Hvorfor gør det nas, når vores helte falder ned fra piedestalen?
Overgreb, voldtægt, hustrudrab, pædofili, doping, stoffer, incest, vold, svindel, løgn og rablende racisme. Johnny Depp, Tiger Woods, Bill Cosby, Michael Jackson, Lance Armstrong, R. Kelly, Woody Allen og mange, mange flere. Hvorfor bliver det så grimt, når vores helte falder ned fra piedestalen? Christian Mohr Boisen undersøger, hvad de faldne helte kan lære os om os selv. Og stiller spørgsmålet: Kan vi tilgive dem?
Vis mig en helt, og jeg skal skrive dig en tragedie.
F. Scott Fitzgerald
JEG VAR KØRT FAST. ”Det er for komplekst med helte,” sagde jeg til min redaktør på Euroman. ”Hvad er overhovedet en helt, og hvornår er en helt en helt? Den ene mands helt er den anden kvindes skurk. Osama bin Laden er en helt i nogle miljøer. Jes Dorph-Petersen er en skurk ét sted og en folkehelt på Facebook.” ”Grav dybere,” svarede min redaktør.
Vi har glemt det nu, men i 1990’erne og langt op i 00’erne var Diego Maradona ikke en universel helt. Historiens største fodboldspiller var faldet. Ned i en syndig sump af doping, narko, prostitution, mafiaforbindelser, faderskabssager, ekstremfedme, bizarre sympatier, venskab med diktatorer, våbenbesiddelse, drabsforsøg, sammenbrud for åben skærm. Maradona var langt fra det universelle ikon, han til sidst blev (igen), da han ved sin testimonial-kamp i 2001 greb mikrofonen foran et fyldt stadion i Buenos Aires. ”Fodbold er verdens smukkeste spil,” lød det fra Maradona. ”Jeg begik fejl, og jeg har betalt prisen for dem,” sagde han, og 50.000 tilskuere udstødte et jubelbrøl, der gik langt ud over tilgivelsen. Maradona holdt en kort pause, inden han afsluttede: ”Men bolden … bolden bliver aldrig plettet.” At tale om at tage Maradona til nåde forekommer nu omsonst, tværtimod er han tilsyneladende kun blevet endnu større af alle sine synder og dæmoner, hvilket den kollektive sorg og hyldest ved hans død i november 2020 viste.
