Jeg har flere gange siddet med sager, hvor jeg var overbevist om, hvem gerningsmanden var, men hvor jeg bare ikke har kunne bevise det og dermed få den sigtede til at tilstå. Den følelse af afmagt er nok noget af det mest irriterende, jeg har oplevet. I mine mørkeste stunder har jeg drømt mig til USA, hvor efterforskerne må lyve overfor de sigtede og nærmest presse dem til en tilståelse. Det må man dog heldigvis ikke i Danmark.
I modsætning til, hvad man ser i amerikanske film, tæver dansk politi heller ikke en tilståelse ud af den sigtede. Og vi afhører heller ikke med good cop/bad cop teknikken, selvom dele af grundessensen dog bliver brugt, nemlig at efterforskeren med den gode kemi til den sigtede tager afhøringen, hvor tilståelsen skal falde.
Min erfaring er, at den aggressive, anklagende og konfronterende afhøring, som mange har set i film, sjældent giver noget godt resultat. Det fører højst til et skænderi eller en sigtet, som nægter at sige noget.
Den teknik, som oftest bliver brugt herhjemme, er at forsøge at få den sigtede til at lave fælder for sig selv. Det er den såkaldte kognitive afhøringsteknik, som er en relativt ny måde at afhøre på. Efterforskerne går mere journalistisk til værks end tidligere og lader simpelthen den sigtede snakke sig dybere og dybere ned i sin løgn.
Jeg fik på et tidspunkt nogle tips af en ældre kollega, som viste sig at være utroligt brugbare. Han viste mig, hvordan jeg kunne bringe selv den mest forberedte løgner på glatis ved at stille uventede spørgsmål og bede den sigtede om at fortælle sin historie baglæns.
Jeg husker engang, hvor jeg under en afhøring, som gik helt skævt, forsøgte mig med min kollegas råd. Jeg sad på daværende tidspunkt med en sag om et voldsomt røveri begået mod en spillehal. Vi havde sikret en lille smule blod fra spillehallen, som ejeren af spillehallen mente kom fra gerningsmanden, da han angiveligt havde skåret sig under røveriet. Blodet viste sig at tilhøre en person, som vi kendte særdeles godt i forvejen. To uafhængige personer fra det kriminelle miljø havde derudover tippet os om, at den nu mistænkte havde pralet med, at han havde begået røveriet. Jeg følte mig derfor overbevist om, at han nok skulle tilstå under afhøringen.
Før vi kørte ud og anholdte ham, havde jeg nøje planlagt, hvordan jeg ville afhøre ham. Først ville jeg lade ham fortælle sin historie, hvorefter jeg ville konfrontere ham med vidneudsagnene. Han kendte godt til vores viden om blodet, men vidste ikke, at vi havde to vidner i sagen. Man må ikke lyve overfor den sigtede i Danmark, men man må godt undlade at fortælle noget, hvilket var lige præcis det, jeg havde tænkt mig at gøre.
Da vi kom ind på stationen, nægtede han at udtale sig, før hans advokat kom til stedet, hvilket er meget almindeligt. Jeg satte ham ind i vores lille afhøringslokale på Station City og tilbød ham noget kaffe, for at forsøge at optø isen lidt. Han var dog irriterende rolig, afvisende og virkede på ingen måde rystet over at være blevet anholdt. Da hans forsvarer ankom til Station City, havde den sigtede og advokaten nogle minutter alene sammen, før afhøringen gik i gang. Han forklarede med et selvtilfreds smil, at han ofte kom i spillehallen, og at blodet derfor kunne stamme fra et hvilket som helst andet tidspunkt. Og derudover havde han et alibi for gerningstidspunktet. Han var ekstremt forberedt og virkede absolut ikke som om, han havde tænkt sig at tilstå noget som helst.
Da han blev konfronteret med de to vidner, blev de også slået hen med en latter, da det bare var noget, han havde sagt for sjov. DNA-spor kan ikke stå alene som bevis i en sag, og de to vidner var ikke de mest pålidelige, så min sag var pludselig ikke så god, som jeg først havde antaget. Jeg havde brug for at få hans historie til at virke utroværdig.
Hans alibi gik på, at han, mens røveriet skulle være sket, havde været ude at spise med en kammerat på en restaurant et godt stykke fra spillehallen. Han var meget detaljeret i sin historie med hensyn til tidspunkter og steder og pointerede flere gange, at han tydeligt kunne huske alt omkring den aften.
Da min afhøring overhovedet ikke gik, som jeg havde håbet, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne prøve at bruge min kollegas råd. Jeg begyndte lidt ud af det blå at stille ham nogle uventede spørgsmål, som egentligt var uvæsentlige for sagen. Spørgsmål han umuligt kunne have forberedt sig på, men som han ville kunne svare på, hvis hans historie var sand. Jeg spurgte, hvor tæt han havde siddet på døren i restauranten, hvad han kunne se derfra, hvad han havde fået at spise, hvor lang tid han ventede på maden osv. Han blev tydeligvis mere og mere frustreret over spørgsmålene, og svarene kom på ingen måde naturligt.
Da jeg efterfølgende bad ham om at fortælle nogle dele af hans forklaring i omvendt rækkefølge, var han allerede ekstremt nervøs. Hans ene ben hoppede med et voldsomt tick, og han begyndte at svede på overlæben. Han fik mere og mere svært ved at holde styr på alle løgnene, og hans hjerne var ved at bryde sammen. Det var her, han begyndte at modsige sig selv og underminere sin oprindelige forklaring.
Jeg kan huske, hvor dejlig en følelse det var at få hele hans historie til at falde fra hinanden. Da det efterfølgende viste sig, at hans restaurant-alibi og kammerat var endnu dårligere til at lyve og lynhurtigt erkendte, at han bare ville hjælpe en kammerat, endte vores mistænkte med at blive dømt i sagen. Selvom man ikke må tage sager for personligt, havde jeg svært ved at tørre smilet af mit ansigt efter den afhøring.
Så for mig har det at spotte en løgn været som et langvarigt spil skak. Jeg har ikke kunne afsløre løgneren hurtigt, som ved for eksempel at se på fysiske tegn. Det med ikke at holde øjenkontakt eller grine nervøst har aldrig vist sig som sikre tegn i sig selv. Det er først, når hele korthuset vælter for den sigtede, at jeg tydeligt har kunnet se det på personen. Der er dog ingen tvivl om, at ens hjerne arbejder på højtryk, når man taler usandt, og det har jeg i mange tilfælde kunne bruge til at fange løgnen.
LÆS OGSÅ: Krimi-klumme: ”Jeg kunne se en masse blod, men ingen personer”
LÆS OGSÅ: Krimiklumme: Sådan laver du en profil af en morder
LÆS OGSÅ: Opiod-epedemi i USA: "Stofferne forvandlede mig til en forfærdelig person"
