Jeg var i Det Kongelige Teater og så en fyr i T-shirt. Det er ikke et sted, jeg kommer særligt tit, og det er egentligt en skam, for det er en smuk, gammel bygning, der rummer en stor historie om København, Danmark og verden af i går. Derudover var ’Cabaret’ eminent og gav stof til eftertanke. Men det var nu alligevel T-shirten, jeg tænkte mest på, da jeg kom hjem. Går man i teatret i T-shirt?
Forstå mig ret: Jeg dåner ikke som et indsnøret victoriansk fruentimmer ved synet af en T-shirt med print. Sagen er nærmere den, at jeg synes det spændende ved at tage i netop Det Kongelige Teater lige så meget er det, der sker uden for scenen, som det der sker på scenen. Det er dyrt at komme ind, man har glædet sig i lang tid og været ude og spise et pænt sted forinden. Det er stemning og oplevelsen, der gør det for mig.
Det virker til, at det der startede som et oprør mod konformitet har sejret i en sådan grad, at der i dag er gået sport i at være mest casual – altså at tage så stor afstand som muligt, fra en kedelig, grå stereotyp i et gråt jakkesæt, der ikke har eksisteret siden sidst i 60’erne. Hvor de unge dengang ikke ville ligne deres kedelige forældre, prøver vi i dag stadig at signalere afstand til en velklædt bøhmand, de fleste af os har glemt, hvordan egentligt var.
Samme tendens ser jeg tit i toget. En intercity-tur fra København til Odense tager en time og 17 minutter, men bliver alligevel af mange brugt som en kærkommen lejlighed til at smide skoene. Engang jeg kørte hjem fra Aarhus til København, havde nogle tyske backpackere sat sig overfor mig, med strømpesokker oppe på midterbordet.
Desværre er jeg for stor en tøsedreng til at sige til dem, at jeg egentligt syntes, det var lige i overkanten af det afslappede. Det skulle jeg have gjort. I stedet prøvede jeg at finde grænsen. Jeg prøvede at illustrere min pointe ved at overgå dem, og lagde selv mine fødder op på bordet, så langt mod dem som muligt.
Det virkede ikke. Så begyndte jeg med tæerne at tage sko og sokker af og dumpe dem ned på skødet af dem. Stadig ingen reaktion udover, at de diskret skubbede mine sokker ned på gulvet. Derfor blev jeg nødt til at strække den, og strække mig, op i hovedet på dem.
Vi sad længe (fra Vejle til Roskilde) i en dobbeltsaks med fødder og ben strittende mod hinanden, indtil jeg nåede grænsen, nærmere bestemt min storetå i panden på den ene tysker. Først dér blev der sagt fra, og vi indgik våbenhvile, og fødderne blev taget ned. Sko nægtede de at tage på.
Engang var en flyvetur noget, man dressede op for. I dag dukker man nærmest op i nattøj, når man skal på ferie. Især ferien er en god anledning til at gå afslappet klædt. Men så igen: Afslappet i forhold til hvad?
De bøger, der dukker op engang i mellem a la ”Den velklædte mand”, ”Jakkesæt for viderekomne” og ”Gentleman sådan!” virker mere som debatbøger end egentlige stilguides. Hvor det engang var en lille revolution af gå afslappet klædt, er det i dag et modstatement at stramme slipset og trække i en jakke.
Nede i supermarkedet bliver der ikke set skævt til bare tæer eller forvaskede sweatshirts med ’Student 99’. Efterhånden er de eneste, der klæder sig så pænt som muligt, når de går ud af hoveddøren, Kongehuset og Mads Holger. Men hvor går grænsen? Er der nogle steder, der stadig er ”hellige” nok til, at selv de mest afslappede typer, trækker i søndagstøjet?
Det Kongelige Teater er åbenbart ved at miste det, men hvad med andre steder? Hvordan ville du have det med en bankrådgiver i shorts? Joggingbukser på job? Klipklappere til begravelse? Det rigtige tøj viser, at man tager sine medmennesker alvorligt, alt efter situationen.
Mit problem ligger nemlig ikke i T-shirts, slet ikke! For min skyld må man have ’Miami Surfing’ henover brystet lige så tosset, man vil. Man må ose på Strøget i armyshorts, alt det man orker. Det er fordi, det netop er Det Kongelige Teater, at jeg undrer mig: Kan man blive for casual?
