Jeff Bezos donerer gigantisk beløb til kampen mod klimaforandringerne

70 milliarder kroner skal gå klimainitiativer. Donationen er den næststørste nogensinde.

Jeff Bezos donerer gigantisk beløb til kampen mod klimaforandringerne
Offentliggjort

Verdens rigeste mand har været ude og svinge med checkhæftet. Amazon-stifter Jeff Bezos har besluttet at donere 10 milliarder dollars – eller næsten 70 milliarder kroner – til at bekæmpe klimaforandringerne.

”I dag er jeg begejstret over at kunne annoncere Bezos Earth Fund,” indleder rigmanden et opslag på Instagram fra i går. Pengene skal ifølge Jeff Bezos gå til forskere, aktivister og NGO’er, der arbejder for at bremse klimaforandringerne, men ellers løfter han endnu ikke sløret for mange detaljer.

Det amerikanske medie Vox skriver, at donationen er den næststørste gave til velgørenhed nogensinde, kun overgået af rigmanden Warren Buffet, der i 2006 forærede størstedelen af sin formue – intet mindre end 43 milliarder dollars – til Bill & Melinda Gates Foundation.

Ifølge Vox er Jeff Bezos tidligere blevet kritiseret for ikke at give nok til velgørenhed på trods af sin status som verdens rigeste mand. Det ry forsøger han nu tilsyneladende at gøre op med, senest med sin klima-donation, men også med fonden Day One, der beskæftiger sig med uddannelse og hjemløshed, som han lancerede i 2018.

Jeff Bezos skriver på Instagram, at Bezos Earth Fund vil begynde at uddele legater fra denne sommer.