Stammer du? D-d-d-du er ikke alene

Jeg har stammet, siden jeg var fire år. I dag har jeg elementer af flydende tale, men jeg stammer stadig. Jeg trækker ord ud eller går i stå og skifter retning. Nogle gange glemmer jeg, hvordan jeg virkelig lyder. Derfor er lydoptagelser en evig husker om, at min stammen aldrig slipper sit greb i mig. Som journalist har jeg gennem årene optaget tusinder timers interview, og stort set hver gang krummer mine tæer sig sammen i skoene, når jeg lytter optagelserne igennem.

I selve samtalen er jeg ikke sikker på, at dem, jeg interviewer, egentlig tænker så meget over min måde at tale på. Eksempelvis hvis jeg h-h-hakker, trææææækker på ordene eller lynhurtigt skifter ord, fordi jeg går i stå. De fleste mennesker taler ujævnt, når det kommer til stykket, og i journalistik siger man nogle gange, at hvis en kilde brokker sig over sine citater, så skal man bare citere dem fuldstændig korrekt med alle øh’er og al den fumlende snak.

Men at stamme er alligevel noget helt andet. Stammen defineres som brud i den almindelige flydende tale. Det kan være gentagelser af ord, stavelser eller lyd, eller det kan være forlængelser af lyden og egentlige blokeringer, hvor ordene simpelthen ikke forlader munden. Stammere skærer ofte ansigt, eller også hopper vores kæbe op og ned, mens vores blikke panisk famler rundt i kampen for at formulere en sætning.

Hos os slår ordene rødder i munden, de vikler sig om tungen og drysser magi i munden, så tungen ikke kan forme ordene, som den canadiske digter Jordan Scott så fint beskriver det i bogen ’Talk Like a River.’

Op gennem folkeskolen udviklede min stammen sig til et decideret talehandicap. Når vi skulle læse op i timerne, begyndte angsten at samle sig i min mave. Jeg svedte og fik klamme håndflader, mens jeg talte ned til, at det var min tur til at læse op af danskteksterne eller endnu værre engelske tekster. ’Fem klassekammerater før mig, fire før mig, tre, to … en ... næste gang.’

Det er mildt sagt pinligt at stå midt i en larmende tavshed, mens de 27 andre børn i klassen venter på, at du får dig hakket gennem en tekst. En enkelt fniser måske, mens andre begynder at sidde uroligt på stolen og hviske sammen. Ofte stak jeg af og gemte mig på toilettet, før det var min tur. Sådan gik meget af min skoletid helt op til handelsskolen. Journalisten og sportskommentatoren Peter Brüchmann, som en overgang var min chef på B.T., havde ligeledes problemer med blokeringer og stammen som ung. Også han tav ofte i skolen, fortæller han:

”Jeg tror, det handler om en dyb angst for at udstille sig selv. Jeg kom jo til at se fjollet ud, fordi jeg ikke kunne komme i gang med sætningen. Stilheden er voldsom, når de andre elever ser undrende på dig, fordi du ikke siger noget, når du får ordet. Så hellere tie stille. Det er følelsen af nederlag, det handler om, og den følelse kan jeg tydeligt genkalde mig den dag i dag. Det er jo ikke et nederlag at være længere tid om at sige det, man gerne vil, men sådan tænker man, når man stammer.”

Da jeg gik i skole, var jeg på mange måder ensom, fordi jeg ikke kendte ret mange andre, som stammede. Jeg havde en kammerat, som også stammende lidt, men han voksede mere og mere fra sin stammen, mens jeg voksede mere og mere ind i min. Der var også en tredje dreng i en anden klasse. Max, hed han. Jeg husker ham ikke rigtigt, ud over at han stammede hårdt og blev kaldt ’Stampax’ af de ældre elever.

Indimellem græd jeg om aftenen, før jeg skulle sove, af raseri over de utallige små hug og nederlag, jeg fik i løbet af en dag. Det føltes så uretfærdigt, når nu alle andre talte uden anstrengelser og kunne sige, hvad de ville, når de ville.

Jeg havde meget på hjerte og ville gerne være med, når andre jokede og lavede sjov. Fortalte jeg vitser, forstod andre ofte pointen, før jeg var færdig, og har man først oplevet at sidde til et selskab og forsøge at byde ind i samtalen, mens folk kigger undrende på dig, som hvis du ikke havde noget tøj på, så ender du som regel med bare at holde mund.

I timerne følte jeg mig dum, når jeg ikke kunne svare på et spørgsmål, alene fordi jeg stammede, selvom jeg udmærket kendte svaret. Til eksamen på handelsskolen fik jeg ekstra tid til opgaven, men jeg forberedte mig ikke. Hvorfor bruge tiden på at læse til eksamen, når jeg alligevel ikke kunne tale og aldrig ville få en uddannelse?

Uden for skolen undgik jeg møder med fremmede, hvis jeg kunne. Deres ansigtsudtryk kunne stå malet i undren, apati eller sågar latter, når mine kæber spændte, og min tunge sad fast, og de ikke vidste, hvordan de skulle reagere eller troede, jeg lavede sjov. Min selvtillid var i bund, situationen virkede håbløs.

’Erik taler meget lidt. Han må betragtes som svært kommunikationshæmmet. Hans stammen er kvalitativt og kvantitativt stærkt begrænsende,’ skrev en talepædagog i en udtalelse, da jeg var stor teenager.

Henrik Prip stanger højrelappen frem og smiler bredt. Han er lige trådt ned fra scenen på teatret Mungo Park, hvor han i samme forestilling både har spillet en fraskilt mand i rullekrave og en overgearet, dansende lattercoach. Rundt om os siver gæsterne mod udgangen, mens vi med et par kølige håndbajere sætter os ved et lille bord i foyeren.

Men det er ikke forestillingen, jeg er kommet for at tale med ham om. Det er derimod den nærmest utrolige forvandling, der sker med Henrik Prips stemme, når han træder ned fra scenen og ud af sine roller. Den dybe og klare røst, som mange forbinder med ham, ændrer radikalt karakter, så snart han bliver til privatmennesket Henrik.

I 2017 skrev Henrik Prip en opsigtsvækkende kronik i Politiken, hvor han sprang ud som én af cirka 50.000 danskere, der stammer. Ganske få ud over hans familie og venner vidste, at han gennem et helt liv har kæmpet med selve fundamentet i det, han lever af: ord og sin stemme.

Men så snart den 61-årige skuespiller er sig selv, kan man høre, at han st-st-st-stammer. Indimellem b-b-b-… blokerer han på enkelte ord eller trækker bogsssssstaver ud. Når han kort går i stå midt i et ord, begynder hans øjne at flakke, mens hans kæbe rykker sig i bittesmå bevægelser.

For mange kan det virke paradoksalt, at Henrik Prip kan arbejde som succesrig skuespiller med et talehandicap, men tallene taler for sig selv. I en karriere, der strækker sig over 40 år, har Prip medvirket i over 25 film, 30 tv-serier og et hav af teaterstykker. Det seneste stykke tid har han været aktiv i fem forskellige forestillinger på Mungo Park.

”Jeg har ikke rigtig nogen forklaring på, hvordan jeg kan arbejde uden at stamme. Det kan jeg bare. Måske det skyldes, at scenen er et sted, hvor jeg føler mig meget sikker. Desuden er jeg jo en anden person med et andet følelsesliv og en anden måde at tale på,” siger Henrik Prip.

Stammen har altid været en gåde. For hver pige er der tre-fire drenge, som stammer. Demosthenes, den græske statsmand og retorikkens fader, var blandt stammerne og måtte kæmpe hårdt for sin succes. Angiveligt proppede Demosthenes småsten i munden, mens han råbte ud over havet for at komme af med sin stammen.

Gennem historien har skiftende læger ment, at stammernes tunger enten var for tunge, hårde, tørre, kolde eller for fugtige. De tilrådede behandlinger som massage, gurgling og ikke mindst varm vin.

Senere blev det mere blodigt. Blandt andre den tyske læge Johann Friedrich Dieffenbach eksperimenterede med kirurgi ved at skære lunser af stammernes tunger i et forsøg på at gøre tungerne mindre og dermed helbrede stammerne. Denne blodige praksis anvendes formentlig stadig i visse egne af verden.

Talepædagogen Helle Blunk Brandt fortalte for et par år siden i P1’s ’Hjernekassen’ om sin oplevelse med en 11-årig tyrkisk dreng, som familien havde sendt til behandling i Tyrkiet, hvor en helbreder klippede siderne af hans tunge. Hun så aldrig drengen igen.

I dag er eksperterne stadig mere overbeviste om, at stammen er en fysisk lidelse med psykiske og sociale konsekvenser. Forskere fra Oxford samt University of Michigan i USA anvender MR-scannere til at studere forskellene på børn, som stammer, og børn, som taler flydende. Scanningerne viser bittesmå variationer i hjernerne hos de stammende børn.

Tale og sprog er enormt komplekst og involverer mange regioner i hjernen, der på millisekunder skal koordinere mellem hjerne og muskler, og hos stammere er disse områder knap så effektivt forbundet som hos normalt talende. Man kan, med et glimt i øjet, sige, at processen er hjernens svar på PostNord, der heller ikke altid får leveret pakkerne til tiden.

Cirka fem procent af alle børn stammer på et tidspunkt i løbet af deres opvækst. De fleste vokser fra problemerne igen, i takt med at deres hjerner modnes og så at sige fikser koblingen af sig selv. Kun cirka en procent af børnene fastholder stammen ind i voksenlivet, hvor den til gengæld har overvejende sandsynlighed for at blive hængende.

Mange har desuden forældre eller bedsteforældre, der stammer, og i USA har forskere da også fundet flere gener, som kan forårsage stammen, uden at man endnu ved konkret, hvordan generne spiller ind.

Da jeg var dreng i 1970’erne og 1980’erne, var den almindelige forklaring i min familie, at min stammen måtte skyldes et chok, der muligvis var opstået som følge af et traume eller en psykisk overbelastning, fordi min mor flyttede sammen med en ny mand, da jeg var tre-fire år.

Der var ingen andre stammere i familien hverken på min fars eller mors side, lød ræsonnementet, der var lige så ubrugeligt, som det var velment. Ofte fik jeg bare et dunk i ryggen gennem røgtunge stuer, når min tunge og kæbe satte sig fast. Så gik livet videre, mens stammen for mig var 24/7.

Jeg mødte første gang Henrik Prip i august 2017. Han havde netop skrevet kronikken i Politiken, og jeg var overrasket over, at en skuespiller, hvis stemme jeg havde hørt i mange sammenhænge, også stammede. I dag er jeg ikke så overrasket.

Et større antal mennesker i underholdningsbranchen har på forskellig vis kæmpet med stammen, herunder Ulrich Thomsen og Bjarne Henriksen. I USA har store stjerner som Emily Blunt, Samuel L. Jackson og Bruce Willis fortalt om deres kamp med at stamme, og selv stemmen bag Darth Vader, James Earl Jones, er præget af sin stammen.

Som så mange andre har Henrik Prip brugt store dele af sit liv på at søge efter et traume, som kunne forklare hans stammen – uden held. Han voksede op i en kærlig familie nord for København, hvor forældrene helst ikke talte om sønnens talehandicap i et stille håb om, at problemet ville forsvinde af sig selv. En talepædagog fik engang Henrik Prip overbevist om, at hans stammen var et symptom, og at der lå en psykologisk årsag bag hans manglede evner til at tale:

”I årevis pryglede jeg mig selv for ikke at have erkendt nok. Få nu løst den gåde, mand! Find ud af, hvad er sket. Du skøjter jo rundt! Du er så overfladisk, at du ikke kan løse det her fucking lort. Sådan stod det på i mange år, indtil jeg opdagede, at hun, altså psykologen, måske tog fejl.”

Henrik Prip fortæller, at han så sig selv som en lille, nuttet dreng, der holdt kæft meget af tiden. Andre overtog, hvad han ville sige, og samtidig levede han med en fornemmelse af hele tiden at skjule noget vigtigt. Noget farligt og skamfuldt.

”Jeg havde talt meget mere uden min stammen. Tale er en stor del af det, der skaber vores identitet som mennesker. Man prøver sig frem i livet ved at tale, og fordi ens tale er i udu, er der en masse ting, vi ikke når at opleve. Oplevelser, vi ikke får, og i yderste konsekvens nogle egenskaber og kompetencer, vi ikke når at udvikle – især socialt.”

Kun sammen med sin familie er han helt tryg ved den måde, han taler på:

”Man har en idé om, at det er farligt at stamme, og det er det jo ikke. Det er irriterende og træls, men ikke farligt. Alligevel har stammen altid fyldt meget i mit liv. Også mere, end jeg har villet indrømme. Jeg kan mærke i min krop, når der virkelig er gang i min stammen. Så laver den en knude i mig og bliver meget stor og selvforstærkende.

Når jeg har stammet meget, har det nærmest været invaliderende. Det er lidt overdrevet og hysterisk sagt, for jeg er jo ikke invalid overhovedet, og jeg har også kunnet passe mit arbejde. Men jeg har følt mig isoleret og fjern. Som en skygge. Og jeg har veget tilbage fra at deltage i samtaler og relationer, som jeg havde foretrukket at være med i,” fortæller Henrik Prip.

Han beskriver sin stammen som et stormfuldt ægteskab, som han de senere år er begyndt at lappe på. Han og stammen har været to rygende uvenner, der stod i hver sit rum og råbte ad hinanden.

”I en sen alder forsøger jeg derfor at sige: ’Stam for helvede. Stam!’ Alt, jeg har forsøgt hidtil i forhold til stammen, har slået fejl. Jeg har forsøgt at lade stammeren stå ude i skuret. Nede i hjørnet. Jeg har sagt: ’Skrid, skrid, skrid!’ Men han står der jo alligevel. Han står der og siger stille og roligt: ’Hey, jeg er lige her. Du kan ikke løbe fra mig. Du må tage mig op, snakke med mig, se mig, blive min ven.’”

Henrik Prip tøver og tænker sig lidt om, før han fortsætter:

”Der er jeg slet ikke nået til endnu, men jeg forsøger. Jeg skal helt hen til ham for at have en chance for at stamme blødere og mere afslappet. Lære at trække vejret og være okay med det hele. For det er i kampen for at holde ham væk, at stammen ligger for mig. Frem for at være en slave og martret vil jeg prøve at sige: ’Ja, jeg stammer. I vidste det ikke, men det gør jeg.’”

Henrik Prip var 16 år, da han opdagede, at han ikke stammer, når han står på en scene. Han beskriver det som en følelse af eufori og forelskelse at stå på scenen, hvor han glemmer, at han stammer. I sin kronik skriver han:

"Vi skulle lave ’En skærsommernatsdrøm’, og jeg meldte mig hovedkulds som Puk, hovedrollen. Den frække alf i skoven, der driller de unge elskende. Om aftenen fortalte jeg det til min mor. Hun spurgte forsigtigt: ’Tror du ikke, du kommer til at stamme?’ Jeg svarede: ’Ja, jeg stammer – men Puk stammer ikke.’ Jeg forstår ikke, hvordan jeg så profetisk kunne finde på det svar. Jeg kunne jo ikke vide det. Jeg udsatte mig selv for den største fare, jeg overhovedet kunne. Men jeg var fuldkommen rolig.”

Ingen ved, hvorfor det er sådan. En teori er, at man i skuespillet træder ind i en anden rolle end sig selv. På samme måde kan stammere også synge uden at hakke eller blokere, og for nylig har forskning indikeret, at mange heller ikke stammer, når de er alene og taler med sig selv. Det passer, kan jeg bekræfte.

Henrik Prip har været en del af ensemblet på Mungo Park siden 2014, og som karakterskuespiller har han indimellem stået mutters alene på en scene foran 400 tilskuere. Hans egen teori omkring det, at han ikke stammer i de situationer, er, at der ikke er kaos på en scene, men et system og en plan. Han ved præcis, hvad han skal gøre og er til stede i øjeblikket.

Samtidig er der en form for erindring lagret i kroppen om intentioner og følelser, der på en uforklarlig måde gør, at han ikke stammer på scenen.

”Der er også noget brug af stemmen. Og luft. Man bruger sin stemme meget, og man taler ud. Det er trygt. Og så ved man, at man ikke bliver afbrudt. Man har ordet, og det er måske det vigtigste,” fortæller han.

Kun én gang har Henrik Prip frygtet ikke at kunne passe sit arbejde som skuespiller. For godt 14 år siden stod han i en krise og fik pludselig svært ved at adskille sit faglige og private rum. I en mindre tv-rolle kunne han ikke sige de ord, han skulle. En rude gik itu, og stammen trængte ind i hans faglige rum.

”Det var slet ikke sjovt. Jeg skulle bare væk fra optagelserne og hjem i en fart. Min stammen tog fat i kraven på mig og sagde: ’Hey, kammerat, du skal ikke tro, du kan det her. Du er jo stammer. Hvad fanden laver du her?’” fortæller Prip, der dog fik samlet stumperne sammen igen.

Siden har han ikke haft lignende episoder:

”Jeg synes, jeg er nået langt trods mit handicap, men jeg fortryder, at jeg ikke tog fat om problemet noget tidligere og arbejdede med at opløse det skamfulde i stammen. Så var jeg nået længere i dag med at tale mere afslappet i private sammenhænge, og det havde ikke været så smertefuldt og pinligt. Jeg har virkelig prøvet at feje det over i hjørnet. Virkelig. Jeg hadede det, og jeg hadede at træde frem som stammer og sige: ’Jeg skal have hjælp.’ Sige, at jeg har et handicap. Jeg var ved at brække mig over det. Jeg kunne og ville ikke sige det.”

En af mine gamle venner fortalte mig engang, at han, da han mødte mig første gang på Journalisthøjskolen, tænkte, hvad i alverden jeg skulle der. Et arbejdsliv som journalist indebærer mange ord, også udtalte, så hvorfor dog vælge den vej, når jeg stammer?

Men måske man skal vende dette argument helt om, som en anden bekendt har sagt til mig. Også han stammer, alligevel arbejder han som en succesfuld retoriker, hvor han rådgiver erhvervsfolk og topadvokater om at have ordet i sin magt. Som stammer er ord vigtige, lød hans analyse. Vi tænker på ord og bogstaver døgnet rundt. Vi ved, hvilke der er vores venner, og hvilke der er vores fjender.

Min egne fjender har især været konsonanter som s, p, d og k. Især s’et kan være en genstridig sssssssatan, hvilket gør, at jeg indimellem har lydt som en piftet cykelslange. Forleden skulle jeg vaske bilen og købte en støvsugerpolet. Jeg trak en smule på s’et, da jeg bestilte, og fyren bag disken kvitterede med at kopiere mit ’ssssstøvsugerpolet,’ mens han smilende fandt poletten frem.

Havde jeg fået en femmer for alle de gange, jeg har oplevet den slags gennem livet, lå jeg nok på en yacht sammen med Jeff Bezos og de andre rigmænd omgivet af kaviar og helikoptere. Omvendt er det jo ikke sådan, at jeg går rundt med et skilt i bøjet neon, hvor jeg redegør for mine talevanskeligheder, og måske fyren bag disken bare ville virke frisk og syntes, det lød sjovt.

Helt sikkert er det dog, at vi, som stammer, aldrig tager ord for givet. Måske derfor er stammen netop den fejl, man skal have for at blive dygtig til at arbejde med ord, fordi vi lægger en ekstra indsats.

Langt fra alle lykkes med det. Tusindvis af stammere tager ophold i samfundets skygger. Det er de tavse. Dem, som endnu ikke har fået brudt med skammen, som isolerer sig socialt, og hos hvem stammen som et virus har udviklet sig til et dominerende livsvilkår, der påvirker samlivet med andre mennesker, valg af uddannelse og karriere og privatliv.

Stort set alle mennesker, som stammer, kender til følelsen af skam, angst, flovhed, elendigt selvværd og frygt for fremtiden, og i grelle tilfælde kan stammere udvikle selvmordstanker.

I en familie, jeg kender, havde deres dengang 13-årige søn, vi kan kalde ham William, været udsat for så grov mobning, at han en periode måtte sygemeldes med PTSD-lignende symptomer og selvmordstanker.

På en af skolerne havde drenge, der var langt ældre end William, slået ham gentagne gange, fordi de syntes, det lød sjovt, når han sagde st-st-st-st-stoooop. Først efter fjerde skoleskift til en lille privatskole har William fået det bedre, og han er langt fra alene.

Stammere, børn som voksne, er generelt udsat for mobning og stigmatisering i samfundet. Vi opfattes fejlagtigt som nervøse eller dumme, ikke mindst i populærkulturen, hvor stammere som regel er et komisk indslag. Kun den britiske film ’Kongens store tale’, der er skrevet af en stammer, viser stammen, som den opleves for de fleste: kvælende.

I USA har medier og kommentatorer ligeledes haft travlt med at nedgøre præsident Joe Biden, der har været åben omkring sin stammen, som især i drenge- og ungdomsårene var et stort problem for ham.

Da Biden som vicepræsident under et vælgermøde tilsyneladende ikke kunne huske Præsident Obamas efternavn, men pludselig skiftede retning og kaldte ham for ’my boss,’ gik det medierne rundt. ’Han er en tosse, han er for gammel, han kan ikke huske sin chefs navn,’ lød nogle af budene.

Men os, der stammer, ved godt, hvad der skete. Det var en af mange skjulte undvigelser, som Biden stadig har. Vi kan høre det, vi kan se det.

Uanset hvad er Joe Biden en fantastisk repræsentant for stammerne, synes jeg. For tænk at verdens mægtigste mand stammer; så kan man jo blive alt. I 2015 holdt Biden en rørende tale ved en gallamiddag i USA, hvor han fortalte sin historie. Mod slutningen knækkede hans stemme over, og øjnene blev våde, da han fortalte, hvordan han aldrig glemmer følelsen, da han var dreng.

”I har intet at skamme jer over,” sagde Biden. ”Og husk aldrig, aldrig, aldrig at lade jeres stammen definere, hvem I er.”

Siden jeg mødte Henrik Prip første gang, har vi skrevet lidt frem og tilbage. Han er kommet et godt stykke vej og oplever, at han taler mere flydende i dag i forhold til tidligere i sit liv.

”Det handler om at acceptere, at jeg stammer. Jeg kan ikke lade være med at have en relation til min stammen, men den relation skal helst være god eller i det mindste nogenlunde afslappet, og det har virkelig været svært for mig. Jo bedre relation, desto mindre farlig bliver stammen. Desto bedre kan jeg leve med det. Jeg synes faktisk, jeg er et udmærket sted,” siger han.

Jeg var – ligesom Henrik Prip – nået relativt langt hen i livet, før jeg for alvor begyndte at omfavne denne side af mig selv. Det er selvfølgelig ikke optimalt. Som stammer ligger meget af det hårde arbejde netop i den psykologiske del, fordi vi på mange måder lever i et mentalt fængsel uden udgangstilladelse.

Vi kan få hjælp, lære forskellige taleteknikker og gøre livet med stammen lettere, men det indre skal vi i høj grad selv slås med. Det handler om anerkendelsen af, at vi naturligvis er helt okay og har ret til en stemme, også selvom vi stammer. Det handler om at bryde ud af fængslet, hvilket er svært, når man er ung og bare gerne vil være som alle andre. Når det vigtigste værktøj til at skabe de afgørende sociale relationer, stemmen, ikke fungerer, som den skal.

Indimellem er der gode mennesker, som spørger, om der slet ikke er kommet noget godt ud af alt det stammeri. Det har jeg tænkt en del over, og min konklusion er: måske.

Årtier med lynhurtig afkodning af andre mennesker betyder i hvert fald, at mine antenner er veludviklede, min intuition ligeså, og flere kolleger har ment, at det må være afvæbnende for kilder, at jeg som journalist stammer, når jeg interviewer.

Jeg tror, at mine oplevelser har været med til at forme mig som menneske ved at gøre mig til en fighter. Jeg har kæmpet benhårdt for hver en lille grad af succes, jeg har opnået. Især ved at kaste mig ud i angstprovokerende situationer, herunder det at arbejde professionelt med min gamle fjende, ordene.

For noget tid siden fandt min lillebror et sjovt foto af mig i sine arkiver. Jeg er cirka 15 år og sidder med langt nakkehår og lædervest til en familiefest. Billedet er fra dengang, jeg havde det allersværest. Jeg var hamrende usikker, dybt præget af min stammen og på alle måder nervøs for fremtiden. Det var dengang, talepædagogerne kaldte mig for svært kommunikationshæmmet.

Kunne jeg i dag rejse tilbage i tiden, ville jeg besøge mig selv på præcis dette tidspunkt. Jeg ville give mit yngre jeg en kæmpe krammer og fortælle drengen på billedet følgende:

’Du skal ikke være nervøs. Som voksen vil dit liv blive helt, helt anderledes. Du vil få en uddannelse, en spændende karriere og en dejlig familie. Men du må være tålmodig, du må hele tiden arbejde med dig selv og din stammen, og du må ikke give op. Så skal det nok gå. Faktisk vil ord på et tidspunkt blive din ven.’