Hvordan ser livet ud for en 11-årig dreng, når de voksne kigger væk?

DET ER BLEVET JANUAR, og Oliver har et problem af en art. Det er sådan et problem, man ikke kan tale om uden at smile imens. Oliver kan i hvert fald ikke.

Problemet er Olivers egen skyld, det er det helt klart. Men hvis der er én ting, der er helt sikkert, er det, at Oskar og Samir ikke skal komme for godt i gang. Det er også deres skyld.

Oliver er havnet på 9. klassernes dødsliste, og dét er i lange stræk lidt af et problem.

Det kan få fatale konsekvenser at stå på den liste. Når det igen bliver sommer, har 9. klasserne sidste skoledag, og så kommer de udklædt som bananer og straffefanger og overfalder de dødslistedømte elever med skum og haveslangekoldt vand. Sidste år fik Villads fra 6.f også tyret en frossen karamel lige i panden.

Dengang var det i det mindste varmt udenfor. Nu er det januar, og sneen tæsker i stiv sidevind ned over Albertslund på Københavns vestegn, hvor Oliver bor og går i skole. Det er sæson for vaskere. Sæson for at blive jagtet af sataniske 9. klasseselever efter skole. Især hvis man står på dødslisten.

Med deres dunjakker, luftige overskæg og store, mærkelige næser, der har tyvstartet ansigtets modning, står de og gemmer de sig bag et cykelskur. Og når Oliver, Oskar og de andre sætter den første fod uden for skolens areal, bruser 9. klasserne frem med hænderne fulde af sne. Oliver tager sine spinkle ben på nakken og spurter hele vejen hjem. Hvis han altså ikke bliver fanget. Så lægger han sig på asfalten og ruller sig sammen som en lille kugle for at beskytte sit uspolerede ansigt mod jordbrunlig sne og smagen af våde handsker.

Livsappetitten stråler ud af hans kastanjebrune øjne, når han fortæller om det.

Og Oliver, der i folkeregistret er Oliver Krag Kokholm, men her i sit eget lille mikrokosmos bare er Oliver, kommer altid hjem.

Hjem til Fyrrehusene, et middelklasseidyllisk rækkehusområde mellem Albertslund og Glostrup. Hjem til mor og far. Hjem til storebror Marcus og den sorte labrador Mynte. Hjem til nutellamadder, Playstation, den elektroniske dartskive og de otte fodbolde under hans sovesofa.

Oliver jubler, når det sner, men det gør hans far, Tim, ikke, for han er anlægsgartner.

”Det kan godt blive rimelig koldt, ikke,” siger han med tung, valbysk dialekt. Ud af ærmehullerne på hans armygrønne undertrøje stikker et par praktiske, tatoverede overarme.

Tim er med sine egne ord fra et rimeligt trist område, og det var heldigt, at hans mor tog ham med til Jylland og boede. I skolen var han bimlende ordblind, men hans hænder fejlede ingenting, og så blev han anlægsgartner.

Det med sneen betyder mindre for Nina, Olivers mor, for det sner jo ikke inde i frisørsalonen, hvor hun arbejder. Til gengæld bruger hun en del energi på at køre Oliver i skole om morgenen, for gearene på hans cykel er frosset fast. Så ser han med misundelse på sin storebrors elcykel, som Marcus købte for sine konfirmationspenge sidste år:

”Den kostede 8-6.000 kroner,” fortæller Oliver med sit lille rævesmil.

Når man besøger familien Krag Kokholm, er det første, man ser, den store vægdekoration på den hvide væg i entréen. ”Every family has a story. Welcome to ours,” står der med store, sirlige bogstaver.

Olivers værelse er på første sal, lige ved siden af hans forældres soveværelse med de grå dyner. Nede i kælderen sover Marcus – til langt op ad formiddagen, hvis han kan slippe afsted med det. Han går i 9. klasse på en anden skole, og hans rum er det i rækkehuset, Oliver sjældnest befinder sig i. Går man derned, er det på eget ansvar, siger Tim og griner sammen med Oliver.

DET ER BLEVET FEBRUAR, men bagerst i klasselokalet hos 5.f på Herstedøster Skole hænger der stadig efterårsplancher med visne blade og kastanjer på, og under en af plancherne er det slagkraftige budskab ’PIK’ blevet ridset ind i en af de røde mursten.

Også på den måde er Herstedøster Skole et skrummel af en kommuneskole, som de er flest. Stor, firkantet og tvivlsomt dekoreret af elever gennem tiden. Lærerne drikker uværdig kaffe. Der er en idrætssal, moderne køkkener til hjemkundskab og chokerende toiletter.

Klokken lidt i 10 på en fuldkommen almindelig torsdag indtræffer dagens første lufter langt om længe. Tre halvanden meter høje drenge iklædt sportsmæssigt tøj og sko med døde snørebånd træder utålmodigt ind i 5.f. De er fra parallelklassen 5.g, og de skal have fat i Oliver.

”Her.”

Oskar giver Oliver en TUC-kiks, og Oliver balancerer den mellem sine vinterlæber, mens han lyner sin jakke.

Oliver holder næsten altid frikvarter med drengene fra parallelklassen. Oskar, Samir, Mehmet. En dag havde de spurgt ham, om han ville være med til at drille 9. klasserne. Altså, simpelthen bare banke på døren og løbe. Næste dag gentog de succesen, og nu er de hele tiden sammen. Oliver er overbevist om, at de også er venner, når de er 40 år. De går rundt med en flad fodbold på de lange gange og taler indforstået om kardinalepisoder i deres venskab. Fx gør historien om dengang, de fandt et brugt kondom på skolens grund, stadig indtryk.

Det er koldt udenfor, og drengene vil helst ind i skolens idrætssal og være, men pigerne fra 8. klasse er kommet dem i forkøbet. Mehmet åbner den tunge trædør og stikker hovedet ind.

”Jeg skulle bare lige se, hvordan Maja så ud,” fniser han.

Der var også dengang med Monster-energidrikken. Den kan de tale længe om.

Episoden var den, at Oskar og Oliver var taget i Fakta for at købe Monster efter skoletid, men drenge på 11 år skal ikke drikke energidrik, og det ved de godt. Oskar og Oliver sippede til den store metaldåse, det krævede næsten to hænder at holde om den, mens de kiggede sig nervøst omkring. Oskars mor har nogle gange tidligt fri, talte de om, og det skulle da lige passe, hvis hun lige akkurat skulle købe ind på netop dette skæbnesvangre tidspunkt. Og hvad hørte de bag sig?

”Drenge, hvad er det, I sidder med der?”

Man bliver altid opdaget.

Olivers forældre tog det ikke så tungt, men de er lidt skeptiske over for, at han bruger så meget tid med drengene fra sin parallelklasse. Ikke at de fejler noget som helst. Men hvad med hans egen klasse? Er det ikke risikabelt at forklejne dem? Han plejede at bruge meget tid med fodbolddrengene i klassen. Men det seneste år har noget forandret sig.

”Drengene fra min klasse er også søde,” siger Oliver. Han taler hurtigt, stemmen er stadig spæd og jomfruelig, artikulationen er uregelmæssig – ord som ’kedelig’ bliver gerne til ’keulig’.

”Men nogle gange bliver jeg sådan uvenner med dem. På en måde.”

Bliver man uvenner med fodbolddrengene, handler det for det meste om fodbold.

”Hvis nu man siger, at det er ufortjent, at det ene hold vandt, men det ikke var det. Så kan folk godt rotte sig sammen. Anton,” – som vel er Olivers bedste ven i klassen – ”bliver nogle gange uvenner med dem, og så rotter fodbolddrengene sig sammen mod ham. Så går jeg væk med ham og spørger, om han er okay, for ellers ender det galt.”

Skoledagen afsluttes med Charlotte, klasselærer i 5.f og Olivers yndlingslærer, en ung, kommunal skytsengel, der kan rumme og håndtere selv de mest øretæveindbydende elever.

Hun vil vide, hvad alle skal lave i vinterferien. Serbien, Dubai, skiferie, Barcelona, Lalandia, bisættelse, svarer de. Særligt det sidste vækker nysgerrighed, fordi det er et ægtepar, der skal bisættes. Hustruen var faldet ned ad en trappe, og kort efter var manden også død, pigen med historien har glemt hvordan, men han havde i hvert fald haft lungeproblemer engang. Det ved klassen så ikke helt, hvad de skal mene om.

Efter skole tager Oliver i klub – en fritidsordning 500 meter fra skolen. I dag er han den første, der forlader klasseværelset, og ude foran venter Oskar, Samir og Julius. De er fra gode familier og interesserer sig for ting som fodbold, lommepenge og deres storesøstres veninder.

I klubben er der godt at være, især fordi de serverer eftermiddagssnacks. Drengene er enige om, at det bedste er, når der er kyllingeburger i klubben. Eller hot wings. Andre gange kan man have haft en maratondag med brøkregning og regnvejr i frikvartererne, og så serverer de bare æblebåde, der smager af appelsin.

Klokken 15 sidder de fire venner og puster ud, rødmossede og opbagte. De har spillet bordtennis, larmet og givet udtryk for stor smerte, hver gang den hvide bordtennisbold har ramt dem i skridtet eller deromkring.

De taler om fastelavn, som Oliver går glip af, fordi han skal en tur med sin far til Jylland. Og det er han glad for. Lærerne vil have, at man skal komme udklædt, men drengene synes, at man ser dum ud. Halloween, derimod, er fedt.

”Jeg har allerede fået fire likes. Maja har liket,” udbryder Julius, en væver og snarrådig fyr, da de fire venner får lejlighed til at hive telefonerne op af lommen.

Ligesom de fleste andre 11-årige er Julius, Oskar og Oliver på TikTok, selvom de egentlig er for unge. Samir må ikke for sine forældre. De bruger mest tid på Snapchat, hvor de kommunikerer med talebeskeder alle deres vågne timer, og på Instagram er de enige om, at man skal være ældre for at være.

Oliver er den af drengene, der har flest følgere på TikTok – 27 styks. Men nu har Maja altså liket en video, Julius – der i øvrigt er direktør i sit eget græsslåningsfirma, Grøn Klipning – har lagt op.

”Hvorfor har hun liket din video?” spørger Oliver bestyrtet.

”Fordi jeg har liket alle hendes,” svarer Julius. Et bedre bud: Maja fra 8.g er bedste veninder med Julius’ storesøster.

Klokken 17 går Oliver hjem, suser forbi til salg-skiltet i den lille forhave og bipper sig ind i det mørklagte rækkehus, hvor hunden Mynte tager imod med logrende hale. Her dufter af tøjvask. Tim ligger på sofaen og sover tungt med fjernsynet tændt, Oliver løber ind og prikker ham på skulderen: ”Far, jeg er hjemme.”

DET ER BLEVET MARTS, og Oliver står på badeværelset og laver tagrende-hår. I spejlet over håndvasken kan han kun se fra sin hals og op.

”Det er min storebror, der har lært mig at lave det her hår. Det er tagrende-hår.”

Med et dampende glattejern bukker han den forreste del af sit mørke pandehår opad, så det ville fungere som en form for tagrende foran hans øjne, hvis nogle visne blade skulle dale ned i hovedet på ham. Han masserer noget voks fra sin mors frisørsalon ud i spidserne, så det ikke falder sammen.

Udenfor er der dunkelt, for det er tidligt om morgenen. Det lille rækkehus er ved at få øjne. Nina råber med pondus ned ad kældertrappen, at Marcus skal ud af fjerene. Hun har en kærlig og direkte vestegnsfacon, Nina, hvis indiske rødder har benådet sønnerne deres gyldenbrune skikkelse.

Så får Oliver selskab på badeværelset af sin storebror, og det er godt, for han har brug for hjælp. Marcus – en ung selskabsløve med millionsmil, diamantørering og masser af venner af begge køn – har efterladt selskabeligheden nede i teenagehulen, men griber villigt ud efter hårlakken.

”Du får ikke så meget i dag,” siger han til Oliver, der med begge hænder skjuler sit lille ansigt, mens Marcus sprayer giftigt duftende væske i hovedet på sin lillebror. Så stiller de sig side om side og børster tænder i absolut døsighed, Marcus et hoved højere end Oliver.

Han ser smart ud i sin grå hættetrøje, de løstsiddende bukser og de bastante sneakers. Det er mærketøj og har engang tilhørt Marcus, og på den måde er det jo meget godt at have en storebror.

”Mig og Carl fra klassen har samme stil. Vi går i Carhartt-bukser og sådan noget. Han er den første, der lægger mærke til det, når jeg får nyt tøj,” siger Oliver.

Men Carl er syg, da Oliver kommer i skole, og det vil han sikkert ærgre sig omhyggeligt over, for i hjemkundskabsstimen skal de lave pandekager. Det er Olivers yndlingsfag. Både fordi læreren er Charlotte, men også på grund af det praktiske tilsnit. Det er to år siden, Oliver fik at vide, at han er ordblind. Ordene vil ligesom ikke rigtig stå stille på papiret.

”Nogle i klassen er på højt niveau. Nogle er sådan mellem. Og så er der dem, der er ordblinde. Os, der er det, har lidt et fællesskab. Men fx i engelsk, der er jeg jo heller ikke god, men det er Carl heller ikke, og han er altså ikke ordblind. Men så arbejder vi sammen og får de samme hjælpemidler på computeren, der kan hjælpe, hvis nu man staver et ord forkert.”

Så er det godt, at der findes fag som hjemkundskab. Her kan man lave pandekager, endda af laktosefri fløde, hvis man som Oliver er laktoseintolerant, mens man hører dansk poprap på en lille højttaler.

”Jeg forstår ikke dansk musik,” siger Bisham, ”og det gør min mor heller ikke.”

”Vi forstår sgu da heller ikke nepalesisk musik,” svarer Anton, og så griner de og krammer. Bisham er god til at få krammet de andre, hvilket i et senere frikvarter får nogle af drengene til at bemærke, at han hele tiden kysser dem.

”Kysser?! Jeg er sgu da ikke gay. Jeg krammer bare.”

Pigerne i klassen kan være stride. Det seneste år er flere af dem skudt i vejret, de er et hoved højere end drengene og har fået noget, der minder om bryster.

Noget af det stridere, Oliver har været udsat for på det seneste, var, da nogle af pigerne med mellemøstlige forældre blev sure på ham og skældte ham ud – på arabisk!

Også i dagens matematiktime, der er lidt af en humørdæmper oven på morgenens pandekagespisning, er stemningen giftig. Mens klassen sidder i smågrupper og laver brøkregning, bliver klassens populære pigetrio pludselig og af helt uklare årsager til en duo. Udstødelsen er kortvarig, men nådesløs: Der sendes blikke, der laves kyllingelyde, og der bliver spurgt: ’Hvorfor er du sådan en surmule?’

Imens sidder en tavs drengegruppe med Oliver i centrum og regner med dukkede nakker. Den højrøstede pigeduo er færdig med opgaverne før alle andre og opsøger drengene med en ubændig lyst til at flå blyanterne ud af hænderne på deres mindrebemidlede klassekammerater og slet og ret udføre regnestykkerne for næsen af dem i deres egne regnehæfter.

I det efterfølgende frikvarter gøres der også kur. Mens fodbolddrengene – som Oliver igen er begyndt at bruge mere tid med – spiller fodbold i et lille jernbur midt i den betonfarvede skolegård, løber pigerne rundt og skriger. De stiller sig ved fodboldburet og taler – så lavt, at lige akkurat alle kan høre det – om Olivers øjenbryn, som de synes er modelagtige.

”Oliver, plukker du egentlig dine øjenbryn?” spørger klassens mest populære pige. Var det her en julekalender, ville hun være den, man kæmpede for at blive inviteret til 12-års fødselsdag hos.

”Næ,” svarer han fraværende, og drengene spiller upåvirket videre, mens pigerne giver sig i kast med at vise hinanden deres maver.

Oliver Krag Kokholm

Født 30. juli 2012 på Herlev Hospital. Bor i Albertslund. Søn af frisøren Nina og anlægsgartneren Tim. Desuden er han lillebror til 15-årige Marcus. Går til daglig i 5.f på Herstedøster Skole. Er målmand i Glostrup Fodbold Klub, men kun i halvdelen af kampene, da også en anden dygtig målmand byder sig til. Olivers livret er mexicanske pandekager, hans yndlingsspil er ’Fortnite’, og i Superligaen holder han med F.C. København. 

DET ER BLEVET APRIL, og på McDonald’s-filialen i Glostrup ringer telefonen på en solvarm eftermiddag.

”Goddag, du har ringet til McDonald’s.”

”Hej, det er hos Burger King,” lyder det i den anden ende af røret.

”Nej, du har ringet til McDonald’s.”

”Altså. Nej, det er dig, der har ringet til Burger King.”

Benene forsvinder under Oliver og hans venner, så meget griner de.

”Skynd jer at lægge på,” hvisker Oliver opbragt. Han er bange for, at nogen vil spore, hvor opkaldet kommer fra. Og hvem ved egentlig, hvad strafudmålingen for telefonfis er?

Det er et lille afbræk i en kompliceret tid for Oliver.

Vejret er blevet godt, og når han ikke passer sin fodboldtræning i Glostrup Fodbold Klub (Oliver er målmand og vil om muligt gerne være det resten af sit liv), bruger han næsten alle sine aftener i nabolaget med sine venner. Der er generelt bud efter ham. En aften ringer to piger fra hans parallelklasse til hans mor for at spørge, hvad Oliver laver i aften. Telefonnummeret havde de fundet på Aula.

Alligevel bliver Oliver i ny og næ ramt af små, svært placerbare stik i maven. En følelse af tristhed. Nogle gange, når han er alene på sit værelse. Så går han ud og spiller lidt fodbold. Andre gange, når han sidder i skolen og lærernes ord fortoner sig i hans eget tankemylder. Han har også oplevet at begynde at græde til bestemte sange uden at kunne forklare hvorfor.

Det hele handler om noget, der skete i efterårsferien. Det var torsdag, den eneste dag i ferien, Nina havde fri, og det havde egentlig været en ganske almindelig morgen. Oliver havde sovet længe og spist en bolle med pålægschokolade. Marcus var også hjemme.

På et tidspunkt i løbet af formiddagen samlede Tim og Nina deres sønner i den store sofa foran fjernsynet for at sige noget, man kan tage et kilometerlangt tilløb til at få sagt, men kun kan formulere brutalt og verdensomvæltende. Tim tog ordet.

”Mor og far skal ikke bo sammen mere.”

Marcus troede, det var for sjov, men det var det ikke:

”Vi skal skilles,” sagde Nina og græd.

Marcus slog hånden i bordet og stormede op ovenpå, Nina løb efter ham. Tim blev siddende med Oliver. Han havde ikke ligefrem gået rundt og evalueret på sine forældres ægteskab. Det må nødvendigvis være sådan, at mor og far er sammen. Selvfølgelig havde han overhørt skænderier. Han havde også gemt sig fra dem på sit værelse. Men skilles ligefrem?

”Jeg blev overrasket. For jeg havde jo aldrig troet, at det kunne ske,” siger Oliver i dag.

Straks efter skilsmissekatten var ude af sækken, røg der et til salg-skilt op i forhaven. Men både Nina og Tim blev boende, indtil rækkehuset var afsat. Planen var at skille sig af med huset i en ruf, og så ville Tim flytte til Esbjerg, tæt på sin familie, mens Nina skulle finde noget mere rentabelt i lokalområdet. I mellemtiden levede den lille familie de sidste måneder sammen, som de altid havde gjort det. Alle aftensmåltider blev spist i fællesskab. Som om, alt var normalt.

”Men det var det jo på ingen måde,” siger Tim.

Nu bor Nina, Marcus og Oliver på Hyldespjældet i Albertslund. Her har dusinvis af røde, nybyggede to-plans-rækkehuse i klimavenligt genanvendelsesmateriale netop rejst sig fra byggestøvet og udgør nu en hel lille landsby.

Marcus har igen fået det store værelse, men næste år skal han på efterskole, og så tilsmiler lykken måske Oliver. Men han er gået hen og blevet helt glad for sit eget noget mindre værelse. Det består hovedsageligt af en sovesofa med en træt dyne og en hovedpude med FCK-betræk, fladskærmsfjernsynet og de otte fodbolde, der nu sidder symmetrisk placeret i holdere på væggen, som var de små kunstværker.

”I starten var det lidt nederen, at det er mindre end mit gamle værelse,” siger Oliver. Sovesofaen, han fortæller fra, er den samme som altid.

”Men nu synes jeg kun, det er godt. Jeg føler, det er lidt hyggeligere. Og så har jeg fået mine bolde op på væggen. Nu er problemet, at jeg ikke ved, om jeg skal smide dartspillet ud. Der er jo ikke plads til det. Selvom jeg er klubmester i dart.”

Playstation kan han stadig spille og gør det typisk, når han skal slappe af inden fodboldtræning. Mest ’FIFA’ eller ’Fortnite’. ’Minecraft’ og ’Roblox’ synes han er kedeligt. ’Call of Duty’ er han ret god til, for det plejede hans far også at spille, når de andre var gået i seng.

DET ER BLEVET MAJ, og ude foran skolen bliver der solgt hash fra bilerne på parkeringspladsen.

”Derovre,” siger Oliver og peger på en parkeringsplads, der ligger øde hen i aftensolen.

”Så kører politiet nogle gange efter dem.”

Mange vil forbinde Albertslund med Anders Matthesen, Suspekt og Brancos jernrørsæstetik, og selvom her er masser af socialdemokratisk hygge, og kommunens kriminalitetskurve har taget et drastisk sving i den rigtige retning siden 2016, er der måske noget om snakken. Visse steder får du én på skrinet, hvis du holder øjenkontakten lidt for længe.

Det ved Oliver takket være sin storebror. En nyfunden højtidelighed har sænket sig over deres relation på det seneste. Det er en storebrors pligt, synes 15-årige Marcus.

”Jeg prøver at forberede ham,” siger han, mens han spiser sin mors ovnbagte laks. Oliver cykler rundt derude, på vej hjem fra fodboldtræning.

”Det er ikke bare en lys, lille, lalleglad verden, vi lever i. Albertslund og Glostrup er ikke som de der københavnske byer, hvor folk bare passer sig selv. Hvis man kigger lidt skævt på de forkerte her, kan der ske ting.”

Fortroligheden går begge veje, for på det seneste er Marcus også begyndt at indvie Oliver i røverhistorier om stjålne knallerter og andre spektakler. Førhen var det røget direkte videre til mor, men det gør det ikke længere.

”De sidste par måneder er han kommet ud af stikkerfasen,” som Marcus siger.

Han kan godt lide Olivers venner, men kan genkende et par af de grænsesøgende gemytter fra sit eget liv. Dem, der lader vaskeren vare lidt for længe og efterlader cykelhjelmen hængende på styret.

”Jeg har ikke lyst til, at Oliver skal blive for meget som dem. Men jeg har jo sagt til ham, at han altid må ringe til mig, hvis han har problemer. Så kommer jeg med det samme.”

Senere samme aften sidder Oliver ved siden af sin blå elefantbamse i sovesofaen og deler sin analyse af, hvordan man færdes i en by som Albertslund.

”Min storebror” – i Olivers vokabularium er Marcus altid bare ’min storebror’ – ”fortæller mig meget om det. Han ved godt, at der nogle gange er nogle lidt mærkelige typer ovre på min skole. Så siger han, at hvis de ser mig, så skal jeg bare tage det stille og roligt og gå væk fra dem. Men jeg er ikke bange-bange for dem.”

Sådan udvides Olivers verdensbillede i rasende hast. Han har også lige lært sit eget telefonnummer udenad, så nu kan han både huske sin mors og sit eget.

Til gengæld er han blevet i tvivl om, hvad han vil arbejde med, når han bliver voksen – medmindre han bliver tilbudt rollen som landsholdsmålmand. Så takker han ja. Længe troede han, at han skulle være anlægsgartner som Tim, men nu ved han ikke rigtig.

Siden flytningen er det ikke meget, Oliver har set til sin far. Han har fortalt om skilsmissen i skolen, men kun lidt. Dem, der også har skilte forældre, var de første, der fik det at vide.

Tim har været til middag i den nye lejlighed, mens han den første måned boede på en madras i det tomme rækkehus i Fyrrehusene. Og dagen inden Tim endegyldigt flyttede til Esbjerg og tog labradoren Mynte med sig, var der farvel-middag på Café Felix, en klassisk forstadsbeværtning i Albertslund Centrum med røde markiser og et romanlangt menukort.

Det var sidste gang, Oliver var ked af det. Med skilsmissen kommer ingen deleordning – Oliver og Marcus bor hos Nina i Albertslund, og så kan de besøge Tim i Esbjerg omtrent en gang om måneden. Men Marcus har fester, eksaminer og snart en efterskole at passe. Og kan Oliver tage toget alene i fire timer? Han har altid været en lidt forsigtig dreng, der kunne gå i panik i Fakta, hvis han mistede visuel kontakt med sin mor eller far.

”Jeg blev bare ked af det, fordi jeg tænkte på, om jeg ville komme til at se ham så meget nu. Det var træls. Nederen. Jylland er jo langt væk,” siger Oliver.

Om historien

Folkefortællingen om vores drenge er dyster. De isolerer sig, bruger for meget tid foran skærmen og sakker bagud i skolen, viser forskning og anekdotisk bevisførelse i massevis. Men hvad fylder for drengene selv?

I et halvt år har vi zoomet ind på én 11-årig. Været med i skole. Med i klub. Med til fodbold. Spist aftensmad med familien. Hængt ud om aftenen. Spillet Playstation, sat hår og gået tur i Albertslund. Alt sammen for at forstå, hvad den den danske dreng anno 2024 er rundet af. 

Oliver repræsenterer ingen andre end sig selv. Han er ikke udpeget ud fra særlige, statistiske parametre. Men han har, sammen med sine forældre, indvilliget i at give adgang til sit liv. Og mon ikke, det fortæller en større historie? 

Enkelte af børnene optræder efter ønske fra deres forældre med opdigtede navne i artiklen.

DET ER BLEVET JUNI, og Oliver gør sig en grufuld erfaring på en kunstgræsbane i Glostrup.

Det er en mild sommeraften, og han er sammen med Laura, Ella og Villads, der alle går en årgang over ham på skolen. De er en slags firkløver, forankret i Snapchat-gruppen ’Bedste, rotte og ged’, et navn hvis oprindelse ingen rigtig kan redegøre for.

De mødes flere gange om ugen og hænger ud. Oliver medbringer en bold og fodboldstøvler, Laura og Ella har taget colaer med. Oliver kan godt lide dem, og især Villads er en af dem, der har været allerbedst at tale med, efter hans forældre blev skilt.

”Han kan se på en, hvis der er noget galt,” siger han. ”Og så spørger han, om man er okay.”

Villads er højere og mere ranglet end Oliver, og hans stemme er gået i overgang, så nu lyder han med ét som en mand. Laura og Ella, to sitrende veninder med glat hår og gråt joggingtøj, belærer drengene om, hvad generationsudtryk som ’zesty’ og ’furry’ betyder. Mens Oliver og Villads meningsforladt skiftes til at sparke bolden ind i et tomt mål, udreder pigerne forskellige veninders drengeproblemer. De to boldspillere holder sig med tilstræbt diskretion i nærheden af pigesnakken. Er det dem, de taler om?

Siddende lige i skudzonen for drengenes afslutninger opstår et dramatisk stemningsskift hos Laura og Ella. En veninde har sendt en video på Snapchat, hvori hun siger noget, der får Laura til at skrige. Hun springer med en spasme op fra kunstgræsset, løber rundt om sig selv og børster sin egen krop af med hænderne, som om der kravlede store edderkopper rundt på hende.

Drengene stirrer tavst.

”Hvor er det klamt,” nærmest græder Laura.

Villads og Oliver får lov til at tigge om yderligere information, men Laura foregiver akut mundlamhed, og så må Ella afsløre sagens kerne, som er, at veninden på videoen siger:

”Life sucks, but I suck harder.”

Villads fnyser. Oliver kigger på dem begge, afventende som for at lure, hvordan han bør reagere på denne tilsyneladende perversitet. Der er ingen hjælp at hente. Laura løber stadig rundt i små cirkler, støjende og forfærdet.

”Villads, hvad betyder det?” spørger Oliver.

Skuldertræk.

Laura siger ”ad, ad, ad.”

”VILLADS! Hvad BETYDER DET?”

Laura tager moderligt fat i hans skuldre og forklarer med pædagogisk tæft. Så brækker de sig begge fiktivt ud over det lune kunstgræs.

Ja, så er det i sandhed blevet sommer i Albertslund igen, og alt og intet er, som det var for et år siden. Oliver pakker sine fodboldstøvler ned i et lille nylon-net og tager hjem, for der venter en skoledag i morgen. Skolegården føles tom for tiden, nu hvor 9. klasserne har læseferie. Men så er det, som om 8. klasserne fylder lidt ekstra.

Man kan næsten dufte sommerferien rundt om hjørnet, og der fylder Oliver 12 år. Det er fint nok at have fødselsdag i sommerferien, synes han, for det ville virkelig godt kunne blive akavet, hvis hele klassen skulle synge fødselsdagssang for ham. Så sidder man der og aner ikke, hvor man skal kigge hen.

Sommerens højdepunkt bliver en uge i Tyrkiet med hans mor og storebror. Hvis alt går efter planen, skal de bade i pool og spise pommes fritter. Han skal også besøge sin far ovre i Jylland, men hvornår ved han ikke.

Til gengæld ved han, at han i morgen efter skole skal i klub med Oskar og Samir. Og hvis rygtet taler sandt, er der kyllingeburger på menuen.