Hvorfor gør det nas, når vores helte falder ned fra piedestalen?

Vis mig en helt, og jeg skal skrive dig en tragedie.

F. Scott Fitzgerald

JEG VAR KØRT FAST. ”Det er for komplekst med helte,” sagde jeg til min redaktør på Euroman. ”Hvad er overhovedet en helt, og hvornår er en helt en helt? Den ene mands helt er den anden kvindes skurk. Osama bin Laden er en helt i nogle miljøer. Jes Dorph-Petersen er en skurk ét sted og en folkehelt på Facebook.” ”Grav dybere,” svarede min redaktør.

Vi har glemt det nu, men i 1990’erne og langt op i 00’erne var Diego Maradona ikke en universel helt. Historiens største fodboldspiller var faldet. Ned i en syndig sump af doping, narko, prostitution, mafiaforbindelser, faderskabssager, ekstremfedme, bizarre sympatier, venskab med diktatorer, våbenbesiddelse, drabsforsøg, sammenbrud for åben skærm. Maradona var langt fra det universelle ikon, han til sidst blev (igen), da han ved sin testimonial-kamp i 2001 greb mikrofonen foran et fyldt stadion i Buenos Aires. ”Fodbold er verdens smukkeste spil,” lød det fra Maradona. ”Jeg begik fejl, og jeg har betalt prisen for dem,” sagde han, og 50.000 tilskuere udstødte et jubelbrøl, der gik langt ud over tilgivelsen. Maradona holdt en kort pause, inden han afsluttede: ”Men bolden … bolden bliver aldrig plettet.” At tale om at tage Maradona til nåde forekommer nu omsonst, tværtimod er han tilsyneladende kun blevet endnu større af alle sine synder og dæmoner, hvilket den kollektive sorg og hyldest ved hans død i november 2020 viste.

Der var ingen grænser for, hvad de kunne, vores helte, og der var ingen grænser for verdens beundring for dem. Lige til de faldt. Lance Armstrong (systematisk doping), Mel Gibson (rablende antisemitisme), Mike Tyson (voldtægt, hustruvold), Michael Jackson (anklaget for overgreb mod mindreårige), Tiger Woods (serieutroskab). Vi har NFL-legenden O.J. Simpson, som aldrig blev dømt for det dobbeltdrab, de fleste troede, han havde begået, men dog for kidnapning og væbnet røveri. Og den sydafrikanske sprinter Oscar Pistorius, kendt som ’Blade Runner’, den eneste benamputerede, der har vundet en medalje ved atletik-VM for ikke-handicappede. Efter sin OL-deltagelse i London i 2012 kunne det ikke blive større. Pistorius var en sand helt, indtil han, et halvt år senere, skød og dræbte sin kæreste, Reeva Steenkamp, og efter en uendelig lang retssag blev idømt 14 års fængsel.

Listen over helte i unåde i moderne tid er lang. Selv om deres historier er mere komplekse, kan vi godt tilføje ’anti-helte’ som Woody Allen (incestanklager, samt en selvbiografi, som kritiseres for at rumme dårlig dømmekraft, og en helt ny serie på HBO, ’Allen v. Farrow’), Morrissey (højreradikale sympatier og generel sølvpapirshat), og Jørgen Leth. Nicklas Bendtner. Paul Gascoigne. Charlie Sheen. Martha Stewart. Morten Østergaard. Stein Bagger. Frank Jensen. Nicolas Cage. Justin Bieber (nu genopstanden). De kender alle turen fra hero til omtrent zero. Jo højere piedestal, des dybere og hårdere et fald, og selv om hvert enkelt tilfælde er forskelligt, synes faldene ofte at have en fælles indbygget dramaturgi og mekanisme. Men lad os se på nogle af dem – og måske også lidt på os selv. For hvad er det, der sker med vores helte, når heltene viser sig at være lidt mere menneskelige, end vi bryder os om. Og hvad sker der med os, når det sker?

FOR ET PAR ÅR SIDEN skulle jeg interviewe Jørgen Leth. Jørgen Leth vedkender sig stolt sine store helte, som han har flere af end de fleste. Han har aldrig været min personlige helt, men han er mange andres, og han har prøvet at falde dybt i fuld offentlighed under ’Kokkens datter’-sagen i 2005. Hans heltestatus i dag synes højere end før faldet. Først spurgte jeg ham om MeToo-bølgen, som lige dér, i 2017, var begyndt at rulle og allerede havde taget flere store navne med sig. Leth svarede, at han ikke turde gå ind i minefeltet. Jo, han syntes jo nok, det hele havde taget en kedelig drejning, men han skulle ikke risikere en gentagelse af ’Kokkens datter’-tiden.

”Jeg har sagt nok,” sagde Jørgen Leth til mig. Det havde været tæt på at nedbryde ham dengang, lod han forstå. Alligevel kunne Leth til sidst ikke lade være med at udbryde, indigneret: ”Men hvad med hele det erotiske spil mellem kønnene, hvad med dét?” inden han for sidste gang tvang sig til at afbryde sig selv. Vi gik videre til at tale om cykelsport, hvor mange af Jørgen Leths største helte kommer fra, og jeg spurgte, om hans syn på heltene havde ændret sig efter alle dopingafsløringerne. Jeg fik en stærk fornemmelse (som jeg ikke kan dokumentere i en retssal) af, at Leth havde vidst, hvad der var foregået i cykelsporten gennem alle årene, at rytterne var dopede i målestok med Tony Montana i ’Scarface’. Jeg fortalte ham at jeg desværre ikke kunne tage cykelløb alvorligt længere. For mig er sport dyb alvor, ofte alvorligere end livet, og jeg ved, at Jørgen Leth har det på samme måde, det er ikke for sjov. Men for ham var cykelsporten uændret fuld af betydning og mening, sagde han.

Bagefter kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, om Jørgen Leth lukkede sine øjne for realiteterne, fordi han ikke kunne holde ud, at hans helte og hans sport skulle miste deres, for ham, næsten religiøse betydning. Måske tænkte jeg sådan, fordi det for mig personligt ville være et ret uoverskueligt tab, hvis hele fodboldsporten skulle blive ramt af en matchfixing-skandale af gammel-italienske proportioner, bare globalt. Det ville gøre alt for ondt. Fordi jeg aldrig er vokset fra, og forhåbentlig aldrig vokser fra, den dybe mening og betydning, som fodbold og mine helte har for mig. Og som såkaldt populærkultur har for så mange mennesker.

Jeg har også ofte selv taget mig i at lukke øjnene, når jeg hørte om eller mødte dårlige sider ved mine helte. For vi har jo brug for dem. Ellers havde vi dem ikke. Men hvad sker der så egentlig, når vores helte falder? Jeg læste engang i et blad en psykolog sige, at hvis man som kvinde mødte en voksen mand, der havde helte, skulle man skynde sig væk. Helte vidner om en uselvstændig, svag personlighed, lød det. Ligesom Jørgen Leth er jeg dog stolt af alle mine mange helte, jeg er stolt af at dyrke dem. Det siges også, man aldrig skal møde sine helte i virkeligheden. Jeg har mødt de fleste i embedsmedfør og har taget skamløse selfies med dem alle. Men jeg har læst og hørt alvorlige anklager mod alle mine helte, og det forstyrrede, i hvert fald for en tid, mit billede af dem.

”Når kappen ryger af helte, vi har set op til hele livet, og vi ser, de er en mindre version end det glansbillede, vi beundrede, kan det være et hårdt slag,” sagde min psykolog Ulla og nikkede forstående fra sin lænestol. ”Det kan føles direkte ubehageligt og truende, at vores virkelighed er forandret. Individuelt kan vi kan reagere voldsomt.” ”Ja,” svarede jeg, ”det kender jeg.” Ulla fortsatte: ”Og kollektivet kan også reagere med udskamning, hævntørst, skadefryd og hvad-sagde-jeg som ’Ha! De troede nok, de var mere end os andre, og så var de mindre.’ Helten bliver syndebuk.” Ulla rejste sig fra lænestolen, satte en kop te over og smilede. Jeg snakkede videre.

SOM SÅ MANGE ANDRE på min alder skulle jeg have briller. Den eneste formildende omstændighed ved denne påmindelse om et generelt forfald og langsom død var, at jeg kunne få de samme ikoniske briller, som Johnny Depp har båret uden for lærredet med en coolness, der matcher manden. Med Moscot Lemtosh, som brillerne hedder, kunne jeg, gennemleverpostejssnitlig dansk metervare, måske låne lidt af Johnny Depps aura.

”Det er præcis de samme briller, som James Dean havde, og han var mit første store skuespiller-plakatidol,” sagde jeg til Ulla. ”Jeg forsøgte at kopiere hans frisure, fra jeg var 14 år.” Hun nikkede. Men hvor James Dean døde i 1955 som perfekt 24-årig i sin sølvfarvede Porsche 550 Spyder, for evigt balsameret og fastfrosset i den alder og gudeagtige heltepositur, levede Johnny Depp (der i lang tid lignede det bedste bud på en moderne James Dean, gådefuld, poetisk, street-/boheme-cool megastjerne) videre. Tragisk videre, vil mange sige nu, efter Johnny Depps fald ramte sin hidtidige bund under retssagen i november 2020 mellem den engelske avis The Sun og verdens engang højest betalte skuespiller. Her blev Johnny Depps tekstbeskeder om kæresten Amber Heard (sendt til en ven) læst op: ’Lad os drukne hende og brænde hende bagefter. Jeg knepper hendes brændte lig for at være sikker på, at hun er død.’

Johnny Depp havde, ifølge rettens domsafsigelse, også tæsket kæresten, og hans adfærd de senere år har været dokumenterbart tiltagende paranoid, truende, utilregnelig og aggressiv. Selv om skuespillere og kunstnere generelt har længere snor til at opføre sig rock’n’roll end fx sportsstjerner og især politikere, gjorde fotografier af Depp, Hollywoods tidligere king of cool, nu sendt i gulvet af stoffer og med madrester smurt rundt i hovedet, ikke sagen bedre. Retten i London gav The Sun medhold i, at der var dækning for at kalde Johnny Depp ’wife-beater’, og snart venter en større retssag i USA. I december fyrede Warner Bros., der står bag ’Fantastiske skabninger’-franchisen, Johnny Depp og erstattede ham med Mads Mikkelsen. Og Depp måtte konstatere, at der ikke er noget cool ved hustruvold.

”Jeg var ret glad for mine cool briller, fordi de var de samme som Johnny Depps, men måske vil jeg snart hellere ligne min egen grå leverpostej, end jeg vil ligne Johnny Depp med savl og madrester i ansigtet og hustruens blod på knytnæverne,” sagde jeg til Ulla. ”Hmm,” nikkede hun langsomt. Jeg fortsatte med et andet eksempel på noget, der var forvirrende og forstyrrende. At Michael Jackson ikke var som alle andre, vidste vi godt. Det musikalske geni, det selvlysende showmandsskab. O.k., kongen af poppen dyrkede excentriske fritidsaktiviteter, og det var da lidt bizart at have en levende chimpanse som sin bedste ven, at skifte hudfarve og ansigt, at holde sit eget spædbarn dinglende ud fra en hotelbalkon foran alle fotograferne, og hvad skete der lige for den dér danserutine med hånden i skridtet i tide og utide? Han blev også kaldt ’Jacko the Wacko’ (den tossede, red.), ha, ha. Men musikken. Rytmen, fødderne, showet.

Jo, der var rygter om, at Michael Jackson var lidt for glad for små drenge, men det var jo ikke sikkert, at det var sandt, og der var jo indgået trecifret millionforlig i retten, alle var tilsyneladende nogenlunde tilfredse. Vi dansede videre til ’Billie Jean’ fra musikhistoriens bedst sælgende album ’Thriller’. Da Jackson døde i 2009, i de sociale mediers uskyldige barndom, græd verden kollektivt på nettet over tabet. I 2019 kom så dokumentaren ’Leaving Neverland’, som med vanskeligt afviselige vidneudsagn fra ofrene og deres nærmeste beskrev, hvad der foregik bag hoppeborgene og karrusellerne, når Michael Jackson havde mindreårige drenge på besøg i sin ’forlystelsespark’. De mest hårdnakkede Michael Jackson-disciple og stjernens familie førte kampagner for hans uskyld, mens radiostationer verden over droppede Jacksons musik – efter dokumentaren var det bare ikke helt det samme at høre ’Bad’ igen. Og hvor ’Beat it’ før altid satte strøm til selv denne ufunky, hvide, danskerkrop, var der nu kommet noget imellem.

”Jeg kan åbenbart stadig ikke glemme dokumentaren, når jeg møder Michael Jacksons musik et sted,” sagde jeg til Ulla. ”Det lyder bare anderledes. Også selv om jeg prøver at minde mig selv om, at han ikke er dømt, og man kan ikke slå en død mand ihjel. Og at Michael Jackson måske ikke kunne gøre for det. Det kunne hans ofre i hvert fald ikke.” Ulla så lidt på mig. ”Der er naturligvis forskelle på de handlinger, som de faldne helte begår,” sagde hun roligt. ”Men som mennesker skal vi altid være forsigtige med såvel at gradbøje som at dømme, når vi netop som mennesker altid selv bor i et glashus. Men der er handlinger, som er sværere at bære over med end andre. Det er menneskeligt,” fortsatte Ulla. Jeg tænkte, at hun lød klog. For mens stof- og alkoholmisbrug aldrig kan blive en forbrydelse i sig selv, er det noget andet og mere alvorligt at begå overfald, fysiske, seksuelle. Det er mildt sagt ikke det største problem, at vi ikke kan rykke på dansegulvet til ’Billie Jean’ mere, men at der efter alt at dømme er ofre, som har fået deres liv ødelagt.

ET AF DE MEST EKSTREME eksempler på faldne helte er Bill Cosby. Han var kendt som ’America’s dad’ i 1980’erne. I sit ugentlige ’The Cosby Show’ spillede han den hyggelige, sjove, charmerende Dr. Huxtable med en lykkelig, succesrig, afroamerikansk familie, og det blev en af tv-historiens mest populære sit-coms, også i Danmark. Alle hvide elskede Bill Cosby, og afro-amerikanere havde fået deres største, moralske rollemodel siden Martin Luther King. Men Bill Cosby var ikke den hyggelige familiefar, han udgav sig for, og ’The Cosby Show’ antog en ny, uhyggelig betydning, da anklagerne om seksuelle overgreb foretaget med eller uden bedøvelse på utallige kvinder blev skyllet op på stranden med MeToo-bølgen. Cosby, nu i firserne, blev dømt for voldtægter og overgreb, som går tilbage til 1960’erne og helt op 2010’erne. Chokket over ’America’s dad’ var stort.

”Reaktionen og fordømmelsen er tilsyneladende – og måske ikke så overraskende – proportional med, hvor meget vi har troet på en helts image som ’god’ og tillidsvækkende, én, der står for noget efterstræbelsesværdigt,” sagde Ulla.

Det lød plausibelt. Når vi har set noget ophøjet i forbilledet, det hyggelige og gode, ansvarlige og rigtige, falder hammeren. Og hvis forbilledet oven i købet aktivt har solgt billetter på dette image, falder den endnu hårdere. I en noget anden kategori, men med en lignende mekanisme, som et kongeeksempel på forholdet mellem image og dybden af fald, ligger Tiger Woods, verdens engang suverænt bedste golfspiller og en af verdens største sportsstjerner overhovedet i 00’erne. Med et velplejet PR-image som clean-cut, nede-på-jorden, smilende familiefar, gift med en svensk modelskønhed, havde Tiger Woods det hele. Dommen var hård og ubarmhjertig, da alle historierne om serieutroskab væltede ud af skabet i 2009. Nike og alle andre sponsorer trak milliardstikket fra den ene dag til den anden, da Woods’ storsælgende glansbillede krakelerede.

Jeg foreslog Ulla, at vi mellem os – uden sammenligning med hverken Bill Cosby eller Tiger Woods i øvrigt – kunne kalde dette for ’Morten Østergaard-effekten’, for så vidt som skuffelsen er større, når et moralsk forbillede, der også selv har forkyndt forskellen på rigtigt og forkert, falder. I USA har man set tv-prædikanter falde allerhelvedes dybt og hårdt, hvis de er trådt ved siden af. Mens Donald Trump til gengæld er det levende bevis på, at man i overraskende lang tid kan slippe afsted med stort set alt, hvis man er et fuldtonet, skamløst og tilpas magtfuldt røvhul. Det kommer ikke som en overraskelse for nogen, når ’afsløringen’ kommer. Det er det omvendte af ’Morten Østergaard-effekten’. ”Vi kan kalde det ’Ulv-i-ulveklæder-effekten,” sagde jeg til Ulla.

Så kom jeg i tanker om et andet vildt eksempel på formlen ’jo større helt, des større fald’. Den syvdobbelte Tour de France-vinder og all-round rollemodel med et cancerbekæmpende multimilliondollarprojekt, Livestrong. Lance Armstrong var et ekstremt forbillede, en ekstrem atlet, en ekstrem vinder og blev tilsvarende ekstrem-strippet for alt, da det i 2012 kom frem, at han havde krudtet sig til det meste ved et systematisk dopingmisbrug af 1970’er-østtyske dimensioner. USA’s anti-doping agentur USADA beskrev Armstrong som chefen i ’det mest sofistikerede, professionaliserede og succesrige dopingprogram, der nogensinde har været i sportens verden.’ Når man slår Lance Armstrong op i dag, står der rituelt ’the shamed cyclist’ og ’the disgraced cyclist’.

HERNINGS EGEN Lance Armstrong, Bjarne Riis, blev modtaget som nationalhelt af statsminister Poul Nyrup Rasmussen og hele folket i Tivoli i 1996 efter sin Tour de France-sejr. Siden kom Riis’ dopingmisbrug frem, og han blev frataget titlen samt hæder og ære i medierne, som efter ganske få år dog igen gav den genopstandne ørn fra heden stor opmærksomhed og stor anerkendelse som direktør på skiftende cykelhold.

”Det har altid undret mig, at Bjarne Riis uden ret meget videre tiltale blev genrejst i sportsmedierne,” indrømmede jeg over for Ulla. Måske skyldtes den villige tilgivelse, at Riis’ dopingsnyd ikke havde været så metodisk, og han havde heller ikke vundet så meget som Armstrong. Vi danskere har ikke så mange helte at tage af som amerikanerne, men måske skyldes tilgivelsen af Bjarne Riis også, at vi ligefrem er bedre til at tilgive. For der er tilsyneladende geografiske og kulturelle forskelle på dommen over heltene, og hvor hårdt og dybt de falder i unåde.

”I Danmark har vi det generelt langt mere afslappet med heltes stofmisbrug, alkoholisme og utroskab, end man har i USA,” sagde Ulla. Mange danskere havde svært ved at forstå amerikanernes massive fordømmelse af USA’s daværende præsident Bill Clintons seksuelle forhold til Monica Lewinsky i 1998, men det er et åbent spørgsmål, om dén geografiske forskel er blevet indhentet af historien og MeToo-tidevandsbølgen, så sandt som Bill Clinton var den magtfulde chef og Monica Lewinsky var den 22-årige praktikant.

Det er ikke så enkelt med helte, for Clinton havde været en helt, dengang han blev hyldet som en anden Bjarne Riis af statsministeren og hele folket i København i 1997. Og i 2018 af en ny dansk statsminister efter Clinton havde talt til 3.000 erhvervsledere i Bella Centret. Jeg fornemmer, uden dokumentation, at der – hos begge køn – er en smånostalgisk feelgood-halvfemser-vibe om charmetrolden Bill Clinton i Danmark, uanfægtet af historiens eventuelle boomerang og MeToo-bølger. Men var præsident Clintons forhold til den 22-årige praktikant gået i 2021? Og er Bill Clinton så alligevel – stadig – en helt? Monica Lewinsky, der ikke har haft et godt liv og er diagnosticeret med PTSD, skrev i et indlæg i Vanity Fair i 2018, at hun så forholdet i et nyt lys efter MeToo, og at Clinton groft udnyttede sin position. ”Det var magtmisbrug.” Clinton har sagt undskyld: ”Vi har alle bagage i vores liv, og nogle gange gør vi ting, vi ikke burde gøre. Det var forfærdeligt, det jeg gjorde,” sagde han i en dokumentar i 2020. Jeg afbrød mig selv: ”Kan man som mand overhovedet sige noget habilt om MeToo,” tænkte jeg højt til Ulla. ”Det er jo ikke os mænd, der har oplevet det.” Ulla svarede ikke.

Jeg var kørt fast. ”Det er for komplekst med helte,” sagde jeg til min redaktør på Euroman. Hvad er overhovedet en helt, og hvornår er en helt en helt? Jeg var ved at miste overblikket og forsøgte i ren desperation at spørge Ulla på en anden måde: ”Skal helte være rollemodeller? Skal de ikke være rene, ordentlige og lige til Hollywood, altså på den gode måde, ikke Johnny Depp-måden?” nærmest råbte jeg, tiltagende desperat. Intet svar. Ulla tog tavst et spejl ned fra væggen og holdt det op for mig. Hvad fanden skulle det betyde? Nogle gange var hun altså mere tåget end Vølvens spådom. ”Og du kalder dig psykolog?!” tænkte jeg uden at sige det højt. Jeg kunne heller ikke få hjælp af kloge bøger om emnet, fordi jeg ikke ville bruge mine Johnny Depp-briller efter alt det der med Johnny Depp og hans syge sms’er og løse knytnæver og madrester, jeg havde set i medierne.

Lige før jeg skulle til at skrive til min redaktør, at jeg kastede håndklædet i ringen og droppede det hele, kom Jørgen Leth på én gang selvfølgeligt og helt uventet superhelteagtigt mig til hjælp. Jeg kunne huske, han havde skrevet noget om helte i sin bog ’Mine Helte’ (’Det uperfekte menneske’, bind 4), i prologen ’Jeg har altid haft helte’:

”Jeg bryder mig ikke om begrebet rollemodel. Det er et dumt pædagogisk begreb. Jeg har ingen rollemodeller. Og jeg er ikke selv en rollemodel. Jeg roder bare rundt med det, jeg kan lide, og det, jeg ikke kan lide. Det er rigeligt, det giver god mening. Jeg synes, helte er godt. En helt, det er én, der står og lyser i nattemørket. En, der kan noget særligt, og som gør indtryk på mig. Som får mig til at forstå noget, der forekom kompliceret. En helt kan også være en skurk, en særligt slem person, som spreder ondskab om sig. Han lyser op på en mere dæmonisk måde.”

JEG LOD psykolog-Ulla og hendes spejl være psykolog-Ulla med spejl. Dét her var i det mindste klar tale, tænkte jeg. Jørgen Leth har aldrig lagt skjul på, at han selv er alt for menneskeligt fyldt med fejl. Sandsynligvis er det netop Leths egen menneskelighed og hans måske i sandhed heltemodige indrømmelse heraf, som får mange til at holde af ham. De samme egenskaber, som sandsynligvis aldrig ville gøre ham til helt på det brede marked i fx USA. Det er et bevis på sand intelligens ’at holde to modsatrettede idéer i hovedet på samme tid og stadig bevare evnen til at fungere’ for at citere en af de største amerikanske forfattere, F. Scott Fitzgerald. Han endte som dybt alkoholiseret, desillusioneret Hollywood-manuskriptforfatter. I Jørgen Leths ’Mine helte’ finder man fascinerede portrætter af brutale diktatorer og torturledere, og mens jeg læste Jørgen Leths ærlige og besnærende beskrivelser, gik det op for mig, at jeg modsat ham nok desværre har en alt for menneskelig tendens til sort-hvid helt og skurk-tankegang. Det, vi kan kalde henholdsvis glorie-effekten og djævlehorn-effekten. Ved glorie-effekten er en af heltens egenskaber god, og derfor er resten af helten er god. Ved djævlehorn-effekten har en person gjort én ting, der var helt ved siden af, derfor er alt ved dem ondt.

I mit hoved kan jeg ikke få en massemorder til at være en helt. ”Men Jørgen Leths definition er interessant,” afbrød Ulla mig. ”Den er nysgerrig og fordomsfri, ikke-dømmende.” ”Ja,” tænkte jeg. Han har ikke engang behov for at skelne mellem kunst og kunstner, som man ellers ofte har hørt, man bør gøre, hvis nogle af de store kunstnere har uheldige tilbøjeligheder. For hvis man ikke ejer Jørgen Leths intellekt og åbne sind, kan det være svært, næsten umenneskeligt, at skelne. Woody Allen, der selv har haft imageproblemer efter anklager om incest, sagde det på denne måde i sin film ’Manhattan Murder Mystery’: ”Jeg kan ikke tåle at høre ret meget Wagner. Jeg får altid sådan en trang til at invadere Polen.” Men selv om Richard Wagner blev Hitlers nationalkomponist, og selv om ’Valkyrien’ lyder lige så germansk som en partidag i Nürnberg, er den stor kunst, ligesom Nietzsche var en stor tænker, selv om han hyldede ’Overmennesket’, og den norske forfatter Knut Hamsuns ’Sult’ er et litterært mesterværk, selv om forfatteren senere nærede nazistiske sympatier. ”Picasso var vist ikke sjov at være gift med, men hans billeder kan noget,” sagde Ulla roligt.

For mennesker som Ulla er det nemt nok at skelne mellem værk og kunstneren selv, men nogle gange er værk og kunstner så tæt sammenvævet, at det gør mere ondt, når billedet krakelerer. Min største litterære helt har altid været Dan Turèll, der i højere grad end de fleste forfattere var ét med sit værk. Manden var og er værket, din og min cool onkel, der går gennem gaden og hylder hverdagen på en altfavnende, strømmende, buddhistisk måde, der, ja … går i blodet med humor og poesi og får tingene til at balancere. Dan Turèll kunne endda få livet på værtshus og livet med familie til at gå op og skrive om det. I 2015 stod Dan Turèlls datter Lotus imidlertid frem og fortalte sin version af vores, i hvert fald min, ret uundværlige onkel i DR-dokumentaren ’Lotus og den fulde sandhed’. Det var historien om omsorgssvigt, om fravær, om en lille pige, der om natten måtte ud at finde sin fulde far på værtshus, hvor hun måtte ligge og sove under bordet, om hash- og alkoholmisbrug, om en mor, der forlod den dysfunktionelle familie i perioder på grund af Dan Turèlls misbrug.

Et af Onkel Dannys mest folkekære digte ’Jeg holder af hverdagen’ lød lidt anderledes med den nye viden. Men o.k., nå, ja, tænkte jeg, Dan Turèll havde jo heller aldrig ligefrem påstået, at han var ufejlbarlig, tværtimod. Dan Turèll var netop en ærlig mand, hvilket gjorde ham endnu mere elskelig. Men dér i dokumentaren i 2015 sagde Lotus Turèll noget, der ramte, lige hvor det gjorde mest ondt: Turèll-familiens private misere måtte af imagehensyn under ingen omstændigheder komme uden for hjemmets fire dysfunktionelle vægge. Det var det største korrektiv til manden og værket. Og manden Dan Turèll og værket Dan Turèll havde altid været det samme for mig. Jeg kan ikke komme i tanker om nogen kunstner, der i samme grad er lig med sit værk.

Så psykologtyper som Ulla kan sige, hvad de vil. Når værk og kunstner er ét, bliver det bare sværere at skelne mellem kunst og kontekst. Mange har haft det på samme måde med det for nyligt splintrede The Smiths-ikon Morrissey, outsidernes skytshelgen, der med linjer som ’It’s so easy to laugh, it’s so easy to hate/It takes guts to be gentle and kind’ var et livsvigtigt forbillede for millioner af nørder og utilpassede. De fleste sprang fra, da Morrissey i 2017 sprang ud som badge-bærende tilhænger af ’For Britain’, Englands bedste bud på Stram Kurs. Morrissey har altid været sær, men hans melankolske og førhen charmerende livstræthed havde op gennem 2010’erne fået en mere skinger og småparanoid side. Morrisseys gamle sang, ’I’ll never be anybody’s hero now’ (2006) lød som en selvopfyldt profeti, da alle hans koncerter i Europa blev aflyst, medier fordømte ham og mange af Morrisseys fans, kendt for at være de mest dedikerede, kasserede deres vinylplader og tørrede liljer. Man skal åbenbart vælge sine helte med omhu, tænkte jeg, og især undgå at identificere sig med dem, for Morrissey er tilfældigvis også min største musikalske helt. Når heltens stemme er krøbet ind under huden og helt ind i hjertekulen, er det usundt, og selv om jeg hverken er det ene eller det andet politisk, havde Morrisseys og Dan Turèlls nu negative vibrationer overdøvet den gamle glæde for mig. Jeg var faktisk lidt desillusioneret.

TIDEN GIK. Der var et par år, hvor jeg glemte Dan Turèll og Morrissey. Jeg fik nye venner og skruede op for dem og de helte, jeg havde haft samtidig med Turèll og Morrissey. Jeg ved ikke, om det var Ullas terapi. Men efterhånden var det, som om Turèll og Morrisseys ’syndefald’ gled i baggrunden. Det skete ikke fra den ene dag til den anden, og jeg lagde ikke mærke til det. Men langsomt, meget langsomt, begyndte jeg at høre deres sætninger komme tilbage igen, når jeg havde brug for dem. Det var ligesom de dér gamle venner, man ser mindre og mindre til, indtil man til sidst ikke kan huske, hvorfor man ikke ses. Var det geografi eller deres nye, dominerende kæreste? Men man savner dem. Selv om man har fået nye venner gennem årene, er det meget tit dem, der går længst tilbage, der virkelig tæller. Og en dag, når det virkelig gælder, ringer man og får kontakt igen. Det er også dem, der kommer til dine forældres begravelse. Jeg kunne høre Morrissey synge: ’But don’t forget the songs that made you cry/And the songs that saved your life/Yes, you’re older now, and you’re a clever swine/But they were the only ones who ever stood by you.’

Måske spillede det også ind, at hverken Dan Turèll eller Morrissey var anklaget for overgreb. Måske var det fordi, tiden gik, og de kedelige historier om dem i medierne døde ud. Men jeg tror, at det lige så meget var fordi, jeg ikke kunne undvære dem. Der skete også det, at jeg så noget andet end en helt. Det lyder sikkert banalt i større ører end mine, men jeg så deres bidrag, og jeg så også mennesket, som bare var … menneske. Og undervejs havde jeg måske ligefrem lært noget om mig selv. I begyndelsen var jeg desillusioneret. Nu er jeg illusionsløs. Det er noget helt andet. Og i virkeligheden befriende. Ulla nikkede og smilede.

Det var på det tidspunkt, jeg fandt ud af, at Ulla også havde en helt. Han hed Sigmund Freud. Ulla talte en del om både fortrængning og projektion, som åbenbart er noget, men skal holde sig fra, hvis man vil have det godt, sagde hun. For hvis man fortrænger sine traumer og lyster og projicerer dem over på noget andet, er Fanden løs i underbevidstheden.

”Har du projiceret alt det, du ikke ville vide af hos dig selv, over på dine helte? Deponeret dig selv i dem?” spurgte Ulla pludselig en dag. ”Og har dine mange store helte som Dan Turèll og Morrissey bare udfyldt et tomrum, efter julemanden var blevet demaskeret i første klasse, og din far var faldet som helt, da du blev teenager?” ”Hvad synes du selv,” svarede jeg. Ulla sagde ”hmm” og nikkede. ”Det er tydeligt. Du ser dig selv i helten,” gentog hun med en langsom stemme, der mindede mig om Jørgen Leths. Hvad fanden vidste hun om dét? Ulla var begyndt at irritere mig med sin psykologsnak. Jeg gad ikke høre på hende mere.

Men hendes ord rungede i mit hoved, og jeg kom til at tænke på dengang for et par år siden, hvor jeg skulle interviewe en anden af mine store helte, Søren Ulrik Thomsen. Den første halve time var en katastrofe. Jeg mistede akut en helt lige dér på stedet, på Café Dan Turèll, og det var ellers ikke, fordi jeg ikke var advaret, for Søren Ulrik Thomsen havde skrevet ærligt om sig selv i et essay, at han ’har en særdeles kort lunte og ved den mindste ærgrelse forvandles jeg til en radikalt uforskammet skiderik.’ Med tilføjelsen: ’Hvad der af og til har givet mig alvorlige tømmermænd.’ Det endte godt. Søren Ulrik Thomsen skrev en dedikation efter interviewet ’med tak for samtalen med en virkelig læser’ til mig, og så havde jeg fået min helt tilbage, endda større end før ’faldet’. Bagefter gik jeg hjem og faldt over et andet essay af samme Thomsen, hvor han (i anden sammenhæng), skriver, at når man ’ikke vil anerkende synden hos sig selv, sker der tilsyneladende altid det, at man så meget desto tydeligere ser den hos andre, og når man aldrig holder dommedag over sig selv (…), bliver man så meget des mere ubønhørlig i sin dom over andre.’

Jeg skal nok prøve at huske at holde dommedag over mig selv hver dag fremover, tænkte jeg. Men jeg glemte det hurtigt igen. Og så går det sikkert, som Peter Aalbæk Jensen (i øvrigt bekendende kristen) siger. Ålen, der selv har prøvet faldet under den første MeToo-bølge, gnæggede i direkte anledning af Morten Østergaards afgang som leder for Radikale Venstre i oktober sidste år: ’Hver eneste gang nogen prædiker moral, skal man afsikre haglgeværet, for så ved man, at man står over for en synder.’ Martin Luther King plagierede sig til en universitetsgrad. John F. Kennedy var angiveligt kompulsiv kvindeforbruger, ja, helt syg med sex. Gandhi var ifølge flere forskere racist med dyb foragt for sorte afrikanere. Mother Teresas nobelpris og helgenkåring er flere gange blevet kritiseret for at glemme mindre engleagtige sider. Måske er det kun Dalai Lama, Jesus, Nelson Mandela, Keld Heick og Barack Obama, der (indtil videre) ikke har lig i lasten. Og mens jeg overvejede, hvordan jeg selv ville reagere, hvis jeg fra ingenting blev katapulteret op til stjernerne og rampelyset med flere penge og mere opmærksomhed og tilbedelse, end jeg kan forestille mig, (for vi kan nemlig ikke forestille os det), kom jeg til at tænke på noget. Jeg kan heller ikke sætte mig ind i det ekstreme drive, som heltene meget ofte har, det, der har drevet dem så langt, og hvis jeg kunne forestille mig disse ekstreme forhold, ville jeg måske blive overrasket over, hvor få helte, der bliver mærkelige, eller fucker op og falder.

ORDET ’HERO’, helt, kommer fra de gode, gamle grækere, og hos dem var helten en dødelig, der havde gjort noget så langt udover almindelig menneskelig erfaring, at han efterlod sig et udødeligt minde og derfor blev genstand for tilbedelse, som guderne. Asklepios var den første læge, Herkules slog monstre ihjel. Det interessante ved den græske helteopfattelse, ligesom ved Jørgen Leths, er, at det ikke kun var de, der havde gjort noget stort og indiskutabelt godt for menneskeheden, der blev tilbedt som helte. Oprindeligt var helte ikke nødvendigvis gode, men altid ekstraordinære. At være en helt ville sige at bryde grænsen for, hvad der blev opfattet som muligt for et menneske.

Fortællingen om helte var en kultur og et samfunds måde at få os til at forstå, hvordan vi kom fra før til nu, med indbygget lærdom og lektie. Som i Odysseus’ tilfælde, hvor helten på alle mulige måder farer vild, bliver lokket på afveje og træder ved siden af for til sidst at finde hjem. Den vestlige civilisation er grundlagt på to søjler, det antikke Grækenland og Bibelen. Selv om heltebegrebet har bevaret en forbindelse til at bryde grænsen for det mulige, er det siden blevet meget sværere at skille heltebegrebet fra moral. Den udbredte opfattelse af en helt er en, man kan beundre og ønske at efterligne. Helte definerer vores idealer om mod, ære og retfærdighed, og de definerer os. Det moralske aspekt af heltebegrebet er blevet indført i vores kultur med kristendommen.

Selv har jeg altid haft vanskeligt ved at læse Det gamle Testamentes bud ’Du må ikke have andre guder’ på andre måder end som udstedt af en besidderisk, magtsyg og selvfed gud. Men i takt med alle de snublende helte kom jeg til at tænke på, at buddet også kunne være en betænksom advarsel om, hvor galt det kan gå, hvis mennesker bliver tilbedt, både for den tilbedte og for dem, der dyrker. For ingen mennesker kan leve op til det, og skal det heller ikke. Vi er jo bare mennesker. Selv Superman er Clark Kent, selv Batman er Bruce Wayne. Julemanden var bare din onkel.

”Men det kan nok aldrig skade at tænke lidt over, hvem vores helte er, og hvad de repræsenterer for os. Hvordan skal de helte, der skal gøre sig fortjent til at være helte, egentlig se ud?” Det var Ulla igen. Hun blev ved. ”Problemet opstår, når vi tror, de ikke kan gøre noget forkert, og hvem kan ikke det? Vi skal adskille idealerne, det ideelle, fra det aldrig ideelle menneske.”

Helte kan hjælpe os med at se muligheder i hverdagen, de kan lyse verden op. Der er håb i helte, og er der noget, verden har brug for lige nu, er det håb og typer, der viser vejen. De, der kan se lidt højere, længere og bredere. I vores heltes liv og død oplever vi en kilde til dyb mening, ligefrem magi, uanset hvor uperfekte de er. Det lød tilpas heroisk, tænkte jeg. Jeg skulle jo finde en opløftende afslutning på artiklen. ”Det siges, at man aldrig skal møde sine helte i virkeligheden,” skrev jeg. ”Men hvis vi har modet til det, kan det være befriende og lærerigt at se heltene i deres utilslørede menneskelighed. Det kan ligefrem lære os noget om os selv.” Og hvad var det nu, historiens måske mest uplettede, uskyldige helt, Jesus sagde? Jeg ledte efter citatet i Bibelen, men kunne ikke læse de små typer, efter jeg havde droppet at gå med briller siden engang i efteråret, dengang Johnny Depp ramte bunden. Jeg bandede over de små bogstaver, der flimrede rundt i tågen. Til sidst var der ingen vej udenom, jeg måtte finde mine Johnny Depp-briller frem. Skriftstedet fandt sig selv, Matthæusevangeliet kapitel 7, og nu kunne jeg endelig se, hvad der stod: ’Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes.’

Radioen spillede en gammel schlager med David Bowie. Det lød, som om han sang om os. ’We can be heroes, just for one day. We can be us, just for one day.’