”Med denne orientering ønsker jeg over for min arbejdsgiver at redegøre for en situation, som jeg naturligvis finder uholdbar for mig selv, men, hvad værre er, også for Jyllands-Postens fremtid.”
Sådan slutter et usædvanligt 11 sider langt brev, som Ulrik Haagerup satte sig ned og skrev kort før jul i 2001. Han sendte det til samtlige medlemmer af Jyllands-Postens bestyrelse. Hvilket også var usædvanligt. Brevet skulle blive hans egen fyreseddel.
Den detaljerede redegørelse var et voldsomt angreb på Haagerups egen nærmeste chef, Jørgen Ejbøl, som netop var vendt tilbage til avisen efter at have været sygemeldt med en blodprop. I brevet anklagede han ikke bare Ejbøl for at lække oplysninger til partiet Venstre kort før et folketingsvalg, han beskyldte ham også for at ’ydmyge’ medarbejdere offentligt, at ’bagtale bestyrelsesmedlemmer’, håne ’gamle JP-skikke’ og i det hele taget opføre sig kolerisk, uetisk og med en diktators brutale metoder.
Forud for brevet var gået seks gyldne år for Jyllands-Posten. Haagerup selv var blevet udnævnt til chefredaktør af netop Jørgen Ejbøl med det mål at udvikle journalistikken på Jyllands-Posten. Medierne oplevede højkonjunktur, og Jyllands-Posten ekspanderede. Der blev ansat journalister i hobetal, og den jyske avis på Viby Bakke uden for Aarhus rykkede provokerende ind i hovedstaden og åbnede en redaktion i de københavnske konkurrenters forhave.
”Et år ansatte jeg vel 100 nye mennesker, og det var ligegyldigt, hvem vi spurgte, så sagde de ja: Ralf Pittelkow, Lasse Ellegaard og Carsten Jensen, det var helt vildt. Vi åbnede et kontor midt på Kongens Nytorv i København. Og det er meget Ejbøl, der har æren for den strategi.”
Men Jørgen Ejbøl viste sig også undervejs ifølge Haagerup at have en bagside:
”Hvis historien om Ejbøl skal være rigtig, så er det jo ikke kun en historie om en mand, der er kolerisk og begår nogle overgreb på andre mennesker. Han er et meget kompliceret, meget dygtigt, meget kynisk og meget kompromisløst menneske. Men også kærlig. Han fik gjort rigtigt meget godt, da han kom til Jyllands-Posten. I de første år investerede vi i flere journalister, ordentlig journalistik og massiv markedsføring. Vi ville gøre Jyllands-Posten til Danmarks største og bedste avis.”
Strategien lykkedes, og i løbet af få år passerede Jyllands-Posten Politiken som landets største.
Men tiderne skiftede, og konflikten med Ejbøl blev mere og mere udtalt. Flere nøglemedarbejdere begyndte at forlade avisen. Haagerup giver i sit brev eksempler på, hvordan Ejbøl overfuser og ’ydmyger enkeltpersoner offentligt.’
”På et tidspunkt begynder Ejbøl at blande sig rigtigt meget i journalistikken, mens han samtidig har en kommerciel kasket på. Han brød i mine øjne journalistikkens grundprincipper ved at blande uafhængig journalistik sammen med kommercielle og politiske interesser. Samtidig opstår der situationer, hvor han er chef på en måde, jeg ikke bryder mig om. Jeg kunne ikke være med længere. Man kommer jo til at lægge navn til ledelsesmetoderne, fordi man sidder i en fælles ledelse. Jeg kunne ikke se på, at det foregik. Så enten skulle han væk, eller også skulle jeg væk.”
Var du klar over, at du risikerede selv at blive fyret?
”Ja, det var jeg helt med på. At gå bagom ryggen på den administrerende direktør var jo illoyalt, men min solidaritet lå, kan man sige, hos journalistikken og avisen.”
Hvorfor sagde du ikke bare op i stedet for at iscenesætte et kupforsøg?
”Fordi jeg ikke syntes, at det var mig, der var problemet. Jeg havde den opfattelse – og den har jeg stadig – at den måde personalet blev behandlet på, og den måde journalistikken i nogle konkrete tilfælde blev behandlet på, ville jeg ikke kunne leve med. Så kan man jo skride, men jeg holdt meget af avisen, og jeg holdt meget af stedet. Jeg synes, jeg havde en forpligtelse til at fortælle mine chefer, hvordan det i virkeligheden var. Og det måtte bestyrelsen jo så træffe en beslutning om på et oplyst grundlag.”
Du fortryder ikke?
”Overhovedet ikke.”
Hvordan er din relation til Jørgen Ejbøl i dag?
”Jeg tror ikke, vi har en relation.”
Historien om dramaet i toppen af Jyllands-Postens ledelse er, som Ulrik Haagerup også selv understreger, hverken sort eller hvid. I Kirsten Jacobsens portrætbog om Jørgen Ejbøl, ’Pansergeneralen’, fortæller Ejbøl selv om, hvordan han så forløbet. Han kalder Ulrik Haagerup en ’god dreng’, men en ’skidt karl’. Han afviser, at han skulle have lækket historier til Venstre og kalder uden skyggen af forsoning Haagerup ’en ego-dreng’, der var god i rygvind, men havde det svært, når der skulle træffes hårde beslutninger.
Den 12. december 2001 sendte TV Avisen direkte fra dramaet i Viby, da Ulrik Haagerup gik ud ad døren for sidste gang. Bestyrelsen havde fyret ham for illoyalitet. Jørgen Ejbøl blev siddende.
Fyringen var Haagerups første egentlige nederlag, men med vanlig optimisme tænkte han:
"Når en dør smækker i, springer vinduerne op.”
