Jesper Steinmetz: "Grunden til, at danskerne ikke forstår Trump, er, at de ikke forstår amerikanerne"

Hvordan oplever du USA og amerikanerne i forhold til, da du flyttede til landet?

”Jeg undrer mig stadig meget over de samme ting, som da jeg kom hertil. For eksempel at amerikanerne altid skovler maden ind. De kan ikke gå på restaurant, uden at det hele skal høvles ned i løbet af få minutter, så man kan komme videre i teksten. Amerikanerne spørger mig tit: ’Hvad er det der danske ’hygge’ for noget?’ Så svarer jeg, at hygge er, at man tager sig tid til at sidde omkring bordet, også selv om man er færdig med at spise.”

Er det selve billedet på amerikanernes mentalitet, at de skal skynde sig med at blive færdige med at spise, så de kan komme videre?

”Ja. Det er et ekstremt rastløst folkefærd. Jeg overvejede at kalde min bog ’Altid på vej videre’, for det definerer amerikanerne, og det definerer også mig. I korrespondentjobbet er man altid på vej videre til næste historie. Når man er i gang med noget på Vestkysten, sker der pludselig et skoleskyderi i den anden ende af landet, og så pakker jeg det hele og skynder mig afsted.”

Er du blevet sådan af at være korrespondent eller af at være i USA?

”Det er i hvert fald en erkendelse, jeg først er kommet til herovre. Men jeg har altid været meget rastløs, og det er nok også grunden til, at jeg ikke er blevet akademiker, som resten af min familie, der er pæne læger og forskere. Det har jeg slet ikke tålmodighed til, og så er det meget godt, at jeg er blevet overfladisk journalist, ha ha. Jeg er drevet af, at jeg vil derhen, hvor det sker. Og når det er færdigt med at ske, gider jeg ikke at være der mere. Så vil jeg videre.”

Har du også fået amerikanske livsstilsvaner?

”Før i tiden tog jeg altid en burger, når jeg gik på restaurant. Det gør jeg ikke mere, for så vokser man til triple-størrelse. Amerikanerne er enormt gode til at deklarere kalorieindholdet på fødevarer, så jeg tænker mig lige om en ekstra gang, inden jeg spiser en kage. Når der ikke er corona-lukket, går jeg til body pump i et fitnesscenter lige rundt om hjørnet. Jeg forsøger at komme derhen tre gange om ugen, men jeg rejser meget, så det er ikke altid, det kan lade sig gøre. Så løber jeg en tur i stedet.”

Du har mødt Donald Trump flere gange, hvad er dit indtryk af ham?

”Når jeg har stillet ham et spørgsmål, har han svaret venligt og smilet. Når jeg så har prøvet at presse ham, har han bare grinet og sagt: ’Ja, den er god med dig, kammerat, nu vil jeg videre.’ Slet ikke på en ubehagelig måde, han verfede mig ikke af. Som udenlandsk journalist er jeg jo heller ingen trussel for ham, men man kan se, hvordan han behandler amerikanske journalister, som han ikke kan lide.”

I Danmark forstod vi ikke, hvordan amerikanerne kunne vælge Trump, og heller ikke, at han fortsat har så mange tilhængere. Forstår du det?

”Jeg forstår det fuldstændigt. Grunden til, at danskere ikke forstår Trump, er, at de ikke forstår amerikanerne. Jeg siger altid til danskere, jeg taler med, at det er fordi, de kun rejser til San Francisco og L.A. og New York og på badeferie i Miami. Dér møder man ikke de amerikanerne, man møder ude på landet i Iowa, som måske er den stat, jeg har været mest i. Det er et røvsygt sted, hvor der intet sker, men i Iowa har folk også stemmeret. Jeg forstår godt de mennesker, der følte, at de ikke blev taget alvorligt, som det var tilfældet ved det forrige valg. Mine amerikanske venner og naboer her i Washington D.C. forstår heller ikke, at Trump er præsident. Når jeg kommer hjem fra Iowa eller Nebraska, som man ret elitært arrogant kalder ’The Flyover States’, og fortæller dem, hvad Trump-tilhængere siger til mig, ryster de på hovedet. En anden ting, danskere ikke forstår, er, at den almindelige amerikaner grundlæggende nægter at lade staten bestemme over sig. Da Obamacare (sundhedsreform fra 2010, som skulle sikre, at amerikanerne kunne betale for deres behandling, red.) i sin tid blev vedtaget, blev det i danske medier fremstillet som noget helt fantastisk, og det var da fantastisk, at flere amerikanere kunne undgå at gå fra hus og hjem, hvis de blev hospitalsindlagt. Men det var samtidig en beslutning, som de demokratiske politikere i Kongressen trak ned over hovedet på alle stater, og det er bare helt i modstrid med amerikanernes meget stærke frihedstrang og fundamentale tro på individets ret til at bestemme selv.”

Man taler meget om et splittet USA. Mærker du, at det er blevet et hårdere mentalt klima?

”Ja. Jeg mærker det ved, at demokrater og republikanere slet ikke taler sammen, men kun har foragt over for hinanden. Da jeg flyttede hertil, kunne republikanere og demokrater være i stue med hinanden. Det er nærmest ikke socialt muligt i dag. Ingen vil nuancere deres syn på modparten, og man står stejlt og uforsonligt på sit i hver sin lejr. Eksempelvis hader mange af mine egne venner herovre Trump. Når jeg har sagt til dem, at han har skabt jobs, at aktiekurserne er steget, og at deres egne pensionsopsparingerne heller aldrig har haft det bedre, så nægter de simpelthen at anerkende de kendsgerninger. Og når jeg omvendt taler med republikanere, siger de, at fremgangen først startede, da Trump kom til. De nægter, at den startede under Obamas sidste år, som den notorisk gjorde. Sådan er det hele vejen igennem, og det, der gør mig mest bekymret, er, at ingen af siderne vil give deres politiske modstandere nogen som helst form for indrømmelse. Det er noget nyt. Og det er simpelthen så idiotisk og trist, for så er der intet håb om forsoning.”

Mærker du ellers, at der er sket en generel forråelse under Trump?

”Det er blevet legitimt at opføre sig som en gadedreng. Trumps politiske karriere startede med, at han fik medvind til sine løgnagtige beskyldninger om, at Obama slet ikke var amerikansk statsborger og derfor ikke måtte være præsident. Helt utroligt skamløst, men Trump fik så meget opbakning til den teori, at han fik presset Obama til at fremlægge sin fødselsattest. How low can you go? For mig var det betegnende, at jeg lige på det tidspunkt, hvor Trump blev indsat som præsident, købte en nyopført taglejlighed i Washington og blev snydt på det groveste, ligesom alle andre i ejendommen. Taget var hullet som en si, der var byggesjusk overalt i komplekset, og når man ringede til den byggesagkyndige, der skulle hjælpe, kom man kun igennem til en vietnamesisk restaurant, for hjælpen fandtes ikke. Det var løgn med løgn på, og det hele skete, lige da Trump blev indsat, så der var en form for symbiose i det. Jeg blev snydt af en byggematador i Washington, og samtidig fik en anden byggematador, der har snydt og bedraget mange mennesker i sin karriere – for det er sådan man kommer frem, hvis man er byggematador i New York – lige pludselig landets højeste embede. Det føltes meget symptomatisk, at man kunne komme så langt med løgn.”

Er det Trump, der har hele ansvaret for forråelsen?

”Han har i hvert fald haft stort held med at få sine modstandere til at gå med på niveauet. Michelle Obama sagde for fire år siden: ’When they go low, we go high,’ men demokraterne har jo på ingen måde bevaret værdigheden. Ved et fundraiser-arrangement sagde Joe Biden, at hvis han og Trump havde gået i skole sammen, så havde han sgu taget Trump med hen bag gymnastiksalen og givet ham en flad. Og så grinede alle demokraterne. Jeg kan huske, hvordan demokraterne for fire år siden hylede op om at Trump opfordrede til vold, da han sagde, han havde lyst til at stikke en journalist en flad. Og ikke længe efter hører man en såkaldt agtværdig, tidligere vicepræsident (Joe Biden, red.) stå og formulere de samme primitive opfordringer. Det er rigtig sørgeligt.”

Kommer USA ’back to normal’ efter Trump?

”Selv om Joe Biden bliver valgt til præsident, tror jeg ikke på, man kan vågne den 4. november og ånde lettet op og sige: ’De fire onde år er forbi.’ Splittelsen i befolkningen er ikke opstået med Trump, den er bare blevet værre under ham. Hvis Joe Biden bliver valgt som præsident, skal han demonstrere med handling og lovgivning, at han mener det alvorligt, når han siger, han vil hele nationens sår. Det er ekstremt vigtigt, at republikanerne bliver inkluderet og ikke kørt over, som de blev med Obamacare-reformen i 2010.”

Hvad er det vildeste, du har oplevet i din tid i USA?

”Når jeg har været med inde i Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus, hvor jeg bare har tænkt: ’Wauw’. Man sidder halvanden meter fra verdens mægtigste mand. Det bliver man aldrig for stor til. Når jeg så er kommet mig over benovelsen, tager jeg mig i at tænke: ’Fuck, hvor har de bare en grim møbelsmag,’ og på den måde repræsenterer de også fint amerikanerne, fordi gennemsnitsamerikaneren bor virkelig grimt og stort og med væg-til-væg gulvtæpper.”

Hvad har gjort størst indtryk på dig i dybden?

”Når jeg tænker: ’Hvor er det bare et crazy og bagvendt land, og hvor gør de mange ting forkert,’ så tager jeg mig samtidig i at tænke: ’Ja, men de har altså et utroligt, selvstændigt drive, som vi alle sammen godt kan lære noget af.’ Hvis man er utilfreds med noget, gør man selv noget ved det, frem for at klandre kommunen og regeringen og det offentlige. Så laver man selv en indsamling, hvor man forsøger at skrabe penge sammen for at udbedre de skader, der måtte være. Det kan jeg sgu meget godt lide. At man omsætter sin vrede til et positivt engagement. Frem for at blive lullet fuldstændigt ind i, at en velfærdsstat med høj beskatning bare er det allerbedste, man nogensinde i hele verden kan forestille sig, og at det er bare så lækkert, når det offentlige tager sig af alt. Hvis jeg nogensinde kommer herfra, er det noget af det, jeg tager med mig. Amerikanernes selvstændige drive.”

Hvor mange procent amerikaner er du blevet?

”Jeg startede på nul, da jeg ankom, nu ligger jeg nok på 38 procent. Jeg er stadig ekstremt dansk på en meget nationalromantisk måde. Men jeg kan i stigende grad tænke, når jeg følger en debat i Danmark: ’Hvorfor klandrer de statsministeren eller kommunen for dét, hvorfor gør de ikke selv noget ved det?’ Det er helt klart noget meget amerikansk, der har sneget sig ind.”

Kommer du nogensinde hjem?

”Et korrespondentjob i USA hænger ikke på træerne. Det er svært at komme hertil. Og det er også svært at komme herfra igen. Jeg har ofte sagt, at nu må det også være slut. Men der er bare noget helt vildt dragende ved dette land, og det er umuligt for mig at sætte en slutdato. USA er alt andet end et leverpostejland, og derfor bliver man bare bidt af at rapportere herfra. Det er meget svært at slippe. Jeg sidder i saksen. Uanset hvad der sker ved valget, bliver det nogle vilde år, der følger. Trump har sat sit præg på verden på en måde, som vil sætte spor, og legitimeret mange dagsordener, som vil køre videre.”

Se, hvad vi ellers skriver om: USA, Donald Trump og Præsidentvalg