Indenfor hos kanalen uden sko på

DER HAVDE VÆRET STILLE omkring Simon Andersen denne mandag. Han havde raskt gået fra møde til møde, uden sko på og med overkroppen skudt frem i en sådan grad, at hans gang fremstod fremadvæltende. Sommetider, men kun kortvarigt, kunne man se ham stå og spejde ned gennem de lange og grå redaktionslokaler på radiokanalen Loud, han to måneder forinden var blevet sat til at vække til live. Hvis der var nogen, der kunne, så var det ham; sådan havde det lydt fra flere, da ansættelsen var blevet offentlig. Det var lige en sag for den selverklærede bulderbasse, der igennem de sidste par årtier havde slået sit navn fast som journalistisk indpisker i sværvægterklassen.

Dagen i dag markerede på flere måder den første dag i en ny tidsregning for Loud. Det var den første november, og kanalen var mandagen forinden rykket ind i nye lokaler hos Berlingske Media. Mediehuset, der i slutningen af oktober offentliggjorde dets planer om at opkøbe 91 procent af aktierne i kanalen. Og på dagens sendeplan optrådte to nye programmer, og dagen efter – om tirsdagen – ville tre yderligere blive sat i søen.

Men Andersen galopperede ikke rundt og brølede sin velvoksne skare af unge journalister ind i hovederne, sådan som det ellers fortælles, at han har for vane. Og heller ingen af journalisterne havde så optegnede rander under deres øjne, at det fremstod videre sandsynligt, at de var blevet holdt vågne det halve af natten af sms’er fra Andersen, der ønskede det ene og det tredje undersøgt. (Ellers også en klassiker i branchen: Natte-sms’erne.) Brutalis, som Andersen er blevet kaldt, holdt sig for nu i baggrunden.

I et glasrum i midten af det hele var kanalens nye og udvidede kulturredaktion samlet for første gang. I alt syv journalister, hvoraf to var praktikanter, sad rundt om et højt bord, og for enden stod deres redaktør, Toke With, og lænede sig ind over en computer, hvorpå han flittigt noterede. Ved siden af With, lidt afskåret fra det høje bord, sad Anders Christiansen, kanalens nye chef for programudvikling, og bladrede i nogle løse papirer og en notesblok, der lå i hans skød. Det var ham, der førte ordet.

”Vi skal lave god, hardcore, kritisk kulturjournalistik,” sagde han.

”Prøv at høre: ’Kulturen på P1’ er ikke en konkurrent. Det er hyggejournalistik. Det er medløberjournalistik.”

Christiansen, der blev rekrutteret som den første under Simon Andersens ledelse, udpenslede pointen yderligere. Forklarede, hvordan meget kulturjournalistik ender med at blive reduceret til rent pr-arbejde. Og parafraserede så Julia Roberts i ’Pretty Woman’:

”Vi bestemmer selv hvem og hvornår.”

Da Christiansen havde færdigtegnet kanalens overordnede linjer for kulturjournalistikken, forlod han rummet, og redaktør With overtog styringen.

”Det hele er lidt ukendt. Men vi skal turde fucke op. Og lære af det. Så vi kan lige så godt få det overstået,” sagde han og flyttede sine briller fra toppen af hovedet og ned foran øjnene.

HAVDE MAN SOM menig ansat på Loud fæstet sin lid til, at ansættelsen af Simon Andersen ville få den sønderlemmende kritik af kanalen, der har været et vilkår siden dens fødsel, til at tørre ud, har man måttet gøre sig en ærgerlig erkendelse.

Den er strømmet ind med samme tryk som før. For eksempel var latterliggørelsen stor, da den 54-årige David Trads – journalist, forfatter og Andersens ven fra journaliststudierne – blev ansat som vært på ungdomskanalen, kun få dage efter, at Trads og Andersen havde været på ferie sammen i Rom med to andre gamle studievenner.

I den mere substantielle afdeling kom det senere frem, at Loud fra januar agter at kalde sig 24syv, hvilket hånende blev omdannet til ’24tyv’ flere steder.

Og senere afslørede medier som Heartbeats og Politiken så, at ikke bare navnet ønskes forandret: I en ”redningsplan” indsendt til Radio- og tv-nævnet redegør Kulturradio Danmark (selskabet bag Loud) for, hvordan de vil gennemføre ”radikale ændringer” og ”lade sig inspirere af alt det bedre fra Radio24syv”. I samme plan fremsættes også Berlingske Medias planer om at opkøbe 91 procent af aktierne i radiokanalen.

Den foreslåede manøvre har vakt alvorstung kritik om konkurrenceforvridning fra ledelsesgangene i konkurrerende medier. Og hos mediet Heartbeats vil man sågar lægge sag an mod Radio- og tv-nævnet, skulle den fremsatte redningsplan blive godkendt af nævnet torsdag den 4. november, hvilket har mødt opbakning fra Story House Egmont (der ejer og udgiver Euroman).

Anders Krab-Johansen, CEO i Berlingske Media, har ingen kommentarer, før nævnet har udtalt sig.

DE SYV KULTURJOURNALISTER og deres redaktør havde forladt glasrummet og var gået tilbage til deres pladser. Om morgenen, da de var mødt ind, var der opstået en smule forvirring omkring pladserne; to af dem var kommet til at tage to andre ansattes pladser, men det var vist løst nu.

Værre var forvirringen, da to flyttearbejdere klokken kvart i ni samme morgen pludselig havde stået foran døren ind til Louds lokaler, der ligger på fjerde sal, med en kæmpemæssig fjernsynsskærm mellem dem. Der var ikke meget hjælp at hente for manden og kvinden med skærmen, eftersom der hverken hang det ene eller det andet, der signalerede, at det ganske vist var bag denne hvide dør, at radiokanalen Loud har til huse.

”Det er satme bare fedt, det her,” mumlede den kvindelige flyttearbejder (uden dog at understrege, at ironi kunne forekomme), mens Kina-kritikeren og kommunalvalgskandidaten Thomas Rohden, der netop havde gæstet Louds debuterende morgenprogram ’Reporterne’, listede sig uskyldigt forbi.

”Jeg finder lige nogen, der ved noget,” forvissede en venlig ung sjæl, der netop var på vej ind ad den anonyme hvide dør til Loud.

Men sådan var situationen denne mandag: Det hele var stadig nyt og friskt og lidt forvirrende.

Inde i radiokanalens live-studie havde David Trads (selvudnævnt Ungdommens stemme efter kritikken af hans ansættelse) fået besøg af Henrik Dahl, folketingsmedlem for Liberal Alliance, i debatprogrammet ’Opinion’ og stillede spørgsmålet: Er wokeness gået for vidt?

Helt nede for enden af de aflange lokaler, endnu længere nede end kulturredaktionen, hvor hver enkel journalist nu sad og fik gennemgået planen for dagen af redaktør With, sad en kuriøs trio; de var som næsten gemt af vejen, men gjorde derudover ingen anstrengelser for at gå ubemærket hen. De var kanalens satireprogram, ’Tsunami’, anført af to herrer ved navn Chano og Sebastian.

Når ikke de sad på deres pladser, men i stedet var på farten rundt på matriklen, var det med iøjefaldende schwung i armene, som de konsekvent sørgede for at holde i 30-40 centimeters afstand til hofterne. På et tidspunkt løftede de også armene op over hovedet, mens de lavede pistoltegn med hænderne.

Men nu sad de på deres pladser og lænede sig tilbage med farvede elefanthuer på. På deres bord stod der røde light-sodavand, en flaske Pernod og en blinkende, kranieagtig glasskulptur.

”Det er nødvendigt med spiritus for at komme igennem dagene på Loud,” forklarede Chano.

”Folk er vist stoppet med at snakke med os,” sagde Sebastian.

KLOKKEN VAR BLEVET TRE, og turen var kommet til dagens andet og sidste premiereprogram, ’Ringdal og Kristensen’. I værtsrollen for programmet var de to journalister Anton Ringdal og Kristoffer Kristensen, der er for undertegnede, hvad David Trads er for Simon Andersen: To rigtigt gode studievenner.

Debuten skulle fyres afsted med et godt skrald i bøssen, og de havde derfor inviteret provoperformer/kunster Uwe Max Jensen, der i en halv times tid havde siddet og ventet i en rød sofa iført en rød landsholdstrøje i bomuld, til hen over weekenden at finde på et kunstværk, der skulle få programmets titel nævnt i et landsdækkende medie. Opgaven, han var blevet stillet, var han – kort fortalt – på ingen måde nået i mål med, men showet måttet jo gå videre.

Næste levende billede var professor emeritus og vintergækkeekspert Marten Sørensen, med hvem de skulle slå gækken løs. Han fik hastigt tilslutning i studiet af klovnen Njetski, der skulle markere den ene værts fødselsdag, og siden sluttede også dansktopsanger og stifter af Havenisse-partiet Hannibal Hildorf sig til.

Uden for – i endnu et sofaarrangement – lå juristdebattør og radiovært Nima Zamani og slængede sin lange krop, som om selve bygningen var i hans varetægt. Akkurat, som det var tilfældet med hans chef længere nede ad gangen, bar han heller ingen sko.

I flotte, slanke støvler i sort skind rendte en af kanalens producere rundt og forsøgte med prisværdig ihærdighed at finde hoved og hale i kaosset.

Særligt besværligt blev det, da han på vej ud af studiet – tilsyneladende med det formål at lokalisere en håndholdt mikrofon – blev kaldt an af den sofaslængende Zamani.

”Du har vel ikke et headset, jeg kan låne?”

Zamani lå og arbejdede med en computer hvilende på sit skridt.

”Øh,” sagde produceren.

”Bare et med jack,” tilføjede Zamani.

”Har du omformer til jack?” spurgte produceren, lige dele høfligt og hektisk.

”Nej, nej, bare et med jack,” gentog Zamani.

”Øh.”

”Det er en Motorola-telefon,” sagde Zamani.

Produceren satte med raske skridt afsted og kom tilbage med et headset, dog uden at løbe, som for at signalere, at det ikke havde været for meget at bede om.

Der havde været stille omkring Simon Andersen denne mandag. Men nu, hvor skyggerne blev lange uden for, skete der noget.

Den kaotiske totalforestilling, der udspillede sig i radiostudiet og igennem en glasvæg frit kunne beskues, havde bragt ham til torvs. Også en smilende Anders Christiansen havde taget plads. De to værter inde i studiet stod med ryggen mod glasvæggen, og foran dem, med front ud mod beskuerne, stod den mildt sagt besynderlige kvartet af mænd på rad og række.

”Tre klovne!” udbrød Andersen. Hvem af de seks, der ikke var klovne, lod han være usagt.

Så var det slut, og kvartetten trissede ud samme vej.

”Det var fandme godt!” sagde Andersen.

Professoren ville lige høre, hvem han skulle afregne med for de to vintergækker, han havde købt.

Mørket sænkede sig uden for, et sidste skær af lys ramte tagryggene på fjerde etage, og Andersen og Christiansen bevægede sig ned mod deres fælles kontor i det ene hjørne.

I morgen var der en ny dag, og tre programmer skulle til søs.