Helt unge drenge må træde til som familieoverhoveder efter 20 års krig i Afghanistan

Ehsanullah, 15 år

Ehsanullah var næsten færdig med at bede. Med hænderne på knæene vendte han ansigtet til den ene side og så den anden. I samme øjeblik fløj et amerikansk bombefly lavt over familiens hjem, og projektilerne fra dets tunge maskingevær smadrede huset og Ehsanullahs ansigt.

13 medlemmer af familien blev såret, og Ehsanullahs far blev dræbt. Ehsanullah selv mistede synet.

Nu er han en af familiens ældste mænd, og han burde forsørge sin mor og søskende. I stedet sidder han i mørket og får hjælp til alt af sin lillebror.

”Jeg må kalde på de andre, hver gang jeg vil noget. Jeg er en byrde på deres skuldre,” siger Ehsanullah.

”Det er vigtigt for en mand at arbejde. Han skal give sin kone det, hun har brug for: mad, tøj, børn. Hvis jeg havde bare ét øje, ville jeg arbejde hårdt og give min familie mad på bordet. Bare ét øje,” siger Ehsanullah.

”Nu er jeg en halv mand.”

Shamsullah, 10 år

Der mangler en og en halv finger på Shamsullahs hånd. Han mistede dem i et amerikansk luftangreb, som dræbte hans bror. Når fantomsmerter holder Shamsullah vågen om natten, tænker han på sin bror.

Efter hans bror blev dræbt, overtog Shamsullah hans forlovelse med en af deres kusiner. Hun er sød, siger Shamsullah og smiler forsigtigt. Og så har han ikke mere at sige om den sag.

”En god mand slår ikke, han er ikke ond, og han bander ikke. Han arbejder hårdt og er venlig mod andre.”

Og så kører en voksen mand på motorcykel, men Shamsullah vil altid køre forsigtigt.

”Man kan køre galt, komme i et uheld, eller man kan falde af. Det er farligt. Jeg er bange for at slå mig.”

Rahmatullah, 9 år

Lægerne på hospitalet i Helmand åbnede Rahmatullahs mave på langs for at fjerne granatsplinterne efter et luftangreb. Da han blev udskrevet, ventede der Rahmatullah en ny rolle som personlig hjælper for sin storebror, der var blevet blind i samme angreb.

Nu hjælper Rahmatullah sin bror med at vaske sig inden bøn og med at gå på toilettet. Men det vigtigste er at holde humøret oppe, for ellers falder broderen ned i et mørkt hul.

Rahmatullah finder på vittigheder og sjove bemærkninger. Eller tager sin bror i hånden og hjælper ham hen at sidde i kanten af den mark, hvor de plejede at lege inden angrebet.

Det bliver de begge to i godt humør af, selvom legen er slut.

Abubaker, 11 år

Hver morgen klokken fem tager Abubaker i moske, og bagefter drikker han te derhjemme før skolen.

”Ingen af de andre i klassen arbejder. De er rige. I deres familier er det faren, der tager sig af dem,” fortæller Abubaker.

Afghanistan producerer 80 procents af verdens opium, og otte procent af befolkningen lider ifølge FN af narkomani. Abubakers far er en af dem, fortæller sønnen. Derfor er det Abubaker, som fører husholdningsbudget og forsørger sin mor og mindre søskende.

Han kunne sætte sig til at tigge, men det er der ikke værdighed i, mener Abubaker. I stedet pudser han sko, som indbringer ham 200 til 400 afghani, omtrent 10-20 kroner, om dagen.

”Det er bedre at pudse sko end at tigge. En tigger må altid gå med bøjet nakke,” siger Abubaker.

Samiullah, 18 år

”Da jeg var seks år, lærte jeg, hvad krig er. De udenlandske soldater lavede en nat-aktion i vores landsby, og min tante blev dræbt,” siger Samiullah.

Efter den nat fortalte hans far ham om krigen.

”Min far sagde, at tiden er inde til jihad, fordi udenlandske besættere er kommet til vores land, og ifølge islam er det vores pligt at bekæmpe dem,” fortæller Samiullah.

Siden da dagdrømte han om at blive hellig kriger, imens han løb i markerne og trillede et cykeldæk med en pind. Et år efter tog faderen Samiullah ud af skolen og sendte ham i madrasa, en koranskole, på fuld tid.

Da Samiullah blev 15 år, følte han, at han var klar til at tage en mands ansvar på sig. Gennem koranskolen tilsluttede han sig Taleban, og efter et halvt års træning blev han sendt ud for at spotte hærens køretøjer og give meldinger om deres bevægelser til Talebans krigere. Begge forældre er glade for hans livsvej.

”Min far sagde ’tak Gud, at jeg har en søn, som vil føre jihad.’ Men min mor er den, som er allermest stolt.”

Mirajan, 17 år

”En dreng bliver en mand, når han er nødt til det. Ligesom mig,” siger Mirajan.

Da han mistede sin far og storebror, stod han som 15-årig med ansvaret for at forsørge 20 familiemedlemmer. Han løj sig ældre for at få arbejde som soldat i den afghanske hær.

”Om aftenen kan jeg ikke sove, selvom jeg er træt. Og når jeg skal op, kan jeg ikke vågne,” fortæller Mirajan.

”Jeg tog til lægen for at få mit hoved undersøgt og få medicin. Lægen sagde, at der ikke er noget galt med mit hoved, men at jeg har for mange bekymringer. Depression. Han sagde, at jeg skal tænke mindre og tage ud i naturen for at koble af.

Jeg forklarede, at jeg ikke kan gøre som andre drenge, for jeg er først og fremmest soldat. Desuden er jeg ansvarlig for en stor familie. Jeg har forpligtelser,” fortæller Mirajan, som er far til en lille pige.

”En mand skal ikke være følsom. Han bør være rolig og have et stort hjerte over for andre. Han bør ikke reagere med vold, når han er presset. Han bør holde sine bekymringer for sig selv, ligesom mig.

Normalt holder jeg alt for mig selv, for jeg vil ikke bebyrde andre med mine problemer. Folk vil tænke, at jeg er svag. At jeg ikke kan forsørge min familie og tage mig af min afdøde brors børn. Folk vil tro, at jeg er en slagen mand,” siger Mirajan.

Hayatullah, 14 år

”Min mor siger, at der er stor forskel på at være en dreng og en mand,” fortæller Hayatullah.

Hans far var soldat og blev dræbt i krigen. Som den ældste søn er Hayatullah nu familiens overhoved udadtil, men derhjemme lytter han til sin mors råd om, hvordan en mand opfører sig.

”En mand kan ikke udrette store ting, hvis han er barnlig og ikke kan kende forskel på godt og ondt,” siger Hayatullah.

Han arbejder på en byggeplads og et teglværk for at forsørge sin mor og seks søskende.

”Jeg plejede at have mange interesserer. Jeg elskede cricket, men det har jeg lagt bag mig,” siger Hayatullah.

”Jeg er manden i familien nu, men jeg føler mig ikke som familiens overhoved. Mit sind er stadig ungt, og jeg har ikke livserfaring. Derfor lytter jeg til min mor,” siger han. Malika, hans mor, tilføjer:

”Jeg ville ønske, at han ville blive voksen hurtigere; at jeg kunne forvandle ham til en mand på én dag.”

Denne billedserie er blevet til i samarbejde med Aliyas Dayee. Aliyas Dayee var en af Afghanistans mest respekterede journalister. Han blev født i 1988 i Chahr-e Anjir-distriktet i Helmand og viede sit liv til at dække livet og udviklingen i provinsen, som han elskede højt.

Dayee var fra begyndelsen med på ideen om at tale med drengene i denne historie om deres tanker om at være “a manly man,” som Dayee sagde.

Hans nærværende og oprigtige personlighed spillede en vigtig rolle i interviewene med flere af disse drenge. De fortalte om deres tanker og følelser takket være Dayee.

Dayee blev slået ihjel den 12. november 2020 uden for sit hjem i Lashkar Gah med en bombe, som var sat fast til hans bil. Han efterlod sig sin kone og deres to-årige datter Mehrabani.