Klumme: Kunsten at have et socialt liv efter du har fået børn

Det kræver snilde og krumspring at vedligeholde et socialt liv oven i hentning, sengetider og legeaftaler – og at kunne spise aftensmad to gange.

Klumme: Kunsten at have et socialt liv efter du har fået børn
Offentliggjort

Efter jeg fik min datter for fire år siden, har jeg insisteret på, at det ikke skulle gå ud over mit sociale liv. Børn er fantastiske og forfærdelige på samme tid; de udvider dit hjerte og totalskader din frihed. At dyrke venskaber er pludselig blevet en disciplin, der kræver planlægning og snilde. Derfor har jeg udviklet en særlig evne: At kunne spise aftensmad to gange.

Jeg spiser hjemme med familien klokken 18. Jeg står som altid i køkkenet, og de skal ikke lide afsavn, så den står gerne på helstegt kylling, cacio e pepe eller burritos. Og altid en grøn salat til, som er den, jeg holder mig til. Jeg spiser, men langsomt og ikke så meget, at jeg bliver mæt. For så snart børnene sover, stikker jeg afsted til anden omgang.

Jeg kunne nemt se flow-tv eller være gået i seng i stedet, men et liv uden leben er ikke værd at berette om, så jeg er blevet rigtig god til at spise igen klokken 20.30, når jeg sammen med venner sætter mig til de sene borde på vores favoritsteder.

Det gode ved at komme de samme steder ofte er, at tjenerne kender dig, og at du bare beder dem om at sætte noget godt i gang i køkkenet. Det handler ikke om det, der er på tallerkenen, men det, der bliver sagt over bordet, og mens samtalen kører, læner jeg mig ofte tilbage og nyder, at der i mit liv stadig er mennesker, der synes, tilværelsen er for kort til at snakke om madpakker, hentetider og lus.

Når verden er åben, er det et nærmest ugentligt helle fra alt det, der er fornuftigt at gøre. Tre retter, gerne flere, og smid os først ud, når vi har delt en grappa med ejeren, men aldrig senere end midnat. Man er en smule tung i hovedet dagen efter, og det trækker veksler på søvnen, men den er alligevel gået fløjten for længst, så ingen mærker forskel. Det er en billig pris at betale for, at vennerne stadig er der.