejrbål var byttet ud med et overfald på en narkoman fra Vejle, der havde røget den hash, som han var tvunget til at opbevare i sin celle. Der var en købmand, fodbold- og minigolfbaner, selvom jeg godt nok aldrig så nogen, der spillede minigolf.

Det meste af tiden var der god stemning. Og så en gang imellem skete der alligevel også nogle ting, som ikke var så efterskoleagtige. En dag var der en indsat, der havde snuppet en trøje, der lå efterladt et sted i fængslet. Den tilhørte åbenbart en anden. Så mens jeg og nogle andre stod i køen til købmanden, kom trøjens oprindelige ejermand gående forbi og genkendte sin trøje siddende på en gammel narkoman. Der udbrød hurtigt slåskamp mellem de to. Det var den dag, jeg opdagede, at det måske var en meget god idé at være lidt oppe på dupperne.

PÅ ET TIDSPUNKT kom jeg selv i lidt klammeri med en anden indsat. Da jeg kom ind at sidde, var jeg lige fyldt 18 år, og jeg anede ikke, hvad der ventede mig. Så jeg spurgte en af mine ældre venner, Thomas (der også er med i en episode af ’Fængsel’, red.), hvad jeg skulle være opmærksom på derinde. Han sagde, at jeg bare skulle slappe af og tage det som en ferie, men at der var et par ting, jeg skulle være huske på:

1. Det er vigtigt, at du gør din celle rent fra begyndelsen, så du viser de andre, at du ikke er en klam type.
2. Dem, der kommer over til dig først, er ofte nørderne eller dem, der vil låne penge af dig. Så hold dig for dig selv i starten, og se lige folk an.
3. Hvis der er nogen, der spiller smart over for dig, så skal du rykke først.

Da jeg ankom til fængslet, gjorde jeg også, som han sagde. Jeg holdt mig for mig selv og gjorde min celle klinisk ren.

På et tidspunkt ankom der en ældre fyr til vores afdeling, og han havde en nedladende og dårlig attitude overfor mig, og sad hele tiden og blærede sig med, hvor hård han var. En aften havde en vagt glemt at låse min celledør, så jeg rendte rundt ude på gangen og bankede hos nogle af de andre, inden jeg gik tilbage og sov. Næste morgen fik jeg en reprimande af vagterne og en latterlig bøde på 50 kroner for at have larmet på gangen. Den blev dog hurtigt annulleret, da de godt kunne se, at det var for fjollet. Jeg undrede mig bagefter over, hvor de vidste det fra.

To fra min afdeling havde overhørt en samtale mellem den to vagter og ham med dårlig attitude, hvor han åbenbart havde stået inde på vagtens kontor og beklaget sig over mig. Selvom jeg egentlig var lidt ligeglad, så følte jeg, at jeg blev nødt til at reagere for ikke at fremstå som en klovn. Så senere samme dag fulgte jeg efter ham op til købmanden, hvor der altid var samlet en masse indsatte fra forskellige afdelinger. Foran dem alle spurgte jeg ham, hvorfor han havde talt med vagterne, og om han ville med ind i sportshallen og slås. Det er næsten pinligt at fortælle om i dag, men jeg var jo kun 18 år. Mit hjerte bankede, for jeg stod der og troede, at jeg skulle til at slås med en voksen mand. Men det var han ikke interesseret i. Han mumlede noget med, at han ikke gad have en voldsdom mere og forlod området foran købmanden. Det passede mig fint, for så slap jeg for at ende i slagsmål.

Jeg vidste samtidig ikke, om han senere ville tage sin hævn. Så i nogle dage efter episoden ved købmanden, bar jeg rundt på tom glassodavandsflaske i tilfældet af, at jeg skulle forsvare mig. Det var først, da han begyndte at spørge mig, om hvem jeg holdt med i fodbold, at jeg vidste, at han ikke var ude på noget.

INDEN JEG KOM i fængsel, havde jeg forestillet mig, at jeg ville komme ind til en masse seje gangstere. Men der var mange, der havde det virkeligt skidt, og som ikke levede et specielt bemærkelsesværdigt gangsterliv. Der var enormt mange misbrugere og folk, der af forskellige grunde ikke passede ind i samfundet. Jeg blev især meget nysgerrig på de hardcore narkomaner. Dem man normalt ser helt udmagret vraltende ned ad Istedgade. Jeg var nysgerrig på at høre deres historier, og hvordan de levede deres liv. Jeg begyndte at snakke med et par stykker og fik også lov til at komme med og kigge på, når de røg deres heroin i cellen. Det, syntes jeg, var meget spændende.

Det har ikke rigtigt formet mit videre liv, at jeg har siddet i fængsel. Det havde ikke en afskrækkende effekt som sådan. Det var overstået hurtigt, og afsoningen havde ingen personlige konsekvenser for mig. Det var ikke, fordi jeg kom ud og tænkte, at nu skal jeg gøre alt for ikke at komme i fængsel igen, men det var nu heller ikke, fordi jeg før afsoningen gik rundt og overfaldt alle mulige folk.

Det var, da jeg sad på Kærshovegård, at jeg begyndte at klippe hår. Jeg fik lov til at øve mig på nogle af de indsatte, og lidt tid efter, jeg blev løsladt, startede jeg på frisørskolen. Jeg holdt ud i to år, inden jeg droppede ud, og fik et røvsygt job som telefonsælger. Jeg holdt klipperiet ved lige, og efter noget tid havde jeg så mange venner rendende derhjemme efter arbejde, at jeg besluttede mig for at sige mit job op og åbne mit eget sted sammen med en kammerat. Sådan startede vi Henri for 10 år siden i et kælderlokale på Nørrebro. I dag har vi fem, snart seks, saloner rundt i København.

LIGE FRA STARTEN havde vi mange forskellige kunder i salonen, der kom med vilde historier, og jeg blev ved med at tænke: Man burde lave en podcast hernede fra. En af vores kunder var journalist, og jeg fik lov til at låne hans optager, så jeg kunne lave podcasten ’I stolen hos Henri’, der tager udgangspunkt i den samtale, der opstår mellem en frisør og kunden i stolen. Det ene førte til det andet, og på et tidspunkt efterspurgte Danmarks Radio vistnok noget indhold, der omhandlede fængsler, så produktionsselskabet Beam og jeg pitchede så idéen til podcasten ’Fængsel’.

Hvad gør indespærring ved et menneske? Det er en af de ting, jeg undersøger i ’Fængsel’. Nysgerrigheden i forhold til dét spørgsmål har fyldt meget for mig. I 2014, omkring samtidig med at Henri åbnede, blev min gode ven Jesper anholdt i en stor narkosag. Omkring et år senere blev han så idømt 10 års fængsel. Det var helt uvirkeligt for mig, og når jeg besøgte ham i fængslet, fyldte spørgsmålet om, hvordan alle de år kommer til at forme hans person, meget.

I dag er han ude igen, og når jeg taler med ham om hans afsoning, siger han, at han ikke ville være årene bag tremmer foruden. Han lærte en masse ting om sig selv derinde.

For at komme i betragtning til en tidligere løsladelse, tog han imod en masse tilbud, fx Kongens Ø, der er et behandlingstilbud særligt henvendt til misbrugere i fængslet. Han fik et sprog for sine følelser og gennemgik en masse terapi og Minnesotabehandling, hvor han blandt andet skulle række ud til de mennesker, han har såret. Da han begyndte at gå på udgang, fik han arbejde i Henri, og han er siden blevet partner i virksomheden. Han er virkelig kommet godt ud på den anden side, og lever et normalt liv med arbejde, kone og to børn

Helt fundamentalt kan man ikke undgå, at det gør noget ved en at være afskåret fra samfundet i så mange år. Når man sidder inde, er man vant til, udelukkende at forholde sig til en meget simpel og struktureret hverdag, hvor alle dage er ens, så man bliver sindssygt stresset, når man kommer ud og pludselig skal til at befærdes i trafikken eller andre steder med mange mennesker. Gennem mine samtaler med tidligere indsatte har jeg hørt flere sige, at de også aflærte sig nogle basale sociale færdigheder.

Jeg har aldrig fortalt Jesper det, men jeg kan have det meget sjovt over, at han fx stadig kan finde på at spørge, om vi skal ”ud og drikke noget vino.” Vino! Det ord blev efterladt i 2014, da han røg ind.

EN GANG I MELLEM, oftest i kommentarspor på Facebook, støder jeg på holdninger om forholdene i de danske fængsler. Der er mange, der mener, at de indsatte har det for godt. Især fordi de har adgang til fjernsyn og PlayStation, så er det ikke en straf at sidde i fængsel. Den logik, synes jeg, er totalt misforstået. Den egentlige straf ligger i at blive frihedsberøvet. Og når de indsatte så sidder i fængslerne, handler det vel om at hjælpe og resocialisere dem, så de ikke begår ny kriminalitet og koster samfundet endnu flere penge.

Der bør være mere fokus på uddannelser og terapi. Mange af de indsatte kommer ikke fra miljøer, hvor man kigger hinanden i øjnene og taler om, hvordan man har det.

Det er en misforståelse at tro, at fængsel har en afskrækkende effekt. Det er rigtigt nok, at det har en afskrækkende effekt på 99 procent af befolkningen, men for dem, der i forvejen er kriminelle, er det ikke tanken om fængsel, der holder dem tilbage.

I PODCASTEN FORSØGER JEG at rejse og finde svar på spørgsmålene:

Har fængslet en afskrækkende effekt? Nej, det synes jeg, at jeg får bekræftet, at det ikke har.

Er folk mindre kriminelle, når de kommer ud? Nej, og man kan også se på statistikkerne, at der er rigtigt mange, der vender tilbage.

En af de ting, der er kommet bag på mig, er, at de indsatte, jeg har snakket med, der har gennemgået et forløb på behandlingsafdelingen Kongens Ø, alle har ændret deres liv. En af dem er i gang med at uddanne sig til psykolog. En anden er Jesper, der nu er partner i Henri. Og så er der tre, der er blevet ingeniører.

Jeg ved ikke præcis hvorfor, og om det udelukkende er Kongens Ø, der kan tage æren. Men der er noget, der tyder på, at det har haft en positiv effekt. Måske er det strukturen, terapien eller det, at de sidder på en afdeling sammen med andre indsatte, der er motiverede til at ændre på deres liv.

Jeg synes, det kunne være interessant, hvis man gjorde mere ud af den slags tilbud. Men det tror jeg ikke, der er særligt mange politikere, der vil være interesseret i. Folk har generelt ikke sympati med indsatte, og jeg tror også, at der er flere stemmer i at advokere for højere straffe. Det er bare synd, når det på længere sigt koster staten og medvirker til, at flere vender tilbage til kriminaliteten efter endt afsoning.

Wilhelm Østergaard er aktuel med ’Fængsel Live’, der kan opleves den 1. maj på Bremen Teater.