Kære hundeejer, din fladsnudede ven har det elendigt

FOR OMKRING 15.000 ÅR SIDEN, måske endda for endnu længere tilbage, tog vi – menneskene – ulven ind i vores folder. Eller også var det ulven, der på eget initiativ regnede ud, at hos de oprejste var der føde og en kløende hånd bag øret at hente. Man er ikke helt sikker. Men ulven blev en del af menneskenes liv, og ud af ulven fik vi hunden. Vores allerførste kæledyr. Og vores (lad os bare få det sagt) bedste ven.

Hunden var nyttig. Den hjalp til med at holde vagt og jage dyr og den slags. Men i vores selskab blev hunden ikke bare til en lidt mere blid, omgængelig og øjenkontaktsøgende version af den vilde ulv. Igennem de tusinder år, der siden er passeret – og i særlig grad i løbet af de seneste par århundreder, hvor antallet af hunde i private hjem er eksploderet – er hunden blevet til omkring fire hundrede forskellige racer.

Cirka 380 af disse havde mulighed for at vise sig frem til Winter Wonder Show i Herning, der fandt sted en gråtonet weekend i november. (I tallet 380 har jeg medtalt 21 forskellige slags terrier, men fx kun talt de fire forskellige farver af dværgschnauzer som én). Hundeshowet i Herning var den sidste store hundeudstilling i kalenderåret 2023, og det var min første af slagsen nogensinde. Jeg havde aldrig været til noget, der bare mindede om. I det hele taget vidste jeg ikke ret meget om hunde, før jeg tog til Herning. I løbet af min barndom havde vi haft nogle stykker – tre labradorer, heraf to rene (vistnok) og en, der var krydset med en Golden Retriever – men noget dybere kendskab til hunderacer var jeg ikke i besiddelse af, og at der op til flere gange i løbet af et kalenderår bliver afholdt massive udstillinger hen over en hel weekend med flere tusinde mennesker og endnu flere tusinde hunde, det var jeg – for nu at være fuldstændig ærlig – overhovedet ikke klar over.

Nogle måneder forinden havde jeg dog læst en nyhed om, at man i Holland nu forbød al avl på ’fladsnudede hunde’ (fx fransk bulldog, engelsk bulldog og mops), og en måned senere læste jeg så, at den norske højesteret havde slået fast, at fremtidig avl af engelsk bulldog kun må foregå under mere strikse retningslinjer end hidtil.

Så det var derfor, jeg nu gik rundt i Messecenter Herning og ledte efter bulldogs. På forhånd havde jeg skrevet lidt rundt til forskellige opdrættere og et par dommere, om de havde lyst til at mødes med mig til hundeudstillingen. Men min uvidenhed havde hurtigt bragt mig i uføre. Jeg havde i min mail omtalt opdrætterne som ’avlere’ i stedet for opdrættere, hvilket var ’decideret nedsættende,’ som en skrev; en anden sluttede sin mail af med at skrive, at medierne er ’vores værste fjende,’ og så var det altså også at foretrække, hvis jeg for fremtiden kunne bruge udtrykket ’kortsnudede’ hunde, hvis det endelig skulle være.

Hvad er det, man siger – godt begyndt er halvt fuldendt? Til sidst fik jeg en aftale med en opdrætter af engelske bulldogs, og det var ham, jeg nu forsøgte at finde i messecenterets forbavsende mange haller.

DET ER EN DEL år siden efterhånden, men jeg husker ganske tydeligt, dengang to af mine bedste barndomskammeraters far købte en ny hund. Han er jæger, deres far, men det var ikke en adræt og udholdende hund, der med sine sansers fulde virkning kunne opspore rævegrave i nåleskovens undergrund. Den havde store øjne og store ører, en lille, sammentrykket næse, og den gik hele tiden og gryntede. Man var aldrig i tvivl om, hvor den befandt sig i huset. Den gylpede også med jævne mellemrum. Små, skummende klatter væske. Jeg havde aldrig set sådan en hund før.

Det var en fransk bulldog, mine venners far havde købt, og selvom den vistnok var den første af sin slags i vores lille by, så er den en af vor tids mest udbredte hunderacer. Kun fem racer var sidste år mere populære i Danmark. Men det er ikke alt sammen fryd og gammen i bulldogland. Sammen med især engelsk bulldog og mops er den franske bulldog nemlig også – og det er derfor, at hollænderne nu har indført et de facto forbud mod racerne, og at man i Danmark nu træder ind fra politisk hold – en af de hunderacer med flest sundhedsproblemer overhovedet.

I 2022 publicerede Royal Veterinary College i London et studie, der undersøger den forventede levetid blandt 18 forskellige hunderacer. Gennemsnittet blandt de 18 racer ligger på 11,2 år. Næstnederst på listen finder man den engelske bulldog på 7,4 år. Og under den – helt nede i bunden – ligger den franske bulldog med en forventet levetid på 4,5 år.

Da jeg en formiddag besøgte professor i bioetik Peter Sandøe, der har beskæftiget sig med kortsnudede hunde igennem mange år, talte han om ”et genetisk fallitbo.”

DET ER ISÆR HOVEDET – men ikke kun det – der forårsager mange af de kortsnudede hundes kvaler her i livet. Historien om de kortsnudede hundes hoveder har også noget at gøre med historien om vi menneskers hoveder.

Da vores forfædre, Homo habilis, for næsten to millioner år siden lærte at tilberede kød over ild, igangsatte de lidt af en revolution. Det tilberedte kød frigav nemlig flere kalorier og var langt lettere at fordøje, hvilket sparede vores forfædre for en forfærdelig masse kræfter. Med den nyvundne energi begyndte vores hjerner at vokse hen over de næste mange, mange år. Men vores hoveder udvidede sig ikke tilsvarende, så andre komponenter måtte vige og give plads. Blandt andet skrumpede vores næse og mund ind, og det havde den afledte konsekvens, at vores evne til at trække vejret i længden blev væsentligt forringet. (Cirka 30 procent af alle voksne i Danmark snorker i dag jævnligt).

Med vores nye, store hjerner blev vi så kloge og uovertrufne her på planeten, at vi nu sidder helt urokkeligt i toppen af hierarkiet og kan forme meget af verden i vores billede og efter vores ønsker. Fx også ansigtsformerne på visse hunderacer, sådan at de nu – ligesom os – dårligt kan trække vejret.

Det ved Lise Rovsing alt om. Rovsing, en hurtigtalende kvinde med klare, blå øjne, er dyrlæge og ejer klinikken Artemis, der ligger i en anonym villa i Hellerup. ”Her,” sagde hun og rakte mig en kop kaffe, hvor hanken på koppen forestillede en lang, slank gravhunde-snude, ”så får du en med lang næse i dag.”

Med næsten 20 år som dyrlæge har Rovsing set sine eksempler på kortsnudede hunde med besværet vejrtrækning (på fagsprog BOAS – brachycephalic obstructive airway syndrome. Brachycephal betyder på dansk ’kort hoved’). Men problemerne isolerer sig langt fra til hundenes snuder. På Artemis’ hjemmeside er der op til flere sider dedikeret til de kortsnudede racers omfangsrige udfordringer: betændelse under hudfolder, bylder mellem poterne, for lang, blød gane, indgroet hale, forsnævrede luft- og spiserør, for store hoveder til naturlig fødsel.

”Må jeg vise nogle billeder?” spurgte Rovsing efter kort tid, rejste sig op og smækkede sin computer på bordet. ”Der kan du se, at der er skåret noget af,” sagde hun og pegede. På skærmen havde hun fundet et billede frem af en flad, sort næse taget helt tæt på. Billedet er taget halvvejs inde i en operation, så det ene næsebor er blevet udvidet, mens det højre knap nok er åbent.

”Du virker ikke til at være så sart,” udbrød hun og viste nu et nyt billede – endnu en gang temmelig close-up – af en hund, der havde fået skåret løstsiddende hud af i området omkring dens skede. Arret fra indgrebet, der på billedet løber som en fin cirkel rundt om skeden, ligner en ildring. Det er et velkendt problem, forklarede Rovsing mig. Der kommer ikke luft ind under huden, som samler sig i store folder. Og så kommer der nemt bakterier og svamp. Hundene kan ganske enkelt ikke nå derned med deres snuder og gøre rent, og så kommer betændelsen.

Hvor stor en del af de kortsnudede hunde, der har så alvorlige sygdomme, at de må opereres, er svært at sige præcist. En undersøgelse fra 2013, som Peter Sandøe, professoren i bioetik, var med til at lave, nåede frem til, at det for den franske bulldog er mere end 40 procent, der har brug for operation. Men her så man kun på vejrtrækningen, og problemerne rækker som sagt langt ud over bare åndedrættet. Og så pegede Sandøe og hans kolleger dengang også på, at antallet af operationer sandsynligvis ikke rummer hele sandheden. Et britisk studie havde nemlig vist, at ejere af kortsnudede hunde ikke selv er i stand til at vurdere, om deres hund har vejrtrækningsproblemer eller ej. Af de hunde, der i det britiske studie var blevet vurderet til at have ’sygelige vejrtrækningsproblemer,’ mente 58 procent af ejerne ikke, at der var eller nogensinde havde været et problem. Folkene bag kædede det sammen med, at ejere af kortsnudede hunde betragter tegn på dårlig vejrtrækning (fx gryntelyde) som værende i trit med normalen.

På guloggratis.dk henvendte jeg mig til to sælgere, der begge havde slået annoncer op med franske bulldoghvalpe uden stamtavle. Jeg skrev til dem, at jeg havde et spørgsmål, og at spørgsmålet nok var lidt underligt. Jeg ville vide, om hvalpene gryntede. Den ene svarede: ’Det er ikke et mærkeligt spørgsmål. Hun kan finde på det, når hun får mad og er meget sulten.’ Den anden: ’Franske bulldogs snorker og grynter ofte, det er simpelthen karakteristiska for denne race.’ (Efterfulgt af en smiley, der vender på hovedet).

Tilbage på dyreklinikken Artemis spurgte jeg Lise Rovsing, hvor meget man betaler for en typisk luftvejsoperation. Hun fortalte, at det er ret almindeligt både at få udvidet næseborene og få skåret noget af den (for) lange, bløde gane. Sådan en omgang står i cirka 14.000 kroner. Og ejerne må selv punge ud.

Hos Agria, Nordens største dyreforsikringsselskab, finder man i deres faktablad følgende forbehold: ’For bostonterrier, engelsk og fransk bulldog samt mops erstattes ikke udgifter til undersøgelse, behandling og operation af luftrøret, blød gane, næsebor, næsehule eller forsnævring i halsen eller dens følger.’

I HERNING – I EN skov af hundebure og festivalstole – lykkedes det mig at finde Kim, opdrætteren, jeg havde en aftale med. Han stod ved ring nr. C3 sammen med alle de andre med engelske bulldogs. (En ’ring’ er det afmærkede område, hvor de indledende racebedømmelser til en hundeudstilling finder sted, inden de bedst bedømte inden for hver kategori mødes i finalen). Rundt om ringen sad folk og snakkede muntert med hinanden. Nogle fik sågar en bajer. I luften hang en heftig lugt af dyr og foder.

Jeg spurgte Kim, om Holly, hans otte år gamle engelske bulldog, var klar. ”Det finder vi ud af,” svarede han. Han havde taget pænt tøj på: ternet jakkesæt og rødt slips. Det gør man, når man skal til udstilling, kunne jeg se rundt omkring. De fleste kvinder var i såkaldt ’showdress’: blazer og nederdel.

Nu var det Kim og Hollys tur. De indledende bedømmelser foregår ved, at opdrætterne går med deres hunde (som er i snor) rundt i kanten af ringen (som i virkeligheden er et rektangel). Mens de går rundt, holder en dommer øje. En af assistentdommerne havde en fransk bulldog tatoveret på underarmen. Når hundene er nået hele vejen rundt, stopper de op og stiller sig an, så dommeren kan se nærmere. Her justerer opdrætteren lige lidt på formen, skubber måske benene lidt ud til siden. Under bedømmelserne er det dommeren, der styrer showets gang. Ønsker han eksempelvis at se en specifik hund gå en halv omgang mere, så gør man sådan.

Kim og Holly leverede varen denne dag i Herning. Holly, en erfaren showhund med op til flere internationale toppræstationer gennem årene, blev nummer to og løb med titlen som den bedste veteran i klassen. ”Og så siger man, at racen ikke lever sundt og længe?” sagde Kim til mig efterfølgende. Han var ikke meget for ellers at sige noget om de love, der er blevet indført i Holland og Norge. Vi aftalte, at vi på et senere tidspunkt kunne mødes igen og lave et rigtigt interview. Men da jeg kontaktede ham igen, havde han ikke tid, og henviste i stedet til Dansk Kennel Klub (DKK). Også formanden for Bulldogklubben, som er en underklub i DKK, henviste mig dertil. Og det samme gjorde en erfaren dommer med den begrundelse, at emnet er ”blevet meget betændt.”

FOR 200 ÅR SIDEN spillede den engelske bulldog også en rolle i et menneskeskabt show. Bare med betydeligt mere på spil. Engelske bulldogs blev nemlig brugt til de populære tyrekampe (heraf navnet), en forlystelse, der var blevet opfundet i 1500-tallets Storbritannien. Konceptet var simpelt: En tyr (som man før hver kamp blæste peber i næsen på for at få den godt og grundigt op at ringe) skulle forsvare sig mod en håndfuld bidske hunde – herunder i særlig grad den engelske bulldog – der gik direkte efter snuden på tyren for så at få den vredet i jorden. Nogle gange mistede de relativt små hunde livet i kampen mod den store tyr. Somme tider døde tyren.

Den engelske bulldog fra dengang ville nok have fået sig lidt af en forskrækkelse, hvis den så, hvordan dens fremtidige racefæller ved ring nr. C3 i Herning gik og tog sig ud. Tunge, kvabsede og med løs hud vældende ned over det hele. Dengang var den såkaldte Old English Bulldog en adræt, muskuløs, udholdende og frygtløs hund. Og man mener, at den var blevet fremavlet til netop tyrekamp.

Men i 1835 indførte det britiske parlament en lov, der forbød kampe med dyr. Loven markerede en foreløbig kulmination på en filosofisk og etisk landskridning, der havde fundet sted i et par århundreder. Antropologen Inger Anneberg beskriver i bogen ’Husdyr’ fra 2020, hvordan det gik fra, at filosoffer i 1500-tallet argumenterede for, at man kunne gøre, hvad man ville med dyr, eftersom de alligevel ingen sjæl besad eller smerte følte – til at den engelske filosof Jeremy Bentham i 1789 stillede sig på dyrenes side og spurgte: ’Spørgsmålet er ikke, kan de tænke, og heller ikke, kan de tale, men derimod, kan de lide?’

Med forbuddet i 1835 mistede den engelske bulldog sit eksistensgrundlag. Hvem havde nu brug for en hund så vild og muskuløs, at den kunne tage livet af en tyr? Opdrætterne gav sig derfor i kast med en omfattende og målrettet omformning af racen, så den kunne gå fra underklassens blodige sportsarena til en plads ved siden af pejsen hos det finere borgerskab.

Dens temperament blev avlet mildere, og dens ydre blev på markant vis skulpteret om. Mest omfattende var forkortelsen af hundens øvre kæbe og kranie, mens underkæben, der i forvejen var fremtrædende, forblev uændret. Problemet var bare, at de bløde hudfolder i ansigtet og munden ikke fulgte med indskrænkningen af hovedformen og i stedet kom til at ligge i vejen for vejrtrækningen.

Nogenlunde samtidig opstod fænomenet hundeudstillinger i England. Den første blev afholdt i 1859 i Newcastle-upon-Tyne. Noget andet, man også begyndte at gå op i i 1800-tallets England, var racerenhed. Også hvad angik hunderacer. Man vedtog standarder for de forskellige racer og oprettede stambøger med de hunde, der bedst flugtede med idealet. Og så lukkede man bøgerne: Kun de hunde, der nedstammede fra de udvalgte hunde, var at betragte som rene.

Disse nye tiltag omfattede selvfølgelig også de kortsnudede racer. Men igen opstod et problem: Den racestandard, man havde vedtaget, begyndte at blive fortolket på en måde, der lagde vægt på ekstremerne.

LIGESOM MAN I DET 19. århundrede begyndte at opstille nogle rammer for, hvad man kunne byde dyr i underholdningens navn, er man nu også begyndt at se på, hvor grænserne skal gå for menneskeligt orkestreret og æstetisk betonet avl, der sætter dyrenes sundhed på spil.

I februar præsenterede regeringen sammen med et bredt flertal af Folketingets partier således en dyrevelfærdsaftale, hvori første punkt ud af 31 hedder ’Initiativ mod ekstrem avl af kæledyr’. Man vil, bliver det uddybet, forhindre ’genetiske sygdomme og visse særpræg, der giver anledning til velfærds- og sundhedsmæssige problemer.’

Jacob Jensen (V) står som fødevareminister i spidsen for aftalen. Han voksede selv op med hund i hjemmet, et par stykker faktisk. Og særligt én af dem – en foxterrier ved navn Mulle – brændte sig fast i den unge Jensen. Da Mulle døde, var Jensen fyldt 20 år og flyttet hjemmefra, men alligevel føltes det næsten, som om han havde mistet et nært familiemedlem. ”Nu har vi en stor, brun labrador,” sagde han, da jeg ringede til ham for at tale om hunde.

I aftaleteksten står der, at regeringen vil kigge mod andre lande – fx Holland og Norge – for at få lukket ned for den ”i visse tilfælde ret ekstreme avl,” som Jacob Jensen beskrev det over for mig. Men den trafiklysmodel, man har indført i Holland, hvor man måler på snudernes længde, omtales af fagfolk som et de facto forbud mod hunde med korte snuder. Så hvor langt vil ministeren gå?

”Det er vigtigt at sige, at jeg ikke kommer til at foreslå et forbud mod specifikke racer,” sagde Jacob Jensen. ”Der er forskel på at forbyde en bestemt hunderace og så at forbyde en måde at avle på, så de kommer til at se ud på en bestemt måde.”

I Danmark er man allerede begyndt at sætte initiativer i søen, der skal sikre sundere kortsnudede hunde i fremtiden. Et af dem er BOAS-gradueringen. Metoden er meget enkel: Man foretager en BOAS-test, der måler vejrtrækningsevne, og ud fra resultatet af denne får hunden en graduering fra 0-3 (fra ingen vejrtrækningsproblemer til alvorlige problemer). Med gradueringerne i hænderne kan man systematisk avle videre på de hunde, der trækker vejret, som de skal. Siden den 1. august 2023 har testen været et decideret krav, hvis man vil have stambogsført sit avl på engelsk bulldog, fransk bulldog eller mops i Dansk Kennel Klub.

Lise Lotte Christensen, adfærdskonsulent i DKK igennem et par årtier, tøvede heller ikke, da jeg spurgte hende, om vi i Danmark har et problem med kortsnudede hunderacer. ”Vi ser et problem, og vi kalder også på handling for alle kortsnudede hunde – med og uden stambog,” sagde Christensen. ”Men vi oplever også, at i takt med at DKK stiller krav til avlshundene, opdrættes og sælges racerne i stigende grad uden for kennelklubben.”

Kun otte procent af de franske bulldoghvalpe, der sidste år blev registreret i Danmark, har stamtavle i DKK. For mops og engelsk bulldog er tallet hhv. 25 og 45 procent. ”Der eksisterer en myte om, at en stamtavle er noget ’fint’ og kun er for opdrættere,” sagde Christensen og tilføjede, at man i stedet bør se stamtavler som indholdsfortegnelser, der siger noget om en hunds sundhed.

Noget andet, de har kigget på i DKK, er at åbne for stambøgerne på de tre racer. Det vil i praksis sige, at hvis en fransk bulldog (uden stambog i DKK) viser gode sundhedsresultater, god vejrtrækning og desuden ligner en fransk bulldog, så kan den indlemmes i avlspuljen. Samme tiltag nævnte Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse, for mig. ”Hvis vi ikke tager nogle sunde individer ind, får vi en endnu mere indavlet gruppe, og den bliver kun mindre.”

Få dage efter at jeg havde talt med Lise Lotte Christensen, skrev hun, at DKK nu har åbnet stambøgerne op på de tre racer.

DE SENESTE PAR ÅRTIER er den franske bulldog blevet lidt af et modefænomen. Der findes franske bulldogs, der i sig selv er kendte (tag fx det sydkoreanske søskendepar, Griffin og Haru, med næsten fem millioner følgere på TikTok), og så findes der franske bulldogs, hvis ejere er kendte (David Beckham, Lady Gaga, The Rock, Tom Hardy osv.).

”Efterspørgslen kan pludselig stikke af med de her modehunde,” sagde Jens Jokumsen og gav Paris Hilton og chihuahuaen som et andet eksempel i nyere tid. Vi ser noget, og så vil vi også selv have det. ”Så må det koste, hvad det vil, og det er lige meget, hvor de kommer fra, eller hvordan de er avlet. Bare de ser ud på en bestemt måde, så er det lige meget, hvad der er indeni. Det er jo sygt, at vi ikke forholder os mere kritisk til, at det er levende dyr, det her.”

Simpel handelslogik foreskriver, at når der er stor efterspørgsel på en vare, så er der tilsvarende stor profit at hente. Det har vi vidst, siden Adam Smith i 1776 udgav ’Nationernes velstand’. Og det var den mekanisme, der gjorde, at Ida Holst Kristensen i sommeren 2011 stod i en hed staldbygning uden for Hobro sammen med en håndfuld andre dyreaktivister. De stod der ikke for selv at høste profit, men for at afsløre nogle andre i at gøre det med ufine metoder. I stalden så de, hvad hun i den gonzoagtige ’Hotdogs – i hundehandlernes verden’ fra 2011 beskriver som op mod 80 små hvalpe. Heriblandt franske bulldoghvalpe. I nogle år forsøgte Holst at få sine vidnesbyrd omsat til politisk handling, men nu har hun for længst trukket sig fra arbejdet. ”Jeg kunne simpelthen ikke holde til det,” forklarede hun mig, da jeg talte med hende over en videoforbindelse fra Indien.

Flere af de kilder, jeg interviewede til denne artikel, mente ikke, at de såkaldte ’hvalpefabrikker’ er noget udbredt fænomen. I hvert fald ikke længere. Hvad der til gengæld er mere sikkert, er, at der eksisterer en ikke ubetydelig handel med hvalpe, som importeres fra Østeuropa. Jens Jokumsen fra Dyrenes Beskyttelse påpegede blandt andet, at der så sent som sidste år blev uddelt fængselsstraffe til to mænd, der havde importeret 110 franske bulldoghvalpe fra Polen og solgt dem videre til danske købere, der troede, de købte en på dansk jord stueopdrættet hvalp.

PÅ SAMME MÅDE, som den engelske bulldog med forbuddet mod dyrekampe pludselig undergik en rejse fra underklassen til overklassen, og ligesom den noget mindre franske version blev en særdeles populær skikkelse blandt den parisiske elite i slutningen af 1900-tallet – og nu, igen, på globalt plan – har det gennem de seneste århundreder i høj grad varieret, hvilke racer der er blevet taget med af modens bølger. På den måde har hunde som kæledyr – eller ’ledsagerdyr,’ som den amerikanske kulturforsker Donna Haraway mere nænsomt omtaler dem – altid været underlagt menneskets luner. Og det er som bekendt ikke er nogen fastfrossen størrelse.

I ’Dyrisk og dyrebar – kæledyr i et samfundsvidenskabeligt lys’ beskriver Cecilie A. Thorslund, hvordan det i 1700-tallets Danmark var mops, mynder og pudler, der var de fine og moderigtige hunde. (Både danske såvel som engelske dronninger har haft mops gennem årene). På den tid sås kong Christian 7. også altid med en Grand Danois, som tilmed blev fragtet i egen karet. Og så – som årene gik – forandrede præferencerne sig igen.

Men hvorfor var det egentlig, at man ved re-brandingen af den engelske bulldog begyndte at avle snuden fladere og panden større? Og hvad er det med de store, udspilede øjne, der sidder i ansigtet på mopsen og den franske bulldog? Hvad er det ved disse ekstreme træk, der forfører så mange?

Et bud er neoteni. Det vil sige infantile eller slet og ret babyagtige ansigtstræk. I 2010 undersøgte et britisk studie, hvorvidt mennesker finder dyr med infantile ansigtstræk såsom store øjne, en stor pande og runde kinder mere attraktive (eller – med et andet ord – nuttede) end andre dyr. Og det gør vi, lød konklusionen. Forklaringen er, mener man, at de her træk udløser et omsorgsgen i os.

Nyere studier har også inkluderet den korte næse blandt de infantile ansigtstræk og er nået frem til samme konklusion. Sågar peger de nye studier på, at selve de kortsnudede hundes måde at opføre sig på vækker noget i nogle af os.

Desværre for hundene er der også noget, der tyder på, at det omsorgsgen, de vækker i mennesker, ikke altid strækker sig til omsorg for deres sundhed. For nogle år siden undersøgte professor Peter Sandøe sammen med en række kollegaer, hvordan det egentlig kan være, at flere af de racer med flest sundhedsmæssige problemer samtidig er blandt de mest populære. Eller skåret mere ind: Hvorfor køber vi hunde, der kan ske at få et smertefuldt liv?

I alt 846 danske hundeejere fordelt på fire racer deltog i undersøgelsen: ejere af fransk bulldog og chihuahua (to hunderacer med relativt ekstreme træk), cavalier king charles spaniel (arvelige sygdomme ikke direkte forbundet med ydre træk) og cairn terrier (samme størrelse som de tre andre racer, men med en sundhedsprofil, der er i den gode ende). Konklusionen på undersøgelsen var, at ejerne af cairn terrier vægtede sundhed højest, mens personlighed var vigtigere end sundhed for ejerne af fransk bulldog og chihuahua.

PÅ EN FUGTIG FORMIDDAG i marts besøgte jeg Peter Sandøe på hans kontor i den idylliske ende af Frederiksberg Campus. Det er her, Instituttet for Veterinær- og Husdyrvidenskab ved Københavns Universitet ligger. Peter Sandøe læste som ung filosofi, først i København, siden på Oxford. Og det var dér – på den prestigiøse britiske institution – at han pludselig mødte nogen, der snakkede om dyr og etik.

”Kom lige herover,” sagde han og viftede mig hen i retning af ham; han havde sat sig foran sin arbejdscomputer.

”Tag en stol.”

Dagen inden havde Sandøe undervist i ’Etik og husdyravl’, og det var powerpointpræsentationen fra det oplæg, han nu gav sig til at pløje igennem. Sandøe er ikke nogen fedtspiller, hverken med folks tid eller følelser. Han kalder det, som han ser det.

Men hvordan – ville jeg gerne vide – forklarer filosofien egentlig, at nogle hundeejere godt kan se imellem fingre med sundheden, så længe hunden ser sød ud?

”Jeg ved ikke, hvad filosofien vil sige, men fra psykologien ved vi, at mennesker har en fantastisk evne til at projicere deres egne forventninger og følelser ud,” svarede Sandøe rapt.

”Man ser en lykkelig hund, hvor der sidder et prustende bæst. Man ser det, man gerne vil se.”

Så fortalte han om den sydafrikanske nobelpristager J.M. Coetzee. I sin roman ’The Lives of Animals’ fra 1999 præsenterede Coetzee begrebet ’willful ignorance’ (altså: villet uvidenhed) i sammenhæng med den måde, vi mennesker forholder os til produktionen af husdyr.

”Vi besidder en evne til at se bort fra ubekvemme sandheder,” tilføjede Sandøe.

Man kan måske sige, at det er samme fænomen, der slår igennem, når vi står nede i køledisken og vælger en kylling, der i dens sidste dage stort set kun har ligget ned, fordi dens ben ikke kan holde til overkroppens overnaturlige vægt. Eller står og kigger på svinekød fra en produktionssektor, hvor der hver dag året rundt dør over 25.000 pattegrise.

Vi ved det nok godt, når vi står der. Men vi vil også gerne gøre en god handel. Og så er der klimaet. Og verdenshavene og jorden. Og simultant med alt det her mener forskere, at vi er i gang med en sjette masseudryddelse af planetens arter. Som den norske forfatter og journalist Morten Strøksnes skriver i ’Havbogen’ fra 2015:

’Vi ved, hvad der forårsager den sjette masseudryddelse. Vi har kun været her i nogle få tusinde år, men vi har spredt os til alle hjørner af jorden. Vi har været frugtbare og er blevet mange. Vi har fyldt jorden og underlagt os den. Vi hersker over fiskene i havet, fuglene under himlen og alle dyr, det vrimler med på jorden.’

Jeg skrev for resten til mine venner for at høre, om deres fars franske bulldog stadig var i live. Det viste sig, at jeg havde glemt én. Faren ejede to. Den ene er død, men den anden lever. 12 år gammel er den nu.

Til gengæld har den også fået et par vejrtrækningsoperationer undervejs.